Her er årets 15 bedste bøger

Her er årets 15 bedste bøger

Vi har samlet 15 af vores anmelderes absolutte favoritbøger fra året, der gik. Se dem her og få inspiration til læsningen i det nye år.

1. Livets store spørgsmål

"Det eneste rigtige" Af Malene Ravn

Gyldendal, 184 sider, 199,95 kr.

Advarsel. Denne bog tager hul på nogle af livets helt store eksistentielle spørgsmål. Hvordan håndterer man barnløshed? Utroskab? Og adoption? Når du først er gået i gang med romanen, vil du have svært ved at lægge den fra dig igen. Når du er færdig med læsningen, vil du sidde tilbage med nye perspektiver og tanker. Malene Ravns sprog er kontant – og befriende frit for metaforer og tykke klicheer. "Det eneste rigtige" handler om et par, der er ufrivilligt barnløse. Manden er utro med en meget ung pige, der ikke har kontakt til sin egen familie. Og pludselig tager handlingen en uventet drejning og ligner nu mest af alt et absurd teaterstykke. knj


2. Gribende islandsk roman

”Månesten. Drengen, der aldrig var”

Af Sjón

C&K Forlag, 120 sider, 229 kr. 

Den islandske forfatter Sjón imponerer endnu engang med sin gribende nye roman om en ung, udsat, homoseksuel dreng. Når Måne Sten ikke søger virkelighedsflugten i de bløde biografstole, bruger han tiden på seksuelle udskejelser sammen med ældre mænd. Han bor med sin oldemors søster og har et svagt minde om en savnet mor, som han dårligt nåede at kende. Historien er tyk af uforløste følelser, død og ødelæggelse. Den foregår i Reykjavik under den spanske syge i 1918, og de medrivende, historiske skildringer gør den til et stærkt bud på årets roman. Knj


3. Grønlands gode havn

"Godhavn"

Af Iben Mondrup

Gyldendal, 272 sider, 279,95 kr.

"Godhavn" er en utroligt smuk og stemningsmættet lille bog om livet langs den grønlandske vestkyst i en tid, hvor mange danske familier prøvede lykken i nye omgivelser. Vi følger den danske pige Bjørk, der skal starte i skole. Første skoledag varsler samtidig et opbrud med de grønlandske venner, fordi Bjørk skal gå i klasse med byens eneste anden danske tilflytter, Jakob. På et tidspunkt skal Jakob tilbage til moderlandet, og stemningen af opbrud kommer til at gennemsyre hele bogen. Mondrup skriver nøgternt, fordomsfrit og detaljerigt om både død, slædehunde og seksualitet i det lille fangersamfund. knj



4. Kræft, kærlighed og Hollywoodstjerner

"Der bor Hollywoodstjerner på vejen"

Af Maria Gerhardt

People's Press, 208 sider, 199,95 kr.

Der skal gå mere end ti år, før Maria Gerhardt vinder sit livs store kærlighed. Hun får et barn med kvinden, og så opdager hun en kræftknude i sit venstre bryst. "Der bor Hollywoodstjerner på vejen" er hendes hjerteskærende beretning om kampen mod kræften. Tonen er let og gennemsyret af både ironi og poesi. Fortællingen flytter sig blandt andet fra kemobehandlingen til svigermoderens hus i et rigmandskvarter i Hellerup. Men der er også glimt tilbage til ungdommen, hvor hovedpersonen går under navnet Djuna Barnes og er et af de mest kendte navne på den københavnske dj-scene. Springene giver historien dybde og karakter. knj


5. Storslået og klogt epos

"Mikael"

Af Dy Plambeck

Gyldendal, 272 sider, 249,95 kroner

Journalisten Becky bliver sendt til Afghanistan for at lave en reportage om de danske soldaters hverdagsliv. Her møder hun Mikael, og de forelsker sig langsomt. Romanens fortællestil væver sig på fineste vis sammen med dens indhold fra fragmenterede beskrivelser af sønderskudte kroppe til mere flydende sammenhæng på kærlighedsferien. Romanen er gjort af usentimentale, følsomme og krystalfine registreringer af de udtalte og uudtalte følelser, der knytter sig til krig, kærlighed, venskab og tab set som et samlet hele. En fantastisk roman, der gjorde et dybt indtryk på mig. amp



6. Det svære og det klare

”Livet” Af Alice Munro

Gyldendal, 312 sider, 300 kr.


Et barn, der bliver væk i et øjebliks moderligt begær mod en fremmed. Leah, der mister alt og får på samme tid, men hvad er bedst? Et tog, der driver pigen lige lukt tilbage i fortidens ulykkelige kærlighed til lægen. Livets helt store cirkler, hvor de ting sker, som må ske, der gives og tages på hjertekontoen med brutal konsekvens, og mennesker ligner skæbnens små klodsede skakbrikker, der væltes og rejses af en sær, overjordisk magt. Der er sagt uendeligt mange fine og kloge ord om Alice Munros Nobelprisbelønnede forfatterskab, og det er svært at sige noget nyt, endsige klogt. Men hvis du vil læse noveller, der fylder en hel roman i hovedet, så tag med Munro på rejse i livet. ap



7. Ren litterær kærlighed

"Stoner"

Af John Williams

Lindhardt & Ringhof, 279 sider, 300 kr.

Hvordan kan en bog, der var et medium-hit i 1965, pludselig gå hen og blive must-read-of-the-year i 2013? Bogen "Stoner" udkommer nu på dansk, og den bør så absolut have lov at tale for sig selv, for den er så god, at den må ligge på enhver bogelskers bord. Egentlig skulle Stoner have læst landbrug på universitetet, men han forelskede sig i litteraturen. Antihelten Stoner får hverken glamour, et lykkeligt ægteskab eller et stærkt far-datter-forhold. Ja, han er det fascinerende billede på, hvordan et højere formål – troskab over for sin livsopgave – i sin enkelhed kan bære et liv fyldt med nederlag og skuffelser. Sorg og glæde vandrer som bekendt til hobe. ap



8. Sort som Oslo by night

”Sønnen”

Af Jo Nesbø

Modtryk, 437 sider, 299 kr. 

Det er så tungt og så mørkt og så inderligt brutalt, at det kræver en usædvanligt god pen at få sin læser til at udholde ”Sønnen”, den nyeste krimi fra norske Jo Nesbøs hånd. Så er det jo godt, at han netop har en skrivestil, der gør selv det mørkeste læseværdigt. Sonny er stinkende misbruger og har siden 18-årsalderen levet i et sikret fængsel – han tager andres forbrydelser på sig for at få sine stoffer. Men en dag går den ikke længere. Sonny må ud, og han må hævne. Kulsort plot og drivende spænding, som Nesbøs ”Headhunterne” havde det i sig – uden det satiriske præg. Her er blot benhård konsekvens og en tør, skarp skrivestil, der side for side vokser. Bogen er for længst solgt til filmatisering. ap



9. Sexbyens ubarmhjertighed

”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”

Af Henrik List

Lindhardt og Ringhof, 328 sider, 300 kr.

Der er ikke meget ”happy ending” over ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”, selvom fortællingen udspiller sig i den syndige thailandske badeby Pattaya, hvor to danske journalister leder efter en dansk kunstner, der er indblandet i en sexskandale. På hver sin måde får journalisterne byens ubarmhjertighed at føle, og det er både underholdende og tragikomisk at læse om de to blege danske mænd i krise. Første del, hvor man følger den unge journalist Rune, får lov til at fylde meget. Lidt for meget. Men sprogligt er bogen helt i top, og både sexbyen, dens indbyggere og gæster står lige så klart som de neonlys, der aften efter aften lyser Pattaya op. jlm


10. ”Et andet sted”

Af Signe Langtved Pallisgaard, Lindhardt & Ringhof, 235 sider, 250 kr. 

Signe Langtved Pallisgaard debuterer med en bevægende fortælling om en ung småbørnsmor, der har svært ved at finde ind til sin kerne. Anna bor i en stor strandvejsvilla sammen med sin mand, Mattis, der med sin akademikerløn har plantet sig solidt i den højere middelklasse. Men lykken er ikke gjort alene af den grund. Anna har angsten og usikkerheden som sit grundvilkår, og et underdanigt forhold til sin storebror får hende til at vakle. Da hun møder en tidligere elsker, vælter hele hendes familieliv. ”Et andet sted” er skrevet med en dyb empati for sine karakterer, og man følger spændt den unge mor i hendes personlige dannelsesrejse. Det trækker også op, at forfatteren har en sjælden sans for de lækre sceniske beskrivelser, der vækker handlingen til live. knj



11. ”Efter tusind års fromme bønner”

Af Yiyun Li Gyldendal, 192 sider, 249 kr. 

Forfatteren har en ganske unik tone. Et miks af historiens vemod i et land som Kina, der har set alt fra ekstrem storhed til grusomt armod, pigedrab, eunukkers skæbne. Kombineret med et moderne, lillebitte ironisk tvist er hendes noveller dragende, lidt mystiske, og meget smukke. Om gamle damer, der finder kærligheden i en sen alder, konkurser, der river alt med sig – forsømte ægteskaber og barske samfundsnormer før og nu. Elegant er en underdrivelse og meget dejligt at møde et sæt håndslebne, fuldendt formede noveller om moderne liv, kultur, kærlighed – i Kina som i Vesten. ap


12. Det skrøbelige sind på svensk

"Beckomberga – Ode til min familie" Af Sara Stridsberg

C & K Forlag, 360 sider279,95 kr.

Det svenske psykiatriske hospital Beckomberga lukkede ned for 20 år siden. Det var et af Europas største psykiatriske hospitaler, og nu genopstår det i den fremragende roman "Beckomberga – Ode til min familie". I romanen møder vi Jackie, der tilbringer store dele af sin barndom på hospitalet, hvor hendes far bliver behandlet for sit syge sind. Her træder pigen ind i en parallelverden, hvor galskaben har overtaget styringen. Væggene er "grønne som indersiden af en swimmingpool", og sygeplejerskerne har hvide træsko og glansløse fletninger. Den svenske forfatter Sara Stridsberg er mester i at beskrive stemninger, og som læser bliver man både rørt og rystet i sin grundvold, når man lader sig trække med ind i skildringen af det skrøbelige sind og måden, vi behandler det på.

knj

13. Dine, mine, vores

"Lykkelige familier" Af Christina Hesselholdt

Rosinante, 216 sider, 199.95 kr.

Hvis du lever i en skilsmissefamilie, kender du sikkert alt til både de kvaler og den massive kærlighed, der følger med. I "Lykkelige familier" undersøger Christina Hesselholdt, om den sammenbragte familie kan finde lykken igen. Bogens mandlige hovedperson lever i en familie med to sammenbragte børn. Da hans ældste barn skal nonfirmeres, satser familien alt og fejrer begivenheden ved at invitere både tidligere og nuværende familiemedlemmer. Lykken bliver sat på prøve, og det bliver smukt og trist på samme tid. Jeg er begejstret for Hesselholdt, der også denne gang formår at skildre det moderne og opbrudte familieliv nænsomt og troværdigt.

knj



14. Familiekatastrofer

"Brudzone" Af Jonathan Franzén

Gyldendal, 544 sider, 349 kr.

Jonathan Franzén er en af de samtidsforfattere, der skildrer familier i opbrud bedst. Gyldendal udgiver nu hans roste, men en smule læser-oversete roman fra 1993, "Brudzone", der handler om naturkatastrofer – i naturen såvel som i familien. Louis Holland kommer til Boston med sin familie, som har sine indbyggede skævheder. De accelerer, da bedstemoren dør i et af de uforklarlige jordskælv i byen – ikke mindst fordi hun efterlader sig en masse penge, der er placeret i et firma, der bruger den omdiskuterede energiudvindingsteknik, fracking. Franzén kombinerer katastroferne og overgrebene på naturens indre med arvestriden, der splitter familien, og sideløbende med ødelæggelserne skildrer han Louis' forelskelse i den kvikke seismolog Renée. Stor forfatter, store armbevægelser og glimrende drama.

ap


15. Længsel og begær

"Der findes en stor åben plads i Bordeaux"

Af Hanne Ørstavik

Gyldendal, 216 sider, 279,95 kr

Da fraskilte Ruth forelsker sig i Johannes, viser hendes kærlighed sig hurtigt i en fysisk længsel efter ham: Hun vil mærke ham, have ham, have sex med ham. Men for Johannes, der aldrig har haft et forhold til en kvinde, er kærlighed at holde Ruth i hånden – og så udleve sit kropslige begær på anden vis. En intim og klog kærlighedshistorie om længslen efter fysisk nærhed og seksualitet – og om den ødelæggende frustration ved ikke at blive mødt i det og i stedet føle sig ækel i sit begær. Ruths kropslige længsel og medfølgende sårbarhed skildres i et usminket og stramt sprog, der kraftfuldt kryber under huden på mig. En smuk og rørende roman om kærlighedens forskellige udtryk og smerte. amp