Her er tjeklisten til dit CV
Omkring 79.700 kvinder er officielt ledige lige nu. Hvis du er en af dem - eller hvis du overvejer at skifte job - så gå lige dit CV igennem først.
For selvom mange ser CV'et som en ren opremsning af tidligere job og kompetencer, har det altafgørende betydning for dine karrieredrømme, ifølge karriererådgiver Anne Marie Valentin. Her giver hun dig:
TJEKLISTEN TIL DIT CV: 7 TIP
1. Arbejdsgiverne læser dit cv, før de læser din ansøgning. Så hvis dit cv ikke fortæller "den rigtige historie" om dig i forhold til det job, du søger, kommer du ikke i betragtning, og din ansøgning bliver ikke læst!
2. Start med at lave et brutto-cv med alt, hvad du har haft af opgaver gennem dit arbejdsliv og pluk så i det, når du skal sende et relevant cv af sted.
3. Lav altid et resumé i begyndelsen af dit cv, hvor du opsummerer dine vigtigste kompetencer i forhold til det job, du søger. Resuméet skal være så lækkert, at arbejdsgiveren får lyst til at læse videre og møde dig!
4. Pas på med at skrive indforståede ord og begreber i dit cv. I hvert fald hvis du søger uden for din branche, hvor de måske ikke forstår fagtermerne.
5. Drop flosklerne som "jeg finder jobbet spændende", skriv i stedet HVORFOR du gerne vil have jobbet, HVAD du kan tilføre virksomheden, og HVILKE problemer du kan løse for virksomheden.
6. Vær altid resultatfokuseret i dit cv. Skriv hvilke forbedringer du har været med til, og hvad de gjorde for virksomheden, du var/er ansat i. Det er ikke kun sælgere, der har skabt resultater!
7. Husk billedet på dit cv.