Det store hundeleksikon: Derfor er hunde de perfekte efternølere

Der er altid en hjemme, der bliver jubellykkelig i det øjeblik, du åbner døren.

Og der er altid en at kramme og vise omsorg, når du savner nærkontakt i hverdagen. Hjemme hos Lise Toftild og hendes mand, Claus, er den lille Bichon Havanais ved navn Carla det naturlige midtpunkt, nu hvor Christian på 22 og Caroline på 25 for længst er flyttet hjemmefra.

– Jeg føler stadig, at vi er en familie! Vi er ikke bare os to ægtefæller, der er tilbage i huset. Med Carla i huset får vi noget af det tilbage, som var, da børnene boede hjemme, fortæller Lise og læner sig tænksomt tilbage i sofaen. Ved hendes side ligger hunden Carla og trækker vejret tungt og roligt.

– Selvom det var begrænset, hvor meget børnene egentlig var i huset den sidste tid, hvor de boede hjemme, så vidste jeg, at der var nogen her. De var mest på deres værelser, men bare det at de stak hovedet ud og råbte: ”Hvornår skal vi spise?” eller ”Hvor er mine underbukser?” gjorde jo, at jeg ikke følte mig alene. Da de begge var flyttet, kunne jeg komme hjem, sætte mig i stuen og tænke: ”Så stille der er i det her hus!” Jeg følte, at Claus og jeg gik fra en masse liv til STILHED. Selvom jeg nåede et mætningspunkt med festerne for deres venner, da de boede hjemme, så savnede jeg, at de skulle være her og feste med deres venner. At huset skulle emme af liv igen. Jeg var virkelig overrasket over, at det føltes så tomt for mig, erkender Lise Toftild og tilføjer med et blik på den sovende hund:

– Så var det rart, at der stadig var én af komme hjem til.

Lise og hendes mand, Claus, ejer en virksomhed, der blandt andet sælger parykker, og har butikker i Aarhus og Aalborg. De to har et travlt liv og er konstant i kontakt med mange mennesker. Da børnene var mindre, tænkte de på at få hund, men følte ikke, at der var tid og rum til det, fortæller Lise:

– Når jeg ser tilbage på alt det, som vi kunne få puttet ind i vores liv dengang med madpakker og fodbold, så tænker jeg, at så kunne vi vel også have haft plads til den hund. Omvendt så havde jeg også nok ansvar i mit liv dengang og det er ikke fordi, man får mindre ansvar med tiden, men for mig er der kommet mere mental plads, jo ældre jeg er blevet. At børnene blev ældre og ikke længere havde så meget brug for mig, gav også mere albuerum. Derfor kan jeg se nu, at beslutningen om at få Carla var lettere, da børnene var på vej væk. Det var ikke en bevidst beslutning, at vi ville have en efternøler, men da vi kørte op til kennelen for at se på hvalpe, så vidste vi godt, at vi ville komme hjem med et af de små bløddyr, erkender Lise.

LÆS OGSÅ: Fit med hund: 8 tips til at løbe med din hund

Hun beskriver både sig selv og Claus som impulsive mennesker, der handler med hjertet, men det var ikke tilfældigt, at de fik hund for tre år siden:

– Med børnene på vej ud af huset vidste vi, at vi ville komme til at mangle nogen at passe på og give daglig omsorg. ”Hvem skal have alle kys og krammere, når de er væk?!” tænkte jeg, før børnene flyttede, og da jeg så Carla, tænkte jeg: ”Det kan kun blive godt!” I dag ved jeg slet ikke, hvordan jeg skulle undvære hende, erkender Lise med et smil.

Behovet for at være noget for nogen stikker dybt i os mennesker. Når vi i årevis har været vant til at tage os af børnene, så opstår der et tomrum, når de flyver fra reden. Så bliver vi det, som forskerne kalder ”empty-nester” Det tilsvarende udtryk på dansk er, at børnene er ”fløjet fra reden”.

– Du står med en masse evne for omsorg, når børnene flytter hjemmefra. Det er opøvet gennem flere år, og når der ikke længere er et sted at placere det, så bliver du måske frustreret, siger psykologen Tia G.B. Hansen.

Hun forsker i interaktion mellem mennesker og dyr. Især den mellem mennesker og hunde:

– Vi kan knytte os til en hund på en måde, som ligner den måde, vi knytter os til andre mennesker på. Mange forskere mener, at forholdet mellem menneske og hund er så specielt, fordi de to arter har udviklet sig sammen gennem 10.000 generationer, siger psykologen.

Både hund og ejer kan opleve følelsen af glæde, når de ser hinanden i øjnene. Det skyldes oxytocin, som er et hormon i både hunde og mennesker, der er relateret til netop omsorg og tilknytning.

Derudover er hunde, som mange andre pattedyr, så snildt indrettet, at ungerne fødes med en nuttethed, som udløser en trang hos deres mødre (og mennesker) til at tage sig af og give omsorg! På netop det område er vi relativt ens på tværs af arter, og netop evnen til at skabe kontakt har givet mange hunde en god position hos familien Danmark.

Hunden udfylder en plads, hvad enten den flytter ind hos familien, den enlige, den ældre eller hos parret, der skal vænne sig til at være to igen.

LÆS OGSÅ: 11 børnevenlige hunderacer

– Vi taler om, at man rekonstruerer sin identitet på forskellige tidspunkter af sit liv, fordi den gamle identitet ikke passer længere. Hvis man fortsat insisterer på at holde fast i den gamle, så går det galt. Når børnene er flyttet, så er man ikke længere mor på samme måde som før. Det er en ny situation. Som nybagt hundeejer får man foræret en ny identitet, hvor man som mor allerede har en masse færdigheder. Først og fremmest har mødre jo stor erfaring i at give omsorg, og det har hunden også brug for. Hunden kan gøres til et projekt, for der er en masse ting, man kan gøre med en hund, som er sjove. Flere går til hvalpetræning, og det kan give nye bekendtskaber eller blive en ny hobby med ens partner. Man får noget nyt at være sammen om i overgangsfasen. Pludselig er der tid til overs, som man før har brugt på børnene. Nu kan den så bruges på en hund, der altid kommer en glad i møde, forklarer forskeren fra Aalborg Universitet.

Lise Toftild har skam været til hundetræning med Carla:

– Så drog vi af sted til skole, for at Carla skulle lære, hvordan man gebærder sig i verden. Jeg havde godteposen i lommen, og vi havde det skægt med de andre hunde og deres mennesker. Det var lidt som at skrue tiden tilbage til dengang, mine børn gik i børnehave. Ingen kan huske hinandens navne; man er bare ”Carlas mor”, og dét fællesskab, der opstår, minder mig om det, jeg har haft med andre forældre, fortæller Lise.

På sine gåture med Carla møder hun også en masse mennesker og har opdaget, hvor fantastisk en indgangsvinkel hunden er:

– Jeg har ikke fået snakket med så mange i mit nærmiljø før, og jeg synes, det er enormt hyggeligt med de små møder. Det kan være alt fra en hurtig bemærkning om vejret til en længere samtale. Når der er en hund, så er det pludselig meget let at tale med nye mennesker, konstaterer Lise.

Ud over at skabe rum for nye møder, så nyder både Lise og hendes mand samværet med Carla, for som Lise siger:

– Carla har de egenskaber, som jeg også sætter pris på hos mennesker: Taknemmelighed, lidt ydmyghed og hun er fuld af kærlighed. Især den betingelsesløse kærlighed er helt speciel at opleve, for den får man jo ellers ingen steder.

For Lise var det at få en lille hvalp i huset som at skrue tiden tilbage til dengang hendes to børn var små:

– Hun sov i en kurv i soveværelset og var vågen om natten, men det gjorde mig intet. Vores bånd blev hurtigt knyttet, og en nat hoppede hun op i fodenden. Nu sover hun i sengen, og det er okay!

Lise griner lidt og ser på Carla, der også har det privilegium, at hun må ligge i sofaen.

– Hvis jeg lægger mig på sofaen, så hopper hun op til mig, og så lægger jeg armen om hende, så vi ligger i ske. Den fysiske kontakt er en stor del af det, og det er rart at få lov at give omsorg. Modsat børnene bliver hunden jo ved med at have brug for det. Det er så opløftende at komme hjem til en, der er klar til at få en krammer. Sådan er det ikke altid med børnene, som kan finde på at sige: ”Altså mor”, når jeg tvinger dem til at stå stille til et kram, fortæller Lise med et stort smil.

Både hun og Claus nyder Carlas positive energi og kalder hunden deres ”lille terapihund”.

– Det er en utrolig enkel relation, som handler om, at hvis du er god mod mig, så er jeg god ved dig. Jeg har kastet min omsorg ind på projektet, men hun er lige så meget farmands hund, som hun er min. Det er Claus, der går med hende om morgenen og om aftenen. Når vi går i seng, så putter hun altid lidt hos Claus, før vi skal sove, og så går hun ned i fodenden. Jeg er overrasket over, hvor meget hun er kommet til at betyde for os, erkender Lise.

Det er nu helt normalt at føle stærk tilknytning til en hund, fortæller forsker Tia G. B. Hansen:

– Vi mennesker er så kodet til at give omsorg og knytte os til andre, at vi knap nok selv er bevidste om det. Det er bare en drift, som vi mærker sammen med børn og kæledyr; typisk hunde. Der sker også noget på et fysiologisk niveau.

For eksempel kan det at nusse et pelsdyr moderere blodtryk, stressniveau, ængstelighed. Følelsesmæssigt ligner vi hinanden, hundene og os, og vi ved, at hunden har basale følelser som glæde og tristhed.

LÆS OGSÅ: Hund i byen? Her er de bedste hunderacer, hvis du bor i lejlighed

I hvert fald ligner Carla en tilfreds hund, som hun nu strækker sig i sofaen, rejser sig og hopper ned. Hun lægger sig under sofabordet, udstøder en dybfølt suk og ser ud til at falde i søvn igen.

– Hun beroliger mig, og når jeg går forbi hende, kan jeg ikke lade være med at stryge hende over pelsen og se hende ind i øjnene. Jeg tænker ikke engang over det, fortæller Lise.

For hende har det udelukkende været en gevinst at få hund. Den frihed, som hendes jævnaldrende mente, at hun og Claus satte over styr ved at få hund, savner hun ikke:

Hvem er Lise Toftild?

Lise Toftild, 53 år

• Selvstændig erhvervsdrivende.
• Gift med Claus og mor til Caroline (25 år), Christian (22 år) og
  efternøleren Carla, en bichon havanais på tre år.
• Familien bor i Aalborg.

– De siger: ”Nu er I afhængige igen”, men det er ikke på en dårlig måde. Jeg er afhængig af, at jeg kan kramme hende, og jeg holder hende også nogle gange i poten, som man ville holde et barn i hånden. Det føles sindssygt rart, siger Lise.

Hun har Carla med på arbejde og erkender blankt, at Carla har mindsket savnet efter børnene, som er flyttet. Savnet efter det, der var:

– Det har været en sorg for mig, at vi ikke længere er den firsomhed, som vi var. Det var helt, som det skulle være, at børnene flyttede, men det med at det er uigenkaldeligt slut med at være familie, sådan som vi har været det i så mange år; dét var det svære for mig. I begyndelsen manglede der noget på værelserne, men med Carla er der alligevel noget larm og liv i huset.