Hvorfor inviterer medierne kun kvinder til at debattere ligestilling og kropsidealer?
Annegrethe Rasmussen om, hvordan moral ændrer sig på tværs af generationer og kulturer.
Af Annegrethe Rasmussen
Sidste sommer deltog jeg i en debat om bryster. Jeg var hjemme fra USA, da DR2 ringede og bad mig være med i en diskussion sammen med to andre kvinder. Ærgerligt nok var der ingen mænd. Hvilket jeg brokkede mig over, dels fordi jeg er sikker på, at mænd spiller en rolle i en debat om bryster, dels fordi jeg synes, det er en uskik, at medierne ofte kun inviterer kvinder til at diskutere ligestilling og krop – og køn. Mens mænd kan få lov til bare at være mennesker og diskutere alt muligt fra popmusik til dagpengereformer.
Nå – debatten var udløst af en meningsmåling, som TV2 og Politiken havde foranstaltet. Den ryddede forsiden, for målingen viste nemlig, at markant færre danske kvinder end tidligere er topløse på stranden.
Noget kunne altså tyde på, at det er mere skamfuldt at vise sine bryster frem i dag end for 25 år siden. Men hvad skyldes det? Det kan næppe være "den offentlige moral", for undersøgelsen viste også, at et kæmpe flertal synes, bare bryster på stranden er ok – de vil bare ikke selv vise deres frem. Og hvis man betænker en anden heftig debat om bryster fra 2015 – den om reklamen for de perfekte og struttende af slagsen på bybusserne – så handlede den diskussion snarere om kvindeidealer. Den debatrunde handlede med andre ord om idealbrystet, men ikke om, hvorvidt det var forargeligt at pakke det ind.
Endelig var der en sidste variant i debatten, som handlede om, at den nye puritanisme kunne skyldes, at Danmark i dag huser flere kulturer end tidligere. Hvoraf nogle ikke synes, at kvinder skal vise sig afklædte. Den unge studerende, jeg debatterede med på tv, fremførte, at hun "ikke kunne drømme om at ligge topløs i min gård, for jeg bor på Nørrebro, og jeg ønsker ikke at støde mine naboer."
Jeg er selv en høflig sjæl og bader (heller) ikke topløs længere. Men det er nu ikke, fordi jeg er bange for at krænke nogen på stranden. Og det er ikke muslimernes skyld. For mig skyldes det blot, at jeg har ammet fire børn i seks år i alt, og mine bryster – som jeg fortsat holder meget af– nu efter min egen ringe mening præsenterer sig bedre i ophængt stand, så at sige.
Men ellers er jeg ret afslappet over for nøgenhed, hvilket, jeg fortsat tror, er meget dansk. Blot måske mere for min generation. Om end jeg ikke helt kan gennemskue hvorfor.
Det er i hvert fald ikke amerikansk, hvilket mine egne børn ofte bekræfter. For er der noget, de ikke bryder sig om, så er det nøgenhed. De er nemlig blevet aldeles kropsforskrækkede efter otte år i USA.
Og de afspejler pænt det område, vi bor i, der må karakteriseres som den pæne hvide middelklasse. Her hersker en total afvisning af kroppe og sex som naturligt. På min gade udspurgte jeg 18 mødre, og 17 kunne ikke drømme om at vise sig nøgne for deres børn. I fire af dem har moderen af samme grund sit eget hotelværelse, når familien tager på ferie. I to tredjedele af familierne er det udelukket, at kærester, der ikke er gift, deler soveværelse. Også selvom de unge er over den seksuelle lavalder. "Danskere er promiskuøse nudister", siger min 17-årige dreng strengt. Min yngste på 10 holder sig til at understrege, at jeg må love aldrig at komme ind i stuen "nøgen" (det vil sige i nattøj), "for så er jeg bange for, at mine venner ikke må besøge mig mere." Af og til betaler man en pris for at være udvandret.
LÆS OGSÅ: ”Kvinder må godt se os som andet end legetøj, man kan tage ned fra hylden og pille ved”
LÆS OGSÅ: “Jeg lå som en våd karklud og ventede på, det var overstået”
LÆS OGSÅ: ”Jeg har tøvet med at tilmelde mig arrangementer, fordi jeg ville tjekke, om der var noget sjovere”