Hvornår er det rigtigt at blive skilt?

Artiklen er oprindeligt skrevet af Charlotte Wendt Jensen i 2016, men er blevet opdateret i august 2020.

Hvornår ved man, at det er rigtigt at blive skilt? Skal der grådkvalte skænderier til? Isnende blikke? Eller flyvende tallerkener gennem rummet?

Det er en stor beslutning at gå fra den partner, man troede, man skulle være sammen med "til døden os skiller". Alligevel valgte mere end 10.000 danskere sidste år at lægge vielsesringen og lade sig skille.

Ifølge udviklingscoach Susanne Worm, der blandt andet rådgiver mænd og kvinder i skilsmissekriser, er det altafgørende, om følelserne er der eller ej.

"Det gælder om at få skilt tingene ad. Typisk kan man dele problemerne i to. De problemer, der handler om, at man er sur over, at ens mand ikke har slået toiletbrættet ned de sidste 20 år, hvilket selvfølgelig også er irriterende, men som man godt kan arbejde med, og så de problemer, der handler om, at følelserne er væk. Jeg tror ikke, at man kan genoplive følelser, der ikke er der. Der er så mange, der kommer her hos mig og siger, at de gerne vil have deres følelser tilbage, fordi det vil være det bedste for alle, men det lykkes meget sjældent, for folk ved ikke, hvad der skal til, når de først er nået derhen, hvor følelserne er forsvundet," siger Susanne Worm.

Test dine følelser

Hun mener, man ofte kan teste sine følelser for sin mand ved at mærke efter, når han er i nærheden.

Giver det en god fornemmelse i maven, når han sætter nøglen i hoveddøren? Eller flyver tanken "åh nej, nu er freden forbi" igennem dit hoved? Breder varmen sig i dig ved tanken om, at han ligger ved siden af dig, når du vågner om morgenen? Eller ville du hellere have sengen for dig selv? Er du stolt af ham, når han er med som din ledsager til en fest, og fryder du dig over, at han er din? Eller græmmer du dig, når han åbner munden?

Alt efter hvor dine positive svar falder, har du svaret på dine følelser.

"Bliver du træt ved tanken om at skulle bruge tid med din mand, eller bliver du flov over ham, er det et tegn på, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal fare ud og begære skilsmisse, men det er advarsler, der skal tages alvorligt. Og føler du på et tidspunkt, at du ikke længere kan se dig selv værende i din situation om 10 år, så er det ved at være tid til at gøre noget," siger hun og fortsætter:

"Forskellen mellem at være klar til en skilsmisse og ikke at være det, er når nok bliver nok. Når man føler sig så fastlåst i en situation, at man har lyst til at hoppe ud af vinduet. Hvor man er trængt helt op i en krog og sætter spørgsmålstegn ved, om livet virkelig ikke kan tilbyde mere. Nogen har brug for et års tid til at blive helt sikre, mens andre kun skal bruge tre til fire måneder. Uanset skal man ikke springe ud i en skilsmisse fra den ene dag til den anden, for når ordene først er sagt, kan de ikke trækkes tilbage uden at ødelægge noget. Det vil for altid stå som en trussel mellem parterne, især hvis der ikke efterfølgende bliver handlet på det. Det vil påvirke forholdet og skævvride det, idet den ene part har et højere ønske om at blive end den anden, og der vil blive en slags overhund/underhund, hvilket giver et usundt forhold," råder Susanne Worm.

Vi glemmer os selv og hinanden

Men hvorfor ender det, der starter så godt, ofte så skidt?

De fleste skilsmisser sker i ægteskabets sjette år, og i løbet af de seks år, sker der ifølge Ingrid Ann Watson, der er parterapeut og forfatter til blandt andet bogen "Elsk ham igen", noget skelsættende. Vi glemmer os selv. Hvilket er helt okay i starten, men knap så belejligt på sigt.

"Vi glemmer at pleje hinanden, men også os selv. Vi glemmer at sige til og fra i "jeg"-form, og dermed ved den anden ikke, hvad vi har lyst til og brug for. I starten af forholdet gør vi vores bedste for at læse hinandens ønsker og tanker, og her gør det ikke så meget, at den anden gætter forkert, fordi vi er nyforelskede. Men som tiden går, og nyforelskelsen fordufter, bliver vi skuffede, når vi ikke kan læse hinandens tanker, og så bliver det et problem, at vi ikke udtrykker, hvad vi hver især vil," siger Ingrid Ann Watson.

Susanne Worm er enig i, at mange par har svært ved at fortælle hinanden, hvad der gør dem glade, og derfor ender de med at arbejde forbi hinanden i stedet for sammen. Og så peger hun på klassikeren, når der tales om grunde til en skilsmisse. Kampen for at få et familieliv til at fungere med børn.

"Ofte forsvinder følelserne, fordi det hele ender med at gå op i praktik. Vi udvikler os hele livet, men undervejs med børnene udvikler de to voksne sig ofte i hver deres retning. Manden bliver måske lidt sat og har egentlig mest lyst til at sidde på sofaen, mens hun, når børnene bliver 10-12 år gamle, mærker, at båndene ikke længere er så stramme til dem, og så vil hun ud at opleve noget. På det tidspunkt skal manden og kvinden finde hinanden igen som ægtepar, og det er der mange, der ikke kan. I stedet glider de helt fra hinanden."

Men er det ikke meget naturligt, at følelser falmer en lille smule hen ad vejen?

"Selvfølgelig er man ikke nyforelsket efter mange års forhold, men hvis man har en varm følelse og en varm respekt, og man kan savne hinanden, når man er væk, så har man stadig en masse sammen. Det er vigtigt, at man kan give hinanden sparring og ikke kritik, og at man tilkendegiver sine følelser. Mange har den holdning, at hvis jeg ikke siger noget, så er alt fint. Intet nyt er godt nyt. Men vi har alle sammen brug for anerkendelse, specielt fra vores partner," siger Susanne Worm.

"Et ægteskab er ikke noget, der bare er, det er noget, der skal vedligeholdes. Det er sagt så ofte før, men alle par skal sørge for at pleje hinanden, også når børnene er små. Det er en god ide at arrangere en kæresteweekend to gange om året, hvor man kun har øjne for hinanden og taler om alt andet end børn. Man skal blive ved med at se hinanden, selvom man ikke synes, man har tid," råder hun.

Hvis tankerne om en skilsmisse kører i hovedet, gælder det om at blive afklaret. Man skal finde ind til sine dybeste følelser.

"Typisk når man skal have fat i sine dybe følelser, kan man ikke bare sætte sig ned og sige "elsker jeg, eller elsker jeg ikke?". Man skal have fat i sig selv på et tidspunkt, når man har paraderne nede, og det har man for eksempel typisk, lige når man vågner. Der er de fleste friske og har forbindelse til hjertet frem for hjernen. Lav en hurtig øvelse, hvor du forestiller dig, at din mand ikke er hjemme. Er det en rar følelse eller et decideret savn? Man har under et sekund til at finde ud af det, for derefter begynder alle hjerneaktiviteterne at komme," siger Susanne Worm, der påpeger at særligt kvinder kan have svært ved at finde ind til deres inderste følelser.

"Vi er ikke i kontakt med dem til daglig, fordi vi er meget konkrete på vores arbejdspladser og i alt, hvad vi laver. Samtidig oplever jeg tit, at kvinder, der har fået børn, er så meget på for dem, at de lægger låg på deres egne behov. Når det hele tiden er andres behov, der står først, så aner vi ikke, hvad vi selv har lyst til, når nogen spørger os. De følelser skal graves op igen, og det gør vi ved at træne dem. Mærk efter i de små situationer. Er jeg tørstig? Fryser jeg? Har jeg lyst til at mødes med min veninde eller ej? Ved at mærke efter i alle situationer kan vi træne os selv lige så stille op til de større beslutninger."

Børnene er limen

De kvinder, der opsøger Susanne Worm, tvivler også ofte på, om forholdet nu egentlig er kørt så meget af sporet, at der er grobund for en skilsmisse.

"Er jeg ikke bare lidt forkælet? Har alle andre det ikke også sådan? Vi skændes jo ikke, så så slemt er det måske ikke? Og har jeg virkelig fortjent mere? Kvindernes tvivl går oftest på dem selv i forhold til en skilsmisse, og når den endelige beslutning skal tages, er det netop vigtigt at huske sig selv. Her må man gerne være egoist, for er man ikke det, er man det alligevel på den måde, at man holder sin partner låst i et forhold, der ikke er godt. Man holder også sine børn låst, for de lever også i et forhold, hvor far og mor ikke er glade sammen, og hvor de ikke kysser og krammer hinanden. Når børnene kommer ud til vennerne, kan de fornemme noget andet, og så er man en rigtig dårlig rollemodel, fordi man indirekte fortæller børnene, at man har en pligt til at blive. Det er det sidste, vi ønsker at gøre."

Og det er svært at tale skilsmisse uden at tale børn. De er ofte limen, der får mor og far til at blive sammen, selvom de måske inderst inde er færdige med hinanden.

Ingrid Ann Watson ser dog ikke noget dårligt i at blive sammen for børnenes skyld.

"Hvis vi ikke elsker hinanden mere, men der for eksempel kun er tre år tilbage, til børnene flytter hjemmefra, så synes jeg, man bør overveje, om der ikke er måder hvorpå, man kunne have et godt liv sammen alligevel. Medmindre vi taler vold eller alkohol, er der altid noget godt i et ægteskab. Jeg sætter gerne folk til at lave lister over de positive ting ved den anden part. Det kan være, at han er en god far, eller at han er interessant at tale med, fordi han ved en masse om nogle bestemte ting. Samtidig kan man overveje, hvordan man ville indrette sig, hvis man boede i et land, hvor man ikke kunne blive skilt. Måske er det værd at indrette sig sådan, indtil børnene er væk, og derefter kan far og mor så skabe hver deres liv," foreslår Ingrid Ann Watson og fremhæver en undersøgelse fra University of Illinois i USA, der viser, at voksne skilsmissebørn har sværere ved at indgå længerevarende forhold, og blandet andet derfor hepper hun for at blive sammen for børnene, når det kan lade sig gøre.

Ingrid Ann Watsons erfaring siger hende, at 80 procent af de ægtepar, som opsøger hendes klinik, har mulighed for at redde ægteskabet. De resterende 20 er der, hvor de enten er gledet så langt fra hinanden, at de ikke orker at arbejde på at redde stumperne, eller hvor de har mødt en anden.

"Hos mig skal der arbejdes på forholdet, også derhjemme, og her handler det om først og fremmest at kigge på sig selv. Parterne skal huske, at de er sammen for at berige hinanden og ikke bekrige hinanden, og så skal de være kærlige og ikke mindst ærlige. Og så er vi tilbage ved, at man skal sige til og fra. Ofte er vi nemlig uærlige uden at ville det og uden at vide det, når vi ikke siger til og fra. På den måde vil den anden gå rundt og tro, at alt er godt, og pludselig kommer alle problemerne ud på en ubehagelig måde, når vi bliver sure over, at den anden da heller aldrig gider spise sundt eller altid er sur. Aldrig og altid er dumme besøgende i et parforhold, for så begynder man at tolke på hinanden. Du vil gerne have, at jeg skal læse dine tanker, og jeg tolker på, hvad du mener, og jeg tolker højst sandsynligt 60 procent forkert. Det er den sikre vej til døden."

Og den vej går det desværre også for mange par. Men Ingrid Ann Watson oplever, at trods den megen tvivl og de mange uafklarede spørgsmål, der oftest forbinder sig til beslutningen om en skilsmisse, kan det lade sig gøre at blive afklaret og slutte fred omkring at opløse ægteskabet.

– Mange kommer til mig, fordi de gerne vil være afklaret omkring, at de tager

den rigtige beslutning, og det gør man, når man har arbejdet med sine problemer, og forholdet stadig ikke fungerer. Derefter skal man lære at acceptere, at det er endt sådan. Man skal acceptere i stedet for at forstå. Mange vil gerne forstå, men det kommer de ikke til, for vi lovede jo hinanden at blive sammen, til døden os skiller. Når man går ind i forståelsen, bliver man ofte vred og ked af det, hvorimod hvis man øver sig i accepten af tingenes tilstand, er det med til, at man giver slip på harmen og vreden over, at det ikke gik.

Når beslutningen om skilsmissen er taget, gælder det om at få den ført ud i livet på en nænsom måde. Særligt hvis den anden part ikke er enig, råder Susanne Worm. Og det mest nænsomme er ikke at pakke noget ind.

"Sig det så direkte som muligt, så den anden ikke misforstår det. Ikke noget med at "jeg tror, måske jeg vil skilles, fordi jeg måske ikke elsker dig mere". Selvom det er nemmere at sige det på den måde, så gør det kun ondt værre. Vær helt klar, "jeg elsker dig ikke mere, jeg vil skilles". Det er til at forstå, og det efterlader ikke et håb om, at der er en chance for at redde ægteskabet. Det er synd for den anden part at efterlade et håb, for det gør, at han ikke kan komme videre, ligesom du selv er kommet," slutter hun.