"Lad os snakke mere om, hvad der skal ske, når vi er væk"

Signe: Har du egentlig skrevet et testamente?

Iben: Næh. Staten Danmark bestemmer, at hvis jeg stiller træskoene, så får mit barn alt, hvad jeg ejer.

Signe: Jeg spørger, fordi min gode veninde døde for noget tid siden. I en alt for ung alder og simpelthen så forfærdeligt og tragisk. Kort tid efter begravelsen kom jeg til at tænke på, at gud hvor gad jeg egentlig godt have haft noget af hendes, noget at huske hende ved. Og så kom jeg i tanke om, at hun engang har givet mit barn en lille smykkeæske, som hun havde købt på en rejse til Tunesien, så den har min datter og jeg nu givet en lille pragtplads, så vi kan gå og kigge på den og ae den og mindes min veninde. Og nu tænker jeg, at hvis det sker, at jeg dør i morgen, så er det faktisk lidt dårlig stil, at jeg ikke har fået lavet et testamente? For eksempel ville jeg sørge for, at du fik alle mine serveringsbakker, for jeg ved, du elsker bakker! Så ville det da være dumt ikke at have skrevet til sin nærmeste familie: ”Husk, at Iben ville blive så glad for bakkerne”. For hvis man ikke var den nærmeste familie, så ville man da blive så utroligt glad, hvis nogen tænkte: ”Nu er hun død, så jeg tror sgu lige, jeg giver hendes gode kammerater noget at huske hende ved”. Det behøver jo ikke være noget af værdi! En gammel sjov tegning, en notesbog, en plade, man har lyttet til sammen. Bare at man tænker: Her er et lille stykke med hende, som du kan gå og …

Iben: Kigge på – og holde af. Og mindes.

Signe: Ja!

Iben: Det menneske, du fortæller om, havde ikke selv familie eller børn?

Signe: Nej, ikke rigtigt ...

Iben: Det er en rigtig god idé! At sørge for, at der er et lille minde til dem, der var tæt på, men ikke nødvendigvis familie. Jeg tror, at hvis jeg stillede træskoene i morgen, så ville min familie få travlt med at smide alt muligt krimskrams ud, som de måske godt vidste var betydningsfuldt for mig, men hvor de selv tænker ”Holy shit! Den rædsel skal jeg bare ikke have inden for dørene”. Så jeg vil da lige sige til dem, at de skal lave en kasse med alle de ting og så lade for eksempel dig komme og se, om der var noget, du kunne synes var fint at have stående og mindes mig ved? De ville højst sandsynligt vide, at du og jeg begge er meeeeeget glade for klædudtøj, og gemme en fin, fjollet hat til dig. 

Signe: Ja – måske har du ret.

Iben: Det får mig til at tænke på, at min far havde en gammel Tante Hanne i Randers, der havde lister over alle sine ejendele med navne ud for alle tingene. ”Det lille askebæger i messing formet som et djævleansigt, det skal Corinna have”. Eller: ”Kortbordet med indlagt rosentræ, det skal Christian have”. Over ALLE sine ting! Og jeg har vel været tre år gammel, da jeg var med min mor og far på besøg hos Tante Hanne, og da vi så skal pakke sammen og hjem efter en dejlig ferie, ser de ned i min lille børnekuffert og får øje på det lille djævlehoved-

askebæger i messing godt gemt væk blandt mit legetøj. Og min mor siger ”Ej Iben, det tager vi lige op og sætter på plads igen, inden vi kører hjem”. Og så pakkede vi bilen og kørte og ”Hejhej Tante Hanne”. Men da vi så kommer hjem, og den lille kuffert bliver pakket ud – så ligger naturligvis det lille dumme djævlehovedaskebæger dernede igen ...

Signe: Neeeej?

Iben: Og dengang var der sgu langt til Randers, så min far griber den gammeldags drejeskivetelefon og ringer til Tante Hanne og siger: ”Ja det er så mig, din nevø Christian. Jeg er virkelig ked af at måtte fortælle dig, at Iben altså har taget dit djævle-hoved-askebæger med hjem, men vi går straks på posthuset og sender det tilbage til dig!”. Og så sukkede Tante Hanne virkelig tungt og sagde: ”Nejnej, så lad dog barnet beholde det”. Min far kunne nærmest høre, hvordan hun allerede var begyndt at bladre i alle listerne og stryge navne ud og sådan: ”Streg over messingaskebæger, for det har Christians uartige unge stjålet”. Der blev rykket rundt på HELE systemet, fordi jeg var en lille tyvetøs! 

Signe: Hahaha!

Iben: Jeg har stadig det askebæger.

Signe: Med det lille djævleansigt?

Iben: Et lille djævlehoved med åben mund, sådan ”Aaaaargh!”. Og så kan man lægge sin cigaret i munden på ham, så det ligesom ryger ud af hans ører. Jeg holder meget af det. Måske mest fordi jeg egenhændigt har stjålet det fra Tante Hanne ...

Signe: Jamen, det synes jeg også er flot. Jeg kan huske, da min mor skulle dø – hun vidste jo, hun skulle dø, så vi havde en meget åben dialog omkring det med at arve. Og så havde hun faktisk denne her messinglysestage …

Iben: Orv ja! Den er smuk, den firearmede? En af armene sidder ikke ordentligt fast, så den kan ligesom dreje rundt, så lyset simpelthen hænger med hovedet nedad. Der kan gå ild i alt muligt! Russisk roulette-lysestage!

Signe: Det er en meget flot messinglysestage, og der diskuterede vi altid – også for sjov, både før min mor vidste, hun skulle dø, men også efter – hvem skal have messing-lysestagen? Og så jokede vi: ”Se mig mor! Jeg tager ud af bordet og fylder opvaskemaskinen, er det så ikke også ensbetydende med, at jeg får messinglysestagen??!”. Og så en dag, inden min mor døde, sagde hun til mig: ”Signe, jeg vil gerne have, du tager messinglysestagen med hjem i dag”. Så hun var også sådan: Nu skal det ske, nu skal de simpelthen afsted.

Iben: Det handler simpelthen også om, at man skal blive mere usentimental omkring det her med, at vi alle sammen skal stille træskoene.

Signe: Ja!

Iben: Vi ved ikke hvornår – eller nogen gør, men de fleste af os ved ikke hvordan og hvornår. Og derfor skal man selvfølgelig gardere sig med et stramt testamente, hvis der er ugler i mosen, og man har sådan en familie, der sidder på spring og på lur for at slås om ting! Det gode ved mig er, at jeg simpelthen ikke ejer noget af den slags værdi? Kun affektionsværdi! Det ligger til familien. Allerede dengang jeg var barn, havde min far tusind ”far-skuffer” fyldt med wonderfulle mere eller mindre værdiløse ting. Min yndlingsskuffe var den med musikinstrumenter, der var en dejlig jødeharpe, men også to mundharmonikaer: En meget stor én og en lillebitte én. De lå i sådan nogle fine ruskindshylstre med en lille pudseklud og skinnede som det rene skære sterlingsølv, og jeg var helt vild med de mundharmonikaer! Og så siger jeg til min far: ”Jeg tager lige den lille mundharmonika ind på mit værelse, fordi den er jo lille, så den hører til mig”. ”Nej”, sagde min far så: ”Den bor her i min skuffe, for det er min mundharmonika”. ”Men far, du har den store mundharmonika, for du er faren, og så har jeg den lille inde hos mig, okay?”. ”Nej Iben! Vil du så lægge den tilbage igen! Du får ikke den lille mundharmonika nu”. Så blev jeg kæmpesur og råbte: ”Hah! Når du er død, så tager jeg bare dem BEGGE to!”.

Signe: Lille dumme enebarn! Hahaha!

Iben: Lille dumme tyvagtige enebarn!

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.