Iben og Signe: "Vi har begge fået nogle kæmpe slag i livet"

De kalder sig selv for damer og bruger uanstrengt ordet ”vidunderligt”.

Og kommer helt generelt meget nemt til at slå over i 1940’er-lingo. Det var også sådan, det hele begyndte.

Signe: – Lige da vi mødte hinanden, kom vi lynhurtigt til at snakke om skuespillerinden Sigrid Horne Rasmussen, og det er ret sjældent, at man møder nogen, der gør det. Men vi havde begge to en vanvittig stor kærlighed til hende.

Det kan virke som en detalje, men skuespillerinden med kælenavnet Sitter er blevet den røde tråd, der løber fra begyndelsen på et venskab over fælles eksistentiel kvababbelse til det, der i dag er blevet deres job: ”Sitter”. Som er en podcast. Men også et makkerskab. Og en butik med plads på hylderne til mere.

Iben: – Det hele startede med, at vi talte til hinanden, ligesom Sitter talte: ”Hvor ser du vidunderlig ud, det er lige din farve”. Sådan noget pjat og vrøvl.

Signe: – Hele min barndom har de gamle i familien sagt, at jeg er ligesom Sitter. Hun havde nogle virkeligt flotte ben og en helt umulig duekrop, og det er ligesom mig. Og så kunne vi genkende den her konstellation af at være kvinde, uforfængelig og pissesjov, samtidig med at man er alt for meget.

Humoren gennemsyrer hele deres tilstedeværelse. Det stikker nemt af for dem i gakkede replikskifter om svigerfar, der skåler med Google Home, afsky for alt for moderne cowboystøvler og at være vild med at smide ting ud, men vi er her for at tale om alvoren bag det hele.

Hvis man ligesom i deres podcast skulle lave en dosmerseddel, så ville der stå:

1. Arbejdslivet so far
2. Et nyt venskab
3. Gør-det-selv-damer
4. Husk det nære
5. Er der penge i det?

1) Et langt arbejdsliv

Signe: – Jeg startede med at lave fjernsyn, da jeg var 16…

Iben: – …og jeg blev færdig fra Statens Teaterskole, da jeg var 25, men jeg har lavet tv-serier helt, fra jeg var 10 år.

Signe: – Så på den måde har vi haft et langt arbejdsliv på godt og ondt. Og fordi vi lever meget af at være os selv og arbejde med os selv, så er vi tit og ofte endt i en situation, hvor vi har tænkt ”åh, det var sgu ikke lige det, jeg havde drømt om”.

Iben: – I mit fag er det en disciplin at løse opgaver, som andre definerer. På papiret var de alle sammen gode ideer, og jeg gjorde det med stor lyst og glæde, men jo finere ting man lavede, jo færre penge fik man til at lave anden sæson. Færre penge, mindre tid, større og større ambitioner, og den måde at være skuespiller på siger jeg nej tak til fra nu af – altid!

Signe: – Ja!

Iben: – Jeg kan ikke holde til det, og det er heller ikke i orden over for folk, der tænder for fjernsynet. Vi skal lade være med at lave dårlige ting, og jeg vil gerne gå forrest med den fane og sige ”nej tak, ikke på de præmisser”. Der er ikke noget galt med tv-serier, der er ikke noget galt med store shows og underholdning som koncept, men der er noget galt med den måde, det bliver lavet på, og jeg vil ikke være en del af det.

Signe bakker bejaende op, mens Iben taler. Det her ligger dem på sinde og er hele baggrunden for det skift, de med ”Sitter” har implementeret i deres liv.

Signe: – Vi har hver især gennemgået de her ting. I min verden handler det om, at fjernsyn er blevet leverpostej smurt meget tyndt ud på rugbrødet, og alting skal gå så hurtigt. Man må ikke lave noget, der er anderledes og originalt. Alt skal være inden for et koncept: ”Nå, har de andre sådan et bageprogram, så skal vi også have præcis sådan et bageprogram”. Alting skal være stereotypt; alle tv-værter skal ligne nogen, der bor i Vangede og går i Sand-tøj. Lige pludselig lavede jeg også sådan et tv-program, hvor jeg havde Sand-tøj på og var sminket, så jeg lignede en, der boede i Vangede, og da jeg så det program, da tænkte jeg bare: ”Jeg er død”. Jeg gider ikke være sådan en. Jeg vil være farver og striber.

Iben: – Nu må jeg lige sige, at der bor altså fine mennesker ude i Vangede, og Sand-tøj kan også være meget fint…

Signe: – Jaja, men I ved godt, hvad jeg mener: Man skal ligesom passe ind i en pølsemaskine. Dengang jeg startede med at lave fjernsyn, var det sådan, at når der kom et entusiastisk menneske med en god idé, så sagde man ”tag en pose penge og løb med det”, men den der begejstring og passion og lov til at stikke ud er fuldstændig forsvundet i tv-branchen i løbet af de sidste 10 år, ligesom det garanteret er alle andre steder, fordi alt er blevet ekstremt professionaliseret og ekstremt ”djøficeret”. I tv-branchen er der i hvert fald altid 10 mennesker, der skal have en mening om alting, og så er det altid til fare for at blive en farve mellem lilla og brunt, som er sådan en underlig farve.

2) Et nyt venskab

De mødte hinanden for første gang for seks år siden under optagelserne til ”Stjernerne på Slottet”. Ud over Sitter-besættelsen fornemmede de med det samme en dybere forbindelse. At de sammen ville kunne flytte sig. Flytte noget.

Iben: – Det føltes allerede dengang som om, at nu kom stikket rigtigt i. Det var ikke bare et nyt venskab – som i sig selv er en sjælden ting, når man er blevet en voksen kvinde – men Signe og jeg sætter simpelthen nogle ting fri i hinanden.

Signe: – Det er lidt som de der kvinder, der pludselig begynder at gå til akvarelmaling eller får en elsker, hvor de pludselig blomstrer. Man bliver et andet menneske. Det fremkalder noget andet i én – og når man som mig er 44 år, så kan man nogle gange godt blive skidetræt af sig selv, fordi man har været sig selv i 44 år. Men at Iben kom ind i mit liv, gjorde mig til et nyt og anderledes menneske, og den energi var der bare fra starten. Vi kunne også mærke det på vores kammerater; de kom altid og satte sig ved siden af os, og så sad de bare og grinede af os. Vi kunne mærke, at vi havde fat i noget, som man ikke lige falder over hver dag. Vi er som Mentos og cola!

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Som kvinde i mediebranchen skal du altid vælge, om du vil være klog og sjov eller lækker"

Iben: – Jeg føler for første gang i mit liv, at jeg kan læne mig tilbage og bare tænke ”hvad kommer der nu?” – uden at være rædselsslagen eller føle, at jeg skal fikse det, og engang imellem siger jeg endda ”gud det vidste jeg ikke”, hvilket er virkelig sjældent i mit tilfælde. Eller ”det bryder jeg mig ikke om”. Jeg får for en gangs skyld lov til at være den langsomme og hende, der ikke har forstået, fordi Signe sætter en superfed dagsorden. Det er noget af det, vi fremkalder ved hinanden. Vi har forskellige spidskompetencer.

Signe: – Når man en sjælden gang møder et menneske, der giver én boblen i maven og sikkerhed, så er det ligesom med yin og yang eller puslespilsbrikker… eller Timon og Pumba.

De to fandt hurtigt ud af, at selv om de kom ud af forskellige liv, så havde de meget fællesgods.

Signe: – Vi er begge to sådan nogle damer, som aldrig har været nærige med os selv. Vi har begge to været nogle unge, lækre damer i en tid, hvor tingene var ekstremt mandsdominerede, og man både skulle være en flot papegøje og skidesød og skæg, hvis man skulle have et job. Altid været hende, der går ind og løfter et rum: ”Nå, der er dårlig stemning, den klarer jeg da lige”, og så gøgler man derudad, redder en stemning og løfter en produktion. Og når man så kommer hjem, så sidder man som sådan en tom mælkekarton.

Signe: – Vi har også begge fået nogle kæmpeslag i livet: Vi har begge to mistet vores mor, da vi var ret unge, vi har begge to været gift og skilt. Den der kæmpen med rundsave på armene og slæben på ekstrem stor sorg og besværlighed er sådan en tung ballast, der ligger inde i os selv. Først når man møder et andet menneske, der også har oplevet noget, der gør rigtig ondt, forstår man rigtigt følelsen.

Signe: – Og det, der er specielt ved Iben og mig, er, at vi kan grine af det hele. Det handler meget om blandingen af det, der gør ondt, og det, der løsner op for det. At være sammen med et menneske, som kan pisse i bukserne af grin over, hvor idiotisk ens gamle døde far var, det er som fløde på jordbær, medicin for sjælen; det lindrer.

Iben: – Vi forstår verden og tackler sorg ved at finde hen til en lille flig af humor. Så kan min hjerne bedre forstå, hvorfor vi overhovedet skal være her. Sådan er det også i podcasten. Det starter ofte i frustration eller noget, vi ikke forstår, og så ender det i et kæmpegodt grin eller ”så behøver vi aldrig snakke om det igen, for det var da virkelig åndsvagt” eller ”gud, det giver mig en god ide”. Det kommer ud af grinet.

Iben Hjejle har tidligere fortalt ærligt om dengang, hun i 2015 blev ramt af stress under indspilningen af tredje sæson af tv-serien "Dicte". På vejen tilbage har hun opdaget, hvad hun egentlig har brug for i sit liv.

Iben: – Jeg har opdaget, at alt det, der stressede mig, det var unødvendigt fyld. Det gælder om at holde de forkerte bolde væk og koncentrere sig om det, som er fundamentet, det, der er det rigtige og det ægte.

3) Gør-det-selv-damer

Fortiden og venskabet pegede dem et nyt sted hen. De skulle skabe noget. Selv.

Førhen ville de have taget deres koncept med til Danmarks Radio eller Betty Nansen-teateret, hvor nogle andre (mænd) skulle have vurderet, om det var værd at gå efter.

Signe: – Vi fik bare den der ”nej, vi er sgu voksne og erfarne nok til, at det kan vi godt selv…

Iben: – Vi er både kunstnerisk og praktisk begavede nok til at kunne lave det hele selv.

At være sin egen chef har givet en ny ro i et arbejdsliv, hvor der hidtil aldrig har været plads til en dårlig dag.

Signe: – Hvis man betaler for, at Signe Lindkvist kommer, så betaler man for én, der løfter rummet. Jeg kan tydeligt huske, da jeg blev skilt og følte mig som verdens største fiasko, og kiloene raslede af mig, og jeg var smadret og boede i min lejlighed sammen med min lille datter. Nogle gange kørte jeg ned på gaden med hende og købte en ispind til hende, for i de fem minutter, hun var om at spise den, kunne jeg sidde og tude omme bag ved klapvognen. Og når hun så var færdig, så bum, så rejste jeg mig igen. Og det er tit og ofte det, man gør som mor, og det har også været det, jeg har gjort i mit arbejde. Og det er der ikke noget galt i, men det er dét, der dræner.

Signe: – Derfor er det så vidunderligt, at vi har kunnet dreje hele vores arbejdsliv, så vi er vores egne chefer, og at vi gør det på vores egen måde. Den der med at lave et radikalt skift, det er det bedste, jeg nogensinde har gjort rent arbejdsmæssigt.

LÆS OGSÅ: Komikerduoen Anna og Lise: "Vi vil hellere være sjove end pæne"

Men hvis man er Iben Hjejle fra ”Mifunes sidste sang” og ”Klovn” og ”Dicte” og er en feteret darling, må det føles vildt at vende ryggen til det liv, der har givet den status?

Iben: – Det, tror jeg sgu ikke, går væk. Jeg har jo hele mit bagkatalog. Jeg bliver stadig standset i supermarkedet. Jeg bliver jo ikke pludselig talentløs og ubegavet. Og så synes jeg i øvrigt, at jeg er flottere, end jeg nogensinde har været – også selv om jeg sidder her i kedeldragt og uden sminke på. Jeg tror, det er den rigtige beslutning at bruge det her fintslebne instrument, som Iben Hjejle er blevet til, på at lave det her sammen med sin veninde.

4) Husk det nære

I podcasten kommer de to damer omkring stort og småt: Angst for foodcourts, fordummende webinarer, indretningsadfærd, barnløs jul, slikkelapper, Marie Kondo-bølgen og Macron. For bare at nævne en lille brøkdel. Det gennemgående træk er, at det hele tager udgangspunkt i konkrete hverdagsbetragtninger og udvikler sig derfra.

Signe: – Det har været helt vidunderligt at mærke, at det er det simple og det nære, vi selv har savnet, som folk suger til sig som en svamp. Man kan gå 1000 steder hen og høre store diskussioner og analyser om Trump og om udenrigspolitik og atomfysik, men folk vil gerne høre det helt simple som ”jeg bliver en lille smule svimmel, når jeg kigger ned i min bestikskuffe”, for det handler jo ikke om, at gaflerne roder, men at man har nogen andre ting i sin krop, der roder.

Deres lyttere er primært kvinder, og deres respons har givet Iben og Signe en ny indsigt i deres medsøstre:

Iben: – Vi er forbløffede over, hvor store problemer mange kvinder har. Det har vi ikke lagt mærke til før, for vi var to piger med læderjakker og høje hæle og ”jeg kan fand’me godt ha’ stramme bukser på” og har altid været i lokale med mænd. Der var mænd alle vegne, så det har vi lært at klare os med.

Signe: – Der er overraskende mange damer, som er syge og stressede, og som siger til os, at de savner det med at kunne grine lidt af tingene, grine af, at man har lyst til at rydde op i en skuffe, og grine lidt af, at man bliver zenagtig af at kigge på Marie Kondo. For det er tit den helt nære samtale eller relation, som mange ikke har, fordi vi i samfundet taler så vanvittigt lidt sammen i dag. Vi går til pilates og til spabehandling og bager tærter til børnehaven…

Iben: – …og bekymrer os for, om vi siger det rigtige. Er det nu det rigtige? Ved jeg nok?

Signe: – Det handler også om ikke at være bange for at sige, hvordan man har det. Ikke at være bange for at tale om ens usikkerhed eller forvirring. Det er en mangelvare at turde være et rigtigt menneske i dag.

Iben: – Vi skal tale om, at der reelt ikke er nogen opskrift på at være et rigtigt menneske, og man skal holde op med at spejle sig i alt det, der er i telefonerne, og holde op med at tro, at man kan blive sådan der. Man er nødt til at tage udgangspunkt i egen picnic-kurv. Hvad har jeg fået med?

Iben: – Meget feminisme og kvindekamp har handlet om at prøve at komme hen i den mandeverden, ”vi skal også være med der”, og ikke at bruge de medsøstre, der stod lige ved siden af. Jeg siger ikke, kvinder skal lukke sig om sig selv, men det handler om at bruge det menneske, der står lige ved siden af en. Det har højst sandsynligt det samme køn, og så må man jo se, hvornår grænserne bløder op af sig selv. Man kan ikke tvinge det.

5) Er der penge i det?

”Sitter” har siden september sidste år været en podcast, som udkommer en gang om ugen. Uden sponsorer.

Men nu er ”Sitter” også hyret som værtspar på Bodilshowet 2. marts. Og de taler også om det, som om de lever af at være ”Sitter”.

Er I et firma?

Signe: – JA!

Iben (overrasket): – Nå, det kommer bag på mig, hahaha…

Signe: – Der er en masse papir og praktik, der ikke er på plads endnu, men vi er et firma forstået på den måde, at vi ser os selv som et firma. Vi er ”Sitter”, og når vi bliver hyret til det fine, flotte Bodil-show, så hyrer de ”Sitter”, som en butik…

Iben: – Ja, det er en butik. Vi er mere en butik end et firma…

Hvordan går det med indtjeningen?

Signe: – Den hårde vej, når man starter for sig selv, er jo, at man starter fra bunden, og de første måneder svømmer man ikke i penge. Men nu laver vi Bodilprisen, og så skal vi ud og optræde på festivaller til sommer, og på et tidspunkt skal vi klart ud og være mere live, der er forskellige indtjeningsmuligheder. Podcast er også en ny forretningsmodel i Danmark, men der findes nogle, der lever af at være en podcast, og det er jeg overbevist om, at det kommer Iben og jeg også til.

Så I har ikke noget andet arbejde?

I kor: – Nej!

Signe: – Mit rigtige arbejde, fra nu af og forhåbentlig til jeg dør, er at lave "Sitter", for det er der, det giver mening. Jeg har aldrig lavet noget, som er så meningsfuldt og godt.

Iben: – Dit og mit makkerskab kan så mange ting. Om det er podcast, eller om det er teater eller skrive en bog, så er det vores makkerskab, som er vigtigst.

Signe: – Rejsen er først lige begyndt. Lige nu er jeg ved at købe en flot cirkusvogn, så man kan jo aldrig vide, om vi bliver Cirkus Sitter og hyrer en sabelsluger eller en kanonkonge. Det kan også blive til en teaterforestilling. Vi har vendt hovedet et nyt sted hen, og det betyder, at der ikke er noget, der hedder "plejer", fordi alting er nyt. Og den følelse er ligesom at gå på sand, som har været vådt og er tørret. Det knirker sådan lækkert i fødderne. Og det der med at tage det skridt og finde ud af, hvor vi nu skal gå hen, det kilder så vidunderligt i maven hver dag.

Iben: – Det kan anbefales at give slip…

LÆS OGSÅ: Julie Rudbæk: "Folk er mega likeable, når de dummer sig"

Men I har nok et mere privilegeret udgangspunkt end de fleste, der går med samme overvejelser?

Iben: – Ja, men det er relevant for alle mennesker i verden at tænke over, hvad der giver os ondt i maven, og få det af vejen og gå efter det, der får os til at have det godt og er givende.

Hvem er Iben Hjejle og Signe Lindkvist?

Iben Hjejle, født 1971 

• Skuespiller, mor til William på 21 år.
• Danner par med instruktør Ulrik Wivel.

Signe Lindkvist, født 1974 

• Tv-vært, mor til Karla My på 13 år.
• Danner par med Mads Ulrick Holmstrup.

Aktuelle som værtspar ved årets Bodil-pris den 2. marts og med podcasten ”Sitter”, som har kørt siden september og ligger i top-20 over mest lyttede podcasts på iTunes.

Signe: – Det er sikkert meget nemmere at gøre, når man er Iben og Signe, end når man står på Lolland og drømmer om at lave en engelsk tesalon. Men så må man finde en vej.

Iben: – Og det handler ikke om penge. Gennem min lange glamourøse karriere har det alligevel altid været sådan, at alle pengene hele tiden er væk. Jeg har aldrig haft penge på kontoen. Så må man i perioder klare sig med en kopattesalve og en kedeldragt. Til gengæld har man børnene og haven og de gamle, og at man kan lave en flot blomkålssouffle.

Signe: – Alle gamle i mit liv er døde, og noget af det, jeg ved med 100 procents sikkerhed, er, at når de ligger der og skal herfra, så er der ikke en, der husker, om de tjente mange penge eller blev til noget stort. De husker kærligheden, de husker grinene, de små børn og den tid, man havde sammen, hvor man nød livet.