"Hvis du taber de fem kilo, er du sikkert den eneste, der kan se det"

Der findes kvinder, der elsker deres krop, og kvinder, der hader deres krop. Der er dem et sted midt i mellem, og så er der dem, der ikke synes, at deres krop giver anledning til mange overvejelser. Uanset hvad er vores hverdag fyldt med billeder af kroppe, som især tilhører smukke, slanke modeller, og det kan være en stressfaktor og i værste fald gøre det svært for nogle at tage del i aktiviteter og nyde livet i det hele taget.

Hvordan kan vi fortælle os selv og hinanden, at vi er okay – og måske skubbe lidt til de firkantede kropsidealer? Skal vi blive bedre til at rose hinanden? Eller skal vi holde kæft om alt det der krop og snakke om noget andet?

Ida: – Man kan jo starte med at tale pænt til sig selv. Jeg hadede mig selv i mange år, men begyndte at tale til mig selv, som hvis jeg var min egen bedste veninde. Jeg sad engang sammen med en veninde og sagde om mig selv, at jeg var fed og klam og ulækker. Til det svarede hun – ved du hvad, jeg bliver så ked af det, når du taler sådan om en, jeg elsker. Det lyder banalt, men det var en total åbenbaring for mig! Jeg ville jo aldrig tillade, at nogen talte sådan til en, jeg holdt af, men jeg talte sådan til mig selv i stiv arm.

Katrine: – Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi ikke prøver at gøre det her til en ting, der ikke må være svært. Vi skal ikke undervurdere, hvor meget det kræver at komme ud af et mønster, så for dem, der føler et konstant pres for at skulle tabe sig eller lave sig selv om, så skal vi hen til et sted, hvor vrede, ked af det-hed, sorg og alle sådan nogle ting ikke er farlige, men er en del af livet og ikke noget, man behøver at flygte fra. Dernæst kan vi kigge på, hvilke skridt det er realistisk at tage og lade være med at sammenligne os med nogle, der er et helt andet sted. Man skal arbejde i et tempo, hvor man kan følge med.

Mette Marie: – Før i tiden mødte vi hinanden i fællesskaber baseret på interesser som håndbold eller dans, men i dag har vi adgang til alt og til alverdens fællesskaber via nettet, og fordi det ofte er via visuelle medier som Instagram, kommer det nemt til at handle meget om krop. Men det behøver det jo ikke at gøre. Instagram får skylden for meget, men man kan også slette appen. De veninder, jeg har, som ikke er på Instagram, bekymrer sig langt mindre om deres kroppe.

Ida: – I denne her debat har vi tit fokus på de unge, som vokser op med de medier, men det er stadig en læringsproces for os alle sammen at navigere på internettet, hvor vi har adgang til hele verden. Det er en tveægget gave, for det er fantastisk, når vi finder nogle, vi kan dele en lidenskab med, men man kan også komme til at føle sig forkert, hvis man ikke er så perfekt som dem, man ser op til. Med Instagram er det tit sådan – åh det giver mig dårlig samvittighed! Men så lad være med at følge dem, der giver dig dårlig samvittighed. Følg dem, du synes er sjove, spændende og inspirerende i stedet for.

Idealkroppe på Instagram

Hvad gør I selv for at ruske op i idealbillederne og for at modarbejde presset? Katrine, når du lægger ”Instagram vs. real life”-billeder på din profil, hvad vil du så opnå?

Katrine: – Jeg vil gerne prøve at bryde den påvirkning, der sker fra en hel masse modeller, retoucherede og iscenesatte billeder. Selv om vi måske godt ved, at billederne er redigerede, så sker der en påvirkning, som vi slet ikke lægger mærke til.

– Jeg arbejder hver dag med folk, der overspiser, og grunden til at jeg gør alle de her ting på Instagram er, at der er sindssygt mange årsager til overspisning. Hvis du har det dårligt med din krop, kan det lede til overspisning. Hvis du har for mange regler og restriktioner, eller hvis du har det svært med dine følelser, kan det lede til overspisning. Så jeg prøver at komme hele vejen rundt for at fjerne de årsager, der ligger til grund for det.

Ida: – Jeg bliver ved med at vise mig selv frem halvnøgen og i alle mulige situationer, fordi det stadig provokerer nogen. Jeg får tit beskeden – nu har vi set din tykke krop, har du ikke noget andet at byde ind med, og jeg forstår egentlig godt den kritik. Den dag, hvor det ikke længere provokerer, så holder jeg op. Men det har lange udsigter.

Ida Rud om kropsaktivisme

– Jeg er begyndt at kalde mig kærlighedsaktivist, fordi jeg blandt internationale kropsaktivister er blevet mødt med ”du er for hvid, for cis-kønnet, ikke tyk nok”. Du ser det inden for alle aktivistiske miljøer, at der kommer flere grupperinger, som kan bekæmpe hinanden, og det, synes jeg, er spild af tid. For mig handler kropsaktivisme om, at alle kroppe skal accepteres, som de er. Alle hudfarver, religioner, størrelser, hudtyper – alle mennesker skal respekteres og anerkendes, så man ikke har den skam, som, jeg synes, er giftig. Når jeg kalder mig kærlighedsaktivist, handler det ikke kun om kroppen, men om mennesker. Man skal ikke skamme sig. Man skal være kærlig imod sig selv.

LÆS OGSÅ: Rapperen Nikoline: "Jeg kan ikke acceptere, at kvinders brystvorter er seksuelle"

Mette Marie: – Vi kan også tænke over, hvem vi sammenligner os med. Det bedste, jeg har gjort for min selvanskuelse, var at starte på Elle. Jeg var 28, og modellerne var 16. At sammenligne mig med dem ville ikke give mening. Da jeg var 16, var jeg lige så slank, men derudover er de castet som modeller, fordi de også har de her vanvittigt lange ben, som det for de fleste af os vil være tosset at sammenligne sig med. Det har ikke noget med mig at gøre. For mig hjælper det også at huske det større perspektiv. Da jeg var omkring 20 og lige flyttet til København, var jeg meget tynd, og min krop lignede en 12-årig drengs, og det var jeg helt vildt ked af. Samtidig havde jeg nogle veninder, der var kede af, at de syntes, de vejede for meget, og at kroppen blev ældre. Der fik jeg den tanke, at jeg ikke gad sidde som 40-årig og være blevet tyk og se tilbage på mig selv i 20’erne og tænke – hvad pokker brokkede du dig over? Og sådan er jeg faktisk blevet ved med at have det.

– Jeg læste en vildt god artikel for noget tid siden, hvor en forsker sagde, at de fleste kvinder gerne vil tabe fem kilo, men at hvis det drejer sig om fem kilo, så er du normalvægtig, og hvis du taber de fem kilo, så er du sikkert den eneste, der kan se det. Jeg synes, man så skal gøre sig den overvejelse, hvad der giver en mest livskvalitet: Smør på rundstykkerne om morgenen og bridgeblanding i sofaen om aftenen eller de fem kilo mindre. Som kun man selv kan se.

Hvordan kan vi undgå at lade os påvirke af de billeder af modeller og slanke kroppe, som vi ser i reklamer og på sociale medier?

Katrine: – Det kan vi ikke. Det svarer til at holde vejret for at undgå luftforurening.

Mette Marie: – Men vi kan lade være med at lade det fylde så meget. Vi kan lade være med at snakke så meget om udseende og om præstationer og i stedet snakke om noget, som vi synes er sjovt og spændende. Og vi kan vise verden og os selv fra både de gode og de dårlige vinkler so to speak. Jeg har ikke noget problem med at lægge et billede op på Instagram, hvor jeg ligner en hængt kat. Sådan har min mand set mig, og hvis han stadig gider knalde mig, så vil jeg skide på, hvad andre tænker, og om nogen ikke vil drikke en kop kaffe med mig og synes, jeg ligner noget, der er løgn. De mennesker, vi holder af, bliver automatisk smukke, og så tror jeg i øvrigt, at andre kan blive lettede over at se, at jeg kan ligne en smadret cykel, ligesom de også selv kan. Jeg synes, det er vildt dejligt at få taget et billede, hvor jeg ser smuk ud, men jeg behøver ikke se smuk ud syv dage om ugen.

Ida: – Man kan også bruge Instagram på en anden måde end at følge dem, der portrætterer en idealkrop, for hvis man kradser lidt i overfladen, så er der alle mulige spændende profiler på Instagram, som er enormt positive. Jeg følger f.eks. mænd, der kæmper med spiseforstyrrelser, og en kvinde, der sidder i kørestol, men er burlesquedanser. Der er alle mulige seje mennesker, som inspirerer og viser en glæde og en styrke i at være dem, de er, på trods af de ikke har en idealkrop.

Katrine: – Hvis der er en på Instagram, der virkelig starter en masse negative ting i en, så kan det være bedst og nemmest at slette personen, men jeg synes ikke nødvendigvis, at det er det, man skal gøre. Man kan også vælge at følge dem, netop fordi det tricker en. Det kan man bruge til at arbejde bevidst med de krav, man stiller til sig selv om at træne mere, spise flere grøntsager eller spise mindre sukker. Så kan man blive bedre til at opløse de krav og få det til ikke at være en tricker længere.

Ros personlighed frem for udseende

Går det over gevind med fokus på udseende, når vi lægger billeder af os selv på sociale medier, og kommentarsporet er fyldt af ”smuk, smuk, smuk”? Hvornår må man rose?

Mette Marie: – Hvis jeg lægger et billede op fra en premiere, hvor jeg står knivskarpt, så er det – yes please! Men så er der andre billeder, hvor historien er en anden, og hvor det giver mindre mening at kommentere mit tøj eller udseende.

Ida: – Man må vel altid rose, hvis det er det, man bliver ramt af. Men nogle gange kan jeg skrive et meget personligt indlæg, og så tænker jeg – du har slet ikke læst, hvad jeg har skrevet – og så virker det lidt malplaceret med det der "smuk". Men det er et visuelt medie, og så har de bare set på billedet, og det er altid okay at skrive.

Mette Marie Lei Lange om fokus på udseende på sociale medier

– Det kan virkelig irritere mig, når folk lægger rigtig gode billeder op af sig selv og skriver ”dejlig udsigt i aften #dobbelthage #mindårligevinkel”. Det er det samme som at sige – se en grim tegning, jeg har lavet. Det er at tigge om komplimenter. Man behøver jo ikke påpege de ting. Som mor er jeg selv meget opmærksom på ikke at fokusere på udseende over for mine børn. Jeg går ikke og siger til dem, at de er smukke, eller lægger ”smukke” billeder af dem på Instagram. Det skal de slet ikke forholde sig til endnu. Det skal da handle om, hvad de godt kan lide, og hvad der er sjovt.

Mette Marie: – Det handler også om, hvad vi kommunikerer. Hvis jeg skriver et indlæg på min blog, som jeg godt vil have skal rykke noget i folk, så lægger jeg et andet billede op. Så skal det ikke være en selfie, for så fjerner jeg fokus fra det, der er indeni kroppen til det, der er udenpå.

LÆS OGSÅ: Olivia Joof: “Der vil altid være nogen, der taler grimt om mig, men tilgiv, tilgiv, tilgiv”

Katrine: – Jeg synes, det er dejligt, at folk gerne vil hjælpe hinanden og rose. Det er bare sjældent, at det rykker ved ens selvopfattelse at få ros og komplimenter for sit udseende. Hvis vi ser ”du har tabt dig” som et kompliment, holder vi fast i, at det altid er rigtigt at blive mindre, og altid er forkert at blive større. Hellere anerkende andre for, hvordan de er at være sammen med, deres handlinger, og hvordan de håndterer livets udfordringer. Selvom det er svært at forestille sig, er det for mange mennesker både det fysisk og psykisk sundeste for dem at slutte den mangeårige jagt på vægttab og det store fokus på krop og udseende.

Ida: – Der er mange, der skriver – hvor er du bare smuk – til mine billeder. Det er jo dejligt, men det er ikke for at få den anerkendelse, at jeg gør det. Men det var interessant, da jeg lagde de første billeder op, at nogle skrev, at det var dejligt at se en kvinde, der ikke skammede sig over sig selv og bare var en helt normal kvinde. Jeg får stadig dagligt beskeder fra kvinder – og også fra nogle mænd

efterhånden – som synes, det er dejligt, at jeg viser, at man godt kan holde af sig selv, selvom man ikke er idealet, selv om man ikke er smuk i traditionel forstand.

Mette Marie: – Mine billeder handler ikke om, at folk skal kommentere mit udseende, men de handler om mig og mit liv, og fordi det er Instagram, kommer det alligevel til at handle om mit udseende. Men jeg prøver altid – både på Instagram, i mit arbejde og i mit hjem i Køge – på at fokusere på det positive og finde det gode i historierne. Det pæneste, nogen har sagt til mig, er, at jeg er god til at finde det store i det små. Det kan jeg godt lide. Men det påvirker mig ikke negativt, når folk kommenterer på mit udseende. Generelt så gør det mig glad, hvis folk siger noget pænt om mig.

Katrine: – Jeg bliver ikke så glad, når der – i den bedste mening – kommer kommentarer om, at jeg er smuk, når jeg netop prøver at opløse kravet om, at man skal være smuk. Eller at jeg stiller mig op ved siden af en model og ser helt forkert ud i forhold til hendes billede for at gøre op med alt det udseenderæs med en portion selvironi, og der så bliver kommenteret, at jeg er smukkere end modellen. Så går joken ligesom af det. Jeg har også oplevet, at folk skriver, at de er misundelige på mine krøller, kraveben eller lår. Det er tænkt som et kompliment, men jeg bliver ikke glad af, at andre er kede af, hvad de har, og hellere vil have det, jeg har.

Ida: – Jeg tror, der er mange, der har brug for at få at vide, at de er smukke og måske også derfor giver den ros meget til andre. Jeg prøver at blive bedre til at rose folk, hvis jeg synes, de er gode til at skrive eller til noget andet, men jeg skriver også, til nogle, at jeg synes, de er smukke. Det må man altså gerne, synes jeg, men det er selvfølgelig ikke kun det, det skal handle om. Vi er jo meget mere end bare vores udseende, men det er noget af det, jeg selv har kæmpet med og stadig oplever – at jeg er mindre værd, fordi jeg er tyk.

Bliv ven med din krop

Skal man elske sin krop?

Katrine: – Hvornår elsker man sin krop? Hvis man kender til livets dybder med selvhad og selvbebrejdelse som konsekvens, så er det med at elske sin krop en utopi. Bare det at stoppe med ikke at kunne lide sig selv er et vanvittigt stort skridt for mange mennesker. Man kan med fordel starte et helt andet sted og tage det skridt, der er inden for ens gule zone, som det hedder hos mig. Det betyder, at det er en passende udfordring, hvor man kun lige skubber til grænsen fremfor at overskride den. Det kunne være at starte med at blotte sine skuldre, sin mave, sine lår, eller hvad man nu har det svært ved, derhjemme. Se, hvor mange sekunder man tør kigge på sig selv i spejlet. Tage en bluse på, der afslører bildækket, når man er alene. Stille og roligt at vænne sig til sin krop, ikke være bange for den og forsøge at blive en lille smule bedre venner med den, selvom det er svært.

Ida: – Vi tror nogle gange, at det kun er de unge kvinder, der har svært ved at acceptere deres krop, men der er kvinder på nogle og 80, der har skrevet til mig, at de har hadet deres krop i hele deres liv og aldrig har tilladt sig selv at spise noget ”og nu er jeg 86, og nu vil jeg godt, tak, fordi du viser mig, at det er okay”. Det er kvinder i flere generationer, der har kæmpet med krops-issues, og jeg har oplevet, at når man åbner op for sin sårbarhed, så breder der sig et lettelsens suk. Jeg har det selv på samme måde. Det ironiske er, at vi er nødt til at tale så meget om det og vise hele det her spektrum af, at folk ser forskellige ud for at kunne komme videre og snakke om det, det handler om – og snakke om noget, der er vigtigere end kroppe.

Mette Marie: – Jeg synes, der er for meget fokus på krop og på at være dygtig. Der er mange, både børn og voksne, der føler, at de skal excellere i ting – være dygtige i skolen eller være den mest uundværlige på arbejdet – og har så meget fokus på det i stedet for at leve livet og bare være her lige nu.

Katrine Gisiger om at vælge sine kampe

– Det, jeg synes, der er værst, er presset om altid at skulle lave om på sin krop og altid være sundere. Jeg har ikke noget imod, at folk går op i forskellige ting, men det, jeg kæmper for, er, at vi får et frit valg. At man kan vælge, om man vil tabe sig, eller om man ikke vil tabe sig. Vil jeg være sundere, eller vil jeg ikke være sundere? Hold kæft, hvor er der mange, der bare føler det som tvang. Hvis jeg spørger folk, hvorfor det ikke er okay at være tyk, så spærrer de øjnene op, for det er ligesom bare sådan, det er, og de kan ikke komme med argumenterne.

Ida: – Jeg er enig i, at vi skal bruge vores energi på det, der gør os glade, men der er brug for kropsaktivisme, for at vi kan komme dertil.

Katrine: – Hvordan du ser ud, og hvad du gør, er to forskellige ting. Jeg synes, det kan være meget bedre at have fokus på, hvad folk gør frem for på, hvordan de ser ud. Det handler ikke om at excellere, men det kan være at sige – hvor er det sødt af dig, at du gad at køre mig på arbejde i stedet for at sige, hvor ser du godt ud.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue: "For mig er det søstersind at kunne dele andre kvinders succes"

Ida: – Det kan også gøre en forskel, hvordan man siger tingene. Hvis jeg møder en veninde, kan jeg f.eks. sige – hvor ser du dejlig ud – i stedet for – hvor ser du godt ud – for så er det hele pakken, også selvom hun har sorte rander under øjnene og har taget på. Det handler om, at hun er et godt

menneske, at hun har en god udstråling, og at jeg bliver glad for at se hende.

Mette Marie: – Man kan også sige, hvor er det dejligt at se dig, for så handler det om mig og ikke om, hvordan jeg ser ud. Men vi skal passe på med, at alt, hvad vi siger, skal igennem en si. Vi er forskellige. Jeg roser folk konstant! Hver eneste dag. Men jeg roser ikke udseende konstant og hele tiden. Jeg vil hellere sige andre pæne ting til folk, som har mere substans og handler om deres personlighed.

Humor løsner op

Billederne af den ideelle krop handler jo ikke kun om udseende, og om at kroppen skal være slank, men også om at være sund. Det er vel fornuftigt nok?

Ida: – Det er en af mine kæpheste, for jeg er træt af, at jeg bliver bedømt på min vægt, for folk kan ikke se, hvordan jeg lever. De kan ikke se, at jeg cykler en time dagligt, og at jeg spiser fornuftigt og grønt, mest vegetarisk og økologisk. De tror, at jeg får en blodprop lige om lidt, men det er jo vigtigere at være aktiv, end hvad vægten viser. Man kan også være en størrelse 34 og ligge på sofaen og spise chips, så man kan ikke altid se på folk, hvor sunde eller usunde de er. Det er et virkelig komplekst emne. Men Katrine – du siger også, at hvis man kun har lyst til at ligge i sofaen og spise chips, så skal man egentlig have lov til det. Jeg skulle lige fordøje det, men jeg synes, der er noget befriende i det – at man slipper det, der hedder "jeg burde".

Katrine: – Det er hverken sundt eller godt at føle sig tvunget til at skulle optimere sin kost, træning og livsstil for at ’’forbedre’’ sit udseende. Men det er heller ikke godt at føle sig tvunget til at acceptere, kunne lide eller at elske sin krop. Hvis man kan finde ud af, hvad der er ens egne værdier, så kan det være, at det vil give rigtig meget mening at begynde at arbejde med sin krop. Det kan være, hvis kroppen er en begrænsning og føles som roden til alt ondt, og man tænker ’’det er på grund af min mave, at jeg ikke får en kæreste’’ eller ’’det er på grund af min krop, at jeg ikke kan komme med på stranden’’ eller sådan nogle ting. Så kan man arbejde på at blive bedre venner med den. For andre er det noget af det mest angstprovokerende overhovedet at begive sig ud i, og så kan det være, at det er et andet sted, man skal starte, såsom at finde en måde at røre sig på, som man synes er sjov eller rar.

Mette Marie: – Jeg tog otte kilo på hen over sidste vinter, og det blev jeg træt af, så jeg begyndte at løbe, hvilket jeg så siden er blevet sygt glad for, for jeg får rigtig meget energi af det. Og det har også den sidegevinst, at jeg kan spise lidt mere af det, jeg godt kan lide.

Ida: – Jeg har sluttet fred med min krop, for jeg ved, at jeg er aktiv, og at jeg har det godt, så jeg vil gerne have fokus på, hvorfor folk står i fire timer i fitnesscentret, fordi de gerne vil tabe fem kilo. Hvis de synes, det er det fedeste i verden, så skal de endelig gøre det. Men hvis det er en sur pligt, noget, man tvinger sig til, tror jeg, det kan have modsat effekt. Hvad med i stedet at få fokus på, at det er fedt at røre sig, og at man får energi af det og så finde et eller andet, som man bliver glad af, og så gøre det, fordi det er sjovt frem for en pligt?

– Min far døde for fire år siden, og han blev kun 65. Indtil da havde jeg haft det dårligt med mig selv det meste af mit liv, men der tænkte jeg, at det er livet for kort til. Jeg havde gået og ventet på, at jeg så ud på en bestemt måde for at kunne opnå nogle ting, og det gad jeg bare ikke vente på længere. Jeg ville ud og nyde livet.

Katrine: – Der er mange, især kvinder, der har det skidt med sig selv og deres krop, så der er et stort behov for at se mange flere helt almindelige, forskellige kroppe. Nogle mener, at det øgede

Hvem er Ida Rud, Mette Marie Lei Lange og Katrine Gisiger?

Ida Rud, 36 år

Journalist og debattør. Hun har tidligere været med i DR3-dokumentaren "Tykke-Ida". Single og har ingen børn.

Mette Marie Lei Lange, 37 år

Blogger og gift med Jon, som hun har tvillinger på fire og et halvt med.

Katrine Gisiger, 29 år

Foredragsholder og hjælper folk, der overspiser. Har en kæreste.

fokus skaber flere kropskomplekser, men det er helt omvendt, det jeg ser: Nemlig at flere og flere bliver mere ligeglade og mindre begrænsede, for nå ja – det er jo bare en krop.

Mette Marie: – Der er kommet en fed modbølge til den polerede overflade med en masse women empowerment. Rigtig mange er blevet trætte af bare at kigge på flotte billeder på Instagram, tror jeg. Humor virker. Folk, der får os til at grine. Det løsner op.

Ida: – Det er Katrine god til, når hun lægger billeder op, hvor hun er sjov og fjollet og har de der helt opstillede billeder, og det, der er helt anti. Det er en god måde at bruge humor på for at opløse det her, uden at det bliver så seriøst og tørt, at det bliver en løftet pegefinger.