Christian Mørk: "Det var som at drikke sig hamrende fuld hver dag at være sammen med hende"

Christian Mørk var 41 år. Han var lige kommet i gang med sin forfatterkarriere, men var i tvivl om, hvorvidt den kunne bære. Han var i Irland for at skrive sin roman nummer to færdig, da han mødte hende. Kvinden, som slog benene fuldstændig væk under ham. Kvinden, som han var klar til at flytte sammen med, få børn med og elske til sine dages ende. Han var så forblændet af hende, at han helt glemte at høre efter, da hun meget hurtigt efter deres første møde sagde til ham: Hold dig fra mig, jeg skader dem, jeg elsker.

I dag, ti år efter mødet med den irske kvinde, er Christian Mørk aktuel med romanen "Kujonen", der langt hen ad vejen bygger på det stormfulde og altopslugende forhold. Når han kigger tilbage på, hvad der skete dengang, forstår han godt, hvad han faldt for, men han ved også, at det aldrig ville ske i dag.

– Da jeg mødte hende, var jeg et sted i mit liv, hvor jeg var mere sårbar end sædvanlig. Hun var den legemliggjorte racerbilversion af den form for kvinde, jeg var faldet for, da jeg var yngre og boede i Los Angeles. En selvdestruktiv kvinde, som var så smuk, at man tror, det er løgn, og samtidig vanvittigt godt begavet. Hun var et meget ublufærdigt menneske, som kunne alt det, jeg ikke selv kunne. Hun lå i skilsmisseforhandlinger med sin mand, fik jeg hurtigt at vide, og jeg kunne på lang afstand se, at det ville ende galt. Alligevel søgte jeg hende på samme måde, som den lille hånd søger den varme kogeplade. Da hun fortalte mig, at hun var syg – hun var maniodepressiv, borderline og alkoholiker – havde jeg det sådan, ja, ja, men det kan jeg godt redde dig fra. Samtidig tror jeg også, at jeg kun turde den her enorme, altfavnende kærlighed, fordi jeg et eller andet sted godt vidste, at der var en udløbsdato på den. Det gik hurtigt op for mig, hvor syg hun var, men så kunne jeg pudse glorien og sige: Nu skal jeg nok hjælpe dig. Der var en tryghed i at vide, at det var et ansvar, jeg ikke skulle have ret længe. Der er en grund til, at min nye roman hedder "Kujonen".

Klar til at følge sit hjerte

Den irske kvinde var en succesfuld forfatter, og hun førte sig offentligt frem med rock-n-roll-attitude og store armbevægelser. Privat kunne hun uden problemer være morgengrim i et gammelt joggingsæt og strømpefødder – helt naturlig og uforfængelig – og Christian så for sig, hvordan de kunne bo på en gård langt ude på landet og gå rundt i gummistøvler med deres børn løbende lykkeligt omkring. Han, der ellers har boet hele sit voksne liv i Los Angeles og New York – var for første gang i sit liv for alvor klar til at give det hele op og bare følge sit hjerte.

– Jeg var så forelsket i hende, at jeg havde bortforklaret hvad som helst. Hvis hun havde fortalt mig, at hun snart skulle i fængsel i tre år, så havde jeg sagt: Det klarer vi. Jeg var ikke fornuftig. Jeg var, som man næsten kun er, når man er meget ung. Jeg tænkte, at hendes problemer nok udsprang af, at hun lå i skilsmisse, for hun virkede jo umiddelbart meget normal. Jeg havde ikke set nogen af de enorme forskelle i hendes humør. Endnu.

Kan du fortælle om nogle af de episoder, hvor du oplevede hendes humør svinge?

– Hendes form for maniodepressivitet hedder Cyklotymi, og på oldgræsk betyder det "cirkulerende følelser". Når vi skulle i seng om aftenen, kunne hun f.eks. finde på at sige: Jeg gider ikke være sammen med dig, du ophidser mig slet ikke, du er så håbløs og latterlig og gammel. Virkelig sårende ting. Og så – næste morgen – lå der rosenblade og små sedler over hele huset. Undskyld, undskyld, undskyld, du er vidunderlig og fantastisk. Og der var altså ikke gået seks timer. Sådan nogle ting havde jeg aldrig prøvet før, og det var meget voldsomt for mig. Hun havde også den her dyre sportsvogn, som hun kørte, som om hun havde lyst til, at der skulle smadres et eller andet. Og jeg kunne se, at hun var lidt vild med, at jeg reagerede ved at holde fast i sædet, hvilket faktisk er en meget god metafor for vores forhold. Hvis ikke jeg passede på, ville jeg blive en passager med hvide knoer hele tiden. Det gik efterhånden op for mig.

Hvad gjorde det ved dit selvværd?

– Mit selvværd blev langsomt nedgraderet, så der var meget lidt af det tilbage. Det var som at være stofafhængig. Når du er det, er der kun afhængigheden af stoffet. Resten forsvinder. Og sådan føltes det. Sådan var det. Mine gode venner og mine forældre var meget kærlige og meget kloge i og med, at de ikke sagde til mig, at jeg skulle gå fra hende. De sagde bare, okay, vi er her også, når det holder op. For det vidste alle andre meget hurtigere end jeg. At det ville få en ende. Jeg blev ved med at tænke: Det SKAL lykkes. Samtidig kan jeg tydeligt huske tanken om, at det ender galt, men jeg kan ikke lade være.

Sex er nemt, intimitet er det svære

Det er vigtigt for Christian at understrege, at han ikke har noget ønske om at hænge sin irske kærlighed ud i sin nye roman. Han har gjort, hvad han kan, for at sløre hendes identitet og gør opmærksom på, at "Kujonen" er en roman og dermed fiktion, men at visse af scenerne med den irske kvinde fandt sted i virkeligheden. Hvilke scener der er tale om, vil han ikke ud med, for det er synd for historien og for hende, siger han.

– Jeg havde aldrig tidligere været sammen med et menneske, der var mentalt syg, og i bogen har jeg virkelig gjort mig umage med at understrege, at hun ikke var skurken. Og jegfortælleren er ikke helten. Begge personer har lige meget skyld i de ting, der sker, og sådan var det også i virkeligheden. Når det er sagt, var mit manglende forhåndskendskab til Cyklotymi grunden til, at jeg kunne tage så let på det, da hun fortalte mig, at det var hendes diagnose. Jeg havde ingen idé om, hvor mærkeligt det er for de mennesker, der lider af det. Eller hvor smerteligt det er for dem, der elsker en, der lider af det. Det undergravede vores forhold, men det gjorde det også spændende. Jeg vidste godt, at hun havde været på den lukkede og hos alverdens læger hele sit liv, og alligevel foreslog jeg, at vi tog til en læge for at finde ud af, hvad der skulle gøres, hvilket jo i virkeligheden var pisse nedladende. Hun kunne jo ikke blive rask, og dermed var det helt umuligt at få styr på.

– Efterhånden lærte jeg, at jeg slet ikke skulle holde styr på noget i relation til hende. Det var slet ikke min opgave, og det har jeg taget med mig. Hvad det end er, folk har, så lyt til dem, for de ved bedre, hvad de har brug for, og hvordan tingene er, end du gør. Jeg lyttede ikke, da hun sagde, at hun var syg, og at hun ville komme til at gøre mig ondt. Jeg troede, at jeg kunne fikse det. Jeg troede, at alt ville blive godt, når hun var blevet skilt. Jeg blev ved med at spørge, hvornår jeg skulle møde hendes familie og venner, men jeg mødte dem aldrig, og efterhånden blev det mere og mere tydeligt for mig, at jeg havde fejllæst det hele fuldstændig. Jeg havde tænkt, nu skulle jeg over og være sammen med hende og have børn og det hele, men for hende var det egentlig nok en sommeraffære, som bare skulle have været afsluttet. Men som ikke blev afsluttet, fordi hun heller ikke ville give slip på mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Jeg kan sgu da ikke være sådan en mand, der bliver gemt i kulissen. Jeg gider ikke være "den anden kvinde" – bare omvendt. Det er slet ikke noget for mig. Og alligevel blev jeg, fordi jeg tænkte: Måske ændrer det sig. Måske.

– Men jo længere tid der gik, jo tydeligere blev det for mig, at det ikke ændrede sig. Det blev værre. Jo tættere jeg kom på hende, jo mere stødte hun mig fra sig, fordi det blev sværere for hende at undslå sig intimiteten. Og her taler jeg ikke om sex. Sex er det nemmeste i verden. Men intimitet er svært – for alle – og det er især svært, tror jeg, hvis man har en sygdom, som hun havde.

– Jeg kan huske en episode, hvor jeg blev virkelig ulykkelig. Hun havde drukket tæt, og så sagde hun til mig: Jeg kan godt se på dig, at det gør dig ulykkelig, at jeg drikker mig så fuld og gør så forfærdelige ting, men jeg kan bare fortælle dig, at jeg aldrig kommer til at holde op med at drikke, og jeg vil altid vælge det at drikke mig så fuld frem for dig. Der vågnede jeg lidt op og tænkte, det her går bare slet ikke.

Hvor længe var I sammen?

– Det føltes som et kuldslået 18-års ægteskab, men det varede vel ikke mere end et halvt års tid.

Christian rejste frem og tilbage mellem New York og Irland så ofte, at han efterhånden næsten blev venner med stewardesserne og stewarderne på ruten.

– De vidste, at når jeg fløj over til Irland, var jeg spændt og glad, og når jeg fløj tilbage, var jeg ulykkelig. Jeg havde lange samtaler med dem på flyet og lærte dem faktisk ret godt at kende. De satte sig ned og spurgte, hvordan det var gået, og de syntes, det var synd for mig, når jeg var ked af det. Det blev nærmest lidt rituelt, og det var faktisk ret godt for mig, for de lavede thumbs up, når jeg skulle derover og gav mig kram, når jeg skulle tilbage.

Sorg, lettelse og nye grænser

Hvad var det, der fik forholdet til at slutte endegyldigt?

– Jeg var oppe hos hende i et hus i Cork, som hun havde lejet. Hun tog hele tiden ud med sine veninder og var væk i mange, mange timer. Hun prøvede at trække sig. En dag var jeg i den lokale brugs for at købe ind, og mens jeg var i gang med det, kunne jeg pludselig se det hele klart. Jeg prøvede at lege far, mor og børn med et menneske, som var helt desperat for, at jeg ikke skulle gøre det. Det ville have været meget nemmere, hvis jeg bare ville komme på besøg og have hård sex med hende og så skride. Det ville hun have været mig evigt taknemmelig for, men det var bare ikke det, jeg ville. Da hun kom hjem den dag, kunne hun med det samme se på mig, at der var sket noget. Jeg sagde til hende: Du har ikke sagt det til mig, men du vil egentlig helst have, at jeg går, ikke? Jo, svarede hun, jeg vil gerne have sex med dig, men det er det eneste, jeg kan. Alt det, du vil have, det kan jeg ikke. Jeg blev dybt ulykkelig – jeg ville stadig så gerne tro på vores forhold – men jeg kunne samtidig også godt se, at løbet var kørt.

Hvad skete der så?

– Hun kørte mig til toget, hun var nærmest lettet, kunne jeg mærke, og hun sad og jokede på turen. Nu var det jo overstået. Og jeg var fuldstændig ødelagt. Da jeg sagde farvel til hende, vidste jeg, at jeg ikke skulle se hende igen. Hun stod og kiggede på mig, mens jeg græd, og jeg kunne se, at hun prøvede at aflæse mine følelser, så hun selv kunne reproducere dem. Det var det mest uhyggelige, jeg har set i mit liv. Hun kunne simpelthen ikke selv føle sorg på den måde, som jeg følte det. Hun var kun lettet. Hun prøvede at fremtrylle en tåre, det lykkedes nogenlunde, men det var isnende at se på. Da jeg sad i toget, sendte hun mig en sms med en smiley og skrev: Nu har jeg lejet mig ind på et hotel, arbejde, arbejde, arbejde, det holder jo aldrig op. Som om intet af det her nogensinde var sket.

Hvilken følelse gav det dig?

– Jeg følte en blanding af stor sorg og stor lettelse. Jeg tænkte, hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i? Samtidig måtte jeg indrømme over for mig selv, at det hele var på min regning. Det var mig, der havde insisteret på, at det her skulle være en eller anden fantastisk far-mor-og-børn-fantasi, som det aldrig havde været for hende. Det var mig, der var skyld i, at det var kørt så langt ud. Hun havde tonet rent flag fra starten, det var der slet ingen tvivl om.

Når du ser tilbage på det i dag, kan du så forstå, at der trods alt skulle gå så lang tid, før det gik op for dig?

– Spørg enhver, der har været sammen med et menneske, som senere behandler dem dårligt, hvorfor de ikke gik tidligere, og så vil de nok alle sammen fortælle dig, at de til det sidste håbede på, at det menneske ville ændre sig.

Hvad har det betydet for dit syn på kærligheden?

– Jeg passer bedre på mig selv i dag. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke kan blive forelsket, men jeg er ikke villig til at brænde mig selv på det bål, som brænder koldt, selvom det er smukt. En af mine amerikanske venner kaldte min irske kæreste for "Pretty Poison", og det havde han ret i. Gudesmuk gift, det var hun. Og farlig. Fordi hun også havde naturligheden og yndigheden i sig. Det var som at drikke sig hamrende fuld hver dag at være sammen med hende.

– Der sker også det, når man er tæt sammen med andre mennesker, at man begynder at blive lidt som dem. Man begynder at indrette sig på deres kalender indeni, og man følger dem i nogle af de følelsesmæssige bølgedale. Jeg har lært, at det skal man ikke gøre, og jeg har aldrig siden gjort det. Hvis jeg kommer sammen med en, der lægger an til drama, så siger jeg: Jeg elsker dig højt, men vi ses i morgen. Det er ikke mit drama. I dag ved jeg godt, hvor grænserne går, det gjorde jeg ikke dengang. Til at begynde med er det meget forjættende, at der ikke er nogen grænser, men man bliver med tiden som Palle alene i verden. Hvis der ikke er grænser, glæder man sig ikke over noget. Alt bliver lige gyldigt og samtidig ligegyldigt.

Skulle kæmpe for at få hende

Christian har haft andre kvinder i sit liv siden 2007.

– Men de kvinder, jeg har mødt sidenhen, har så absolut været kvinder, som har villet sig selv og mig det bedste. Det har ikke været mennesker, som har haft lyst til at brænde sig selv og mig op i løbet af en eftermiddag. Det vil jeg aldrig nogensinde tillade.

Hvorfor er du single i dag?

– Fordi jeg er kræsen, og fordi jeg er svær at være sammen med. Jeg er svær at komme ind på livet af. Spørg enhver, der kender mig. Jeg rejser også rigtig meget, og det har jeg altid prioriteret. Hvis jeg ville have haft børn og hus, så havde jeg fået det. Jeg har aldrig haft noget egentlig udtrykt ønske om at få børn, men da min irske kæreste på et tidspunkt troede, at hun var gravid, var jeg faktisk ret afklaret med, at okay, så er det nu. Men hun var ikke gravid.

Hvorfor er du så svær at komme ind på?

– Jeg tror altid, at jeg har beskyttet mig selv enormt meget. Jeg passer meget på med ikke at tilskrive det ting i barndommen og sige, at det er fordi, jeg blev mobbet meget som barn. Hvilket jeg blev. Men jeg tror ikke, at det er derfor. Jeg har altid været meget observerende frem for deltagende. Hvis man skal være sammen med mig, skal man nærmest stikke mig en lussing og være sådan nu-kommer-du-med-mig-agtig. Jeg kan godt være meget kontrollerende, fordi jeg gerne vil have styr på tingene, og det er sjældent, jeg får seriøst modspil. Det troede jeg, at jeg havde fundet med hende dengang. Det tiltalte mig, at hun ville styre. Det tiltalte mig, at jeg skulle kæmpe for at få hende, for jeg får min vilje alt for tit.

Men hvad så nu – er du blevet bange for kærligheden?

– Det tror jeg sgu, alle mennesker er. Hvis ikke de er, så lyver de. Kærlighed er intimitet. Kærlighed er afklædning af dit inderste selv. Hvem tør det? Jeg tør godt, men jeg tør ikke altid. Men det betyder ikke, at du kan skrive: "Christian Mørk er bange for kærligheden!" Gu' er jeg ej. Ikke på den måde. Men hvilken mand er 51, ugift, uden børn og har to lejligheder på to forskellige kontinenter, som er så små, at der ikke rigtig kan bo to mennesker? Det er et menneske, som på mange måder har indset, at han måske ikke rigtig er typen på at binde sig og få børn. Spørgsmålet er, hvor længe kan han klare at leve på den måde? Og det har jeg ikke svaret på endnu. Du kan spørge mig om ti år. Det kan være, der er sket et eller andet fantastisk.

LÆS OGSÅ: "Det har overrasket mig, hvor alene man er med en kræftdiagnose"

LÆS OGSÅ: Om livet på første klasse: "Hvorfor har hende i minkpelsen sådan nogle triste øjne?"

LÆS OGSÅ: Tine Gøtzsche: "At jeg skulle adoptere var en nem beslutning. Jeg havde ikke lyst til at være gravid alene"