"At jeg skulle adoptere var en nem beslutning. Jeg havde ikke lyst til at være gravid alene"

Udgangspunkt

– Som barn havde jeg en grundfølelse af at være lidt anderledes. Det var ikke nødvendigvis negativt. Det var bare sådan, det var. Alle mine venner spillede for eksempel håndbold. Jeg gik til jazzballet. Og det var ikke, fordi jeg ikke ville være en del af fællesskabet. Det ville jeg rigtig gerne, og jeg prøvede også at starte til håndbold en gang, men jeg var virkelig dårlig til det. Altså helt eventyrligt dårlig. Så jeg var aldrig helt som de andre. 

– Mine forældre blev skilt, da jeg var ni år gammel. Det var der ingen af de andres forældre, der blev, og det var meget specielt. Vi boede i et parcelhuskvarter i Stevnstrup – en lille soveby uden for Randers, og jeg har vel næsten tilhørt den første generation af skilsmissebørn. Dengang var der ingen, der vidste, hvad en 7-7-ordning var, eller hvordan man skulle tale med sine børn om skilsmisse, og jeg husker tiden som smertefuld. Ikke fordi mine forældre klarede det dårligt – de gjorde deres bedste. Men de var firstmovers, og der var mange ting, de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere.

– Min lillesøster og jeg flyttede med vores mor efter skilsmissen, og min opvækst var præget af stærke kvinder. Min mor var tandlæge, ligesom min far, og min moster var jurist. Der var en klar forventning om, at jeg tog en uddannelse og opførte mig ordentligt, og det gjorde jeg også – for det meste.

– Min far så jeg cirka hver anden weekend, og mine forældre var ret enige om opdragelsen. Det var jo 70'erne og start-80'erne, og det var moderne at være fri og sige "Det går sgu nok alt sammen", så mine forældre gav mig lov til rigtig meget. De lærte mig, at man kan, hvad man vil, og de bremsede mig aldrig. Da jeg var 16 år, havde jeg en penneveninde i Vestberlin, som jeg besluttede mig for at tage ned at besøge. Altså, der var jerntæppe. Der var grænsekontrol. Men min mor sagde bare, at det kunne jeg vel godt, og så sendte hun mig med toget. I dag forstår jeg slet ikke, at jeg fik lov, men hun må have haft en fuldstændig afgrundsdyb tillid til, at jeg godt kunne klare det. Og det kunne jeg jo så også.

– Jeg tror, at den indstilling har rodfæstet sig i mig. At hvis du siger, at du kan, så kan du sikkert godt. Det er lidt humlebi-agtigt. Alting kan lade sig gøre, indtil det modsatte er bevist. Mine forældre har givet mig gåpåmod, og når jeg tænker over det, er der faktisk ikke ret mange ting i livet, der ikke er lykkedes for mig – selvom det måske til tider har set sort ud.

LÆS OGSÅ: Niels Olsen og Joy-Maria har været sammen i 25 år: “Det er da en udfordring at leve i et parforhold, hvor man laver det samme”

Højdepunkt

– I starten af 30'erne gik jeg igennem en udvikling, som, jeg tror, mange kvinder går igennem, når de når den alder og ikke har fundet en mand, som de vil have børn med. I en periode tænkte jeg, at børn – det skulle jeg i hvert fald ikke have! Jeg ville rejse rundt i verden uden at føle mig bundet. Men lidt efter lidt gik det op for mig, at jeg ikke kunne forestille mig at blive gammel uden at have fået børn. Det der med at blive 60 og ikke have efterladt nogen til at føre alting videre – det havde jeg ikke lyst til. Desuden syntes jeg, at min hverdag manglede indhold. Alting føltes lidt tomt, og jeg syntes, at al den kærlighed, jeg havde inden i mig, gik til spilde. Derfor besluttede jeg mig for at blive mor.

– At jeg skulle adoptere, var en nem beslutning. Jeg havde ikke lyst til at være gravid alene og gå og have ondt i knæene og mærke en baby, der sparkede i maven, uden at have nogen at dele det med. Adoption var den helt rigtige løsning for mig. Her sad jeg – en mor med en masse kærlighed, men ikke noget barn. Og et andet sted sad et barn med en masse kærlighed og ikke nogen mor. Vi måtte kunne hjælpe hinanden.

– Adoptionsfasen gik over stok og sten. Jeg var lykkens pamjulefis, og der gik kun to år, fra jeg sendte papirerne, til jeg fik Jakob. Skal jeg fortælle om den dag, jeg fik beskeden? Er du sindssyg, det tager tre timer! Jeg kan jo genfortælle det i forholdet 1:1. Jeg var på arbejde. Jeg syntes, at jeg havde ventet længe, og da min kollega spurgte, om der var noget nyt, var jeg sur og indebrændt og havde lyst til at bede ham holde sin fede kæft. Men så ringede min telefon på kontoret. Det var Tove fra adoptionsbureauet. "Så er der en lille dreng til dig," sagde hun.

– Det var fantastisk. Jeg var nødt til at forlade min arbejdsplads, for jeg var helt rundforvirret. Fem uger efter hentede jeg Jakob på et børnehjem i Etiopien. Han var syv måneder gammel og var klædt i en fin lille, hvid dragt med det etiopiske flag på maven. Han lå bare og sov lige så stille. Og så græd jeg. Det begynder jeg næsten også på nu, når jeg taler om det. Forstanderen sagde, at jeg bare kunne tage ham op, og da jeg løftede ham op, vågnede han. Så stod jeg der med ham i armene. Det var vildt. Nu var jeg mor.

– Jeg havde tænkt, at jeg skulle ud og se byen og lære landet at kende, men jeg kunne slet ikke holde ud at være der. Jeg kunne ikke klare at se fattigdommen og de små børn, der tiggede. Jeg ville bare hjem. Hjem med min baby. I lufthavnen kom en stor flok venner og familie for at se Jakob, og min mor tog med hjem og boede hos mig den første uge. Det var utrolig dejligt. Hun lavede mad, gjorde rent og handlede, og jeg skulle ikke koncentrere mig om andet end Jakob.

Omdrejningspunkt

– Jakob er mit højdepunkt, mit lyspunkt, mit vendepunkt og mit omdrejningspunkt. Da jeg blev mor, ændrede det alting. Det ændrede grunden til, at jeg stod op om morgenen. Fokus skiftede, og det JEG havde lyst til og følte og mente og tænkte og troede, var ikke længere det vigtigste. Det vigtigste var Jakob. Og sådan er det stadig.

– For mig er han universets centrum, og faktisk er det sværeste ved at være alenemor, at der ikke er nogen, der har det på samme måde. Det er kommet bag på mig. Jeg havde nok troet, at jeg ville savne en far til Jakob mest i de svære situationer, men det er lige omvendt. Det, der er sværest, er ikke at have en at dele kærligheden og de store oplevelser med. Da han lærte at gå, da han tabte en tand. Der vil aldrig være nogen, der er fuldstændig lige så forelsket i Jakob, som jeg er. Derfor er jeg da grundlæggende også en lille smule misundelig på dem, der har en klassisk kernefamilie. Det ville jeg gerne have haft, men til gengæld er der også nogle ting, der er en hel del lettere uden en far. Hos os har vi for eksempel aldrig diskussioner om, hvem der bestemmer. Det gør jeg.

– Jakob er jo teenager nu, og det synes jeg er ret fascinerende. Tænk at have fået lov til at opleve noget så småt vokse op og blive til en dreng, der cykler af sted om morgenen og råber: "Vi ses i aften". Det er skide sjovt. Det er selvfølgelig også hårdt, og udfordringerne bliver jo ikke mindre, bare fordi børnene bliver større. Han har stadig brug for at blive guidet. Vi har et meget tæt forhold, men der er også ting i den alder, som man ikke taler med sin mor om. Så beder jeg ham om at tale med mine fætre eller nogle af mine nære mandlige venner. Jeg tror, at det er godt for alle at have både stærke mænd og kvinder i deres liv.

– Jeg tænker meget over, at Jakob jo inden for en overskuelig årrække flytter hjemmefra. Skal jeg være helt ærlig? Så glæder jeg mig. Det bliver fantastisk at se ham flyvefærdig. Men der er også noget vemodigt over det. For hvad skal der så blive af mig? Lige nu er alting bygget op om, hvad der fungerer for ham, og på et tidspunkt skal jeg lære at give slip. Allerede nu er der nogle ting, som han ikke gider mere. Engang kom han altid og spurgte, om han ikke måtte sove hos mig. Dengang tænkte jeg: "Kan du for helvede ikke bare sove i din egen seng?". Men nu, når han aldrig kommer, tænker jeg: "Ej øv, det var da også meget hyggeligt!".

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Jeg rangordner mine venner med post-its

Standpunkt

– Jeg synes, at man skal værne om sine børn og deres privatliv. Derfor er jeg meget forsigtig med, hvad jeg fortæller om Jakob til medierne. Han er 13 år og i puberteten. Det er en følsom tid, og bare fordi jeg er en offentlig person, behøver han ikke at være det. Faktisk synes han, at det er pisseirriterende, når vi går på gaden og folk stopper op og hilser på mig. "Kan vi ikke bare gå i fred?" spørger han.

– Som mor er det min pligt at passe på ham, og derfor er det ret begrænset, hvilke arrangementer jeg dukker op til med ham, hvem jeg lukker ind i mit hjem, og hvem jeg giver lov til at fotografere ham. Det er også kun sjældent, at jeg deler billeder af ham på de sociale medier, og jeg spørger ham altid om lov inden. Jeg synes, at han har ret til selv at bestemme, hvad folk skal vide om ham.

Lighedspunkt

– Jakob vender sommetider det hvide ud af øjnene på en måde, der får mig til at huske, præcis hvordan det var at være teenager og bo hjemme hos min mor. Forleden hørte jeg mig selv sige "Jeg synes, at du modarbejder mig". Bum. De ord har jeg ikke hørt, siden jeg var 14 år, og ordene kom ud af min mors mund. Jeg kunne have kastet op, da jeg hørte mig selv sige det. For min mor var så irriterende dengang! Og nu er det så mig, der er irriterende.

– I det hele taget minder jeg meget om min mor. Vi ligner hinanden, vi taler ens, vi bevæger os ens og vi opfører os ens. Det er lidt smertefuldt at erkende. Og det må endelig ikke misforstås. Jeg beundrer min mor meget. Jeg holder virkelig af hende, og jeg er så taknemmelig over, at hun og Jakob har et tæt forhold og er fuldstændig på bølgelængde. Min mor er både sej, udholdende, sjov, klog og kærlig. Men hun er jo stadig min mor, haha. Jeg har da ikke lyst til at være hende.

Holdepunkt

– Mit holdepunkt er i høj grad mit arbejde. Det er noget af det, der har været allermest konstant i mit liv, og jeg ser det faktisk som et frirum. Når jeg er på arbejde, er jeg så koncentreret, at jeg nærmest ikke kan have andet i hovedet end det. Nogle gange møder jeg ind og tænker, at jeg da godt lige kan nå at få ringet til tandlægen og ordnet tømrerregningen i løbet af dagen, men hver gang må jeg konstatere, at det kan jeg bare ikke. Jeg er simpelthen for opslugt at aftenens udsendelse, og det, synes jeg, er dejligt.

– Jeg arbejder selvfølgelig meget, og jeg kan kun klare arbejdslivet, hvis det derhjemme fungerer. Omvendt kan jeg kun få det derhjemme til at fungere, fordi jeg har mit arbejdsliv. De to ting hænger tæt sammen for mig, og jeg tror ikke, at jeg ville blive en bedre mor, hvis jeg havde mere tid. Jeg bliver glad af at arbejde, og når der er ting i privatlivet, der er svære, er det fantastisk, at jeg har et arbejde, der fylder mig op mentalt.

– Jeg er ikke skabt til lediggang. Jeg var arbejdsløs et halvt år mellem handelshøjskolen og Journalisthøjskolen, og det var helt forfærdeligt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, og jeg kunne finde på at sige til folk, at jeg ikke kunne mødes med dem, fordi jeg skulle på posthuset og ikke kunne overskue mere end det. Mine venner havde alle mulige gode forslag til, hvad jeg kunne bruge min tid på, men jeg kunne simpelthen ingenting. Jeg gik fuldstændig i stå og lukkede ned. Så jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skal være arbejdsløs igen.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

Kritikpunkt

– Jeg bryder mig ikke om folk, der ikke er generøse. Folk, der er nærige. Og her taler jeg ikke kun om penge, men det at være nærig med sig selv. Som når jeg for eksempel er nærig over for ALT for damerne og ikke vil tale om mit kærlighedsliv... Haha, men det er alligevel lidt noget andet. Jeg synes, at man skal dele ud af sig selv til sine venner og bekendte, og jeg bliver irriteret på folk, der bare sætter sig i et hjørne og ikke bidrager til selskabet.

– Jeg kan heller ikke lide mennesker, der ikke accepterer tvivl. Jeg tvivler på alt. Om jeg er troende eller ikke er. Om hvad der er rigtig og forkert. Jeg tvivler på mig selv. Jeg har ingen faste holdninger, hvor jeg ikke lige kan blive udfordret med lidt tvivl, og jeg synes, skråsikkerhed er skræmmende. Det gør mig angst. Verden er ikke sort og hvid. Der er altid en gråtone et sted, og jeg tror på tvivlens nådegave.

Nulpunkt

– To gange i mit liv har jeg oplevet et nulpunkt, efter at jeg har boet i udlandet og er flyttet hjem til Danmark igen. Det er nok de perioder, hvor jeg har været allermest ked af det. Jeg ramte virkelig gulvet. Første gang var, da jeg vendte hjem efter et halvt år i Madrid, hvor jeg havde taget sidste semester af journalistuddannelsen. Jeg havde festet i et halvt år, og der havde været totalt gang i den. Jeg havde levet helt uden forpligtelser, og så kom jeg hjem til voksenlivet og skulle tage stilling til alt muligt. Jeg skulle ud på arbejdsmarkedet, finde et sted at bo og... Det var bare ikke sjovt. Jeg blev virkelig sort indeni, men heldigvis gik det over, da jeg kom i gang med at arbejde.

– Anden gang var, da jeg i 1998-1999 tog et års orlov fra DR og tog et journalistkursus i Paris. Det der med at tage af sted og møde en helt ny omgangskreds og så komme tilbage og trække i de gamle sutsko igen – det var hårdt! Og det var jo egentlig mærkeligt. Det burde jo være dejligt at komme tilbage til alle dem, jeg i virkeligheden holdt af, og som i virkeligheden holdt af mig. Men det var det bare slet ikke.

– Så blev jeg jo nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg havde det sådan. Hvorfor følte jeg, at jeg blomstrede, når jeg rejste ud i verden? Og hvorfor følte jeg, at jeg sad fast og var bundet sammen med de mennesker, der kendte mig? Jeg måtte revidere mit syn på mig selv, og derfor startede jeg i terapi. Og det hjalp! Jeg synes, at alle mennesker fortjener terapi. Det gav mig et klarere selvbillede, og jeg lærte, at jeg måske havde fokuseret på nogle forkerte ting. Det er svært at være mere konkret, men dybest set lærte jeg, at jeg er god nok, som jeg er, og at man ikke kan løbe væk fra det, der er svært. Man er nødt til at være i det og arbejde med det.

Tidspunkt

– Den 24. februar fylder jeg 50 år, og det synes jeg som udgangspunkt er godt. Det er i hvert fald bedre end ikke at gøre det. Men jeg kan godt mærke, at det er anderledes end at fylde 30 og 40. Jeg synes ikke, at jeg er tynget af min alder, men jeg kan ligesom ikke blive ved med at bilde mig selv ind, at jeg stadig er i første halvdel af livet, vel?

– Forleden stod jeg og skurede min køkkenvask, og da jeg kiggede ned på min arm, konstaterede jeg, at huden bevægede sig ude af sync med resten af armen. Det er sgu da irriterende! Jeg er lige så irriteret over bindevæv og tyngdekraft, som alle andre er, men på den anden side ville jeg meget nødigt være i starten af 20'erne igen. Jeg har brugt mange år på at lære mig selv og verden at kende – tænk hvis jeg skulle starte helt fucking forfra! Nej tak. Det er meget sjovere at være på denne her side af udfordringerne.

– Med alderen har jeg fået slebet nogle kanter af, og det er nok meget godt. Jeg er blevet mere "large", og jeg står lidt sikrere på benene – også fordi jeg jo efterhånden ikke kan hoppe længere. Haha ej, helt generelt synes jeg faktisk bare, at livet er blevet lettere med tiden, og jeg er meget opløftet over, hvor mange muligheder der stadig er.

– Erfarne ansigter, der ved, hvad de taler om, er jo heldigvis i ret høj kurs i tv-branchen. Så jeg er ikke bekymret for mit job. Jeg ser det faktisk som en stor fordel, at jeg ikke var 23 og helt nystrøget i ansigtet, da jeg blev kørt ind på min post på TV Avisen. Jeg havde nogle kilometer i benene, og jeg vidste, hvordan det var at være reporter, og jeg tror, at det betyder, at jeg også holder lidt længere. Jeg håber, jeg får et lille vink med en vognstang, når enden nærmer sig, og jeg håber, at der er lang tid til. 

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo: "Jeg blev mobbet af dem, der var misundelige"

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”