"Det ville da være åndssvagt at bo hver for sig, når vi kan bo sammen"

Når Isabella åbner hoveddøren i sin morfars murstenshus i Højbjerg, sidder Svend Aage gerne i køkkenet med en lun kop kaffe og i fuld gang med et slag ordspil på sin iPad. Isabella er kommet meget i huset som barn, og det var gerne med skrål og hæle i gulvet, når hun skulle væk derfra igen. Timerne, dagene og ikke mindst ferierne hos mormor og morfar var nemlig altid fyldt med sjov. I dag hygger Isabella sig stadig gevaldigt i huset, men når hun nu træder ind over dørtærsklen, er hun ikke længere blot på besøg. Hun er flyttet ind – og har boet der i næsten syv år nu. 

– Hvis ”fremtids-Isabella” havde kunnet hviske i mine barneører, at jeg en dag, når jeg blev voksen, selv måtte bestemme, at jeg kunne bo her, så ville jeg helt sikkert have sprunget rundt og råbet ”wuhu!”, siger Isabella grinende. 

Ved siden af hende sidder 95-årige Svend Aage, eller som Isabella kalder ham: ”Moffe”. Han havde heller ikke lige set det komme, at han og Isabella en dag skulle bo sammen – selvom deres forhold altid har været godt. 

Moffe: – Vi har altid været meget tætte. Lige fra du var så lillebitte, siger han, holder en hånd ud for at markere hendes børnehøjde og fortsætter:

– Jeg synes altid, at vi har haft det fantastisk sammen. Vi har spillet spil og læst ... Hvad hedder det nu?

Isabella: – ”Harry Potter”.

Moffe: – Ah ja, det er også rigtigt. Vi har altid hygget os og grint ad de samme ting. 

Så selvom ingen af dem havde forudset, at de skulle dele adresse, fungerede det så godt imellem dem, at alternativet virkede skørt. Begyndelsen på det hele blev, da Isabella flyttede midlertidigt ind, men endte med at slå lejr på sofaen i to år. 

Isabella: – Jeg havde et hul mellem to forskellige lejligheder, så jeg manglede et sted at bo i en måned. Min mormor var kort forinden gået bort, og min morfar var alene tilbage i huset. Så jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at flytte ind hos Moffe for en stund. Men allerede efter en uge faldt snakken på, hvor hyggeligt det var at være der sammen, og Moffe sagde: ”Du må blive så længe, du har lyst”. Så der tog jeg ham altså på ordet, fortæller Isabella og griner. Efter de to første år flyttede hun dog over i en lejlighed med sin daværende kæreste, men efter kun halvandet år var både hun og kæresten flyttet tilbage til morfars murstenhus i Højbjerg. 

Isabella: – Jeg savnede Moffe! Og Moffe sagde også et par gange, at han følte sig mere ensom. Du gav udtryk for, at du savnede den tid, som vi havde haft sammen. De der to år, siger hun og vender blikket mod sin 67 år ældre morfar.

Moffe: – Ja, det er helt rigtigt. 

Isabella: – Og når man hører det, er det svært ikke at føle, at det er noget, som man godt kan hjælpe med at afværge. Det er jo også lidt åndsvagt, at jeg skal sidde i en lejlighed, og Moffe skal sidde alene her, når vi lige så godt kunne bo sammen.

Moffe: – Ja. Jeg har i hvert fald været vældig glad for, at Isabella er flyttet ind igen, fordi der var meget stor forskel på at bo helt alene i huset og så bo sammen med hende. Det er klart, at det var lidt ensomt før – og nu er der jo godt selskab døgnet rundt. 

Det gode selskab døgnet rundt er med til at gøre en stor forskel – for det havde bestemt ikke været det samme, hvis det muntre makkerpar blot havde besøgt hinanden. 

LÆS OGSÅ: Pernille Wahlgren: ”Jeg tror, at mange udskyder deres drømme, fordi de lige skal have dit og dat”

Svend Aage: – Det er en kæmpe forskel, at vi bor sammen.

Isabella: – Ja, der er nemlig meget stor forskel. Det synes jeg også. Vi starter jo aldrig en samtale med at spørge ”hvordan går det?”, fordi vi ved godt, hvordan det går. Det er ikke sådan, at vi skal catche up på noget. Vi taler bare sammen, mens vi lever sammen. Vi fortsætter en konstant snak, som man bare tapper ind i i løbet af dagen. Og jeg tror også, at det betyder, at vi kommer det skridt dybere. Det bliver ikke sådan noget med, hvad har du så lavet de sidste to uger, har du det godt, eller hvad tænker man om et eller andet. 

Moffe: – Eller hvordan er dit humør i dag?

Isabella: – Nej, præcis. Det snakker vi sjældent om, fordi det kan man bare mærke. Vi har set hinanden før og efter morgenkaffe, siger Isabella, mens de begge griner.

Generationer af grinebidere

Og grin er der generelt meget af hos den dynamiske duo. Selvom der er en aldersforskel på 67 år, så bliver der ikke sagt mange sætninger uden, at der kommer et muntert grin eller en svingende latter. 

Isabella: – Vi synes, at de samme ting er sjove, og vi plejer lidt at komme til enighed om, at humor er et godt sprog. Det kan godt ske, at vi nogle gange bruger nogle forskellige ord og ”taler” lidt forskelligt. F.eks. kalder Moffe køkkenrulle for husholdningspapir. Og jeg tænker sådan, hvad snakker du om? Mener du husholdningsfilm? På samme måde lå der i lang tid en lille note ude i køkkenet, hvor Moffe havde skrevet forkortelser ned, som han faldt over på internettet. Du blev nemlig ved med at spørge, om hvad betød. Så skrev du f.eks. LOL betyder laughing out loud.

LÆS OGSÅ: Malou Aamund: "Man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere"

Moffe: – Jeg har helt glemt, hvad det betyder nu. 

Isabella: – Haha, ja, det var netop derfor, at du lavede sedlen i første omgang, smågriner hun og lægger hånden på Svend Aages skulder. 

Isabella: – Så vi skal lige tune ind på det samme sprog, men det behøver man ikke med humor. Humor har ikke nogen alder. Det er tidløst. 

Selvisolation og seriøse snakke

Selvom meget har været og stadig er præget af skæg, fjant og fjol hos Isabella og Svend Aage, så har de seneste måneder med corona været noget anderledes. 

– I kraft af Moffes alder syntes vi bare, at det eneste, som gav mening for os, var at gå i selvisolation. Vi skulle i hvert fald IKKE risikere noget med corona, siger Isabella og kigger drilsk på Moffe. 

– Nej, det vil vi bestemt ikke, siger den 95-årige Svend Aage med et smil på læben. 

Maden er derfor blevet leveret til døren, frisørstolen har været skiftet ud med en hjemmebiks i haven, og den seneste halvrunde fødselsdagsfejring blev med vink fra vinduet og kage på dørtrappen. Den længe ventede tur i autocamper til sommer til Nordnorge ser også ud til at blive udskudt.

Isabella: – Det har længe været et stort punkt på ønskelisten at komme til Nordnorge – nok især fra din side, Moffe. Men det er vi jo desværre nok nødt til at udskyde. Måske til næste forår? 

Moffe: – Ja, det er vi – og så må vi jo se, om jeg er her til den tid, siger Svend Aage grinende. 

Isabella følger straks op:

– Arh, hold da op! Selvfølgelig er du det.

Men netop det er faktisk noget, som de to af og til snakker om. At med en alder, der nærmere sig de 100, er det måske begrænset, hvor længe de to kan forsætte med at rejse jorden rundt sammen. 

Moffe: – Jeg er 95, og jeg er derfor af den opfattelse, at det ikke gør ret meget, om jeg dør om 3 år eller 5 år. Det kommer såmænd ud på et, siger Svend Aage ganske roligt, men når knap nok at færdiggøre sætningen, for Isabella indskyder:

Isabella: – Der må du tale for dig selv. Det kan jeg overhovedet ikke støtte op om! Jeg synes, at der er STOR forskel på, om vi har Moffe i 3 eller 5 år. Vi har i hvert fald snakket om, at det ville være for dumt, hvis du fik corona nu og gik hen og blev så syg, at du døde. Hvis nu du i stedet kan have 10 år eller 12 år tilbage. 5 eller 3 – hvad fanden? Haha. 

Selvom de er lidt uenige om tidshorisonten, så er de ikke i tvivl om, hvem der frygter den dag mest. 

Moffe: – Det gør du. 

Isabella: – Det tænker jeg også. Det er der faktisk ingen tvivl om – og det taler vi da også om.

Moffe: – Ja, det er ikke længe siden, at vi havde en lang snak om døden. 

Isabella: – Det er en fin ting at snakke om, og man kan også sagtens gøre det med et glimt i øjet – det behøver ikke at være så forbudt. Men vi har også talt om, hvor frygteligt det er, at jeg jo formentlig skal gennemleve at miste den anden halvdel af vores duo. For det bliver frygteligt. 

Hvorfor er det vigtigt at tale om døden? 

Isabella: – Jeg synes, at det er vigtigt at snakke om, så man er sikker på at få sagt de ting, som man gerne vil sige. Det har en meget høj værdi. Ved at snakke om døden bliver man også lidt mere nærværende på, hvor heldige vi er lige nu. Der kan nemt gå lidt aftensmad, indkøb og manglende køkkenrulle i den. 

Moffe: – Ja, det mangler vi faktisk, siger han lidt henkastet. 

Isabella: – Ja, det gør vi nemlig! Haha. Men så kan man tage et skridt tilbage og se, at vi er helt vildt heldige! Selvom vi nu har manglet køkkenrulle i et par dage, så er vi jo også bare vildt heldige, at vi har hinanden, og vi skal sætte pris på den tid, som vi har nu. Og det synes jeg faktisk, at alt det her corona sætter endnu en streg under. Det ville være helt forkert, hvis jeg sagde, at det ikke havde sat ekstra gang i de tanker hos mig. At vi virkelig skal sætte pris på den tid, vi har sammen. Og det helbred, vi har, fordi vi alle er sunde og raske på matriklen.

Tinder–dates og drilsk hukommelse

Lighederne er til at få øje på hos Isabella og Svend Aage, men der er også en væsentlig forskel. Alderen. Det stopper dog ikke festen – bogstaveligt talt. Isabella har ligesom mange andre unge på hendes alder holdt fester og venindemiddage. Og selvfølgelig skulle hendes morfar – og ven – være med til nogle af de festligheder. 

Isabella: – Det er ikke fordi, jeg lever så meget anderledes end andre på min alder – og har heller ikke gjort det på noget tidspunkt. Det har jeg i hvert fald ikke selv mærket. Der har også været plads til fester – også sammen med Moffe. Der var den der havefest, hvor du drak en ølbong til ølbowling, siger Isabella grinende og kigger på Moffe. 

Isabella: – Du var med på ølbowlingholdet!

Moffe: – Ja, det var jeg. 

Isabella: – Og I kaldte jeres hold for team 92, fordi du var på hold med en, som var fra 1992, og du selv var 92 år gammel.  

Moffe: – Haha, nårh ja. Det er da rigtigt.  

Isabella: – Vi har også holdt nytårsaften her, hvor Moffe var med til at fejre det. Så jeg synes ikke, at det på nogen måde har været en udfordring på den front at bo med sin morfar. 

Men hvis Isabella skal pege på en udfordring, der er ved at bo med en på 95 år, så ved hun alligevel godt, hvad det er. 

Isabella: – Hvis jeg skal nævne noget, som er lidt svært, så kan det være det med, at hukommelsen smutter ind i mellem. Men det gode er, at det kan jeg godt nævne nu, for det husker du, Moffe, ikke senere, at jeg har sagt, siger hun med et stort smil. 

Moffe: – Tror du ikke? 

Isabella: – Jeg håber det ikke. Jeg krydser fingre. 

Moffe: – Det gør ikke noget. Jeg husker meget, meget dårligt. Men så er det godt, at jeg altid kan spørge Isabella ”hvordan er det nu med det der – og hvad har jeg gjort og sagt”. 

De griner begge to højt. 

Isabella: – Det er ligesom alle unge mennesker efter en solid brandert. Det er der, Moffe han er. 

Moffe: – Det er bare det, at jeg jo ikke rigtigt kan kontrollere, om det er rigtigt, det du siger. 

Isabella: Haha nej, det er et spørgsmål om tillid, må man sige. 

LÆS OGSÅ: Langt fra lejlighed, familie og venner: Kunne du leve som Maja og Stefan?

Hvad er så det mest udfordrende ved at bo sammen med en, som er i slutningen af 20’erne, Svend Aage? 

Isabella: – Nu skal du jo passe på, hvad du siger, det er mig, der laver mad, siger hun muntert og prikker til Moffe.

Moffe: – Haha. Jeg ved ikke rigtigt. Jeg synes faktisk ikke, at der er noget udfordrende ved det. Vi har det jo rigtig godt sammen alle tre. Simon har jeg også godkendt. 

Isabella: – Nåhr ja, der var du faktisk også involveret helt fra starten. Det er igen det med, at vi taler om alt. Jeg fortalte, at jeg skulle på Tinderdate, og vi kiggede i ”Tinderkataloget” sammen – og det var jo vældig smart. Så Moffe har jo faktisk protesteret lidt over, at vi ikke har oprettet en profil til ham endnu. 

Kunne du godt tænke dig også at finde en kæreste?

Moffe: – Ja, det kunne da være sjovt. Har du et godt forslag? 

Endnu en gang klukler makkerparret, hvorefter Svend Aage siger: 

Moffe: – Men så må jeg også indrømme, at så ville jeg jo nok gå glip af noget med Simon og Isabella. Det ville blive et helt andet forhold. 

Isabella: – Men vi har også talt om, at man jo godt kan være kærester uden at bo sammen. Man kan jo godt have sådan en telefonkæreste på en måde. 

Moffe: – Ja, det kan man, og vi har jo næsten heller ikke plads til flere her i huset. 

Isabella: – Haha, nej. Vi må sætte et telt op i haven så.

Heldigvis var der både plads og gensidig glæde, da Isabellas kæreste Simon flyttede ind i det lille bofælleskab. De har nu opdelt huset sådan, at Isabella og Simon har deres egen ende, og det samme med Moffe. Så deles de om køkken og bad. Om dagen er der dog åbent gennem hele huset, og aftensmad i fællesskab er også et fast ritual. 

Moffe: – Jeg har det vældig godt med Simon, og jeg har det indtryk, at han også synes godt om at bo her. 

Isabella: – Ja, det vil jeg også sige. Han passer godt ind. Uhyggeligt godt næsten. 

Isabella: – Det er igen meget det der med, at I også har samme humor. Så det hygger I jer meget med. 

Fremtiden

Drømmen om turen til Nordnorge og fremtiden i murstenshuset i Højbjerg afhænger af tiden, der kommer. Hvis det står til Isabella og Moffe, så er der i hvert fald ingen tvivl om, hvad der skal ske.

Moffe: – Det skal være, som det er nu!

Isabella: – Ja, helt sikkert! Det er ønsket fra alle sider.

Moffe: – Det er det! Så lang tid det nu holder. 

Og de håber, at det holder, for tiden sammen er vigtig – og de håber på, at de kan vise, at man sagtens kan være venner på tværs af generationer. 

Isabella: – Jeg tror godt, at vi kan være med til at nedbryde nogle fordomme … 

Moffe: – … om gamle og unge. 

Isabella: – Ja, præcis. 

Moffe: – At de kan bo sammen ... 

Isabella: – ... og kan være venner! Det der med, at man kan faktisk godt være ægte venner. Vi har jo ikke sådan et pasningsforhold – og jo, vi er da i familie, men jeg synes, at vi først og fremmest er venner.