"Jeg kunne tude, bare vores venner blev gravide“

Det er fire dage før Rie Rosendals 30-års fødselsdag. 35 gæster er inviteret til et brag af en fest med temaet „1001 nat“, og Ries indisk-inspirerede festtøj med kig til maveskindet ligger klar.

Men Rie er langtfra klar. Hun har lige aborteret, fået en udskrabning og fået fjernet den ene æggeleder.

Voldsomme lilla sting krydser maven, og i sygesengen på hospitalet føler hun sig som en gammel, ynkelig kone. Men hun tager sig selv i nakkeskindet, for hun har en fest at holde.

– Det var virkelig mærkeligt. Jeg festede til klokken seks om morgenen og dansede, som om der ikke var sket noget. Lars holdt en fantastisk tale for mig, om hvor stærk han syntes, jeg havde været.

35-årige Rie fortæller om sin mands tale med et stort smil på læben. Men smilet forsvinder hurtigt, og hun bliver igen alvorlig. På samme måde ændrede overskuddet og glæden sig brat dagen efter festen, hvor virkeligheden igen viste sit grimme ansigt. Rie var endelig blevet gravid, og i fantastiske tre dage havde parret levet i en lykkerus. Men hun aborterede, og komplikationer gjorde, at hun også måtte under kniven.

Så efter fødselsdagsfesten havde hun brug for nogle dages nærhed. Bare hende og Lars sammen. Hun foreslog ham derfor, at de tog op i deres sommerhus. Lars indvilligede, men hans behov lå et helt andet sted, og de var nærmest kun lige trådt over dørtrinnet, før han blev utålmodig.

– Han havde været der for mig hver eneste dag gennem aborten og operationen, så nu havde han brug for at komme ud, dyrke noget sport og være sammen med sine drengevenner. Vores forskellige behov som mand og kvinde stødte sammen, og det var enormt svært for mig at forstå, at han ikke ville være der for mig, for nu havde jeg virkelig brug for ham. Så han spillede badminton, og jeg var pissesur, fortæller Rie med et smil.

At få barn er et fælles projekt

Det var den eneste gang, Rie blev gravid. Det lykkedes anden gang, parret forsøgte sig med kunstig befrugtning. Derefter var det slut. Selv om de forsøgte ni gange mere og hver gang fik at vide, at nu var æggene fantastiske, så forblev maven flad. Men hvordan kan man finde kræfterne til at blive ved?

– Er man ikke bare en overlever? Man tror hele tiden på heldet og tager lige et forsøg til. Selv om det var hårdt, blev jeg hver gang stærkere og en lille smule mere immun over for skuffelserne. De første fem forsøg var pivhårde. Jeg kunne tude, bare vores venner blev gravide. De fortalte, hvor lykkelige de var, og det første, der ramte mig, var: Gud, hvor er det synd for mig!

I de perioder, hvor gravide maver og kvinder trillende med barnevogne gik lige i hjertet på Rie, var det afgørende, at Lars var anderledes indrettet. At han fokuserede på, at deres barnløshed frem for alt var en sag mellem dem og ikke handlede om deres venner.

– Lars har en fantastisk evne til at være positiv, og det har været ekstremt vigtigt for mig, for at jeg ikke stordyrkede, at det var synd for mig. Vi er uforklarligt barnløse, sådan er det. Vi aftalte også hurtigt, at vi ikke måtte skyde på hinanden: Det er din sæd, der er dårlig, eller det er dine æg, der er åndssvage. Jeg tror, at det har gjort det nemmere for os, at vi hele tiden har sagt, at det er et fælles projekt at få børn.

Ligegyldigt hvad årsagen er til, at det ikke vil lykkes, fortæller Rie og slår fast, at det er vigtigt at give hinanden plads til at være forskellige, hvis man skal overleve sådan en kamp.

– Der har været mange op- og nedture. Vi har været ude i yderpunkterne, hvor noget, som vi ikke selv har indflydelse på, har gjort os uvenner, fordi vi har forskellige måder at tackle det på. Jeg har haft brug for at tude, og Lars har nok mere haft brug for, at der var helt ro. Det er hans måde at tackle tingene på, når han er gal og ked af det.

Farvel til et biologisk barn

Selv om Rie og Lars overhovedet ikke kunne forestille sig et liv uden børn, så var realiteterne imod dem, da Rie for 11. gang lå med trætte øjne og spredte ben på briksen hos lægen. Stadig uden resultat.

– Der var jeg færdig. Jeg troede ikke på det længere og sagde til Lars: „Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan det går, men det er sidste gang, jeg skal ligge her. I skal ikke proppe mere op i min krop, og jeg skal ikke ligge her og tro en masse, som ikke sker alligevel“.

For Rie var det enormt svært at sige farvel til behandlingerne og chancen for at få et barn med Lars’ ører og hendes næse. Derfor betød hans viljestyrke til at tage næste skridt i jagten på et barn meget for, at de ikke forsøgte en 12. gang.

– Det var vigtigt for mig at blive biologisk mor, for sådan var normen. Vi skulle have to børn ligesom andre mennesker, og så skulle vi have et hus, en flagstang og en hund. Det er et tåbeligt billede af, hvad der er en rigtig familie. Selv om jeg er en spontan person, så kan jeg godt lide, at der er en plan. Jeg havde mødt manden i mit liv, og så taler man jo om at få børn. Det skulle vi så ikke have.

Så 11. gang blev vendepunktet. Lars støttede op og greb straks chancen til at få sendt adoptionspapirerne af sted.

– Da vi nåede til 11. gang, var Lars også træt. Det var også hårdt for ham, fordi han hele tiden skulle støtte mig. Det kan også være sin sag hele tiden at skulle være den stærke. Han følte ikke, at han kunne sætte sig ned og tude i et hjørne, for så ville jeg ryge endnu længere ned.

– Man bliver bare så træt af at være offer. Alle sagde: „Hvor er det synd for Rie og Lars“. Vi gad ikke længere være parret, det var synd for. På en eller anden måde må man rejse sig og komme videre.

Derfor smed Rie og Lars 3. januar 2005 adoptionspapirerne i postkassen og lagde igen deres store drøm om et barn i andres hænder. I slutningen af februar samme år blev Rie og Lars indkaldt til det første møde hos Statsforvaltningen. Her gik det rigtig op for Rie, at hun havde sagt farvel til drømmen om et biologisk barn, men også at adoptionsprocessen ikke er mindre smertefuld end behandlingerne på sygehuset.

– Alle vores papirer lå i en grøn mappe, så nu var vi blevet en grøn sag. I hele perioden på Herlev Sygehus havde vi været en gul sag. Jeg havde brugt de sidste fem år på at ligge i en mappe og være et offer. Der gik jeg også tudende fra. Det var en hård overgang at sige farvel til noget, som vi troede så meget på og goddag til noget ukendt. Noget, som vi igen ingen indflydelse havde på, hverken hvor lang tid der ville gå, inden vi fik et barn, eller om vi overhovedet blev godkendt.

Dårlige råd og navlepilleri

Den lange ventetid på et barn har krævet meget støtte og forståelse fra Lars og Ries familie og venner. Og fra mange er trøst kommet i form af „gode“ råd. En godhjertet hjælp, som Rie til tider har bandet langt væk.

– Hvis man giver udtryk for, at noget er svært, så er det folks instinkt at komme med et godt råd. Den, vi har hørt flest gange, er, at hvis vi bare slapper af, så skal jeg nok blive gravid. Hvor er jeg træt af at høre på, hvor meget jeg skal slappe af! Den dag, jeg lærte at tilgive folk for deres uvidenhed i forhold til at give gode råd, blev det meget nemmere for mig. Du kan ikke undgå, at folk har en holdning til, hvordan du lever dit liv. Men folk råder ud fra, hvor de selv er, og ikke hvor jeg er.

Og det var heller ikke alle de nærmeste, som helt kunne sætte sig ind i, at adoption ikke var en nødløsning for Rie og Lars, men derimod en løsning for to mennesker, som brændende vil have deres egen lille familie.

– Mine forældre havde i starten svært ved at leve sig ind i, at de ikke skulle være biologiske bedsteforældre. Nok fordi de i modsætning til Lars’ forældre ikke har andre børnebørn. Men jo mere mine forældre har vænnet sig til tanken, læst om adoption og fulgt os, desto mere er interessen vokset.

Det betyder meget for mig, at det er vendt, for jeg har virkelig haft brug for deres indlevelse og har til tider skældt dem ud for ikke at være medfølende.

En del af adoptionsprocessen er lange møder med sagsbehandlere og kurser stoppet med sjæludkrængende samtaler med andre barnløse. Det er nemlig vigtigt at teste, om parret reelt er klar til at give slip på drømmen om et biologisk barn, for når de kommende forældre har valgt, hvilket land de ønsker et barn fra, må de ikke længere forsøge sig med kunstig befrugtning.

– Vi skulle sidde og navlepille i fire timer med 12 andre par. Det var virkelig morsomt, fortæller Rie med drivende sarkasme. Selv om de havde accepteret spillereglerne for adoption, var de første snakke absolut ikke mindeværdige.

– Vi skulle sidde hver især i ti minutter og fortælle, hvorfor vi var der, og om vi var klar til at droppe behandlingerne. Bagefter blev vi kønsopdelt og skulle hele turen igennem igen. Jeg var så træt af barnløshed, behandlinger og af at snakke om det. Lars og jeg havde jo også talt det halvt ihjel. Senere fik vi besøg af sagsbehandleren hjemme, og så sad vi her og navlepillede lidt om vores barndom og forhold. Hvornår vi blev sure på hinanden, hvad vi godt kunne lide ved hinanden, og hvordan Lars havde tacklet sine forældres skilsmisse. Vi lagde vores liv i andres hænder, og så skulle de beslutte, om vi skulle være forældre, og om vi ville blive gode til det. Det er ret ømtåleligt.

Vente, vente, vente

I november 2005 blev Rie og Lars endelig godkendt til adoption. De valgte, at de gerne ville have deres barn fra Colombia, for som Rie siger: „De er kønne, og noget skal man jo vælge ud fra“. Men i Colombia er der en særlig ordning, hvor de lokale myndigheder også skal godkende adoptivforældrene. Så Lars og Rie satte sig igen til at vente. De blev godkendt i maj 2006 i Colombia, men ventetiden var langtfra slut.

For Rie og Lars står endnu i dag på venteliste, og imens kommer stadig færre børn fra Colombia til Danmark. Deres adoption er nu blevet udsat to gange.

– Vi fik at vide, at der ville gå ca. halvandet år, fra vi blev godkendt i Danmark, til vi ville få et barn. I december 2007 fik vi så at vide, at der vil gå endnu et år, og at vi skal regne med, at det bliver i slutningen af i år eller i starten af næste år.

Men selv om ventetiden tit gør ondt, er Rie og Lars blevet så hårdhudede og vant til at vente, at de har valgt at se lyst på situationen og bruge tiden fornuftigt. Rejser, venner, sport og et nyt husprojekt fylder deres hverdag, og selv om de ville give deres højre arm for at få et barn lige nu, så har Rie mistet lysten til at rende rundt med stor mave.

– Min krop har vænnet sig til tanken. Nu har vi ventet tre år på et fantastisk barn fra Colombia, som kommer med sine brune øjne, og som vi kan kaste al vores kærlighed på. Det er der, vi er nu, og så har jeg ikke lyst til at blive gravid, tyk og alt det, der følger med. Den proces er heroppe, forklarer Rie og peger på sit hoved, mens hun fortsætter:

– Jeg glæder mig bare til at komme hjem med vores barn i en bæresele, at gå gennem dørene i lufthavnen og se alle de dejlige mennesker, som har fulgt os gennem alle årene, stå der og græde snot over, at vi endelig har fået vores længe ventede barn. Og så selvfølgelig opkaldet fra adoptionsbureauet, der fortæller, at nu har de et barn til os. De to ting tænker jeg tit på. Så lukker jeg øjnene og smiler og bliver virkelig glad indeni.