”Jeg synes, det har været svært at finde en partner”

Jeg har altid været vild med børn og har altid troet, at jeg ville være den første i min vennekreds, der ville få dem. Når jeg er 27, har jeg tre børn, tænkte jeg, men lige så stille kunne jeg se, at alle andre fik, og jeg havde stadig ikke nogen. Da jeg blev 30, fik jeg lidt en krise, for alle de drømme, jeg havde haft, var ikke blevet indfriet. Jeg begyndte at tænke over muligheden for at få et barn alene, men der gik mange år og mange snakke med en veninde i samme situation, før jeg tog beslutningen. Da jeg var 35, fik jeg en henvisning, og fra du får den, har du et år til at gå i gang med behandlingen. Der gik et helt år, før jeg var klar, så på den sidste dag ringede jeg og fik en aftale.

Det var en meget overvældende beslutning at få et barn alene. Det er ikke noget, man bare gør. Jeg valgte at gå til lægen og få en helbredsundersøgelse, fordi jeg ville være helt sikker på, at jeg ikke fejlede noget, for tænk nu hvis der skete noget med mig, når jeg stod alene med et barn? Jeg havde mange samtaler med lægen, og hun kunne godt høre, at jeg var lidt skeptisk, for hvad nu hvis det gik galt? Men tænk nu hvis det gik godt, sagde hun, og det valgte jeg at lytte til. Tanken om, at jeg ville fortryde senere, hvis jeg ikke gjorde det, fik mig til at tage det endelige skridt, og til sidst slog jeg hjernen fra, for man kan blive ved med at finde for og imod.

Jeg synes, det har været svært at finde en partner. Når det gælder børn, har mænd længere tid at løbe på end kvinder, og det handler om at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Vi er alle sammen forskellige, og nogen har nemmere ved at blive forelskede end andre, og jeg er en af dem, der har svært ved det.

Jeg er med i en gruppe for solomødre på Rigshospitalet, og jeg var meget spændt på at møde de andre og se, hvad det var for nogle typer, men de var alle sammen fuldstændig lige som mig. Vi har haft nogle rigtig gode drøftelser omkring vores beslutning og vores følelser, og så har vi kunnet vende mediernes fordomme om, at kvinder bevidst dropper mænd for at få børn alene. Vi har aldrig fravalgt en mand. Han har bare ikke været der, og det er grunden til, at vi får børn alene. Vi brænder så meget for at få vores ønskebarn, og vi kan ikke vente, for så løber tiden fra os.

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Fra starten havde jeg besluttet, at jeg ville have en åben donation. Jeg skal ikke være den, der afgør, om Conrad kan få oplysninger om sin far, hvis han på et tidspunkt får behov for det. Det er også rart for mig at vide lidt om, hvem donoren er, og hvad han godt kan lide. Da jeg skulle vælge, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om han ville være en, jeg kunne forestille mig, at jeg kunne blive kæreste med, og da jeg så en med nogle af de samme interesserer som mig, var det med til at afgøre valget. Jeg kunne godt lide, at han ikke er en på 20 år, for så tænker jeg, at han må have gjort sig nogle større tanker omkring at være donor, fremfor at det kun handler om økonomi.

Jeg er i kontakt med andre mødre, der har fået barn med den samme donor, så på den måde mødes Conrad med sine halvbrødre. Vi er seks kvinder, der alle har fået drenge, og det er sjovt at se lighederne mellem dem. Alle sammen har brune øjne ligesom donoren. Jeg har aftalt med en af mødrene, at vi ses jævnligt, for at børnene har nogle at spejle sig i, og jeg synes, det vil være fint, hvis de har lyst til at få et forhold til hinanden, når de bliver større, nu de ikke har en far. Det er en anden måde at leve på i dag. Selvom man ikke har den helt traditionelle familie, kan man jo godt have en halvbror et sted.

Conrad går på en vuggestuestue, hvor der er to mandlige pædagoger, og det er helt bevidst, fordi jeg synes, det er vigtigt, at han omgås mænd. Derudover har han min far at spejle sig i. Jeg tror ikke, det er sundt for en lille dreng kun at være omgivet af kvinder. Mænd leger med børn på andre måder end kvinder, og de tackler dem på en anden måde, så jeg har helt sikkert tænkt over, at han skal være i kontakt med mænd i sit liv.

Jeg ser mig selv som stærk. Og meget selvstændig. Det har jeg altid været. Det kræver et overskud og en stor tålmodighed at blive mor alene. Jeg hører andre kvinder, der siger, de giver barnet til manden, så snart han træder ind ad døren. Jeg har ikke nogen, jeg kan give barnet til, når klokken er 16, og det kræver, at man er ekstra rummelig. Der er helt sikkert en sorg over, at den drøm, jeg oprindeligt havde om en familie, ikke er gået i opfyldelse. Det, tror jeg, er meget naturligt. Når barnet først kommer, falder tankerne i baggrunden, og jeg kan godt slutte fred med det, men det ligger nok altid i baghovedet alligevel. Men sådan artede livet sig bare ikke for mig, og jeg er glad for, at jeg ikke ventede, for hvad venter jeg på?

Jeg har aldrig savnet en far til Conrad. Kun en enkelt gang, hvor han havde feberkramper tre gange på en dag, og vi endte i en ambulance. Der kunne jeg godt have brugt en, der følte samme ansvar. Men ellers har jeg ikke savnet en at dele det med. Jeg har været utrolig glad for, at min veninde, far og hans kone har været så deltagende, og at de alle været så søde til at vise interesse. Jeg ville da gerne møde en kæreste, men hvis ikke jeg gør, er det også helt fint. Så er det bare os to. Conrad er mit ønskebarn, og jeg ville ikke have andre end ham. Han er alt, hvad jeg kunne ønske mig.

LÆS OGSÅ: Szhirley: Vi skal lære vores børn at holde af bogen

LÆS OGSÅ: "Jeg vil aldrig vågne og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde"

LÆS OGSÅ: Laura Christensen: ”Lige i dag er det måske ok ikke at være så skide dygtig”