Jobsøgning

Søg jobbet og få det: 10 tip

Kvinder skal blive bedre til at udtrykke, hvad de kan frem for, hvem de er, når de søger job. Dét fortæller jobsøgnings-eksperten Birgitte Baadegaard.

– Otte ud af ti job bliver aldrig slået op, de bliver fordelt gennem netværk. Det er et problem for kvinder, fordi vi ikke er nær så gode til at bruge omgivelserne, som vi selv tror. Vi bryder os ikke om at bede andre om tjenester, siger stifter af konsulentfirmaet Q2Q, Karriereudvikling for Kvinder, Birgitte Baadegaard, der også er forfatter til bogen „Så søg det job – og få det!”, en håndbog for kvinder om jobsøgning.

Hun remser nogle af de selvmål op, som kvinder gør rent karrieremæssigt.

– Kvinder søger de job, der er slået op, og som der derfor er mange ansøgere til. Og så er vi ikke specielt gode til at sælge os selv. Kvinder maler med den brede pensel – en mand kunne eksempelvis ikke finde på at skrive i en ansøgning, at han var „god til mennesker”. Hvordan god? Der er kvinder ikke specifikke nok. En anden klassisk fejl, kvinder begår, er at fremhæve personlige ting, som arbejdsgiveren dybest set ikke har interesse i. Kvinder skal blive lige så gode som mænd til at dokumentere deres succeser. 

Ifølge Birgitte Baadegaard er kvinder bange for at prale og for at love mere, end vi kan holde.

Derved kommer vi bagud i forhold til mændene – ikke fordi de er bedre, men fordi vi ikke får fortalt, hvor gode vi er.

I de sidste fem år har Birgitte Baadegaard beskæftiget sig med at hjælpe kvinder med at få de gode job. Både unge kvinder, der skal ud og bruge deres uddannelse for første gang, og kvinder der har fået en fyreseddel, eller er blevet tacklet på vej mod drømmejobbet på grund af en barsel.

Ifølge hende er den økonomiske krise med til at spænde ben for selv de dygtigste i øjeblikket, og krisen har især taget kvinderne med på nedturen. Alligevel synes hun ikke, at man skal hejse det hvide flag og overgive sig, for som hun siger:

– Vi kan ikke lave om på, at der er lavvande i kassen. Men vi kan finde ud af, hvordan vi får skabt en plads til os selv og solgt os ind.

Det gælder om at være skarp på lige præcis det, du er god til. Hvis du ikke kan finde ud af det selv, så få en professionel til at hjælpe dig. Prøv at tænke i virksomhedens cyklus. Hvad kan de mon have brug for? Skal du melde dig under fanerne som gratis praktikant?

– Finanskrisen tvinger os til at skabe vores egne job. Find ud af, hvordan kombinationen af den uddannelse, du har taget, din personlighed og dine livsvalg gør dig attraktiv i forhold til arbejdsmarkedet, som det ser ud lige nu med krise og det hele. Her er det allervigtigste at blive bedre til at formidle, hvad du kan, i stedet for at fortælle hvem du er.

Birgitte Baadegaard uddyber:

– Selv superdygtige, veluddannede kvinder har et skjult behov for at vise, at de er „fine” mennesker, når de søger et job. Men det er unødvendigt. Din kommende arbejdsgiver tror jo ikke, at du er en ond vaneforbryder eller en dårlig mor, selv om du ikke fremhæver de bløde kvaliteter i din ansøgning. Jo mere du dykker ned i det private og følelsesmæssige, desto mere i tvivl kommer din eventuelt kommende arbejdsgiver om dit engagement. „Gad vide, hvorfor hun bruger så mange linjer på sit private liv i en jobansøgning?”.

Hvis du er jobsøgende, så tænk lidt over det.

Birgitte Baadegaard kan også fortælle dig, hvorfor du ikke avancerer på jobbet eller tager springet til det nye spændende job, du ellers har både erfaring og kompetence til.

Læs også: "Jeg vil have frihed i et job, jeg selv skaber"

I „Så søg det job – og få det” kommer Birgitte Baadegaard med praktiske råd om alt fra påklædning til stemmeføring, netværk og attitude, og selv om nogle af rådene virker indlysende (a la undgå lårkort og meget nedringede bluser til jobsamtalen), så er de det langt fra for alle, understreger hun. En af de ting, kvinder skal blive bedre til, er, at de ikke skal tage afslag, konflikter og modstand personligt.

– Selv med den bedste ansøgning, en vellykket førstesamtale og en genindkaldelse til anden samtale kan du jo risikere at blive valgt fra. Jobsøgning består af mange faser. Du kan være god til nogle af dem og falde helt igennem på andre. Mange kvinder bliver hængende i det samme job, fordi de ikke får fortalt chefen, at de har mere i sig. Eller når de får et godt jobtilbud, bekymrer de sig for, om de nu kan nå at hente børn, i stedet for at score jobbet og få det praktiske på plads bagefter.

Birgitte Baadegaard ser „det med børn og karriere” som et dilemma i kvinders arbejdsliv, inklusive sit eget:

– Da jeg var gravid første gang, væddede mine kolleger om, at jeg ville være tilbage på pinden inden fire måneder. De var sikre på, at jeg ville kede mig derhjemme. Men der skete jo præcis det samme for mig, som der sker for mange mødre: Pludselig oversteg kærligheden til min baby mit personlige ego. Jeg tog en timeout, og det har jeg ikke fortrudt.

Hun understreger, at moralen ikke er, at kvinder skal droppe karrieren.

– Det vil jo være helt forkert, hvis vi får skabt et arbejdsmarked uden plads til familieliv. Kvinder skal turde tro på, at der er en tid til alting. Du er ikke ude af arbejdsmarkedet, fordi du vælger at koncentrere dig om dine børn i en periode. Men hvis vi kvinder bakker ud, gør vi indirekte arbejdsmarkedet mere rigidt og ufremkommeligt både for os selv og vores medsøstre og for de unge kvinder. Det går ikke.

Birgitte Baadegaards sidste råd går på at se sig selv med virksomheden øjne og ikke være bange for at bruge sit netværk.

– Kvinder hjælper hinanden med at hente børn og køre dem til sport, men vi er flove over at bruge hinanden fagligt. Det kunne jo være, at der langt ude i Oscars mors netværk er en virksomhed, der mangler lige præcis en som dig.

Læs mere på Q2Q.dk.

Læs også: Sådan bliver du headhuntet

10 gode råd til dig, der vil have (nyt) arbejde

1. Få professionel hjælp til at forbedre dine ansøgninger. Forhør dig i din fagforening – mange af dem tilbyder samtaler og kurser i jobsøgning og karriereudvikling.

2. Analysér dig frem til dine styrker. Få hjælp fra en coach eller dit netværk, hvis det er svært for dig.

3. Vær specifik. Hvordan er du god til mennesker? Er du god til at tale, inspirere andre, til at løse konflikter, til at se potentiale eller…?

4. Dokumentér dine succeser, og systematisér dit netværk.

5. Det, der falder dig let, er formentlig en force – udbyg det.

6. Skab et fagligt netværk og brug det. Det må man godt.

7. Send kun uopfordrede ansøgninger til stillinger, du virkelig ønsker.

8. Sæt mange skibe i søen – og lad være med at tage afslag personligt.

9. Søg jobbet, selv om du kun har 4/5 af kvalifikationerne.

10. Identificér dine faglige huller – og find de kurser, der skal til for at lappe dem. Søg hjælp hos A-kassen.