Johan glemte aldrig kvinden, han så på dansegulvet - så dukkede Liv op

”Før du kom, havde jeg ingen at tale med,” siger Johan Karlsen på 94 år.

Døren til værelse 1 står på vid gab. Her bor Liv Kirsten Øye, står der på dørskiltet.

Liv på 75 år har besøg af Johan, som også bor på Bråset Bo- og Plejecenter i den norske by Røyken.

Liv sidder i sin stol og hækler på nogle lapper. De skal syes sammen til et tæppe.

”Jeg vil give det til Johan,” siger hun og smiler til sin kæreste, som er på besøg.

En af de lapper, hun har hæklet, har samme farve som det maleri, Johan har givet hende. De er begge interesseret i kunst og bruger meget tid på deres hobbyer.

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

Johan kan lide at male, synge og læse digte. Han har tidligere været skuespiller og instruktør. Liv har også øje for kunst og smukke ting, digte og bøger. Hendes bogreoler er fyldt med bøger. Og på hendes værelse er der billeder af hendes børn, børnebørn og andre ting, som Liv holder af.

Over sengen har hun hængt billeder af sig selv og Johan. Den mand, som fandt vej til hendes hjerte, efter hun havde levet alene i over 35 år.

Sådan et ansigt glemmer man ikke

De to lærte hinanden at kende, da Liv flyttede ind på plejehjemmet for halvandet år siden. Johan havde allerede boet der i et par år på det tidspunkt.

Men det var ikke deres første møde.

Det viste sig, at det fandt sted længe før, de så hinanden på hjemmet.

Johan forklarer:

”For 30 år siden så jeg en pige i en dansesal. Jeg lagde straks mærke til hendes øjne. De var så smukke. Og hun var høj og langbenet.”

Johan har altid haft en svaghed for høje piger.

”Inden jeg nåede at byde hende op til dans, var hun forsvundet. Ligesom Askepot.”

Men så så han hende igen - i spisesalen på plejehjemmet. Han kunne næsten ikke tro det. Der sad den samme kvinde, som han aldrig nåede at byde op til dans, lige ved siden af ham i spisesalen 30 år senere.

Høj og slank, omkring 180 cm i strømpefødder. Før han vidste af det, sad de sammen i en dyb samtale. Ligesom han havde savnet. Hun fortalte ham, at hun hed Liv. Men hun kunne ikke huske at have set Johan før.

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Johan var sikker i sin sag.

”Jeg glemmer aldrig et ansigt,” gentager han.

”Især ikke, når det er så smukt,” siger han og ser over på Liv.

Liv griner kærligt.

Selv om hun ikke kan huske mødet, var Johan en af de første, hun lagde mærke til, da hun flyttede ind på plejehjemmet.

”Du har sådan en flot profil og sådan et smukt hår,” siger hun og stryger ham over de grå lokker. Det var det, hun lagde mærke til først.

De gode samtaler

En aften sad de ved siden af hinanden under julemiddagen, da der skete noget.

”Johan sagde, at hans hænder var kolde, og jeg varmede dem lidt. Så sang vi sammen. Det var dejligt,” siger Liv.

Efter at de havde sunget julesalmen ’Dejlig er jorden’, gik Liv ind på sit værelse og tænkte ikke mere på Johan. Hun havde ikke helt vænnet sig til tanken om at bo der.

Men det viste sig at blive bedre, end Liv først havde frygtet.

Liv og Johan fandt hurtigt sammen. De opdagede, at de ikke var alene om at nyde gode, lange samtaler.

”Det er mest Johan, der snakker,” siger Liv med et grin.

Kærlighed og krimier

De fandt hurtigt ud af, at de havde meget andet til fælles.

De kunne begge lide at læse. Poesi og digte, men helst krimier.

Det sagde Rasmus Seebach i den første tid med Julie: ”Det var faktisk lidt over stregen”

Allerede efter kort tid sammen var Rasmus Seebach slet ikke i tvivl om, at han skulle dele sit liv med Julie. I dag venter de sammen deres tredje barn.

Og sådan udviklede det sig til et tæt og varmt venskab, hvor de delte tanker om bøger, de kunne lide og havde læst. Johan reciterede de smukkeste digte, han kendte, for Liv.

Det varede ikke længe, før de to kaldte sig for kærester og bad om at få lov til at være alene en gang imellem, så de kunne tilbringe lidt kvalitetstid sammen på deres værelse.

”Tit og ofte braste folk ind med mad og medicin. Til sidst måtte vi sætte et skilt på døren,” fortæller Johan med et grin.

Liv og Johan sidder ofte sammen og læser deres yndlingsbøger. De kan ikke få nok af krimier, og de låner af hinanden. Bagefter diskuterer de, hvem der er morderen i historien.

”Vi blev tidligt enige om, at vi begge skulle vente med at læse den sidste side i bogen. Det gør vi sammen,” siger parret.

Det er blevet en sport at finde ud af, hvem morderen er.

”Som regel har Liv ret,” siger Johan.

Alder betyder ikke noget

Liv og Johan har begge levet et langt og indholdsrigt liv, selvom Johan er et par år ældre end Liv.

”Men han er skarpere end de fleste, jeg kender, så alderen er ligegyldig,” siger Liv.

Johan har været gift i 30 år og skilt i 20 år. Han har to børn og to børnebørn.

Liv har været gift i 20 år og skilt i 35 år. Hun har været enlig mor i mange år.

”Jeg havde et fuldtidsjob som sekretær på Rigshospitalet og var ansvarlig for opdragelsen af tre piger. Der var ikke plads til en mand i mit liv,” siger Liv.

”Men nu er tiden inde,” tilføjer hun og klemmer Johans hånd blidt.

Liv kommer oprindeligt fra Tåsen i Oslo. Da hendes ældste datter flyttede og fik børn, flyttede Liv ind for at passe børnebørnene efter skole, mens forældrene var på arbejde.

Kan vi ikke bare blive gift?

Sådan kom Liv til at bo i det område, hvor hun senere fik en plads på plejecenteret.

Hun havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at kærligheden ville vente på hende der.

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

”Jeg troede ikke, at det var muligt at finde kærligheden i min alder,” siger hun.

En dag besluttede Liv sig for at fri.

”Johan, hvorfor gifter vi os ikke bare?” spurgte hun.

”Så må det blive fjorten dage efter elgjagten,” svarede Johan og refererede til et udtryk, som var almindeligt i Hedmarken, hvor han oprindeligt kommer fra.

I gamle dage skulle alle vigtige ting ske efter elgjagten.

”Jeg svarede selvfølgelig ja. Vi har ikke ligefrem meget tid.”

Det er bedst at gøre det, man har lyst til, mens man kan, er de to enige om.

”Alt er så ægte med Liv. Der er ikke noget, der er falsk. Hun bruger ikke engang makeup,” siger Johan.

Johan fortæller, at han har arbejdet i flere forskellige erhverv. Blandt andet som flymekaniker og ansat på Oslo Centralstation. Han har også været musiker, instruktør og skuespiller.

”Jeg har prøvet at sætte et stykke op her på plejehjemmet, som hedder ’Når vi døde vågner’, og som er baseret på titlen på et Ibsen-stykke. Vi får se, hvordan det går,” griner den muntre Johan.

Så inviterer Johan ind på sit værelse i den anden ende ad gangen. Han har noget at vise.

”Jeg er ikke så ryddelig som Liv,” siger han.

På Johans værelse er det instrumenterne, der er i centrum: Keyboard, guitar, harmonika.

Liv har lært at spille ukulele. Hun havde aldrig spillet et instrument i sit liv. Men det var før, hun mødte Johan.

”Det er Johan, der taler mest.”

”Men det er Liv, der er min drivkraft,” siger Johan.

Liv og Johans bryllup er planlagt til sommer. På plejehjemmet.

De håber, at ægteskabet vil give dem nogle fordele, for eksempel at de kan bo mere sammen.

”Det ville være praktisk, hvis Johan kunne flytte ind på værelset ved siden af mig, så der kun er en dør mellem os. Det skal jo fungere, når vi er gift. Alt det andet ordner vi hen ad vejen.”

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

”Efter elgjagten,” siger Johan.

Så griner de begge to.

”Jeg mødte Liv. Så fik jeg et liv,” siger Johan og kigger kærligt på sin udkårne.

Det er tid til at trække sig tilbage.

Parret går gennem korridorerne tilbage til Livs værelse og lukker døren.

På dørskiltet står der, forstyr ikke.