"Jeg har altid lidt af angst, men det kommer til udtryk på forskellige måder"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er født og opvokset i Skanderborg, så Skanderborgs gader har jeg vandret tynde. Det var en god by at vokse op i, for der var mange kreative tilbud til børn og unge. Jeg spillede klaver og gik til kor, og det var mit frirum, for jeg brød mig ikke om at gå i skole, og jeg var ikke god til det. Måske var jeg umoden, jeg var i hvert fald meget langsom til at lære at stave og læse, så jeg fik specialundervisning, og jeg opfattede mig selv som ”hende der havde svært ved det.” Jeg turde ikke række hånden op i timerne og havde ondt i maven hele dagen op til en staveprøve. I dag ved jeg godt, hvordan man staver til champignon, men det gjorde jeg bestemt ikke dengang. Hjemme var vi mor, far, storesøster og lillebror."

"Der manglede aldrig kærlighed til os børn, men i dag hvor jeg selv er mor, kan jeg se, at der var mange behov i familien, og det kan være svært for forældre at være opmærksom på alle tre børns behov. Jeg kunne sagtens tale med mine forældre, men jeg lukkede alligevel lidt ned, for jeg fornemmede godt, at de havde andet at tage sig af, så jeg havde for eksempel svært ved at fortælle dem, hvor dårligt jeg havde det i skolen. Den slags giver dårligt selvværd. I 10. klasse kom jeg på efterskole, og der tænkte jeg: ”Fuck det, her er ingen, der kender mig, nu giver jeg den gas og rækker hånden op”. Det var et skelsættende år."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Vi fik en ny lærer i 7. klasse, og Jørgen var så sød. Han sagde: ”Det er lige meget, at du ikke kan stave, du skriver virkelig godt.” Han var virkelig ambitiøs på mine vegne, for han kunne mærke, at jeg havde noget kreativt i mig, når jeg skrev digte, og havde noget jeg gerne ville fortælle. Så begyndte jeg at skrive, og min store helt var Tove Ditlevsen. Jørgen introducerede mig for billedsprog, og han så noget andet end den pige, der ikke kunne finde ud af noget. Jeg voksede så meget af det."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg troede, jeg skulle på konservatoriet og være sangerinde, for jeg var kommet med i en musicalgruppe, hvor jeg endelig følte mig ligeværdig med andre. Lederen tog mig under sine vinger og sagde: ”Jeg tror, du kan noget her.” Men konservatoriet blev også lidt for teoretisk for mig, så jeg søgte ind på skuespillerskolerne i Aarhus og Odense. Da jeg stod til tredjeprøven i Odense, vidste jeg, at det var det, jeg skulle. Jeg kom først ind året efter som 21-årig i København, og jeg føler, mit liv for alvor begyndte, da jeg blev skuespiller. Indtil da var jeg tit vågnet om morgenen og havde tænkt: ”Er det her livet? Skal jeg bare stå op og gå i skole hver dag?”"

"Jeg arbejdede faktisk også en periode i hjemmeplejen i Skanderborg, og jeg elskede at være sammen med de gamle, vaske deres hår, skifte deres ble og høre deres livshistorier og mærke, hvad jeg havde af betydning for dem. Hvis jeg ikke var blevet skuespiller, var jeg sikkert blevet sygeplejerske lige som min mor, men det er både hun og jeg nok glade for, at jeg ikke blev, for det er et hårdt og underbetalt job. Sygeplejersker burde have 75.000 om måneden for deres arbejde. Jeg kan godt selv se den lige linje fra hjemmehjælpen til skuespil, for jeg er nysgerrig og interesseret i andre mennesker. Skuespil handler om at sætte sig ind i og undersøge, hvad andre mennesker indeholder, og hvordan de er kommet dertil, hvor de er."

"Jeg bilder mig faktisk ind, at jeg kan spille alle roller. Min krop er et system fyldt med forskellige rum indeholdende følelser, fantasi og fornemmelser, som jeg har adgang til. I serien DNA spiller jeg en mor, der har mistet sit barn. Det vil være arrogant af mig at sige, at jeg kan sætte mig ind i det. Men rummet med sorg og smerte findes i mig, og det er mit afsæt for at sætte mig i så smertelig en situation. På samme måde med Medea som dræber sine børn, fordi hun er besat af kærligheden."

"Da de ringede og spurgte, om jeg ville spille statsminister i Borgen, tænkte jeg ”Årh, vil de have mig?” I den forbindelse var jeg nødt til at sætte mig ind i, hvordan det er at være statsminister, hvordan man positionerer sig selv, og hvordan ens hverdag er. Derfor havde jeg et møde med Helle Thorning i et par timer, hvor jeg spurgte hende om de ting. Det er altså ikke et job for småbørn. Alt er et spil i politik, og alt, hvad de gør, er så velovervejet. Hun var super cool, og jeg lærte en masse, også om politik, som jeg ellers aldrig har nørdet så meget i."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min kæreste, Thomas Hwan, som også er skuespiller, og vores datter, Allie, som snart er fem år. Første gang jeg så Thomas, var jeg førsteårselev på skuespillerskolen, og han var på tredje år. Han stod for enden af et stort lokale på skolen og talte med de andre cool drenge. Han kiggede på mig og smilede, og der var bare et eller andet vold-dragende over ham. Seksuelt, karismatisk, det hele. Jeg havde en kæreste, og det havde han måske også."

"I lang tid så vi ikke noget til hinanden, men da jeg var færdig på skolen, skulle både han og jeg modtage en talentpris og mødtes derfor inden prisoverrækkelsen. Han spurgte mig, om jeg også havde fået job på Det Røde Rum (et mindre skuespilensemble under Det Kongelige Teater, red.). Da han sagde det, tænkte jeg: ”Det kommer til at gå galt det her”, og han tænkte det samme. Vi nåede at lave én forestilling sammen på Det Røde Rum, og så kyssede vi til festen bagefter. Så kunne vi ikke trække den længere. Vi rejste verden rundt sammen; Rom, Paris og Amalfikysten og alle de steder for folk, der ikke kan få romantik nok. Nu har vi været sammen i ti år."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Da jeg fik min datter, blev det klart for mig, at jeg altid har lidt af angst, men det kommer til udtryk på forskellige måder. Jeg havde ikke lært hjemmefra at deale med svære følelser, så i mange år drak jeg mig fuld, og byturene var min ventil. Jeg var ikke bevidst om, at det nok handlede om et ønske om kontrol. Festerne var angstdæmpende, og det var min måde at komme væk fra angsten og nervøsiteten. Når jeg drak, kunne jeg være mig selv. Jeg er vokset op med, at man ikke skal gå ind i de ting, der gør ondt. Og så begynder nogen at drikke eller tage stoffer eller styre, hvad de spiser."

"Jeg var ikke tidligere bevidst om mit behov for kontrol, men når du får et barn, finder du ud af, at det er det sidste i verden, du kan kontrollere. Der blev gulvtæppet trukket væk under mig. Nu var det alvor, og jeg var nødt til at rydde op i det kaos, jeg omgav mig med. Allie er den største gave, for jeg vil ikke give min ængstelse, bekymringer og mit behov for kontrol videre til hende. I dag kan jeg godt gå ind i de ting, der gør ondt, og jeg har aldrig haft det så godt som nu. Jeg er også blevet en bedre skuespiller af det. Man skal åbenbart gå gennem det dårlige land for at komme ud på den anden side, hvor sandheden og originaliteten ligger."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg har lige været ude og se på hus med min kæreste, og ejendomsmæglerne tror altid, de har vist os et hus før, eller også tror de, vi har børn i samme institution eller går i samme roklub. Jeg har været med i en del ting, som den brede befolkning kender mig fra, men for mig er der ingen menneskelig værdi i at blive genkendt – jeg synes dog, det er dejligt, når der kommer rare folk hen og vil snakke lidt."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej til prøver på Lazarus, som blev aflyst sidste år på grund af corona, men nu skal vi i gang, og jeg elsker David Bowie, og jeg elsker at synge. Bowie skrev et rekviem, inden han døde, og så flettes hans største hits ind i forestillingen."

"Jeg spiller Ellie, som er utilfreds med sit liv og hele tiden søger lykken. Får jeg det bedre af at farve mit hår blåt eller forlade min mand? Jeg forstår godt Ellie, og jeg kan selv være bange for at træffe de forkerte beslutninger."

Hvad tænkte du på vej herhen?

"Hvor er min pung henne? Hvad gør jeg, hvis jeg har mistet den? Arj, den ligger sikkert derhjemme. Men jeg kan aldrig finde min telefon, min pung og mine nøgler. Jeg har altid mine tanker alle andre steder. Jeg er sindssygt struktureret i mit arbejde, men alt andet sejler på den bekostning. Jeg er heller ikke typen, der lægger mit tøj sammen i skabet, så bunken af tøj på stolen vokser og irriterer mig."

"Jeg tænkte også på, at jeg elsker Hendes Verden, for jeg elsker at sy mit eget tøj, strikke og brodere. Jeg vil hellere læse om, hvordan jeg fletter min egen julekrans end læse Eurowoman. Da jeg var yngre, syede jeg alt mit eget tøj, og jeg begyndte på det igen, da jeg gik på barsel. Det er en god måde at koble af fra skuespillerlivet. Jeg har også et æbletræ i min kolonihave, og jeg kompotter på livet løs. Jeg er i gang med at sy to puder til min mor, og selv om jeg langt fra er så dygtig som dem på Det Kongelige Teaters skrædderstue, så har det sin charme at sy puder selv. Det behøver jo ikke være perfekt."