Julie Ølgaard: "I dag vil jeg ikke anbefale nogen at gøre det, for vi savnede hinanden meget"

Om mit arbejde, ved jeg nu ...

– At det går strålende. Fra 12. april spiller jeg med i comedyshowet Mødre på Folketeatret i København sammen med Mathilde Norholt, Lykke Sand Michelsen og Szhirley. Det er en virkelig sjov forestilling om fire mødre, der mødes i en mødregruppe med alt, hvad det kan medføre af absurditeter, problemer og overraskelser. Mit arbejdsliv lige nu handler i det hele taget meget om at blive mor. Sammen med mine veninder Laura Christensen og Neel Rønholt, har jeg lanceret den selvbiografisk inspirerede komedieserie, Nipskanalen, som kan ses på YouTube, og handler om at holde gang i skuespillerkarrieren samtidig.

– Begge dele er forsøg på at gøre op med fordommene om, at man kun kan være mor på én måde. Jeg har stor respekt for de mødre, der går på barsel et år og bruger alle kræfter på at opfylde deres barns behov. Det kan jeg bare ikke finde ud af. Hele mit arbejdsliv har jeg skullet kæmpe for konstant at sætte skub i nye projekter, og jeg ville gå ned, hvis jeg skulle trække stikket, fordi jeg nu har fået min søn, Cooper. Faktisk var jeg ude på optagelser igen allerede to uger efter fødslen. Jeg ved, det kan virke provokerende, men det er sådan, jeg får overskud.

Om at blive mor, ved jeg nu ...

– At jeg er glad for, at jeg har fået min søn sammen med jordens sejeste mand, Gustav, vi er et godt forældreteam. Ligesom så mange andre kan vi råbe og skrige af hinanden om natten, fordi vi er desperate over ikke at få søvn nok. Men heldigvis er vi også gode til at grine af det næste morgen. I det hele taget er vi meget overbærende og giver plads til, at vi kan slå os løs hver for sig. Da Cooper var to måneder, tog jeg flere aftener og dage på Skanderborg Festival med en brystpumpe i tasken, mens Gustav og Cooper var i Aarhus. Det var vildt befriende. Og så kom jeg hjem og sov sammen med dem om natten. Gustav bliver også ved med at gå ud med sine venner og have det sjovt en aften og nat. Måske er jeg sur en time eller to næste morgen, men det går over.

Om min barndom ved jeg nu ...

– At jeg har det med at prioritere karrieren højt fra mine forældre. Min far er professor i nyresygdomme på Rigshospitalet, og min mor er jurist, og de har altid arbejdet rigtig meget begge to. Jeg blev tit hentet af en barnepige, sådan var det bare. Når vi var sammen, var der til gengæld mange grin og samtaler om alt det, der skete ude i verden. Mine forældre har lært mig at være ambitiøs og have drømme, og at jeg ikke skal blive inde i en lille boble og pille i min egen navle, men vise empati for, at andre kan leve anderledes.

Om venskaber ved jeg nu ...

– At jeg er så taknemmelig over at have loyale, kærlige veninder som Laura Christensen og Neel Rønholt, som jeg begge har mødt på filmoptagelser. Vi arbejder sammen om mange projekter, og samtidig er de som familie for mig. Ikke alene ses vi tit, vi er også i kontakt mange gange i løbet af en dag i forskellige sms-tråde om børnene og arbejdet og alt muligt andet. I 2005 dannede vi sammen Teater N.I.P.S. (Nye Impulser På Scenen) for at få unge i teatret, og har sammen fået fem forestillinger op at stå i det regi. Efterhånden blev vi bange for, at folk kun så os som et stærkt teater-trekløver og ikke havde lyst til at hyre os hver for sig, og så nedtonede vi vores fællesskab udadtil. Men for et år siden kiggede vi undrende på hinanden og tænkte, hvorfor gjorde vi egentlig det? Sammen er vi jo stærkere, mere kreative og bedre. Og så gik vi gang med at skrive et nyt filmmanuskript og stable Nipskanalen på benene. Folk spørger tit, hvordan vores mænd har det med vores venskab. Men det var der jo, før de kom ind i billedet, det har altid været en del af pakken, og heldigvis kan vi alle sammen virkelig godt lide hinanden.

Julie Rosenstand Ølgaard. Foto: MEW.

Om mænd ved jeg nu ...

– At jeg godt kan føle beundring for dem på mange måder. Generelt sagt prøver de ikke at belære hinanden på samme måde, som kvinder har en tendens til. Jeg synes også, at de har nemmere ved at glæde sig på andres vegne og finde styrken i at stå sammen. Det kan vi kvinder godt lære noget af. Hjemme hos mig er det tit min mand, der får mig til at slappe af og bekymre mig mindre. For nylig var jeg med i juryen på en filmfestival i Norge, og Cooper og Gustav var med. Jeg havde tænkt, at der nok blev tid til at gå ture med dem, men jeg måtte arbejde hele tiden og kørte op over, hvor nederen det var for dem at være med så. Men Gustav sagde: "Det er helt i orden, jeg ligger bare på hotelværelset og ser ski i tv og hygger med Cooper." Og det gjorde de og havde det dejligt.

Om lykke ved jeg nu ...

– At jeg kan blive stjernelykkelig over noget så banalt som at vågne om morgenen, tage Cooper over i dobbeltsengen, og så slår han sig selv i hovedet med sin sut og får et grineflip over det. Sådan et grin, der starter helt nede i maven på ham, og hvor han bare overgiver sig fuldstændig og næsten græder til sidst, er ren lykke for mig.

Om modgang ved jeg nu ...

– At jeg er blevet bedre til at tage de mindre kriser i opløbet. Jeg crasher en dags tid, men så nægter jeg også at bruge mere tid på dem. Som skuespiller og manuskriptforfatter får jeg mange afslag, og de kan være svære at tackle. Engang var jeg meget mere dramatisk. Da jeg som ung kom til tredje casting på filmen Midsommer og bagefter ingenting hørte i flere dage, lå jeg i sengen hjemme hos mine forældre og var sikker på, at mit liv var ødelagt, og jeg aldrig ville blive til noget. Og da jeg så fik rollen alligevel, blev jeg så lykkelig som aldrig før. Jeg kunne også godt lade mig rive med af, hvor uretfærdigt det var, når roller og priser gik mig forbi. På et tidspunkt var det ved at æde mig op, og jeg var nødt til at gøre noget ved det. Jeg begyndte hver dag at skrive tyve ting ned, jeg var taknemmelig over. Det kunne være alt fra, at mine forældre og jeg var raske, og at solen skinner til noget med mit arbejde. Det hjalp mig til at få større fokus på det, jeg er stolt af og glad for, og til at glædes mere over andres succes.

Om kærlighed ved jeg nu ...

– At når kærlighed fungerer, er det den vildeste rus i verden. Men når den er dårlig, kan den smadre alt. Efter slem kærestesorg har jeg flere gang tænkt, at jeg aldrig igen ville have en kæreste. Da jeg mødte Gustav for seks år siden, var vi begge opsat på at forblive singler. Vi endte dog sammen så mange gange i byen, at vi blev nødt til at prøve det af i et mere fast forhold, men det skulle bare være for en sommer, sagde vi til hinanden. Og så voksede vores kærlighed, og vi kom aldrig fra hinanden igen. Hos os er det en styrke, at vi er så forskellige. Gustav er rolig og distræt, og jeg er meget livlig og husker alt. Jeg har lært at skubbe lidt til ham, og han har lært at dæmpe mig lidt, og så kan vi mødes i det at være fandenivoldsk. Vi kan synes, at hinanden er nogle klaphatte, men har samtidig en klar aftale om, at vi ikke giver op, fordi der er en periode med dårlig stemning.

Om mod ved jeg nu ...

– At jeg tit måske er for modig. Hvis jeg får en idé, tager jeg skyklapper på og hopper ud i det uden at tænke ret meget over konsekvenserne. Som 18-årig flyttede jeg f.eks. til Los Angeles uden at kende nogen som helst for at uddanne mig til skuespiller. Og som 32-årig flyttede jeg derover igen i tre år for at arbejde som skuespiller, selv om jeg var kærester med Gustav på det tidspunkt, og han blev i Danmark. I dag vil jeg ikke anbefale nogen at gøre det, for vi savnede hinanden meget, men vi fik det til at fungere og blev også klar over, hvor meget vi betyder for hinanden. Jeg har det nok sådan, at jeg hellere vil gøre ting og fejle end ikke at have forsøgt.