Hvad skal Lene sige til sin 15-årige datter, som gerne vil sove med sin kæreste? Læs svaret her i vores nye brevkasse, hvor journalist Michael Robak svarer på læsernes spørgsmål om livets store og små udfordringer.
Min datter vil sove med kæresten
Kære Robak
Min datter på 15 har fået en kæreste, der er 18. De har været sammen i snart to måneder, nu vil de gerne sove sammen, men jeg er i tvivl om, om jeg skal give dem lov. Han er en sød og charmerende fyr, men trods alt tre år ældre, og det er min datters første kæreste. Jeg er bange for, at hun skal føle sig presset til sex, hvis de får lov til at sove sammen. Hvad skal jeg gøre?
Kærlig hilsen Lene
Kære Lene
I min familie har vi altid sagt: Når pikken er stiv, sidder forstanden i røven. Så selvom den unge sheik både er sød, beleven og muligvis kan tage imod fornuftig tale, så ved jeg godt, hvilke planer han har, når først lyset er slukket på børneværelset. Ja, sandheden er formentlig ilde hørt. Anyway. Kønsdriften ér stærkere end togdriften – det er en gammel sandhed, som stadig holder, så hvis de unge mennesker vil i seng med hinanden, så skal de nok komme det. Bag et cykelskur, på et handicaptoilet nede i Kvickly – eller hjemme i en velkendt seng med nyredte dyner og fyrfadslys på natbordet. Jeg ved godt, hvor jeg helst ville have, at min egen datter skulle debutere, så selvfølgelig skal Den Lille Prins have lov til at sove hos hjemme hos jer. Men du slipper selvklart ikke for en grundig snak om, at sex kun er sjovt, når alle i rummet er indforstået. Og at nej betyder nej.
Husk, du ikke selv behøver at være hjemme den pågældende aften. Det er en skelsættende og noget uvant og ubekvem oplevelse, første gang man kan høre sit eget afkom have sex.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Min søn spiller computer mange timer hver dag"
LÆS OGSÅ: ALT for damernes chefredaktør byder Michael Robak velkommen
LÆS OGSÅ: Man kan faktisk godt motionere og være sund – uden at det behøver koste mange penge
Skriv til Robak
Vores nye brevkasseredaktør Michael Robak er 46 år og freelancejournalist, forfatter og foredragsholder. Han har en datter på 11 og en søn på 19. Han er skilt og har en kæreste. Har du brug for en mands blik på en udfordring i dit liv, så skriv til brevkassen@altfordamerne.dk. Alle breve bliver anonymiseret.