Karin Cruz: Jeg glemmer aldrig min mands første sætning til mig

De odenseanske rødder

– Min mor var fra Peru og kom til Danmark for at besøge sin lillesøster, som skulle giftes med en dansk mand i København. Her mødte hun min far, hvis familie stammer fra Odense, så det var naturligt for ham at vende tilbage til sine rødder, kort efter jeg blev født. Og så kom vi ligesom aldrig rigtig herfra igen. Jeg har ofte tænkt, hvor modigt det var af min mor at tage over på den anden side af jorden for aldrig at vende hjem igen.

– Jeg er vokset op som enebarn i Hjallese, lidt uden for Odense centrum, i et lejlighedskompleks med mine forældre. Vi var en meget lille enklave. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 20, og siden flyttede min mor til Dyrup med sin kæreste, men mine forældre var rigtig gode venner til det sidste.

– I min gymnasietid gik jeg ude på Tietgenskolen, og det husker jeg som en skøn ung tid, hvor vi var lidt vilde. Jeg var begyndt at blive voksen der i 1995 og kom sent hjem – turede rundt på må og få. Jeg føler, at det var ret sent, at jeg fik lov til at gå ud, for mine forældre var meget beskyttende over for mig. Jeg var jo ene pige og måtte ikke særlig meget som ung. Derfor virkede verden så meget større og mere farlig, da jeg endelig fik lov.

– Vi holdt vores sidste skoledag i Munkemose. Jeg så frygtelig ud i det bi-kostume, ha ha. Det er nærmest lige før, jeg tror, at jeg drak min første øl dernede. Munkemose var vores tilhørssted, inden vi begyndte at gå på barer som ”James Dean” inde i byen. Men der var nogle ansamlinger af mænd i mosen, som gjorde det lidt utrygt for os piger. Når vi skulle hjem fra byen om natten, skulle vi enten være et par stykker, der kørte igennem Munkemose, eller også gik man udenom. Jeg husker det som sådan en mørk plet i vores ungdom. I dag er det jo meget mere hyggeligt. Nu kan min datter cykle derigennem, når hun skal til og fra skole.

Skovsøen og kærlighed i baghaven

– Gennem hele min barndom er jeg kommet nede ved Skovsøen. Jeg har boet i omegnen af den så længe, jeg kan huske. Først boede vi på den ene side af søen, da jeg var helt lille, så flyttede vi over til den anden side, da jeg blev større og kom til at gå i skole, og nu bor vi på den tredje side af søen: min mand, datter og jeg. Enten går vi en tur derud, løber rundt om søen eller får en is derude. Der er en eller anden tiltrækningskraft, som måske skyldes, at jeg altid er kommet der.

– Da jeg var barn, fodrede vi altid ænderne. Min mor gjorde det med min datter som noget af det sidste, hun kunne. Det er, som om søen altid har været omdrejningspunktet for min barndom. Om søndagen tog vi et picnictæppe med derud. Jeg har virkelig brugt mange eftermiddage ved den sø, og det gør vi faktisk stadigvæk en gang i mellem – vi slipper den ikke helt.

– Min mand boede nærmest omme i baghaven, en lille kilometer fra mit barndomshjem. Det viser sig, at jeg har gået med aviser og reklamer, der hvor han boede, og han har købt brød, der hvor jeg var bagerjomfru, men vi lagde aldrig mærke til hinanden.

– Vi mødte hinanden for 20 år siden nede på Café Skt. Gertrud. Det var en blind date, min veninde Louise havde sat os op til, men jeg havde absolut ikke lyst til at møde nogen som helst. Jeg var slet ikke det sted i livet, og jeg ved, at han havde det på samme måde. Louise så os to singler som et fint match, så jeg gav det en chance. ”Prøv nu at tage op til Gertruds kl. 23 på lørdag”, sagde hun. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage på, og jeg husker, at jeg stod med en eller anden åndssvag hat: Hat af, hat på, hat af? Så tog jeg derhen, og i baren stod Lars – jeg glemmer det aldrig. Hans første sætning lød: ”Det her, det er en drink fra min mor, den er på hendes regning, for jeg fortalte hende, at i aften skulle jeg møde kvinden i mit liv og moren til mine børn”. Så var det jo bare det. Der var en dybere mening med det møde på den café.

– Vi kommer stadigvæk på Skt. Gertruds, det er faktisk mit ”lykkested” – det er blevet kærlighedens café for mig. Når vi har månedsdag, tager vi derned sammen for at holde kærligheden i live. Min mand og jeg valgte at blive boende, da vi blev forlovet, og sidenhen gift. Det var jo dejligt, at hans forældre også var lige rundt om hjørnet. Vi er begge tæt knyttet til vores familier, så hvorfor egentlig tage herfra?

Held eller tilfældighed?

– I mine unge år arbejdede jeg på radio The Voice nede i Brogade om eftermiddagen. Jeg gjorde mig kun i kendis- og musikupdates og måtte ikke lave de ”rigtige” nyheder. Jeg tænkte: Hvorfor er det lige, at jeg bliver sorteret fra? Man skulle være journalist, fortalte de, og der slog det mig: Hvis jeg ville noget med det her, så var jeg nødt til at blive journalist. Så jeg tog et aftenkursus ved Frit Oplysningsforbund i Odense og begyndte at læse en masse aviser. På det tidspunkt gjorde jeg også rent i et fritidscenter, og de gjorde grin med mig, fordi avismusen havde fem forskellige aviser med dagligt. Jeg sad hver dag og terpede min indlæring og nyhedstrekanten – om aftenen læste jeg op på kurset.

– Så prøvede jeg at søge ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i 2002. Hvis jeg ikke kom ind, skulle jeg prøve en anden vej. Det var enten eller. Men jeg kom ind i første hug, og så skulle jeg ikke andet. Jeg var blevet optaget af at bruge min stemme, da jeg var på The Voice, så jeg blev speaker inde på TV 2.

– Jeg var så heldig at komme i praktik hos TV 2 Nyhederne to år inde i min uddannelse, og så lå det ligesom i kortene, at vi skulle blive i Odense. Så vi byggede hus i udkanten af byen, slog os rigtigt ned, og det var også deromkring, vi fik Rosa. Min mand er i reklamebranchen, så han kunne lige så godt have haft lyst til at komme til København, men han ville også gerne blive i byen. Det var, som om der var nogle højere magter, der blev ved med at binde mig hertil.

I provinsen med benene på jorden

– Hele diskussionen om, at Odense har været en død by, kan jeg godt nikke genkendende til. I mange år haltede byen efter – folk forsvandt. Rigtig mange unge mennesker søgte væk, for Odense var død efter kl. 18.30. Da jeg blev teenager og ti år frem, var der ikke rigtigt noget liv i Odense, især ikke i de små gyder. Så det var faktisk lidt skræmmende at leve i sådan en død by.

– Men nu tror jeg da næsten, at vi er den by i Danmark med flest restauranter pr. person, og kan den rumme mere – ja, åbenbart. Vi spiser lokalt for eksempel nede på Grønttorvet med de ternede duge og deres æggekage, hvor jeg valgte at holde min 40-års fødselsdag. Vi bakker også op om Storms Pakhus, loppemarkedet på havnen, Havnefestivalen og andre sociale arrangementer som fællesspisning i Odeon. Så tager vi ned på Papas Papbar og spiller Bingo og andre brætspil eller tager til Torvemarkedet hver onsdag eller lørdag og køber ind der. Det kræver jo, at jeg tager affære, hvis tingene skal overleve, det, synes jeg, man er forpligtet til.

– Gisp, hvor bliver jeg glad, når jeg kommer ned og handler i den lokale Brugs. Måske er jeg bare lidt en tryghedsnarkoman? Jeg elsker at rende rundt blandt folk, jeg kender, i mine flade sutter.

– Nogle af mine kolleger på TV 2 kan næsten ikke forstå, hvordan jeg kan leve her, for det bliver meget provinsielt. Jeg er måske bare en provinspige. Jeg har prøvet at rakke frem og tilbage, da jeg var et par år på ”News” og som vikar på ”Go’ Morgen Danmark”. Jeg pendlede og boede 15 dage i København om måneden, og det var SÅ svært, for jeg var væk fire dage om ugen fra min lille datter og min mand. Folk er næsten helt chokerede over, at jeg ikke bor i København, men det betyder faktisk noget for mig at stå på Kvægtorvet, når vi sender nyhederne, og vide, at jeg er fynbo.

– Jeg tror selv, at opvæksten i Odense har givet mig en ro og et tilhørsforhold og gjort mig i stand til at holde benene på jorden. Var jeg taget til København, kunne der måske være gået ”rød løber” i den. Selvom jeg godt kan tage med derover pr-mæssigt som tv-vært, gør jeg det efterhånden sjældent. Jeg har ikke brug for den glamourøse del af jobbet.

Det er her, ringen slutter

– Min mor gik bort d. 8. februar, og det har været ret turbulent. Vi overtog vores nye lejlighed, da hun fik sin diagnose, og måtte aflyse en tur til Marokko samt en masse andre ting. Til gengæld var jeg der for hende. Jeg boede hos min mor og hendes kæreste i en periode. Det var lidt et held, for jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke jeg havde været i Odense. Jeg ved slet ikke, hvordan det skulle have hængt sammen for os med arbejde, Rosa, der skulle i skole, og os, der skulle flytte – så havde jeg været fortabt.

– Jeg blev nødt til at tage orlov fra arbejdet, da min mors kræft var på terminalstadiet. Nu skulle jeg fokusere rent på hende. Det var helt klart den bedste beslutning i mit liv. Selvom jeg boede i en taske, var det nogenlunde tåleligt, fordi det hele var inden for en overskuelig radius – så det gik ligesom op i en højere enhed. Jeg aftalte med min mor, inden hun gik bort, at hun ville komme til at ”høre” Rosa hver dag, fordi hendes gravsten skulle være placeret på Assistens kirkegård bag Rosas skole. Og det er sådan en smuk tanke.

– Det er også her, jeg skal ende mine dage – jeg tænker, at ringen ligesom slutter her for mig. Jeg kører forbi hendes gravsted hver dag, så det virker helt mærkeligt at skulle søge væk herfra. Det giver en vis mening for mig, at livet begynder og slutter her. Selvom min mor aldrig vendte tilbage til sine rødder i Peru, så tog hun Odense til sig, og det har jeg også gjort.

– Nu valgte jeg selv hendes gravsten for nogle måneder siden, og der er gjort plads til et andet navn – det er ikke for sjov. Hun var så stor en del af mit liv og betød alt for mig – hun var min ledestjerne. Og når hun ligger begravet her, så kan jeg ikke forlade hende. Vi skal ende samme sted rent geografisk. Det er herfra, min verden går, og det er her, jeg altid søger tilbage til. Selvom jeg på et tidspunkt har lyst til at tage ud på en længere rejse med min familie, så er jeg ret overbevist om, at jeg vender tilbage hertil.

Livets små glæder

– Jeg fik gigt for nogle år siden og havde det faktisk rigtig skidt i et år, inden man fandt ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde rigtig mange smerter, var meget hævet og dybt ulykkelig over det. Til sidst hævede mine hænder fuldstændig op, og så kom lægerne frem til, at det var gigt.

– Det gjorde, at jeg tog mit liv op til revision. Lars og jeg satte os ned en aften, hvor jeg sagde til ham: ”Det er lige meget, hvor mange kvadratmeter vi har. Jeg kunne være i en toværelses, bare jeg har jer”. Det er i dag en sætning, jeg bliver ved med at gentage for mig selv. Det, som betyder noget i mit liv, er nærværet og at have nogle glæder, som driver mig og gør mig glad.

– Vi elsker vores dyr. Jeg har min hest Richtsje, den bedste gave jeg har fået af min mand, og vi har to hunde. Og så har vi to høns, Blødkogt og Hårdkogt, som går ude på et landsted i Højbjerg, hvor vi henter æg. Vi tager på ture til stranden Flyvesandet, jeg på Richtsje og min mand løbende ved siden af

– 10 km. Det er noget af det fedeste.

– Vi er også nogle rigtige spejdertyper – lige så snart vi kan komme i nærheden af at sætte et telt op og lave bål, så gør vi det. Og det er jo typisk provinspigen her. For et par år siden, da vi tog på sommerferie, grinte folk, fordi vi slog et telt op ude i Langesø: ”I har hele verden, og så vælger I at slå et telt op ude i Langesø”. Ja, det gjorde vi, vi behøver ikke at skulle så langt. Vi kan godt nyde det, der er her.

Ud over de fynske grænser

– Jeg har en tørst efter på et tidspunkt at rive roden lidt op, måske bare i et år eller to. Måske jeg skulle tage tilbage til Sydamerika, hvor min mor kom fra? Lars har været et år i USA, men jeg har aldrig prøvet det med at forlade andedammen, så det mangler jeg i mit liv.

– Genetisk har Rosa og jeg noget ophav derfra. Det kunne være interessant at udforske, hvor vi egentlig stammer fra. Det ligger stadig i mit baghoved. Jeg tror, vi skal tage på et eventyr, hvor man er væk i længere tid, men først når Rosa er blevet ældre.

– Jeg har selvfølgelig rejst rundt en del med ”Station 2”, hvor vi har lavet programmer om kriminalitet i de ti farligste steder i verden, så der fik jeg lidt min lyst stillet – det sætter ens liv i perspektiv, og man finder nogle glæder ved sit eget liv, som man måske nogle gange glemmer. Det vil jeg også gerne have, at min datter skal opleve – noget hun kan reflektere over i forhold til sit eget liv.

Hvem er Karin Cruz?

Karin Cruz, født 1978

• Journalist og vært på TV 2 Nyhederne.
• Tidligere vært på ”Station 2”, TV 2 News og “Go' morgen Danmark”.
• Gift med Lars Cruz Forsstrøm, sammen har de Rosa på 10 år