”Jeg kom til at lyve forleden.”
Sådan siger forfatter Katrine Engberg i ALT for damernes podcast
”Skål Søster”.
”Det var en unødvendig løgn, jeg fortalte. Jeg er lidt
konfliktsky og kan godt lide at bevare den gode stemning, så hvis jeg er i gang
med en samtale med nogen, som jeg har enormt meget respekt for, så vil jeg
gerne have, at vedkommende skal synes, at jeg er fed. Og forleden kom jeg
simpelthen til at lyve mig lidt federe, end jeg faktisk er. Det var bare en
lillebitte ting, som var totalt unødvendig, så jeg gik derfra og ærgrede mig
helt vildt over det – for hvorfor gjorde jeg det?”
Katrine Engberg fortæller, at da hun først havde sagt den
lille, ubetydelige løgn, blev hun nødt til at fortsætte ud ad den tangent – for
pludselig var hun fanget af den version af sig selv, som hun havde valgt at
beskrive. Og så kunne hun jo ikke gå tilbage og sige: Ej, undskyld, jeg kom
lige til at lyve.
”Jeg ville gerne lyve mig selv tættere på det menneske, jeg
snakkede med. Jeg ville gerne imponere personen, og så turde jeg ikke helt
stå ved, den jeg er. Det var virkelig en lille, perifer ting, jeg kom til at
sige, men det er bare dét, at jeg kunne falde tilbage i en gammel vane. Jeg synes efterhånden, at jeg er blevet ret cool til bare at være
den, jeg er, og så må folk tage mig eller lade være. Men så var der alligevel
en rest af sådan noget dumt teenage-usikkerhed, hvor jeg skulle fremstå sejere.
Det har jeg virkelig været irriteret over siden.”
Hvornår er en løgn okay?
I podcasten ”Skål Søster” taler gæsterne, Katrine Engberg og
Natasha Brock, videre om løgne, og de kommer frem til, at sociale løgne i nogle
tilfælde kan være helt okay.
”Hvis jeg for eksempel bliver inviteret til en fødselsdag, og
jeg ikke har lyst til at tage med, så kan jeg jo nøjes med at sige, at det kan
jeg desværre ikke den dag. Der er jo ingen grund til altid at være brutalt ærlig.
Men det er mere det der med at lyve sig selv fed uden grund. Det er bare
åndssvagt,” siger Katrine Engberg og fortsætter:
”De mennesker, jeg umiddelbart selv trives bedst med, er
tryggest ved og generelt bedst kan lide, det er folk, der er tydelige, og hvor
jeg kan mærke, at der er integritet hele vejen igennem. Det handler ikke om,
hvad de stemmer eller hvad deres holdning til et givent emne er. Det handler
kun om, at jeg kan mærke, at her er der en person, som står ved sig selv. Det
er jo også det, jeg selv har sat mig for: Jo mere, jeg kan være sådan, jo bedre
kan jeg også lide mig selv. Så hvorfor kom jeg til at lyve? Det var jo bare
dumt.”
