Katrine Marie Guldager: ”I dag har jeg mere eller mindre brudt med min familie”

En periode med stor sorg og ustabilitet.

Sådan tænker den 52-årige forfatter Katrine Marie Guldager tilbage på årene efter sin fars død.

Det blev nemlig begyndelsen på enden for det familieliv, hun hidtil havde været vant til, fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

– Da jeg var 21, blev min far slået ihjel ved den store togulykke ved Sorø. For mig blev det meget ødelæggende, at han døde. Det burde det måske ikke nødvendigvis være, når man er 21, for så er man jo voksen, og hele resten af familien er der stadigvæk. Men for mig var det dramatisk. For det første var jeg ikke særlig voksen som 21-årig, jeg var faktisk ret umoden. Der skete også det, at det ret hurtigt kom til en arvestrid i familien, og efter kort tid mistede jeg også forbindelsen til min mor. Min mor sagde på et tidspunkt, at det var mere synd for min søster, at vores far var død. Og det var altså bare gift i min relation til min mor, fordi det var som om, at jeg slet ikke kunne være der med min sorg. Min søster var ikke nogen støtte for mig, og min fars familie bekrigede os. Så jeg gik fra at have en far og en familie til ikke at have en far og ikke nogen familie. Det var som om, hele tæppet blev revet væk under mig, fortæller hun blandt andet i interviewet.

Fandt identitet efter mange års tomrum

I årene efter var tilværelsen præget af, at Katrine Marie Guldager følte sig meget alene med sin sorg. Hun begyndte derfor at gå til psykolog og senere til psykoanalyse, selvom det – set i bakspejlet – nok ikke var det rigtige for hende, fortæller hun.

– Jeg følte, at jeg svævede rundt i et tomrum i mange år, og dybest set kom jeg ikke rigtig videre med mine problemer. Jeg svævede rundt og håbede på bedre tider. Jeg kan huske, at jeg skrev et digt, der hed: ”Jeg venter på mig selv, jeg er længere fremme”. Jeg kunne ikke rigtig være der, hvor jeg var, for der var ikke nogen jordforbindelse. Jeg gik og ventede på, at et eller andet ydre ændrede sig. Men det gjorde det ikke rigtigt. Men så begyndte jeg at skrive, og så fandt jeg i det mindste en trøst i, at jeg kunne finde ud af noget. Jeg kunne forsørge mig selv. Og jeg fik en identitet i at være skrivende.

Senere fandt Katrine Marie Guldager også stor støtte i sin mand, Troels, som hun beskriver som befriende anderledes end hende selv.

– I dag har jeg mere eller mindre brudt med min familie. Jeg ser kun sjældent min mor og min søster. Det har betydet, at det forhold, jeg har til min mand, er meget stærkt. Det er nødt til at være meget stærkt. Jeg tænker faktisk nogle gange: Stakkels fyr! Han skal både være min far, min mor, min veninde, min kæreste, min samarbejdspartner og min kritiker. Det må sgu nogle gange være lidt hårdt for ham, at han skal være så mange ting på én gang, men han håndterer det fint. Det gør mig selvfølgelig meget afhængig af ham. Tænk nu, hvis HAN døde i en togulykke. Så ville jeg være fuldstændig blottet igen. I mange år efter min fars død havde jeg sådan nogle katastrofetanker. Jeg tror, det er sådan en slags efterchok. Sådan noget med pludselig at tænke, at der nok snart sker en ulykke. Igen. Som om den næste katastrofe hele tiden venter om hjørnet. Bare vent, du skal ikke begynde at føle dig tryg. Men det er jeg heldigvis kommet ud af.

– Der er dog nok ingen tvivl om, at det, at jeg mistede min far og faktisk hele familien lige bagefter, har gjort, at jeg har søgt en mand, der er tryg og stabil. Og sådan er Troels. Han hviler meget i sig selv. Han er helt klippefast. Og han har sine egne meninger. Han er elektriker, og det er utrolig dejligt, at han ikke er kunstner. Jeg kunne ikke forestille mig at være gift med en kunstner. En, der var lige som mig. Jeg ville ikke kunne holde det ud. Min mand har engang beskrevet det som om, at inde i hans hoved er der en motorvej, der bare går lige ud. Der er lidt buske og træer i vejsiden, men det er en stille og rolig tur derudaf. Og MIN hjerne … Den er bare motorveje, der krydser hinanden på kryds og tværs, trafikpropper og lyskryds, der ikke fungerer. Kaos!

Læs meget mere om forfatter Katrine Marie Guldager i denne uges ALT for damerne. Her fortæller hun blandt andet om sin særlige opvækst i et nordsjællandsk kollektiv med ”100 forældre” og om at længes efter den kernefamilie, hun nu selv har skabt.