Om få måneder kan Søren stå uden job – og nu holder især ét spørgsmål ham vågen

Om få måneder udløber min kontrakt med min nuværende arbejdsgiver. 

Måske er jeg blevet fastansat eller forlænget til den tid, måske har jeg fundet et helt nyt job, måske er jeg bare endnu en i den tilsyneladende endeløse række af godtroende humanister, der modvilligt må tjekke ind i ledighedsstatistikken. 

Det har i og for sig altid været en kendt risiko, min branche er berygtet for korte ansættelser, hyppige nedskæringer og andre usikkerheder. 

Men nu er jeg blevet 45, hvilket muligvis gør det hele lidt mere kompliceret. 

Sanne Salomonsen gør én bestemt ting hver dag: ”Jeg vil have en fantastisk alderdom”

Hun er kendt for at fyre den af som hele Danmarks rockmama på landets musikscener, men Sanne Salomonsen har også en spirituel og søgende side. Hun tror på tankens kraft, og når hun går ind i et rum med dårlig stemning, drukner hun den i kærlighed. Og så har hun fundet en særlig vej til at fokusere på det positive i sit liv.

Er jeg egentlig for gammel nu? For dyr? For erfaren? At skulle forholde sig til risikoen for arbejdsløshed rejser en række ubehagelige, men ikke desto mindre uundgåelige spørgsmål. 

Kan jeg overhovedet betale mine regninger på dagpenge? Næh, sikkert ikke – men det må være, hvad det er. Så må man bare skære ned på forbruget, låne i banken, sælge sofaen og pladesamlingen, i værste fald flytte til noget mindre, ned til kæresten eller måske ud i skoven. 

Sidstnævnte skulle vist endda være sundt for sjælen.

Men faktisk er det et helt andet og meget mere alvorligt spørgsmål, der holder mig vågen om natten – nemlig hvem jeg er, hvis jeg lige pludselig ikke længere kan være mit arbejde?

Af en eller anden grund synes vores indgangsspørgsmål til andre mennesker altid at handle om, hvad vedkommende tjener sine penge på, så hvad f**** svarer jeg den dag, nogen spørger, hvad jeg laver til hverdag, og jeg ikke længere bare kan sige ”jeg er journalist”, som jeg har gjort de seneste tyve år? 

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

At jeg er ledig, jobsøgende, arbejdsløs, en nyslået økonomisk belastning for samfundet, fanget i en karrusel af tvangsmøder på jobcenteret og eksistentiel panik tilsat lange dage i bløde bukser? 

Camouflerer jeg lidt af elendigheden ved at ævle noget om at være “mellem drømmejobs” eller “på jagt efter min karrieres næste store eventyr”, som sad jeg og hældte vand ud af ørerne på LinkedIn?

Jeg vil ikke lyve – skrækken er til at tage og føle på. Alene at skrive det her føles risikabelt, for samfundet har lært mig, at man helst skal tilgå karriere og arbejdsliv med absolut selvsikkerhed og big dick energy. 

Men midt i panikken og sortsynet er det måske meget sundt at stille sig selv spørgsmålet: kan jeg mon finde ud af at være andet og mere end mit arbejde?

Både når folk spørger, og endnu vigtigere når jeg kigger på mig selv i spejlet?

Er det tilstrækkeligt “bare” at være far? 

Eller nordjyde, klummeskribent i ALT for damerne, nyslået yoga-entusiast? Hvordan ville folk mon reagere, hvis jeg bare sagde ”Jeg hedder Søren, og på en god dag kan jeg bænkpresse 90 kilo” eller ”Jeg har engang interviewet Taylor Swift i en kælder i Las Vegas” eller ”Jeg hedder Søren, og jeg er ved at finde ud af, om jeg overhovedet gider at finde vej tilbage til min branche”? 

Jeg føler mig misbrugt af vores nærige venner

Min mand og jeg åbner altid hjemmet op for vores venner, når de skal besøge familie nær os. De bor ofte med os i flere dage, men de bidrager ikke med noget praktisk eller økonomisk. Jeg føler mig misbrugt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Det siger alligevel en hel del mere om mig, end hvad jeg laver fra 9 til 17 fem dage om ugen.

Problemet med at lade vores arbejde definere os er, at vi en dag risikerer ikke at have et arbejde – og uanset hvad politikerne, samfundet eller selvværdet end måtte mene, så ligger intet menneskes værdi i dets arbejdsliv eller manglen på samme. 

Heldigvis har jeg stadig et par måneder til at finde ud af, hvem og hvad jeg også er. 

Og det er i sig selv et fuldtidsjob.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.