Caroline vågnede til beskeden om sit idols død: ”Kan man sørge over et menneske, man aldrig har kendt?”
Liam Payne fra bandet One Direction er gået bort, og journalist Caroline Heidemann har skrevet en klumme om, hvordan man siger farvel til sit idol - og om man kan sørge over et menneske, man aldrig har kendt.
Liam Payne fra det verdenskendte band One Direction er død i en alder af 31 år.
Det var den besked, jeg vågnede til i morges, da jeg slog øjnene op og tjekkede min mobil. Mit hjerte sprang et slag over.
Død, tænkte jeg. Mit blik dvælede ved ordet, og jeg blev ramt af en overvældende følelse af sorg, som jeg kun troede, man kunne føle, når et mennesker, man kender personligt, går bort.
Jeg husker tydeligt den første gang, jeg hørte om One Direction. Jeg var hjemme hos min bedste barndomsveninde, Maria, og hun viste mig deres spritnye musikvideo til ”One Thing” på hendes stationære computer.
Jeg ved ikke, hvad der rent biologisk gør, at man bliver besat af noget. Men fra januar 2012 blev mit liv aldrig det samme igen.
Fra jeg var 11 år gammel, til jeg fyldte 16, var hele mit liv One Direction. Jeg støvsugede nettet for alt, hvad der fandtes om dem: Interviews, koncertvideoer, hjemmevideoer, billeder og behind-the-scenes-optagelser. Jeg fulgte dem, deres familiemedlemmer, deres bodyguards og makeupartister på sociale medier. Jeg oprettede min egen fanside, hvor jeg dagligt delte indhold om dem, og når alt, hvad der var virkeligt, var gennemtrawlet, læste jeg såkaldte fanfictions, der er opdigtede historier om dem.
Åh, hvor jeg elskede dem.
Men at være fan rakte også længere ud end dem. Jeg fandt også dybe venskaber og en følelse af samhørighed i den fandom. Det var identitetsskabende at være Directioner.
Hver morgen i fem år var Liam Paynes ansigt, det første jeg så, når jeg slog øjnene op. Og i dag, otte år efter jeg tog de sidste plakater ned fra mine værelsesvægge, vågner jeg igen til hans ansigt. Denne gang, fordi han er død.
Liam Payne er død. Jeg skriver det lige igen, så jeg rent faktisk forstår det: Liam Payne er faldet ud over en altan i Argentina, og hans dødsfald har ramt mig hårdere, end jeg troede, at det ville.
De sidste mange år har One Direction kun været en perifer del af min hverdag. Jeg har set interviews med dem, når de er dukket op på min telefon, og så har jeg lyttet til deres sange, når jeg har vasket op og gjort hovedrent. Det har været en form for hyggelig nostalgi at vende tilbage til dem i en hverdag, der ikke længere centrerer sig om dem.
I alle de år, jeg har været fan, har jeg fået at vide, at det var sødt. At min besættelse var en fase, og at det blev sjovt at se tilbage på, når jeg blev ældre og kom videre. De voksne havde på sin vis ret, for der kom en dag, hvor jeg pakkede min One Direction-skoletaske og min papfigur væk.
Annonse
Men den dybe og rodfæstede kærlighed er ikke forsvundet, selvom den har taget en anden form.
Jeg er i en mærkelig form for choktilstand, hvor jeg føler, at jeg skal sige endegyldigt farvel til en del af mit liv. Jeg kommer aldrig igen til at se et nyt interview med ham eller række ud efter ham på en scene. Jeg må opgive håbet om at se alle fem bandmedlemmer optræde sammen igen.
Jeg græd i metroen på vej til arbejde og igen, da jeg mødte ind på kontoret, fordi mine kollegaer kiggede medfølende på mig. Det er en mærkelig form for sorg, når et idol går bort. Det føles som et enormt personligt tab, der trykker i brystet, selvom jeg ikke kendte ham i virkeligheden. Mit forhold til ham var ensidigt og foregik kun på en skærm.
Det er ikke til at vide, hvad der er sket. Det kan være et uheld, at han væltede ud over den altan. Det kan også være, at det var et bevidst valg at springe, for det er velkendt, at han i de seneste år har kæmpet med sine indre dæmoner. Han har haft et alkohol- og pillemisbrug, og måske har livet for ham ikke været nemt.
Hvis sidstnævnte grund til hans død er tilfældet, så gør det ondt på mig. For han gjorde mit liv bedre, da jeg var yngre, og det samme har han gjort for utallige andre. Det knuser mig, hvis han troede, at han ikke var tilstrækkelig, eller han følte, at han ikke hørte til. For han skabte noget, der er større end os alle, hvor folk verden over fik et fællesskab og et hjem.
Jeg tager mit yngre jeg i hånden i dag. Selvom jeg er blevet ældre, gemmer hun sig inde i mig, og hun er i sorg over, at hendes idol ikke længere lever.
Hvil i fred, elskede Liam. Og tak for alt, hvad du var og gav.
