Hvad stiller man op, når det er ens leder, som udsætter dig for seksuel chikane?

Det var, da jeg aflyste vores møde, at det gik op for mig, at det ikke længere var min arbejdsglæde, der hang i en tynd tråd, men mit arbejde.

Det var ikke, fordi jeg ikke havde løst mine opgaver, at jeg bad om mere tid. Men det var det, jeg fortalte ham. For sandheden var, at jeg ikke længere kunne holde ud at være alene med ham. Jeg kunne ikke engang se i hans retning, af frygt for at vores øjne skulle mødes. For bare det at skulle fremtvinge et smil, var som at bestige et bjerg.

Det var ikke længere tilstrækkeligt at låse mig ude på toilettet og skrige lydløst i arrigskab. Det var ikke længere nok at konkludere, at han opførte sig upassende for hundrede og syttende gang. Så da han, min leder, spurgte, om vi skulle gå ind og “kysse lidt ved siden af”, satte jeg mig i stedet ud i min bil, ringede til min fagforening og fortalte dem det hele.

Bag rattet på min Fiat Punto forklarede jeg, hvordan jeg i mange måneder havde fundet mig i hans nedværdigende opførsel, som spændte imellem alt fra at komme med upassende kommentarer og tilnærmelser til at klistre sig op af mig under vores møder. Jeg forklarede, at jeg mest af alt havde lyst til at starte bilen og køre min vej. Men så ville jeg bare stikke af. Igen. Og det ville min retfærdighedssans ikke tillade.

I think I need some help

Nogle år forinden havde jeg forladt et andet job. Min daværende chef havde også overskredet mine grænser adskillige gange. Blandt andet ved at sende mig en mail med en sangtekst, han ville have mit perspektiv på. I teksten stod;

I love you, the things that cross my mind

While I'm by myself

I hate you, these things go through my mind

I fuck you, it's always on my mind

Think I need some help

“Hvad tror du, det betyder?”, havde han spurgt mig, da han bad mig læse mailen foran ham. Jeg tog benene på nakken relativt kort tid efter. Og det klædte ikke mit CV.

At jeg også skulle opleve det senere i mit arbejdsliv, måtte alene betyde, at var mig, den var gal med. Jeg måtte have en defekt, en svaghed, der gjorde mig til et nemt bytte. Et bytte for min chef, for min leder, for den tilfældige fremmede i byen og for ham, der lod sin hånd glide lidt for langt ned af min ryg til familiefesten. Kun lige nok til, at det kunne være et uheld. Men præcis nok til, at jeg vidste, at det ikke var det.

#metoo

Da jeg fortalte min fagforening, at min leder havde foreslået, at vi skulle tage i sommerhus og brainstorme idéer, fløj de op af stolen. “Det er #metoo!”, sagde de, da jeg fortalte, hvordan han med lavmælt stemme havde foreslået, at vi så kunne “åbne en flaske rødvin og se, hvad der ville ske.”

De sagde, at jeg skulle væk derfra. De sagde, at jeg skulle sygemelde mig. De bad mig om at skrive hele forløbet ned og sende det til dem, inklusiv det screenshot jeg havde taget af teksten “Yo, babe”, som han så poetisk havde formuleret sig på Skype, og hvor hans fulde navn stod som afsender. Sort på hvidt.

Jeg var nervøs, men samtidig enormt lettet over at blive taget alvorligt. Jeg understregede, at det var altafgørende for mit velbefindende, at min leder blev konfronteret. At placere ansvaret, hvor det hørte hjemme. Jeg ville ikke bare tage bagdøren. Det kunne min fagforening godt forstå.

Jeg sygemeldte mig med arbejdsrelateret stress på deres opfordring såvel som min læges. Og ja, jeg var uden tvivl stresset. Men for det meste var jeg bare vred.

Kort tid efter at jeg officielt havde sygemeldt mig, ringede min fagforening. De ville ikke gå videre med sagen. Der var ikke beviser nok. De opfordrede mig til at forblive sygemeldt og lovede at sørge for, at jeg fik mine feriepenge udbetalt, når jeg blev fyret. Det blev jeg kort tid efter.

Ingen blev konfronteret, min leder blev aldrig påtalt, og jeg fik aldrig sagt farvel til mine kollegaer. Jeg forsvandt bare.

Efterspillet

Og der strandede jeg så. På sygedagpengekontoret, svarende på obligatoriske spørgsmål som min sagsbehandler læste op fra et spørgeskema. Hvordan sover jeg om natten? Sådan på en skala fra 1-10? Sygedagpengeforløbet var for mit vedkommende ligeså uværdigt, som den opførsel jeg havde stået model til på mit arbejde.

Lånet i banken måtte omlægges. Bilen blev leveret tilbage. Sofaen solgt.

Følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet forsvinder ikke. Ingen kunne hjælpe mig, da min leder udsatte mig for sexchikane, og jeg følte mig fuldstændig overladt til et system, jeg ikke ønskede at være en del af.

Jeg gik til psykolog. Jeg gik til læge med jævne mellemrum, og det hjalp. Både lægen og psykologen bakkede mig op, hvor min fagforening bakkede ud.

“Husk, Eva”, sagde min læge en dag med stålfaste øjne og knyttet næve; “Der er en juridisk sandhed og din sandhed. De to kan meget sjældent forenes, så det vigtigste, du kan gøre nu, er at passe på dig selv!”

Og det gør jeg.

For lige nu, i dette øjeblik, ligger min søn og snorker sagte ved min side. Han er et halvt år gammel. Han har det godt. Jeg har det godt. Jeg kunne rejse mig, men det gør jeg ikke. Jeg bliver lige her og lytter til hans åndedræt. På ubestemt tid.

Hvad skal man gøre, hvis man bliver udsat for seksuel chikane på sin arbejdsplads – eller har en kollega, der gør? Bliv klogere i ALT.dks #MeToo-skole – og del evt. din egen historie med os.

Om klummeskribenten

• Eva Lund Dixen er selvstændig i kommunikationsbranchen og mor.