Jeg skulle kæmpe med min forfængelighed. Jeg skulle kigge dybt i mig selv for at overgive mig til en tåkrummende banal indsigt: Det er vigtigere at være glad og føle mening i sit arbejdsliv, end det er at kunne imponere sin bordherre m/k med en statusgivende jobtitel.
Ikke mindst er det endeløst uvigtigt, hvad andre mennesker tænker og har af fordomme. Først nu, i en alder af 48 år, har jeg overgivet mig. Jeg har lavet et sporskifte. Jeg er startet fra scratch som sosu-assistent-elev. Planen er herefter at læse til sygeplejerske på merit.
At arbejde professionelt med at hjælpe andre har længe været en drøm. Jeg har gennem en årrække været frivillig på en varmestue, og jeg var ganske enkelt mere glad og følte et større værd som medmenneske, når jeg gik hjem fra varmestuen, end når jeg havde fri fra mit akademikerjob.
Jeg følte sgu ikke altid, at jeg gjorde en reel forskel i verden som akademisk kommunikationstype. Jeg deltog i for meget selvhøjtidelighed, selvsmageri, fejlfinderkultur og deraf følgende handlingslammelse samt for meget pseudoarbejde.
Måske lignede jeg en succes, men jeg følte mig ikke som én. Eller som Dalai Lama siger: ”The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restores, storytellers and lovers of all kinds.”
Og jeg vil ikke vælge side eller pege fingre. Helst vil jeg kombinere, hvad der af politikerne kaldes de kolde hænder med de varme hænder. Jeg satser på at blive den lunkne hånd.
En healer og historiefortæller med en temperatur på præcis 37 grader. Jeg bliver cand.comm.sosu.
Domænet ”den lunkne hånd” er i hvert fald købt – for der er rigeligt at adressere i mit clash mellem fortid og fremtid og i spændet mellem Mother Teresa og Mother Fucker. Der er rigeligt brug for brobygning og et oplyst kig ind i hinandens verdener.
Måske åbner det en masse spændende muligheder for ledelse, bogskrivning, undervisning og sundhedskommunikation.
Måske bliver jeg en Florence Nightingale og rejser ud i verden og lapper folk sammen uden et selvisk formål.
Annonse
Måske bliver jeg en form for gullasch-baron og tjener kassen på den grotesk voksende mængde af ældre mennesker og kronikere med friværdi gennem ”Mette-Kirstines Hvile” (med privat kok, husdyr, fredagsjazz og -bar, kultur- og naturture).
Måske bliver jeg den første stand up-komiker i kittel. Eller politiker med sundhed som mærkesag.
Måske bliver jeg en tilfreds, gennemsnitlig medarbejder på et hospice, et plejehjem, en skadestue eller en psykiatrisk afdeling, der finder en faglig mening og en følelse af at bidrage med noget reelt til samfundet.
For som min barndomsveninde sagde: Din udmelding om sporskifte er simpelthen så modig. Du ville dog være endnu mere modig, hvis du ikke samtidig redegjorde for en masse planer, men bare skrev, at nu vil du være sosu-assistent. For det er godt nok. Punktum.
Hun har ret. Jeg har stadig lidt at arbejde med forfængelighedsmæssigt.
Så uanset hvor jeg ender, vil det her betyde frihed, meningsfuldhed, fleksibilitet og jobsikkerhed i mine sidste 25 år. Oven i muligheden for at lægge urinkateter på et par ekskærester og andre skurke, der har krydset min vej.
