Har du hørt om mandeidealet: ”Ndota”? Ny manderolle vinder frem i danske hjem
En ny slags mand vinder frem – ham, der værdsætter følelsesmæssig og hjemlig indflydelse, mens vi overtager noget af riget, magten og æren.
Engang skrev jeg klummer for en tabloid-avis. Til klummerne hørte et stort billede af mig, hvor jeg stod sådan lidt kækt med armen i siden og øjenkontakt med læseren.
Bvad, hva?!!! Med en flov fornemmelse i kroppen bladrede jeg hurtigt over denne basta bum-udgave af mig selv. Medmindre jeg målrettet brugte siden til at suge tis op med i bunden af marsvineburet. Ofte nåede jeg lige at registrere, at min hjemmefarvning var kikset.
Og hvad skete der for de der stride krøller, som skulle have faldet blidt ned ad kinden og virke afvæbnende på sød pige-måden? Puha, som jeg lignede en ond, rødhåret heks! Og hvem havde i det hele taget ringet mig op? Hvem gad overhovedet at læse, hvad sådan en bette nobody mente?!
Vi skammer os
Jeg var egentlig ikke så påvirket af de sædvanlige haters på nettet, som lavede kønnede angreb, der gik på udseende og mor-kompetence og ikke klummens indhold. Jeg havde det lidt sådan her:
Hold my beer, hr. og fru perfid... Du kan aldrig nogensinde slå mig hårdere oven i hovedet over, at jeg fylder, end jeg selv kan.
Og det tænker jeg er meget klassisk for kvinder. Vi skammer os over at fylde uden for hjemmets rammer. Vi siger oftere end mænd nej til at medvirke i medierne. Og spørger man kvinder i et selskab, hvor meget taletid de tror, de tog den aften, så har de det med at overvurdere det og skamme sig.
Mænd, derimod, har det med at undervurdere, hvor meget de har talt. Det tyder på, at kvindeidealet til dels stadig er, at vi skal slå blikket yndigt ned og lytte til mændene.
Min mands opbakning
Jeg ser det ironiske i følgende: Én af hovedårsagerne til, at jeg har fået det bedre med at fylde, er min mands opbakning. I nævnte avis-eksempel slog han altid op på siden med mig, kiggede kærligt og stolt og sagde, at det billede ville han gerne have som plakat. Min mand elsker, når jeg fylder i verden. Og gerne mere end ham. Han klarer hjertens gerne strygetøjet og beskederne på Aula, mens jeg brygger en ny klumme.
Og når folk i slipstrømmen af #MeToo og opgøret med machokulturen spørger, om der slet ikke er plads til mænd mere, så er svaret et rungende jo. Selvfølgelig er der det. Men det er heldigvis ikke længere moderne at være en bøf, der på Will Smith-måden reducerer kvinden til hjælpeløs staffage, mens han klarer ærterne.
Mød hr. "ndota"
Et nyt mandeideal vinder frem. I et foredrag med kønsforsker Christian Groes gav han et bud på en ny manderolle ud fra sine feltstudier i Mozambique: En ”ndota”, som er en mere eftertænksom, antivoldelig og tilbagetrukken type.
En mand, der værdsætter følelsesmæssig og hjemlig indflydelse. For ham må den nye barselsordning være en gave. Men hvis den mandetype skal have plads, så kræver det, at kvinder afgiver plads – og ikke mindst værdsætter og finder sin ndota seksuelt tiltrækkende.
Problemet er nemlig, at undersøgelser også viser, at de fleste kvinder fortsat foretrækker mænd, der har magt og status ude i verden, ikke i hjemmet: De skal komme hjem med blod på tøjet og byttet over skulderen, hvis kvinder skal tænde på dem. Ikke hygge derhjemme med at lave den dejligste tranebærsovs sammen med ungerne.
Så vil vi have ligestilling, kræver det omstilling fra alle parter.
Hvis vi vil ud at jage i verden og fylde derude, så skal vi give mænd plads til og anerkendelse for at fylde derhjemme.
Og mænd skal afgive magt og plads ude i verden. Men vi skal finde modet til at fylde pladsen ud.