Først da de to tvillingesøstre Helle og Lone selv blev gravide med tvillinger genoptog de kontakten efter 7 år

De havde første skoledag samme dag. Blev konfirmeret sammen. Gik i samme folkeskoleklasse. Havde de samme venner. Og fyldte 18 år samme dag. Som tveæggede tvillinger har Lone og Helle Skjoldaa delt mere end de fleste søskende, og det var ikke kun positivt.

Lone: – Vi cyklede nærmest om kap hjem fra skole for at få lov til at være den, der kom først hjem og kunne nå at fortælle, hvad der var sket i skolen i dag. Alt, hvad vi foretog os, var vi fælles om, vi havde aldrig bare en dag, der var vores egen.

I skolen blev de sammenlignet af lærerne, og det blev hurtigt tydeligt, at Lone var den fagligt stærke af de to, mens Helle var mere socialt anlagt. En egenskab, de færreste fik øje på, og som hun ikke følte blev tillagt lige så stor værdi af dem omkring hende. I mange år knoklede Helle for at leve op til sin søster. Terpede hele dage for at få et okay resultat i gymnasiet. Gjorde hun ikke det, bestod hun måske knapt nok. Lone skrev stile i bussen på vej i skole. Og fik alligevel gode karakterer.

Helle: – Jeg ved ikke, om jeg følte mig overset, men hvis Lone havde fået 11, så kunne jeg ikke glæde mig over mit 9-tal, fordi så var det ikke godt nok.

Lige så langsomt mærkede Helle misundelsen komme snigende. Og i 20'erne tog den følelse til.

Helle: – Lone går ud af gymnasiet, kommer ind på universitetet, bliver kandidat, får en lækker kæreste og slår op i en kalender og får de børn, hun vil have. Jeg skal den lange vej. Jeg skal i gymnasiet, tage orlov, genoptage gymnasiet, bliver ved en fejl ikke optaget på universitetet og har rigtig svært ved at få børn. Og så fik jeg det sådan: "Hvorfor skal det hele tiden være så svært for mig og så nemt for Lone?" For sådan har det set ud fra min stol. Men alligevel var det jo Lone, der tog med mig ud på det universitet for at finde ud af, hvad der var gået galt. Det er hende, der altid stiller op.

Helle: – Da vi nærmede os de 18 år og skulle tage kørekort, dumpede jeg selvfølgelig, og Lone bestod. Og hvor fedt var det så lige at sidde dér og sige: "Skål og tillykke!" Der har jeg jo efterfølgende fået at vide af Lone, at ja, selvfølgelig syntes hun, det var synd for mig, når ting i mit liv ikke lykkedes, men det var også synd for Lone.

Lone: – Det ødelagde også min 18-års fødselsdag, for jeg kunne jo ikke være glad og fejre, at jeg havde fået kørekortet. Og så har Helle sådan en eller anden idé om, at alting bare har været nemt for mig, og det har det ikke. Jeg synes nogen gange, det er lidt uretfærdigt, at jeg får skudt det i skoene, for jeg har altså også arbejdet for det. Jeg har også oplevet hårde ting i mit liv, men det kommer man jo igennem.

LÆS OGSÅ: Søstre hylder hinanden med personlige tatoveringer

Brud og forsoning

I syv år – fra Helle og Lone var 25-32 år – mistede de to mere eller mindre kontakten. I den periode så de kun hinanden til familiefødselsdage.

Helle: – Bruddet kom, fordi Lones kærestes ven var min kæreste, og han gjorde det forbi med mig. Da Lone holdt kandidatfest, valgte jeg det fra, fordi han skulle med – det kunne jeg slet ikke holde ud at være i. Men også fordi det var så svært for mig at være i de ting, der ikke lykkedes for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg straffede hende, men jeg var nødt til at trække stikket for at beskytte mig selv. Nu nærmer jeg mig 50, og der er rigtig mange ting, jeg har fortrudt, som ikke kan gøres om. Det gik jeg glip af, så det har været på bekostning af nogle ting, men det syntes jeg jo ikke i øjeblikket. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at der ikke var noget at beskytte sig mod.

Da Lone nogle år efter bruddet blev gravid med sin første datter som 27-årig, var der ingen spontane lykkesudbrud eller lykønskninger fra Helles side. Den problemfri graviditet gjorde hende blot endnu mere irriteret og jaloux.

Lone: – Det var jo kæmpestort for mig, da jeg fik mit første barn. Jeg skulle have en lille pige, og da jeg havde født hende, og Helle kom for at se hende, var hun bare dybt uinteresseret. Og jeg ville jo gerne kunne dele det med hende, men det kunne Helle ikke rumme, så der var nogle år, hvor jeg savnede hende. Og savnede at kunne dele sådan en stor ting i mit liv med hende.

Har du skammet dig over, at du ikke kunne rumme Lones lykke, Helle?

Helle: – Jeg syntes vitterligt, det var så uretfærdigt, at det kunne jeg sagtens være i. Jeg tænker ikke, det kunne have været anderledes på det tidspunkt.

Et par år senere fik Lone endnu et barn, og da hun og hendes daværende mand besluttede sig for at få et tredje og sidste barn, viste det sig, at Lone var gravid med tvillinger.

Helle: – Da hun ringede til mig og fortalte, at hun skulle have tvillinger, tænkte jeg bare: "Selvfølgelig skal du det!" Hvorfor skulle hun det? Hun havde to børn i forvejen, og jeg havde prøvet at få børn i rigtig, rigtig lang tid og måtte igennem kunstig befrugtning. Med det samme tænker jeg, at det kan hun faktisk ikke være bekendt. Og sådan er det stadigvæk for mig. Jeg arbejder med det. Men jeg kan stadig godt mærke en snert af irritation og jalousi. Det er ikke, fordi jeg er misundelig på den måde, at jeg gerne vil bytte liv med hende, for jeg hviler rigtig meget i, hvor jeg er i livet lige nu, men jeg kan mærke, at irritationen ligger lige under overfladen.

Lone: – Fordi jeg ved, hvordan hun reagerer, lægger jeg også nogle gange lidt bånd på mig selv. For eksempel da jeg fik ny kæreste. Selvom hun bliver glad på mine vegne, så ved jeg også, at hun tænker, at det ville hun også gerne have. Jeg tænker lidt over, hvordan jeg siger det, for jeg kender hende så godt nu, at jeg ved, hvad hun bliver misundelig over.

Helle: – Det er rigtigt, at sådan ville jeg nok have reageret for et par år siden, for der ville jeg gerne have en kæreste, men sådan har jeg det ikke længere.

Det skulle dog vise sig, at det, der tidligere havde splittet dem ad, nu kom til at knytte dem tættere sammen end nogensinde før.

Lone: – Da jeg fik at vide, at jeg skulle have tvillinger, var det bare logisk, at Helle var den første, jeg ringede til. Også selvom jeg kunne mærke, hun ikke var helt tilfreds med situationen. Men da Helle så ringede 14 dage senere og fortalte, at hun også skulle have tvillinger, så var det bare, som om der var nogle brikker, der faldt på plads. Da det skete, blev der bare slået en kæmpe streg hen over tidligere tiders uoverensstemmelser og misforståelser, for pludselig var vi fælles om noget. Pludselig begyndte vi at ringe til hinanden tre-fire gange om dagen for at fortælle om vores oplevelser. Det var jo første gang, Helle var gravid, så hun havde sindssygt mange spørgsmål. Og så lavede vi en gensidig underforstået aftale om at lægge tingene bag os. Vi startede på et nyt kapitel dér. Jeg havde en grundlæggende følelse af at have savnet hende, så det udfyldte et tomrum hos mig, da vi genoptog kontakten. Jeg blev så glad for det, at jeg var villig til at gå langt for at få det til at lykkedes.

Hvordan kunne du tilgive Helle for ikke at have været der for dig under din første graviditet?

Lone: – For mig var det vigtigt at se fremad. Det nytter jo ikke noget at blive ved med at slå hinanden oven i hovedet med, hvad der er sket. Det var vigtigere at tale om, hvordan vi ville have, vores forhold skulle være fremadrettet.

LÆS OGSÅ: Nikita Klæstrups søster: Jeg troede, Nikita var en døgnflue

Sig undskyld!

Selvom der oprindeligt kun var to måneder mellem Helle og Lones terminsdatoer, er der tre måneder imellem deres tvillinger. Lone fødte to måneder for tidligt, og Helle fødte fire uger før sin termin. Og endnu engang fandt de sig selv i samme skæbne, da de hver især fik et spædbarn med milde spastiske lammelser. Siden dengang er der sket meget. De er begge blevet skilt. Har boet under samme tag i en periode. Og i dag er de nøglepersoner i hinandens liv. Som alenemor kan det være svært at få hverdagen til at gå op, så de hjælper hinanden, så godt de kan. Da Lone blev opereret i sit bækken sidste år, flyttede Helle ind for at hjælpe med at gå tur med Lones hund, handle ind og gøre rent. De henter hinanden fra fester, er lige nu på kur sammen og har planer om at holde fælles fødselsdag, når de næste år runder et skarpt hjørne.

Hvad betyder det for jer at være blevet forsonet?

Lone: – Det betyder alt.

Helle: – Ja, det gør det faktisk. Vi er kommet styrket ud af vores konflikter og er blevet hinandens fortrolige. Vi er de bedste venner og taler sammen hver dag. Vores forhold kan stå meget imod – nok fordi vi har et stærkt fundament fra vores barndom.

Lone: – For nogle år siden havde vi faktisk en konflikt igen, som kunne have været afgørende, men der brugte vi vores erfaringer til at sige: "Okay, vi er meget uenige, og det kan også godt være, at vi har brug for et pusterum, men vi skal nok finde ud af det."

Helle: – Ja, den konflikt kom sig af, at jeg har en søn med udfordringer inden for autismespektret, og jeg blev såret over, at Lone bad mig om at lade Kasper blive hjemme mentalt, så det ikke kom til at fylde så meget, når vi skulle til Spanien og fejre jul. Et par uger efter det skænderi mødtes vi på en café for at tale det hele igennem. Og da Lone kom gående, kan jeg bare huske, at jeg tænkte: "Det her skal vi aldrig mere," for jeg kunne ikke holde til at miste hende. Hun så så ked ud af det, og jeg blev simpelthen så ramt af det. Det er livet altså for kort til. Det var en rædselsfuld kop kaffe, vi fik dér, og da vi gik fra hinanden, var det bare tydeligt, at vi var nødt til at få det her bygget op igen, for andet kunne jeg ikke holde ud.

Lone: – Vi er blevet bedre til at sige tingene direkte til hinanden. Vi har været helt dernede, hvor det var allersværest. Hvor der kun er to veje: Enten så slutter vores forhold her, eller også arbejder vi på at få det til at lykkes. For grundlæggende vil vi gerne hinanden. Grundlæggende kan vi ikke undvære hinanden. Grundlæggende er der rigtig meget værdi i, at Helle er i mit liv. Mit liv ville være meget mere fattigt uden Helle. Vi er bestemt ikke altid enige, og ofte skal vi navigere lidt i forhold til hinanden, men gevinsterne ved at være i hinandens liv opvejer det.

Helle: – Vi er blevet bedre til at tage konflikterne lidt i opløbet. Og jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vi jo kun er her på lånt tid. Det er lige præcis det, man siger i taler til konfirmanden: "Nu skal du huske at nyde livet." Carpe diem og alt det dér. Men det er jo dét, det handler om. At få mest muligt ud af livet. Det er nu, vi skal tage vores søskendeskab alvorligt, for man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Helle: – Det er rigtig nemt ikke at gøre noget ved den negative spiral. I starten er det ikke nemt bare at lade telefonen ringe ud, når man kan se, hun ringer. Men i løbet af relativt kort tid bliver det let at ignorere opkaldene. Det svære er at sige: "Undskyld, vi skal snakke sammen." Det er vi begge to blevet gode til.

LÆS OGSÅ: Psykolog Mette Bratlann får mange henvendelser fra unge i kvartvejskrise: Her er hendes bedste råd

Det stærke familiebånd

I dag kan hverken Helle eller Lone forestille sig et liv uden hinanden. De deler en fælles historie, som ingen andre har indblik i. Og det helt særlige bånd skal man værne om, er de enige om.

Helle: – For mig betyder vores søskendeskab, at der er en, der kender mig rigtig godt. En, som er tæt på, og som er den første, jeg har lyst til at ringe til. Både når det går godt, og når det ikke går godt. Jeg har en fortrolig. En, der vil hjælpe mig og bakke mig op. Det er utrolig værdifuldt.

Lone: – Der er et hul indeni, hvis ikke hun er der. Der er en grundlæggende tro på, at hun altid vil stille op og være der for mig. Vi snakker sammen tre-fire gange om dagen. Mine børn synes, det er lidt belastende og råber altid: "Det er garanteret Helle." Og det er det. Vi taler ikke altid om noget, vi skal bare lige høre hinandens stemme. Hver morgen har vi en halv time, hvor vi lige får vendt verdenssituationen.

Og når det kommer til deres børn, har de lært af deres forældres fejl.

Lone: – Vi har sat dem i hver sin klasse. De skal ikke konkurrere om de samme kammerater, og der er ikke den der direkte sammenligning, når man får stillet en opgave af læreren. Mange ting havde da rent praktisk været nemmere, hvis de havde gået i samme klasse, men det er to forskellige børn, og sådan skal de også behandles.