”Man skal være lavet af sten, hvis ikke man skal blive påvirket af at læse de oplevelser”

”Man skal være lavet af sten, hvis ikke man skal blive påvirket af at læse de oplevelser”

Det er præcis en uge siden, at 322 kvindelige politikere gik ud i et fælles opråb mod sexisme med budskabet om, at det findes alle steder i vores samfund – også på Christiansborg. ALT.dk har bedt de fire initiativtagere bag underskriftindsamlingen om at reflektere over ugen, der er gået – og ugerne, der kommer.

Vi valgte at indsamle underskrifterne, fordi… det alt for længe har været sådan, at ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser med sexisme i partipolitik ikke kommer frem i lyset. Det kan der være mange årsager til: Nogle kvinder oplever, at det har alt for store personlige konsekvenser at stå frem - man kan være bekymret for sine venskaber, sine karrieremuligheder eller sin politiske fremtid. Andre kvinder oplever, at de faktisk går til ledelsen eller tillidspersoner i deres partier, men at deres grænseoverskridende oplevelser enten bliver dysset ned eller ikke bliver taget alvorligt. Og vi oplever, at der i offentligheden er meget fokus på sexisme mange steder i samfundet. Vi ønskede derfor at gøre opmærksom på, at det også finder sted i politik. Vi har et ønske om at holde op med at debattere, hvorvidt sexisme eksisterer i politik, og i stedet debattere hvordan vi løser det. 

Vores vigtigste erkendelse var… at vi alle sammen er nødt til at se indad. Der er ikke nogen af os, der kan sige os fri fra at have taget del i den kultur, der hersker. Enten ved selv at bidrage til en sexistisk stemning eller ved ikke at sige tydeligt fra, når vores venner og partifæller skabte dén stemning. 

Det var vigtigt for os at… understrege, at det her ikke handler om at pege fingre ad hverken specifikke personer eller bestemte partier. For problemerne findes overalt. Det er vigtigt for os, at der her er et fælles opråb på tværs af hele det politiske spektrum, og at vi som kvinder danner en ring om hinanden. Sådan tror vi, at man bedst kommer fremad og får taget fat om problemerne. 

Vi var bekymrede for… om pigernes mod ville blev vendt til skam, og om vi overhovedet ville blive taget alvorligt. De bekymringer viste sig at være ubegrundede.  

Vi blev helt overvældede, da… underskrifterne på bare få døgn blev flere og flere. Det gjorde stort indtryk at se det sprede sig som ringe i vandet. Vi blev simpelthen så berørte af at læse de personlige oplevelser, som mange af kvinderne delte. Det påvirkede os langt mere, end vi nogensinde havde kunnet forudsige. For det er virkelig stærke sager, der er kommet frem. Man skal være lavet af sten, hvis ikke man skal blive påvirket af at læse de oplevelser. 

Det er kommet bag på os at… opleve det fællesskab, der kan opnås, når vi kvinder står på skuldrene af hinanden. 

Det har været opløftende at se, at… flere personer tydeligt har tilkendegivet, at #enblandtos har fået dem til at se verden i et nyt perspektiv. At de tør stå ved, at de er blevet klogere og mere opmærksomme på deres egen rolle i den kultur, der hersker i partierne.

Det har været nedslående at se, at… visse journalister har været meget aggressive og pågående overfor enkelte medunderskrivere, så det har føltes ubehageligt. Vi står jo netop sammen i flok for at passe godt på hinanden, men det er ikke alle journalister, der respekterer nogle kvinders ønske om ikke at udtale sig om deres egne oplevelser offentligt.  

Vi håber, at der i fremtiden… aldrig vil være nogle kvinder, der holder sig tilbage fra at gå ind i politik, fordi de risikerer grænseoverskridende og sexistiske oplevelser. Det kræver, at der sker kulturændringer i alle partier - for eksempel gennem samværspolitikker baseret på samtykke, uddannelse i at håndtere sexisme og seksuelle krænkelser og en åben samtale i partierne om de problemer, der måtte være. 

Det næste stykke tid vil vi… blive ved og ved med at bruge #enblandtos - vi føler, at der er skabt en bevægelse og et vigtigt fællesskab. Det fællesskab skal bære faklen videre og fortsætte med at sætte fokus på sexisme og uretfærdighed overalt, hvor vi møder det. Og vi skal sørge for at bakke hinanden op på kryds og på tværs, så ingen står alene, når de siger fra, råber op og siger stop. 

Har du oplevet sexisme og krænkende adfærd på din arbejdsplads? Del din oplevelse med ALT.dk ved at sende den til tip@alt.dk – skriv ’sexisme’ i emnefeltet og læs mere her.

Deltag også i ALT.dks #MeToo-skole og bliv klogere på konkrete løsninger på seksuel chikane på arbejdspladsen.

Få overblikket over det store #MeToo-opgør i Danmark i 2020 og 2021

Hvorfor lige nu? Få overblikket her:

I slutningen af august afslørede Sofie Linde, at en tidligere ”stor tv-kanon” i DR havde truet hende med, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Det skete for 12 år siden til en julefrokost i mediehuset.

Siden har debatten om sexisme og seksuel chikane for alvor rullet i Danmark.

Efter Sofie Lindes afsløring er flere kendte værter stået frem med lignende oplevelser med seksuel chikane i mediebranchen. ALT.dks livsstilsredaktør har også delt sin.

  • Den 9. september efterlyste ALT.dk beretninger fra både mænd og kvinder, der har oplevet seksuel chikane på deres arbejdsplads. Over 100 beretninger er siden blevet delt – fra en lang række forskellige brancher og aldersgrupper.
  • Den 10. september skrev over 700 kvinder fra mediebranchen under på, at de selv havde oplevet eller været vidne til seksuel chikane og sexisme på arbejdspladsen. På få dage steg antallet af underskrifter til mere end det dobbelte.
  • Den 14. september sendte 10 tidligere praktikanter et brev til ledelsen i DR, hvor de beskrev sexistiske og krænkende oplevelser, de har været udsat for i mediehuset.
  • Den 15. september stod flere kvindelige politikere frem og fortalte om seksuel chikane på Christiansborg.
  • Den 21. september sendte 46 tidligere og nuværende medarbejdere på Ekstra Bladet et brev til ledelsen, hvor de kritiserede manglende handling over for en sexistisk kultur på avisen.
  • Den 23. september oprettede ALT.dk #MeToo-skolen i samarbejde med HK Privat for at pege på konkrete løsninger, der kan sikre trygge arbejdspladser uden sexchikane.
  • Den 25. september skrev mere end 300 kvindelige politikere under på et opråb mod sexisme og krænkende adfærd i dansk politik.
  • Den 26. september blev det offentliggjort, at over 500 læger også har skrevet under på, at sexisme finder sted på danske hospitaler, klinikker og universiteter.
  • Den 2. oktober bringer Politiken 97 vidnesbyrd fra kvindelige musikere og branchepersoner, som står frem og fortæller om sexisme og seksuel chikane i musikverdenen.
  • Den 7. oktober går Morten Østergaard af som politisk leder for De Radikale, da det kommer frem, at det er ham, har der krænket folketingsmedlem Lotte Rod ved at lægge en uønsket hånd på hendes lår for omkring 10 år siden. Den 10. oktober skriver Morten Østergaard ud på Facebook, at flere kvinder har følt sig krænket af ham, og den nye politiske leder Sofie Carsten Nielsen (R) igangsætter en undersøgelse af Morten Østergaard og seksuel chikane i partiet.
  • Den 8. oktober siger 689 forskere fra universitetsverdenen fra over for sexisme og seksuelle krænkelser og fortæller bl.a. om overgreb og trusler i deres branche. 
  • Den 12. oktober siger 664 filmfolk fra over for sexisme og krænkelser i deres branche i en åben erklæring, der bl.a. støtter op om tidligere produktionsassistent Emilie Moth, som 30. september stod frem i Ekstra Bladet og fortalte om seksuelle krænkelser. 
  • 19. oktober: Frank Jensen fortæller på et pressemøde, at han går af som overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet. Han mister i samme ombæring tre ud af sine fire bestyrelsesposter, hvor den fjerde, Rockwool Fonden, stadigvæk overvejer, om Frank Jensen skal være en del af bestyrelsen. Få hele overblikket her.
  • 27. oktober: 11 initiativtagere har samlet 284 underskrifter fra kvinder i fagbevægelserne, som siger fra over for en sexistisk kultur og krænkelser internt i deres egen branche.
  • 9. november: 1.485 skuespillere, instruktører, producenter, ledere, sangere, musicalperformere, dansere, koreografer, undervisere og elever er i en rapport fra Aarhus Universitet blevet spurgt ind til grænseoverskridende adfærd på deres arbejdsplads. Her svarer hver anden kvinde og næsten hver fjerde mand, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. Og at den grænseoverskridende adfærd oftest kommer fra en leder. Det skriver Politiken på baggrund af rapporten.
  • 11. december: Jens Gaarbo stopper på TV2, efter en advokatundersøgelse, der undersøger kulturen på TV 2, har vist, at han handlede forkert og udviste "dårlig dømmekraft", da han var nyhedschef på kanalen fra 1997-2003.
  • 15. december: 54 kvinder og 3 mænd har skrevet 143 vidnesbyrd om sexisme i arkitektbranchen, som politikenbyrum.dk bringer. De har samtidig startet en underskriftindsamling for alle, som enten har oplevet eller været vidne til sexistisk adfærd i arkitektbranchen i Danmark. 
  • 5. januar: Den kendte TV 2-vært Jes Dorph-Petersen er efter indberetninger fra to tidligere kvindelige medarbejdere blevet afskediget. Afskedigelsen skal ses i lyset af den advokatundersøgelse, TV 2 påbegyndte i efteråret, hvor flere kvinder stod frem og fortalte om grænseoverskridende og krænkende adfærd på TV 2.
  • 14. februar: En tidligere sekretær i Socialdemokratiets top står frem hos DR og fortæller, hvordan tidligere minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen i 2010 under en sommerfest var grænseoverskridende og krænkende overfor hende. "Han tager fat om mig, hiver mig ind til sig og kysser og slikker mig på kinden, mens han siger: ’Du skal ha’ en rigtig mand’," fortæller Louise Kwang blandt andet. Sagen endte dengang med, at hun fik en undskyldning, hvis hun skrev under på en tavshedsklausul. Det fortrød hun siden, fordi hun derfor ikke havde nogen at tale med sagen om. Hun fortsatte i jobbet, men gik ned med stress. I dag ønsker Louise Kwang at advare andre om at skrive under på en sådan aftale. Carsten Hansen ønsker ikke at stille op til interview, men svarer i en mail til DR, at aftalen blev indgået med Louise Kwang selv og HK, der repræsenterede hende, og at han ikke finder anledning til at kommentere yderligere.