Lones søster var syg og bad hende om at adoptere sin søn: ”Da hun døde meldte tvivlen sig alligevel”

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lone opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Det var en forfærdelig dag, da min søster, Marianne, fik sin diagnose. 

Læs også

Forræder vender tilbage: Her er de 17 nye deltagere

Hun havde længe døjet med hovedpine og synsforstyrrelser, men ingen af os havde troet, at hun, der var så ung, havde en hjernetumor.

Selvom der var 10 år mellem Marianne og mig, hun var 42 og jeg var 52, havde vi altid været tætte. I de sidste to år, hvor jeg havde været igennem et brystkræftforløb, som jeg heldigvis var sluppet igennem i live, havde Marianne været ved min side hele vejen. 

Jeg var derfor også parat til at være der for Marianne, nu hvor hun var syg.

Men Mariannes tumor udviklede sig langt hurtigere, end vi havde regnet med. Hun fik det dårligere og dårligere, og blot tre måneder efter, hun havde fået diagnosen, var Marianne død. Jeg var i chok. Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle miste min lillesøster og slet ikke så tidligt.

Måske havde Marianne selv haft en fornemmelse af, hvor hurtigt det kunne gå, for en af de sidste gange, jeg talte med hende, spurgte hun, om jeg ville adoptere hendes syvårige søn, Johannes, hvis hun døde.

Jeg sagde selvfølgelig ja. I situationen kunne jeg ikke se, at jeg kunne gøre andet. Bagefter var Jan, min mand, vred over, at jeg ikke først havde spurgt ham, men på det tidspunkt var det stadig så abstrakt for mig, at Marianne kunne dø. 

Jeg troede ikke på, at det kunne ske, og det sagde jeg til Jan. Han rystede på hovedet og svarede, at det at få endnu et barn, ville være et meget stort ansvar for os. Jeg tænkte selv det samme, men jeg sagde ikke noget.

Jan og jeg kendte selvfølgelig Johannes rigtig godt, og vi var begge enige om, at han var en sød dreng. 

Marianne havde fået ham med en franskmand, som hun kun havde været kæreste med kortvarigt. Han var flyttet tilbage til Frankrig efter, at Johannes var født, og Marianne og Johannes havde kun haft sporadisk kontakt med ham gennem årene. 

Læs også

Ole fra 'Sygeplejeskolen': Her er hans kendte kæreste

Han havde ingen forældremyndighed over Johannes længere, og det ville være utænkeligt, at Johannes flyttede ned til sin far, det vidste jeg godt. Jan og jeg havde selv to voksne sønner. 

De var nu i 20’erne og levede deres egne liv. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg ville befinde mig i den situation, hvor jeg skulle overveje, om jeg i min alder ville være mor for en syvårig.

Allerede, da Marianne blev indlagt, var Johannes flyttet ind hos os. Vi havde altid boet tæt på hinanden, og Johannes kunne nemt passe sin skole hjemme fra os. 

Jeg mærkede, hvor skrøbelig og sårbar, han var, og mit moderhjerte begyndte at banke for ham, men jeg var også i syv sind. De sidste år havde været hårde for Jan og mig. Samtidig med, at jeg havde haft brystkræft, havde Jan døjet med en diskusprolaps. 

Jeg havde arbejdet på nedsat tid, og vores indtægt var faldet. Hvis jeg skulle være helt ærlig, vidste jeg ikke, om vi havde kræfterne til at starte forfra med et relativt lille barn. Når Johannes fyldte 18, ville jeg være 63. Det var en tanke, der fyldte mig med en form for frygt.

Den dag, Marianne døde, stod jeg både med sorgen over at have mistet min søster og med bekymringen over, hvad der skulle ske med Johannes. 

Jan og jeg satte os ned og talte hele situationen igennem, men uanset, hvor bekymrede vi var ved udsigten til at skulle være forældre igen, kunne vi ikke se andre muligheder end, at vi adopterede Johannes. 

Jeg følte, at det var min pligt som søster, men jeg var stadigvæk også nervøs for fremtiden. Heldigvis gik adoptionen nemt. Johannes’ far var var indforstået med situationen, og vi har faktisk etableret en fin kontakt med ham, der gør, at Johannes ser ham to gange årligt.

Der er ikke gået en dag, siden vi adopterede Johannes, hvor vi ikke har været glade for vores beslutning. Den første tid efter Mariannes død var dog hårde. Johannes var vred og ked af det, men med tiden opstod der et stærkt, naturligt sammenhold mellem os. 

Efterhånden trak sorgen sig i baggrunden, og vi begyndte at have en almindelig hverdag. Jan og jeg fandt hurtigt ud af, at vi skulle stå tidligt op for at følge med Johannes, der er en aktiv dreng, men det gav os et skub til at få foretaget nogle positive forandringer i vores liv. 

Læs også

Charlotte Fich levede med dårligt selvværd – så stillede hun sig selv et vigtigt spørgsmål

Vi dyrker mere motion nu og er kommet i god form. Vores to store sønner elsker også, at deres fætter nu er blevet deres lillebror, og jeg kan mærke, at de kommer oftere hjem nu, end de ville have gjort ellers. 

Så spiller de computerspil med Johannes, spiller fodbold med ham i haven, eller vi ser alle en film sammen.

Jeg tænker stadig over, at jeg vil være i 60’erne, før Johannes flytter hjemmefra, men det mærkelige er, at jeg føler mig langt yngre, end jeg har gjort længe. 

Jan og jeg lever et ret anderledes liv end mange af vores jævnaldrende venner gør det, men vi er enige om, at Johannes er med til at holde os unge.

Når jeg ser på Johannes, ser jeg så meget af Marianne i ham. Jeg ville have givet alt for, at min søster kunne være sammen med os i dag, men Johannes er samtidig min forbindelse til Marianne i det hinsides. 

Gennem ham føler jeg nemlig, at Marianne stadig er hos mig, så det var på alle planer den rigtige beslutning, da vi valgte at tage Johannes under vores vinger. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.