Anita gav flest penge til sin søn, da hun solgte sit hus: ”Den idé blev min langt mere velhavende datter ikke begejstret for”
Da jeg solgte mit hus, stod jeg pludselig med en hel del penge. Derfor tænkte jeg, at jeg ville hjælpe min søn, der befandt sig i en stor personlig og økonomisk krise. Den idé blev min langt mere velhavende datter dog ikke begejstret for. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anita opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
I lang tid beholdt jeg det store hus, hvor børnene voksede op, og hvor jeg havde boet med min nu afdøde mand.
Selv da jeg blev pensionist, holdt jeg fast i huset, for jeg nænnede ikke at rydde ud i mine minder og ville også have plads til, at børn og børnebørn kunne overnatte.
Med tiden blev der dog for meget at vedligeholde, så på opfordring fra mine børn besluttede jeg mig som 73-årig for at sælge. Jeg var bange for, at det ville blive en lang og indviklet affære, men salget gik fint og hurtigt, og jeg fandt ud af det hele.
Egentlig var det heller ikke så svært for mig at pakke ned og smide ud. Jeg oplevede det faktisk som befriende at træde ind i en nye fase af mit liv uden alt for meget bagage.
Det hjalp også på humøret, at jeg bagefter stod tilbage med en pæn sum penge. Selv da jeg havde købt mig en lille lejlighed, havde jeg flere penge, end jeg før havde haft. Jeg var vokset op hos en enlig mor, der måtte vende hver en femøre og ikke kunne give mig nye vinterstøvler, når jeg voksede ud af de gamle.
Nu havde jeg en sum, jeg helt alene kunne bestemme over. Jeg købte lidt tøj og nye møbler og oprettede en feriekonto, alligevel havde jeg stadigvæk ret mange penge tilbage.
En dag, da jeg besøgte min søn, Alex, der var 43 og nyskilt, fik jeg lyst til at forære ham nogle af pengene. Han hang med næbbet, fordi han havde dårlig ryg og lige var blevet fyret fra sit arbejde.
Efterfølgende var han flyttet til en lille og dårlig istandsat lejlighed, hvor opvaskemaskinen ikke virkede, og der i den grad også trængte til at blive malet. Min mand og jeg havde ellers ikke haft tradition for at hjælpe vores voksne børn.
Egentlig havde de nok bare ikke haft brug for det før, men nu fik jeg en brændende lyst til at muntre min søn op.
Nogle dage senere talte jeg med min datter, Kira, og fortalte hende, at jeg ville give hendes bror 50.000 kroner i gave, så Alex kunne få råd til at holde ferie med sin 10-årige datter og også få sig en ny opvaskemaskine.
Jeg troede, hun begejstret ville støtte op om min idé, i stedet blev hun vred og smækkede røret på. Da jeg ringede op igen for at få et svar på hvorfor, sagde hun, at hun rent ud sagt var sur over, at jeg ikke også gav hende penge.
Annonse
"Men I har jo penge nok!" sagde jeg uforstående.
For Kira og hendes mand havde begge lederstillinger. De ejede et stort hus og et sommerhus og to biler. Det ville jo slet ikke give mening at støtte dem økonomisk. Min datter sagde, at det ikke handlede om pengene, men om at hendes bror altid havde fået mere end hun.
Min mand og jeg havde forkælet ham i et væk, mente hun. Bl.a. havde Alex gået til dyr musikundervisning og fået hjælp til et trommesæt, og hun mindedes også engang, hvor vi gav ham en ny computer.
Jeg var rystet og sagde, at jeg var ked af, at hun havde oplevet det sådan uden at fortælle mig om sine følelser, og så afsluttede vi samtalen. Først da jeg skulle til at sove, kom jeg i tanke om, at vi engang, hvor Kira fik stjålet sin pung på en ferie, sendte hende et stort beløb, som hun aldrig tilbagebetalte.
De penge havde hun sikkert glemt alt om. Jeg kom også i tanke om en dyr designersofa, vi gav et stort bidrag til. Der i mørket overvejede jeg at skrive og minde hende om det, men jeg havde mistet lysten til at tale mere med min datter.
Jeg havde heller ikke længere lyst til at forære min søn penge. Sådan en gave skulle jo skabe glæde, ikke splittelse. Hvis jeg ikke måtte give Alex penge uden også at give Kira, ville jeg hellere lade være. Jeg ville under ingen omstændigheder poste penge ind i min datters velhavende livsstil, som jeg helt ærligt ofte var blevet lidt forarget over.
I en anden sammenhæng spurgte jeg min søn, om han syntes, vi havde gjort forskel på ham og Kira? Han tænkte sig godt om. Så sagde han, at vi aldrig havde stolet på, at han ville klare sig.
"I pralede altid af Kira over for jeres venner, men I pralede aldrig af mig."
Nogle måneder senere spurgte Kira, hvad jeg havde besluttet om pengene. Jeg sagde, at jeg stadig tænkte over sagen, men egentlig synes, det var småligt af hende ikke at vise forståelse for sin brors situation. Han havde det hårdt, og som familie burde vi støtte op om ham.
Igen blev hun fornærmet, og vi talte ikke sammen i flere uger. Jeg havde ondt i maven og var bange for, jeg var gået for vidt.
Så en dag ringede Kira og inviterede mig til middag hos familien. Først da jeg ankom, så jeg, at min søn også var der. Det viste sig, at Kira og Alex havde set en del til hinanden, for Kira havde hjulpet ham med at male hans nye lejlighed. Hun trak mig på et tidspunkt ud i køkkenet og sagde så brødebetynget, at hun gerne ville undskylde, at hun opførte sig så forkælet.
"Jeg var virkelig ikke klar over, hvor stor en krise Alex står midt i," tilføjede hun.
Så selvfølgelig skulle jeg give Alex penge, hvis jeg havde lyst til det, resten skulle jeg forkæle mig selv med.
Jeg er lykkelig over, at Kira overkom sin smålighed på den måde. Den lille krise gav os også et skub til at få talt med hinanden om, hvor forskelligt mine børn har oplevet deres barndom, og det har sidenhen styrket vores forhold.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
