Sofie var lykkelig i familielivet, da hendes mand kom med chokerende besked: ”Jeg var dybt rystet”
Jeg levede et velhavende, behageligt og bekymringsløst liv med min dejlige familie. Det liv sluttede brat den dag, hvor min noget ældre mand kom hjem og sagde, at der var noget, han blev nødt til at fortælle mig. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg stod i køkkenet og pakkede varer ud, da Flemmings bil kørte ind i indkørslen. Han var tidligt hjemme, men det var der intet usædvanligt i.
For nu, hvor han havde passeret de 60, var han begyndt at drosle ned fra sit arbejde som investeringskonsulent, og hans plan havde længe været at gå tidligt på pension.
Han havde tjent godt gennem årene, og selvom jeg ikke havde et arbejde og var 16 år yngre end ham, så ville vi nemt kunne leve resten af livet af vores opsparing.
Vinduet i køkkenet var åbent og vendte ud mod indkørslen, og nu studsede jeg over Flemmings stemme, som jeg kunne høre derude fra. Han talte i telefon over bilens højttaleranlæg, men han lød mere elskværdig, end han plejede og sagde noget om, hvor glad han var for at høre den anden parts stemme. Samtalen var dog hurtigt færdig, og jeg tænkte, at han sikkert talte med sin datter fra første ægteskab, Minna, der boede i London.
Sammen havde Flemming og jeg to børn, vores søn på 13 og en datter på 9. Jeg havde mødt ham kort efter hans skilsmisse fra Minnas mor, og vi havde kun set hinanden ganske få måneder, før jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Flemming var blevet lykkelig, men jeg fornemmede nok allerede dengang, at han var en meget impulsiv person og lidt af en drømmer.
Jeg flyttede ud af min lejlighed og ind i Flemmings store hus med kun to kufferter, og vi havde været sammen på godt og ondt lige siden. Det gode var, at vi levede et materielt meget behageligt liv. Jeg gik hjemme, siden jeg fødte Anton, og vi havde råd til at skabe en masse gode oplevelser for vores familie. Vi spiste ude på gode restauranter, og vi tog på spændende rejser flere gange om året.
Men jeg tænkte tit på, at starten på vores forhold havde været lovlig forjaget. Min graviditet var kommet bag på os begge. Efter Antons fødsel var der gået få år, før jeg blev gravid med Isabella, og vores samliv var hurtigt kommet til at handle om praktik. Vi var aldrig blevet gift, og romancen mellem os var også ret kortvarig.
Alligevel havde vi et godt liv sammen, som jeg ikke ville bytte for noget. Vi fandt en god balance, hvor Flemming tjente pengene og jeg tog mig af familien og det store hus og skabte ro og stabilitet i vores liv. Hverdagen var travl, både sammen og hver for sig.
Vores børn gik til mange aktiviteter, og vi gik ofte ud sammen med vores venner, men der var alligevel noget, der gjorde, at jeg ikke kunne slå den korte samtale, jeg havde overhørt ud af hovedet. Jeg følte også, at Flemming var mere fraværende end han plejede, men på den anden side var han 64, mens jeg var 48, og den aldersforskel var af og til begyndt at betyde noget, selvom Flemming holdt sig utroligt godt og af mange blev skudt til at være først i 50’erne.
En tidlig morgen nogle dage senere studsede jeg over, at Flemming stod i havens fjerneste hjørne og talte i telefon. Han skyndte sig ind, da han så mig, og lagde telefonen fra sig på køkkenbordet, inden han gik i bad.
I det øjeblik, han var ude af køkkenet, kom der en besked på hans telefon, som jeg nåede at se. Jeg glæder mig vildt til at se dig i aften, stod der. Flemming havde sagt, at han samme aften skulle ud med en gammel kollega, men jeg regnede ret hurtigt ud, at hans jævnaldrende, mandlige kollega nok ikke ville skrive sådan til ham.
Annonse
Da Flemming kom hjem samme aften, konfronterede jeg ham med min mistanke. Flemming kviede sig først, men så var han faktisk overraskende ærlig: Ja, han var begyndt at skrive sammen med en yngre kvinde over Facebook, og det havde udviklet sig. Til sidst mødtes de, og de havde nu set hinanden i nogle måneder. På en måde åndede jeg lettet op.
Kvinden var 10 år yngre end mig, altså 26 år yngre end Flemming, og selvom jeg var skuffet og såret over Flemmings svigt, kom jeg egentlig ret hurtigt videre og tænkte, at det var en hændelse, vi kunne lægge bag os. For jeg kunne ikke forestille mig, at Flemming ville handle på sit sidespring. Vi havde jo en familie og to børn sammen.
Det største chok kom derfor, da Flemming nogle uger senere meddelte, at han syntes, vi skulle gå fra hinanden. Det viste sig, at han havde set sin ’nye kæreste’, som han nu kaldte hende, i mere end blot et par måneder. Det var nærmere et år, og nu ville de gerne skabe et liv sammen. Ikke mindst fordi, hun var gravid. Jeg følte det bogstaveligt talt, som om gulvet forsvandt under mig, da han sagde det sidste, og det tog lidt tid, før beskeden sank ind.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at vores liv ville tage sådan en drejning. Jeg blev vred, men mest af alt følte jeg mig helt utrolig skuffet over, at Flemming valgte at være så hensynsløs overfor vores børn. Hvad forestillede han sig skulle ske nu?
Flemming var ganske klar i mælet, da han svarede på det spørgsmål, selvom jeg mistænkte, at den ’nye kæreste’ muligvis talte igennem ham. Han mente nemlig, at jeg skulle flytte ud af huset så hurtigt som muligt. Han forestillede sig, at den ’nye kæreste’ skulle flytte ind, inden hun skulle føde.
Jeg var dybt rystet. Huset havde været mit hjem i små 15 år. Det var her, jeg boede med mine børn. Jeg havde ingen steder at flytte hen. Flemmings og mit ægteskab var ikke altid perfekt, men jeg havde aldrig forestillet mig, at han ville smide mig ud af vores fælles hjem.
Jeg plæderede for, at vi slog koldt vand i blodet. Måske behøvede vi ikke være så drastiske. Måske kunne vi arbejde på vores forhold og få det til at fungere imellem os på trods af hans svigt. Flemming havde ingen tålmodighed med mine forslag. For ham var der kun én løsning: Jeg skulle flytte.
Alle, som jeg søgte trøst hos af familie og venner, var enige om, at Flemming var blevet vanvittig. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at han desværre havde enhver ret til at udleve sit vanvid. Han havde allerede ejet huset, da vi mødte hinanden, og eftersom vi aldrig var blevet gift, og jeg aldrig havde bidraget økonomisk til vores samliv, selvom jeg var den, der rent praktisk havde holdt sammen på hverdagen, havde jeg hverken ret til at blive boende eller til at modtage nogen form for kompensation. Det var et chok for mig at erkende, at jeg ingen kontrol havde over mit liv. Jeg havde stolet på Flemming, men jeg havde ingen garanti haft for min tillid.
Jeg gik i en form for panik, men jeg blev også ramt af noget, jeg ikke havde forventet. Jeg blev ramt af skam. Grundlæggende var det selvfølgelig Flemming, der havde mest at skamme sig over i situationen, for de valg, han havde truffet, var på alle måder moralsk tvivlsomme. Men da det gik op for mig, at jeg aldrig havde sørget for at sikre mig økonomisk, men blot overladt alt i den henseende til Flemming, blev jeg flov over mig selv.
Jeg havde ingenting at falde tilbage på. Mine forældre havde ingen mulighed for at hjælpe mig økonomisk, så udover de smykker, jeg havde fået af Flemming gennem årene, ejede jeg intet af værdi. Jeg arbejdede tidligere som lægesekretær, men jeg havde været udenfor arbejdsmarkedet i næsten 15 år, så jeg forventede ikke at kunne finde et job fra den ene dag til den anden.
Jeg opdagede heldigvis, at jeg var rig på venskaber. En veninde hjalp mig med at leje et anneks, hvor jeg kunne bo. Det var ikke stort, men det var hyggeligt, og hvis jeg sov i stuen, kunne mine børn have hvert deres lille værelse i de uger, hvor de var hos mig.
Samme veninde støttede mig i at presse Flemming til at betale huslejen for det første halve år. En anden veninde anbefalede mig til et job som medhjælper i en børnehave, så selvom lønnen var lav, kunne jeg ret hurtigt begynde at forsørge mig selv, så længe jeg spændte livremmen godt ind.
Det var ikke nemt for mig at aflevere børnene i Flemmings store hus hver anden uge. Her var jeg vidne til det materielt behagelige liv, han kunne tilbyde dem, og som engang havde været mit. Jeg var også tvunget til at møde hans yngre kæreste og efterhånden det lille barn, som selvfølgelig var uden skyld.
Men mine børn faldt aldrig til i den nye familieform hos Flemming, og især min søn tilgav ham aldrig for at have smidt mig på porten uden en rød reje. De forkortede tier og tier deres uger i det store hus, eller fandt på undskyldninger for at blive hos mig. De kom aldrig til hverken at stole på eller respektere Flemming igen.
Annonse
Jeg fornemmede også, at den nye kæreste syntes, at mine børn var besværlige at have i huset, så efter et år kom vi ret nemt til enighed om, at de skulle bo hos mig og kun overnatte hos Flemming hver anden weekend. Flemming lignede på det tidspunkt mere og mere en hængt kat. Det var nok heller ikke nemt at skulle op om natten og skifte bleer, når man var så tæt på pensionsalderen.
Hvor jeg i første omgang følte, at jeg mistede alt, da Flemming satte mig på porten, endte jeg med at føle mig som en vinder i livets lotteri: Jeg havde min børns respekt og kærlighed – og deres nærvær.
Jeg endte med at tage en pædagoguddannelse, og jeg er i dag ansat i den samme daginstitution, hvor jeg startede som medhjælper. Jeg finder stor mening i mit arbejde, og jeg har fået styr på min økonomi, selvom jeg for længst har vinket farvel til et liv i luksus. Men at forstå min økonomi og lære at tage kontrol med mit eget liv, har været en læring, det er umuligt at sætte en pris på. I dag ved jeg, at det at føle mig som herre i eget hus i den grad også er en form for luksus.
