Da Ida for tredje gang dukkede uanmeldt op, ringede hendes mor til kriselinjen

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

“Hej, jeg har igen prøvet at ringe til Ida, men hun svarer stadig ikke på mine beskeder. Jeg er bekymret for hende. Vil du slå på tråden, så vi kan tale om, hvad der sker?”

Sådan lød beskeden på min telefonsvarer fra Jan, min eksmand og far til vores 24-årige datter, Ida.

Selvom selvsamme Ida lige i det øjeblik sad hjemme hos mig med tårerne løbende ned ad kinderne, kunne jeg ikke ringe tilbage til Jan. For Ida havde indtrængende bedt mig om ikke at røbe et ord til nogen om, hvilket mareridt hun gennemgik i sit liv.

Læs også

Min kæreste prøver at ændre sig, men jeg har lyst til at gå alligevel

Lad mig starte med at spole tiden halvandet år tilbage til der, hvor det hele startede. Til Idas 23-års fødselsdag, hvor hun havde inviteret sin nærmeste familie samt tætteste veninder hjem til lagkage i hendes lille hyggelige lejlighed. 

Dengang stod Idas dør stadigvæk åben for alle, og til fødselsdagen præsenterede hun os for første gang for sin nye kæreste, Adam. En fyr på samme alder som hende selv, der den dag gav os alle sammen et supergodt førstehåndsindtryk af ham. Ikke mindst fordi han var lige så rødglødende af forelskelse i Ida, som hun var det i ham.

Igennem de næste par måneder lod det nyforelskede pars forhold da også til at gå virkelig godt. Ida strålede, hvad enten jeg var alene med hende, eller når jeg var sammen med dem begge to.

Mens jeg stadig bare glædede mig på Idas vegne, var Jan dog allerede begyndt at lufte sine første bekymringer. Han synes, det var underligt, at Adam ikke havde noget arbejde og derfor sov længe i Idas lejlighed, mens hun selv passede sine studier og fritidsjob. Det blandede jeg mig nu ikke i. Heller ikke da Adam allerede efter et par måneder flyttede fast ind hos Ida. Herregud, som jeg beroligede Jan, hvis ikke det gik, kunne Ida jo bare bede Adam om at flytte ud igen.

Efterhånden begyndte jeg dog alligevel at dele Jans bekymringer. For Ida virkede ikke længere glad og blev kun i endnu dårligere humør, hvis jeg spurgte til, hvordan det gik med hende og Adam.

Læs også

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min narcissistiske ekskæreste

Hun snerrede ad mig, når jeg forsøgte at tale med hende og virkede mere og mere indelukket og afvisende. Ligeledes begyndte hun at holde sine veninder på afstand og tilbragte stort set al sin tid sammen med Adam. Når jeg en sjælden gang var alene med hende, stillede jeg ikke de spørgsmål, som bare gjorde hende pirrelig, fordi hun opfattede dem som en kritik af hendes forhold til Adam.

Jeg lyttede i stedet til, hvad hun stadig selv valgte at fortælle mig, alt imens jeg i mit stille sind hørte de første alarmklokker bimle. Ikke mindst da Ida betroede mig, at Adam led af voldsom jalousi, hvilket de allerede var begyndt at have flere og flere konflikter om derhjemme. Mine råd til, hvordan de fik løst de konflikter, efterlyste hun imidlertid ikke, så det stoppede jeg også hurtigt med.

En aften dukkede Ida så for første gang uanmeldt op hjemme hos mig, opløst af gråd og med en rødblussende kinder. Jeg fik hevet ud af hende, at Adam havde slået ud efter hende efter endnu et skænderi, der bundede i hans jalousi. Alligevel afviste hun enhver tale om, at han havde været voldelig. Hun havde blot brug for en lille pause, inden hun tog hjem for at blive forsonet med ham – og hjælpe ham med hans problemer.

I den efterfølgende periode hørte jeg ikke en lyd fra Ida. Hvis hun svarede, når jeg ringede til hende, forsikrede hun mig om, at alt gik rigtig godt med hende og Adam. Indtil hun igen dukkede op hjemme hos mig, fordi Adam endnu engang havde mistet fatningen. Da jeg chokeret så de blå mærker, han denne gang havde givet Ida på overarmene, forsvarede hun ham indædt med, at han ikke var voldelig, men blot havde taget lovlig hårdt fat i hende.

Denne gang sad jeg oppe den halve nat og lyttede til Ida. Resten af natten lå jeg så søvnløs og lyttede til strømmen af sms’er, der tikkede ind på hendes mobil i gæsteværelset ved siden af.

"Adam har sagt undskyldt og lovet, at han aldrig rører mig igen. Nu må du så love mig, at du aldrig siger det her til nogen," sagde Ida indtrængende næste morgen, inden hun tog hjem for at kæmpe videre for sit forhold.

Desværre holdt Adam ikke sit løfte, og efter at Ida for tredje gang var kommet hjem til mig uden stadig at ville erkende, at hun var i et voldeligt forhold, kunne jeg ikke længere bære på det alene. På det tidspunkt var jeg allerede meget mere bekymret for Ida, end Jan var det, men indrømmede jeg det overfor ham, ville han ikke kunne holde sin mund, det kendte jeg ham godt nok til. 

Han ville i stedet tage fat i nakken på Adam og sparke ham korporligt ud ad Idas liv. Umiddelbart en oplagt idé, men jeg vidste også, at det bare ville gøre det hele meget værre. For Ida ville lukke Adam ind i sit liv igen, og jeg ville miste den snert af fortrolighed, jeg trods alt stadigvæk havde med min datter.

På den anden side kunne jeg heller ikke holde til at blive ved med at være et stiltiende vidne, så jeg gik på nettet for at finde nogle gode råd til, hvordan jeg håndterede det her. Her fandt jeg telefonnummeret til en anonym kriselinje for voldsramte. I første omgang var jeg usikker på, om det her nu også var alvorligt nok at ringe til en kriselinje. 

Da jeg alligevel overvandt mig selv til at ringe, startede jeg da også samtalen med at undskylde, at jeg måske gjorde én fjer til fem høns. Efter at have opridset min situation, blev jeg dog bekræftet i mine bekymringer for Ida. Og kvinden, jeg talte med, rådede mig til at blive ved med at holde mit løfte til Ida. For så længe Ida havde tillid til, at hun kunne betro sig til mig, og jeg lyttede med respekt for hendes følelser og valget om at blive sammen med Adam, så var chancen større for, at hun en dag selv ville erkende, at hun var bedre tjent med at gå fra ham. 

Læs også

"Jeg gik rundt med kronisk skam overfor min mor - indtil min mosters ord ændrede alting"

Hvis jeg derimod forsøgte at overtale hende til at gå, ville jeg kun skubbe hende fra mig og efterlade hende alene i et dysfunktionelt forhold, som hun tilsyneladende ikke var i stand til at komme ud af.

Selvom det var rædselsfuldt at blive ved med at lægge ører til, hvad Ida fandt sig i fra Adams side, blev jeg derfor ved med at give hende et frirum hos mig. Her lettede hun sit hjerte uden, at jeg fordømte hende.

Det betød ikke, at jeg lukkede øjnene for, hvad der foregik. Over for Ida stod jeg fast på, at fysiske overgreb aldrig var acceptabelt. Ønskede Adam og hun at løse deres problemer, så blev de nødt til at tale og lytte til hinanden med gensidig respekt. Det, at jeg ikke kunne betro mig til mine nærmeste, betød imidlertid, at jeg selv blev nødt til at lægge afstand til andre i mit liv. 

Når Jan f.eks. ringede og bekymret spurgte, om jeg vidste, hvordan det gik med Ida, svarede jeg udenom, ligesom hun selv gjorde det, når han en sjælden gang fik chancen for at spørge hende.

Nu, hvor Jan så igen lige havde ringet, sad Ida så endnu engang grædende ved siden af mig. Denne gang havde hendes ophold hos mig imidlertid varet flere dage. Selvom Adam havde kimet hende ned og lovet og bod og bedring, var de nye blå mærker, han havde efterladt på Ida, selv for hende svære at ignorere. 

Mens Adam med skiftevis gråd, vrede og trusler forsøgte at overbevise hende om, at han elskede hende, så tryglede hun mig gudskelov endelig om hjælp til at gå fra ham. Der var da heller intet, jeg hellere ville. Problemet var bare, at Adam stadig ikke respekterede hendes valg om at afslutte deres forhold og nægtede at flytte ud af hendes lejlighed.

"Ida, jeg ved godt, at det er frygteligt svært, men hvis du ikke selv tør fortælle din far, hvad der sker, så får du kun endnu svære ved at få Adam til at fatte, at du mener det her alvorligt," sagde jeg derfor til hende.

Ida så fremfor sig med tårer i øjnene.

"Men mor, jeg skammer sådan over at indrømme det."

"Du har intet at skamme dig over," forsikrede jeg hende om.

Lidt efter ringede Ida så selv sin far op for dernæst at bryde hulkende sammen. Og akkurat som jeg hele tiden havde forudset det, satte Jan direkte kursen mod hendes lejlighed, hvor han meget hurtigt ”hjalp” Adam med at pakke sine ting, hvorefter han påtalte for ham, at han aldrig nogensinde skulle nærme sig Ida igen.

Læs også

Skal nogle mennesker ikke opleve kærlighed - hverken fra børn eller en mand?

Dermed ikke sagt at alle problemer så var løst. Ida skammede sig stadig dybt over, at hun ikke allerede var gået fra Adam, da han havde slået hende første gang. Mit og Jans forhold kom også på en forældreprøve. For Jan var dybt skuffet og vred over, at jeg ikke havde indviet ham i vores datters problemer før nu.

Indrømmet, det ville jeg også selv have været, hvis jeg var ham. Det gik dog fremad, da Ida fik professionel psykologhjælp til at bearbejde, hvad hun havde været igennem og bagefter takkede mig for min støtte. Uden den tillid, hun havde haft til mig, ville hun måske stadig have fortsat med at kæmpe for kærligheden, mens Adam ville være fortsat med at banke den sidste rest af selvtillid ud ad hende, sagde hun. 

Det var så også her, at Jan begyndte at forstå, hvorfor jeg havde ageret, som jeg havde, og derfor genvandt tilliden til mig.

I dag, hvor Ida er godt videre med sit liv, kan jeg ikke svare på, hvad jeg ville have gjort, hvis hun var blevet i det eskalerende voldelige forhold. Alene tanken er ikke til at holde ud.

Gudskelov har det ikke siden været nødvendigt at ringe anonymt til kriselinjen, men at man dengang med det samme tog min første bekymring særdeles alvorligt, vil jeg altid være kriselinjen dybt taknemmelig for.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.