"Jeg gik rundt med kronisk skam overfor min mor - indtil min mosters ord ændrede alting"

Jeg husker naturligvis ingenting om det, men jeg har senere fået at vide, at min mor fik en slem fødselspsykose, da hun fik mig. 

Som spæd blev jeg derfor passet af mine bedsteforældre, mens hun var indlagt i fire måneder. Heldigvis var der ikke tegn på, at den tidlige adskillelse skadede vores forhold, og da min mor blev rask igen, var hun da også omsorgsfuld nok.

Læs også

Lenes kæreste døde pludseligt – i dag fortryder hun særligt én ting

Lægerne mente psykosen var udløst af, at min far stak af fra min mor og tog et job i Tyskland, da hun var blot seks måneder henne med mig. Trods den hårde start elskede min mor mig, det var jeg aldrig i tvivl om. Jeg elskede også hende, selvom hun ikke altid var nem at have som mor.

I perioder kunne alt være normalt. Min mor passede sit job som lærer, hun tjente gode penge og var ellers sammen med sin kæreste, Michael, der var rolig og rar. Men der ventede altid katastrofer lige om hjørnet. Så blev min mor fyret, eller hun væltede på sin cykel og måtte sygemeldes i månedsvis. Hun fik stjålet sit kreditkort eller kom til at bruge sine sidste penge på en ny kjole eller en dyr parfume.

Stille og roligt begyndte jeg at tage et ansvar for at få vores hjem til at fungere. Evnerne i den retning fik jeg hårdt brug for, da Michael gik fra min mor, fordi han var træt af hendes manglende sans for struktur, som han sagde. Han opsøgte mig aldrig igen, og jeg blev på den måde klar over, at han nok ikke holdt lige så meget af mig, som jeg havde gjort det af ham.

Min mor var fortvivlet i den periode, hun krøb under dynen og fablede om, at vores lejlighed skulle på tvangsauktion. Heldigvis trådte min mors lillesøster, Gry, til og hjalp med huslejen, indtil min mor fik solgt lejligheden, og vi flyttede til en mindre lejebolig. Fra da af fortsatte Gry med at træde til, før det gik galt, og det er jeg min moster taknemlig for i dag.

Da jeg blev ældre og mødte min kommende mand, sagde min moster til mig, at jeg måtte se at vrisse mig fri af rollen som evig barnepige for min mor. Jeg behøvede ikke føle mig ansvarlig for hende, min mor skulle nok klare sig, og jeg havde brug for at finde mine egne ben at stå på. Så jeg gav slip på ansvaret, og Gry fik ret. Min mor klarede sig jo. 

Da mine børn kom til, strammede hun sig endda an. Hun gjorde sig umage med tingene, var sjov og kærlig, og mine børn var vilde med hende. Det smittede af på mig og fik mig til at se mildere på hende.

Da min mor fyldte 65, blev hun pensioneret og fik en akut blindtarmsbetændelse. Hun var alene og i voldsomme smerter, inden hun fik kravlet hen til sin mobil og blev indlagt og opereret. Lægerne mente, at den oplevelse var skyld i, at en ny psykose kort tid efter dukkede op, og denne gang var den kombineret med mani. 

På kort tid gik min mor fra at være en let nervøs, men alligevel nogenlunde normal kvinde, til at blive total skør. Det var et chok for mig og min familie. Hun ringede til mig og påstod, at hendes naboer udspionerede hende, og at lægerne var ude på at forgifte hende med medicin. 

En dag måtte jeg hente hende i en park, hvor hun gik rundt og skældte ud på folk. Det var, som om et filter var forsvundet, og hun bandede og svovlede, og jeg måtte nærmest slæbe hende væk.

I tiden efter ringede hun ofte til mig og anklagede mig for at lide af hysteri og beskyldte mig også for at være for tyk. Min mand fik også det glatte lag. Han var en snob, der kun gik op i penge. Trods søvnproblemer havde min mor en utrolig energi. Hun gik lange ture og stod om natten i sit køkken og lavede middagsretter, som hun overleverede til mig, de var dog helt uspiselige. 

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da hun smed al sit tøj omkring i vores have midt om vinteren for at give det til nogle katte, hun mente, frøs. Jeg fik hende med på hospitalet, der tvangsindlagde hende. 

Forfærdeligt nok havde mine to små børn set hende, da vi fik hende hevet ind fra haven, hun var helt blå af kulde og rablede løs. De blev rædselsslagne og spurgte meget til, hvad der var galt.

Læs også

"Jeg har været igennem et meget voldsomt ægteskab og har tilgivet det utilgivelige – men min krop husker det hele"

Min mor var på en psykiatrisk afdeling i tre måneder. Her fik hun medicin og blev nogenlunde stabiliseret. Det var en kæmpe lettelse, for jeg var godt slidt ned efterhånden. 

Jeg havde jo ingen søskende at dele det med. Der var kun mig og så min moster Gry til at tale med lægerne og kommunen og til at besøge hende. Allerhelst ville jeg, at hospitalet beholdt hende, men det kunne de jo ikke. Og da min mor blev udskrevet, skete der desværre det, jeg frygtede mest: Hun nægtede at tage sin medicin.

"Jeg er jo ikke syg," råbte hun og påstod, det var noget, vi prøvede at bilde hende ind, fordi vi ville forgifte hende.

Jeg græd og tiggede, men hun holdt fast. I løbet af få måneder var hun som et løsgående missil igen, og jeg turde ikke have hende i huset. Hun skræmte børnene fra vid og sans, var udfarende, voldsom og grov. Allerede efter nogle måneder måtte hun indlægges igen, medicinen måtte tvinges i hende, og det hele gentog sig. 

Jeg var fuldstændig udmattet og desperat og meddelte hende, at hun aldrig fik lov til at se sine børnebørn igen, hvis det blev ved på den måde. Hun blev nødt til at forstå, at hun var syg skulle tage sin medicin.

Jeg tror, at den besked blev et slags vendepunkt. I hvert fald kom hun efterfølgende på ret køl. Også takket være en fantastisk læge, der gjorde meget for at få hende til at indse, at hun også selv skulle kæmpe for ikke at få tilbagefald.

Mit problem var, at jeg på det tidspunkt ikke kunne holde min mor ud længere, selv om jeg fortsat elskede hende. Bare jeg hørte hendes stemme, fik jeg kvalme. Jeg forsøgte, men jeg kunne ikke glemme alle de grove ting, hun havde sagt, da hun var syg. 

Jeg blev ved med at frygte, at det dæmoniske i hende skulle dukke op igen på trods af, at jeg konstant mindede mig selv om, at det var sygdommen, der havde talt. Når vi var sammen, måtte jeg tit gå ud af rummet for at få luft. Og jeg kunne ikke få mig selv til at inviteret hende hjem, selv om hun uden tvivl ville blomstre op igen med børnene. 

Jeg gik rundt med kronisk skam og dårlig samvittighed. Jeg burde jo bade min mor i kærlighed, men jeg kunne ikke mere.

Jeg tror, min mor fornemmede det. I hvert blev hun nu tit usikker sammen med mig, hvad hun aldrig havde været før. Afbrød sig selv og beklagede, at hun var så glemsom og dum. Egentlig gjorde det kun situationen værre at se hende så usikker og famlende.

På vej hjem fra et besøg hos hende sammen med min moster indrømmede jeg, hvor skidt det stod til. Jeg græd og sagde, jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op. For jeg havde jo ikke lyst til at afbryde kontakten med min mor. Jeg vidste, hvor ensom hun ville blive, jeg kunne bare ikke mere. Gry sagde, at hun havde haft den samme ulyst til at se min mor. 

Hun havde dog nemmere ved at omgås hende, sikkert fordi hun trods alt kun var min mors lillesøster og ikke i samme grad var følelsesmæssigt knyttet til hende, som jeg var det. Min moster tilbød så, at hun i en periode – vi kunne sige tre måneder til at starte med – overtog al kontakt med min mor. Ret radikalt, men jeg sagde ja, så udmattet var jeg.

Det værste var, da vi skulle fortælle min mor det. Vi valgte at sige en sandhed, der var tæt på den rigtige, men ikke helt så svær at tage ind. Nemlig, at jeg havde brug for en pause fra mit sociale liv for at samle kræfter og fokusere på min egen familie og især min yngste søn, der skulle starte i skole.

Min mor kommenterede arrangementet påfaldende lidt. Jeg tror godt, hun vidste, hvor svært jeg havde det med hende. Selvfølgelig var hun ked af det, sagde hun, men hun havde selv lagt mærke til, at jeg virkede udkørt og havde fuld forståelse for, at jeg måtte koncentrere mig om mit eget.

Læs også

Pia følte sig alene med sorgen over sin far – så konfronterede hun sin mor og forstod hvorfor

Min mors reaktion hjalp mig med at koble af fra tankerne om hende og hendes sygdom de næste måneder. Gry gav mig jævnlige opdateringer. Hun besøgte min mor et par gange om ugen og ringede til hende hver dag. Så hun blev godt passet på og var i øvrigt i fuld gang med at genoptage kontakten med sine venner og få gang i nogle sociale aktiviteter igen. Jeg behøvede ikke at bekymre mig, sagde Gry.

Fordi jeg ikke behøvede det, begyndte de gode minder, jeg trods alt havde om min mor, så småt at fortrænge de dårlige fra hendes sygdomsperiode. Når jeg fulgte mine børn til skole, og de sagde noget sjovt, fik jeg lyst til at ringe og fortælle det til min mor og le med hende. 

Da kirsebærtræet i haven sprang ud, overvejede jeg at invitere hende hjem, så vi kunne drikke kaffe og nyde at se ud på det. For ingen kunne som min mor falde i svime over et blomstrende kirsebærtræ.

Til sidst, da der var gået to en halv måned, ringede jeg til min mor og inviterede hende til min datters fødselsdag den kommende weekend. Jeg sagde ligeud, at jeg savnede hende og derfor godt ville se hende sammen med børnene igen. Jeg inviterede også Gry, og alt gik strålende. 

Mellem festlighederne takkede jeg min moster inderligt for den gave, hun havde givet mig. For pausen fra min mor var vitterligt en gave. Det var nemlig lige præcis dét, der skulle til for at vække min kærlighed til min mor igen.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.