Lene holdt kontakten med sin tidligere svigerdatter: Jeg troede ikke, det var et problem – men jeg blev klogere

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg satte en buket på frokostbordet med nogle af efterårets sene roser. 

Læs også

Lisas søn sagde fra overfor mobning - og det gav ham et venskab for livet

Jeg glædede mig til, at Julie skulle komme på besøg. 

Jeg havde grundet vores familieomstændigheder ikke set hende i nogen tid. Julie havde været gift med min søn, Anders, i otte år. Allerede ved vores første møde for mange år siden, vidste jeg, at jeg kunne lide hende. 

Vi talte så nemt sammen, havde den samme lidt skrappe humor, og det var som om, der ingen aldersforskel var på os. Vi havde bare en helt naturlig kemi. Vi havde også en fælles interesse i musik, og vi begyndte hurtigt at gå til koncerter sammen. 

Min mand, der ikke havde været Anders’ far, var død nogle år forinden, og Anders interesserede sig ikke for musik, så jeg var lykkelig for at have fået en i familien, der delte min interesse.

Jeg blev med tiden godt klar over, at Anders’ og Julies ægteskab havde sine udfordringer. De var begge store personligheder, der fyldte meget. 

Det gik ikke hen over hovedet på mig, at det ledte til konfrontationer, men de fik også to skønne børn sammen, mine vidunderlige børnebørn Agnes og Niels, så jeg blev alligevel overrasket, da de fortalte, at de skulle skilles. Overrasket, ja, og selvfølgelig også trist. 

Både på deres vegne og mine egne. Jeg havde nydt vores fælles familieliv i alle årene, det var altid livligt og sjovt, og selvom Anders var min søn, og jeg altid ville være knyttet til ham, følte jeg også, at jeg havde et stærkt bånd til Julie. 

Desværre blev deres skilsmisse ikke en af de nemme. De fik begge såret hinanden gevaldigt, og jeg prøvede at lytte til og være der for dem begge – og ikke mindst børnene – selvom jeg godt mærkede, at Anders syntes, at jeg burde lægge afstand til Julie i den periode.

Jeg havde derfor heller ikke fortalt Anders, at jeg havde inviteret Julie til frokost, selvom en stemme i mit baghoved mumlede advarende om, at det godt kunne lede til problemer.

Jeg overhørte dog stemmen, og jeg må sige, at jeg nød min dag sammen med Julie. Hun var ved at komme sig ovenpå skilsmissen og var i højt humør. Vi grinede og hyggede os i flere timer, og vi aftalte, at vi snart skulle gå til koncert igen. 

Jeg følte mig glad og bestyrket, efter Julie gik hjem. Der var virkelig få, jeg kunne tale så frit med som hende. Heldigvis kunne jeg sagtens beholde mit gode forhold til min tidligere svigerdatter, selvom hun og Anders var blevet skilt, tænkte jeg. Jeg skulle dog blive klogere.

Ikke så længe efter inviterede Anders mig hjem til sig på middag. Han antydede, at der var en, han gerne ville have, at jeg skulle møde. Jeg vidste godt, at han var begyndt at date ret hurtigt efter skilsmissen, så jeg havde nok en fornemmelse af, hvor det bar hen.

Den aften blev jeg introduceret for Mette, Anders’ nye kæreste. De havde faktisk allerede set hinanden i et stykke tid, viste det sig. Hun havde derfor mødt Agnes og Niels, og som jeg forstod det, var Mette parat til at flytte ind.

Mette var da også sød nok, som man siger, når man ikke ved, hvad man ellers skal mene om folk. Og jeg vidste vitterligt ikke, hvad jeg skulle mene om Mette. Hun sagde ikke meget under middagen, for hun var en langt mere afdæmpet og tilbagetrukket type end Julie. 

Hun virkede observerende, og det gjorde mig usikker. Flere gange gik samtalen imellem os i stå, og selvom Anders trådte til, var stemningen akavet. Da jeg senere på aftenen gik derfra, var jeg lettere mystificeret over Anders’ valg, men jeg tænkte, at Mette måske havde været så tavs og observant, fordi hun var nervøs over at skulle møde sin nye svigermor.

Den næste gang, vi mødtes, blev det dog klart: Mette og jeg havde vitterligt intet at sige til hinanden. Vi var næppe den første svigermor og svigerdatter i historien, der havde stået overfor det problem, men jeg følte kontrasten til mit og Julies venskab meget stærkt.

Læs også

Sofies far var tarotlæser: "Jeg voksede op med følelsen af at være anderledes"

En måneds tid senere var jeg i fuld sving med at arrangere en stor damefrokost. Jeg var fyldt 60 under pandemien og havde ikke kunnet fejre det. Det ville jeg nu råde bod på. Jeg havde bestilt en buffet, og nu var jeg i gang med at finpudse min gæsteliste. 

Jeg havde som det mest naturlige i verden tænkt mig at invitere Julie, og det var først, da min gamle veninde, Ulla, spurgte, om det ikke ville skabe en potentiel konflikt med Mette, at det gik op for mig, at det ikke et øjeblik havde strejfet mig at invitere Anders’ nye kæreste. 

Også selvom det var tydeligt, at deres forhold var seriøst, og at hun nu var en del af min familie.

Jeg tænkte over det i et par dage, men i sidste ende kunne jeg ikke forestille mig at afholde min længe ventede fødselsdagsfejring uden Julie, og jeg skubbede min venindes påmindelse om Mette til side. 

Jeg kendte jo dårligt Mette, og fordi det var en damefødselsdag, var Anders ikke inviteret med, og ingen ville derfor finde det mærkeligt, at Mette var udeladt.

Jeg havde en skøn fødselsdag, men da Anders ad omveje hørte om dagen, blev han rasende. Det var nemlig først her, det gik op for ham, at jeg så hans ekskone i sammenhænge, der ikke handlede om Agnes og Niels. 

Han ringede mig op og lod mig vide, at han følte, at jeg var gået bag hans ryg, og at jeg svigtede ham, men også Mette, som jeg burde have inviteret, nu hun var hans samlever. 

Jeg følte på min side, at han overreagerede, og at han ikke skulle blande sig i, hvordan jeg levede mit liv, eller hvem jeg inviterede til min fødselsdag.

Vi endte i det største skænderi, vi nogensinde havde haft. Efter vi afsluttede samtalen, sendte Anders en sms, hvor han skrev, at han ikke syntes, vi skulle se hinanden det næste stykke tid. Jeg ville i samme periode heller ikke komme til at se Agnes og Niels.

Jeg var så oprørt og vred, at jeg ikke kunne sove, men som dagene gik, blev jeg mere og mere ked af det. Jeg var faktisk bundulykkelig over den situation, vi var endt i. Jeg var også flov over min egen andel i konflikten. 

Jeg har altid været en meget stolt person, og derfor var det ikke nemt for mig at indrømme, at jeg faktisk godt kunne se, hvordan situationen kunne være sårende set fra Anders’ side. Men det løste ikke mit problem: hvad skulle jeg gøre ved, at jeg holdt uendeligt meget af min ekssvigerdatter, mens min nye svigerdatter ikke sagde mig en noget?

Jeg tog fat i min veninde, Ulla, for jeg havde brug for, at der var én, der ikke havde nogen andel i vores familie. Ulla var ærlig og sagde, at jeg desværre måtte vælge. Og da det ikke ville være muligt at vælge Mette fra uden også at vælge Anders fra, havde jeg rent faktisk ikke et valg.

Jeg var nervøs, da jeg dagen efter ringede til Anders. Jeg var slet ikke sikker på, at han ville tage telefonen, men det gjorde han heldigvis. Anders var først tavs og fortørnet, men da han hørte min undskyldning, begyndte han at bløde op. 

Da han efterfølgende indrømmede, at han nok havde reageret lidt for voldsomt og godt forstod, at situationen var svær, mærkede jeg, at der faldt en sten fra mit hjerte. 

Det var også i det øjeblik, at det gik op for mig, hvad der var vigtigst her. Selvom det ærgrede mig langt ind i sjælen, at jeg skulle lægge afstand til Julie, så ville det skabe for mange konflikter i vores familieliv, hvis jeg bibeholdt kontakten.

Læs også

Ulla Vejby deler sjove detaljer om "Sygeplejeskolen"

Jeg inviterede dernæst Anders og Mette på middag hos mig, og da de ankom, kunne jeg godt mærke, at mit forhold til Mette ikke ligefrem var blevet mere hjerteligt af, hvad der var sket. 

I dag ved jeg da også, at jeg desværre aldrig kommer til at få det forhold til hende, som jeg havde til Julie. Det er et faktum, som vi alle efterhånden har forliget os med.

Mit forhold til Mette er dog blevet bedre med tiden. Jeg kan se, at hun giver Anders en ro, som han aldrig havde i ægteskabet med Julie, og det har givet ham plads til at udvikle en mere kærlig og omsorgsfuld side af sig selv. 

Mette og Anders har også fået en lille dreng, og Mette er en god mor for alle tre børn. Hun skaber trygge rammer for familien med sit rolige gemyt. Jeg værdsætter de træk hos hende, og jeg påskønner hende, selvom vi aldrig bliver tætte veninder. 

Vi har dog nærmet os hinanden, vi udveksler opskrifter, deler vores glæde over børnene og holder fælles sommerferie i Anders’ og hendes sommerhus to uger om året, hvilket altid går gnidningsfrit.

Mit forhold til Julie lod jeg stille og roligt løbe ud i sandet. Jeg tror dog godt, at hun forstod, hvilket dilemma, jeg stod i. 

Jeg ser hende selvfølgelig, når der er mærkedage for børnene, eller hvis jeg skal hente børnene hos hende. Jeg mærker stadig den umiddelbare hjertelighed, vi altid har haft imellem os, det er jeg glad for, men det giver også et stik i hjertet af savn. 

Men Julie er kommet godt videre i sit liv også. Hun har mødt en mand, som hun har det godt med, så hendes liv er også gået videre.

Jeg har måttet forlige mig med, at alt har sin tid. I dag er jeg glad for, at tingene endte, som de gjorde, for det ville kun have skabt en masse bøvl og splittelse i min familie, som vi måske aldrig ville være kommet os over. 

Det faktum har jeg for længst erkendt, selvom det var svært at se klart dengang, jeg stod midt i det og ville have det hele. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.