Sofies far var tarotlæser: "Jeg voksede op med følelsen af at være anderledes"
Sofie er datter af tarotmester Ulrik Golodnoff, og derfor har de magiske kort altid fyldt i hendes liv – i første omgang som en måde at få fars opmærksomhed på. Men efter hans pludselige død som en vigtig brik i hendes egen ellers ikke spirituelle tilværelse.
Sofies far insisterede på at stoppe bilen i skoven.
Han stod ud og viste hende et træ. ”Jeg har en aftale med det træ,” sagde han og fotograferede det.
Sofie var irriteret; hun skulle nå toget til København og tillagde ikke pitstoppet betydning. Det gjorde hun først, da hun så billedet. For nogle måneder efter bilturen blev hendes far ramt, da han var i færd med at save et vindfældet træ ned. Træet sprang i den forkerte retning og dræbte ham.
Træet var præcis det, som han havde vist Sofie.
Tårnets forudsigelser
"Jeg kom i tanke om samtalen, og det var, som om jorden forsvandt under mig, og alt blev stille. Brikkerne faldt på plads. Jeg er opdraget til at tro på, at intet er tilfældigt, og pludselig gav hans død mening," siger Sofie Golodnoff i dag.
Hendes far var tarotmesteren Ulrik Golodnoff, som døde for ti år siden. På hans computer fandt hun efter hans død et oplæg af tarotkort, som han havde lavet for året 2014. Summen af oplægget gav 16, hvilket svarer til kortet Tårnet.
Tårnet står for kaos, at give slip, død.
"Jeg er ikke i tvivl om, at han følte, at det træ var en slags genfødsel, enten ved at han besejrede det, altså, fældede det – eller ved, at han skulle over på den anden side," siger Sofie.
Da hun så billedet, huskede hun også, at hendes far fire måneder før sin død havde sagt, at de skulle snakke om hans begravelse.
"Men jeg var afvisende over for det – og det har jeg fortrudt," indrømmer Sofie.
Heksede ting
Hun voksede op med de tarotkort, som mange os af måske betragter som lige lovligt alternative. For Sofie var de en naturlig del af livet. Men det var først efter hendes fars dødsfald, at hun selv begyndte at lægge kort.
"Kortene er et supplement til alt det, vi ikke kan måle og veje. I tarot opfatter vi Gud som en energi i os alle, ikke en gråhåret mand i himlen.
Vi bærer alle lyset i os, og når vi bruger den energi, kan vi skabe mere kærlighed og forbedre det, vi ønsker," lyder Sofies forklaring.
Som tarotmesterens datter sidder i sin lejlighed i København i lyseblå skjorte og med skarpt pagehår, ligner hun ikke umiddelbart én, som beskæftiger sig med magiske kort. Men Sofie tror på mere end det, vi kan sanse her og nu.
"I et tidligere liv er jeg sikkert blevet brændt på bål eller ofret, for jeg gør ”heksede” ting. Men jeg ser ikke mig selv som heks," fastslår hun.
"Jeg har begge ben på jorden og gør en dyd ud af ikke at omgive mig med krystaller eller røgelse."
Syltetøjsmadder og magi
Sofie har en kandidatgrad i miljøplanlægning og var i mange år optaget af at leve et normalt liv med karriere og kernefamilie. Det var der en særlig grund til.
"Jeg voksede op med følelsen af at være anderledes, så jeg havde brug for at bevise, at jeg kunne leve inden for normale rammer," forklarer hun.
Hun voksede op i det, hun kalder en hippiefamilie, i Svendborg. Når familien Golodnoff sad ved morgenbordet i weekenden, talte Sofies far ofte og længe om sin interesse for det spirituelle.
"Han foldede sig ud og forklarede over syltetøjsmadderne, at der findes noget, som er større end os," fortæller Sofie, hvis far er forfatter til bogen Tarot ABC, som regnes for en klassiker inden for tarot.
Det gav bare ikke Sofie status i skolegården.
"Jeg var en enspænder, som ikke konkurrerede om en plads i hierarkiet; jeg kunne ikke forstå de ting, der gav status – som at gå i dyrt tøj eller rakke ned på andre," siger hun.
Manglede fars kærlighed
Da Sofie var otte år, blev hendes forældre skilt, og hun og storebroren boede en uge hvert sted. Hos mor var der faste rammer, hos far var det hele mere løst.
"Han var en kærlig far, som legede meget med os, men vores forhold ændrede sig, da jeg flyttede hjemmefra," husker Sofie. "Hvis jeg ville snakke med ham, måtte jeg selv ringe; så ville han gerne snakke. Men han var ikke selv opsøgende."
Hun følte sig overset og havde i sine unge år en vrede mod sin far, som var optaget af sit virke som tarotmester og sit eget liv.
"Jeg var ked af det og følte, at han ikke holdt af mig," husker hun.
Men der var en måde at nå hendes far på. Når Sofie dykkede ned i hans passion for tarotkortene, var han nærværende og lyttende.
Når hun havde fødselsdag, lagde hendes far tarotkort for hende, og gennem billedkort som Eneboeren, Ypperstepræstinden og Tre Stave fortalte han om det kommende års udfordringer, og hvordan hun bedst taklede dem.
"Jeg kom som et blankt lærred med en masse følelser og tanker. Så trak han 12 kort og analyserede mig og min situation. Det var spændende, for jeg kunne mærke, at kortene gjorde noget ved mig – men det var også lidt mærkeligt," husker Sofie.
Kortene lindrede
I årevis var den spirituelle verden noget, Sofie havde udelukkende sammen med sin far. Hendes venner var ikke til det alternative, og selv gjorde hun karriere, stiftede familie og levede som alle andre.
Men det ændrede sig efter farens død.
"Det var et kæmpe chok," siger hun. "I min sorgbearbejdelse begyndte jeg at lægge kort, for jeg følte, at han gav mig gode råd, når jeg gjorde det.
Så kunne jeg slå op i hans bog og læse hans fortolkning; på den måde var jeg i dialog med ham," fortæller hun.
Halvandet år efter dødsfaldet blev Sofie skilt, og den kernefamilie, hun så gerne ville skabe, grundstødte. Derfor søgte hun igen kortenes hjælp.
"Pludselig sad jeg hver aften og lagde kort, når børnene sov. Det gav mere mening end at bruge aftenen foran fjernsynet," siger hun.
"Kortene gav mig en mulighed for at mærke mig selv, og jeg fik en fornemmelse af, at min far var hos mig."
Den skøre kugle
Sofie bearbejdede sin fars død og skilsmissen gennem tarotkortene, og tanken om at bruge det professionelt meldte sig. Hun begyndte at holde foredrag og tolke tarotkort for andre.
"Det var grænseoverskridende, fordi jeg havde skabt et andet billede af mig selv og havde modstand mod så åbenlyst at vise min spiritualitet. Jeg var bange for ikke at blive taget alvorligt; at andre ville se mig som en skør kugle," forklarer hun.
I dag lever Sofie af at være en ”skør kugle”. Hun tilbyder både tarotcoaching og undervisning i tarotkort.
"Mange er bange for tarotkort og tillægger dem spådomskunst, fordi de kan sige noget om fremtiden, men jeg bruger dem terapeutisk," forklarer hun.
"Tarotkort handler om at opbygge selvværd og forstå sig selv. Jo bedre man bliver til at bruge kortene, desto bedre bliver man til at sige fra og være tydelig – og når man er det, bliver man også gladere for sig selv."
Når dagen går på hæld, trækker Sofie ofte et kort, som hun bruger til at reflektere over dagen eller finde ud af, hvordan hun løser en given situation.
Fars hellige værk
"Jeg bruger kortene til at finde ud af, hvor jeg skal hen, og hvordan jeg kommer derhen," siger Sofie, som har udgivet to bøger om tarot.
Den første, Tarot – Lær at tyde kortenes visdom, er en bearbejdning af hendes fars kendte værk tilsat egne erfaringer.
"Jeg var fars pige og higede efter hans anerkendelse," siger Sofie. "Det var svært at pille ved hans bog, som er en bibel for mange, men jeg er stolt af, at jeg har givet den nyt liv."
Bogen handlede på mange måder om at gøre hendes far stolt, men i sin anden bog træder Sofie ud af hans skygge. Den hedder Heltindens rejse og viser med udgangspunkt i tarotkort, hvordan kvinder kan udleve deres såkaldte indre heltinde i vores moderne samfund.
"Hvis jeg blev ved med at lægge tarotkort for at gøre min far stolt, ville jeg blive en parodi på mig selv," fastslår Sofie.
"I dag tager jeg ansvaret for min egen måde at gøre tingene på."