Lisas søn sagde fra overfor mobning - og det gav ham et venskab for livet

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Kasper var lige startet i 9. klasse og fyldt 16 år, da han kom hjem og fortalte, at han havde drukket alkohol for første gang. Sammen med sin gode ven Anton havde han købt en billig flaske hvidvin, som de havde delt. 

Hans storesøster Anna spurgte undrende, hvorfor i alverden de ikke havde valgt noget, der smagte lidt bedre? Kasper trak bare på skuldrene og sagde, at det vigtigste for dem var at komme i gang med at drikke, da alle de andre jo havde været i gang længe.

Læs også

"Er jeg tvunget til at genoptage kontakten til min datter?"

Det overraskede mig meget, at min søn så det at drikke alkohol som en arbejdsopgave, der skulle overvindes, og ikke som noget, han skulle nyde. Jeg priste mig dog lykkelig over, at jeg havde Kaspers fortrolighed, så vi overhovedet kunne have den snak om alkohol sammen med hans søster, som havde været turen igennem.

Anna var fyldt 18 år og havde på alle måder haft en god afslutning på folkeskoletiden. 9. klasse havde været en kæmpe forløsning efter corona, og klassen havde festet og hygget sig igennem hele skoleåret med en glæde og intensitet, som Kasper så frem til også at opleve. 

Det var Annas fortælling om et år, hvor alt ifølge hende faldt på plads, og klassen bare fik det bedste ud af deres sidste tid sammen. Hendes begejstrede fortællinger smittede Kasper, der på trods af et lidt træls år i 8. klasse begyndte at glæde sig til 9.

I virkeligheden var det hele nok begyndt at gå den forkerte vej for Anton allerede i 7. klasse, hvor de gamle klassefællesskaber var blevet brudt op, og tre nye klasser blev skabt. Meningen var, at hele årgangen på den måde ville få et fællesskab på tværs af klasserne i udskolingen, men sådan var det ikke gået på Kaspers årgang. Ikke for alle, i hvert fald.

Kasper havde altid været en vellidt dreng med gode venner, og begyndelsen af 7. klasse havde ikke været nogen undtagelse. Men så på en lejrskole, hvor alle tre klasser var afsted, skete der et eller andet. Han kunne ikke pege på, hvad det var, men hans gode ven Anton blev pludselig sendt ud i kulden. Det var ikke fordi, Kasper som sådan også blev holdt udenfor, men den gruppe drenge, som de havde hængt sammen med op igennem skoleårene, blev mindre. 

Lige så stille forsvandt de én efter én over til en anden og større gruppe af drenge, der hang ud på tværs af klasserne. Det behøvede ikke at have været et problem, men skellet mellem den store drengegruppe og resten af de forskellige små grupperinger i de tre klasser var uigennemtrængeligt, og det var ikke sjovt at være udenfor det store fællesskab. 

I slutningen af 8. klasse blev det helt tydeligt, hvem der var udenfor fællesskabet, og hvem der var med. Når der blev holdt fester, var der altid nogen, som ikke blev inviteret med.

Kasper var frustreret over det og fortalte om situationer, hvor der helt åbenlyst blev planlagt fester, som han ikke var en del af. Han var glad for sin lille vennegruppe, men han var samtidig opsat på at gøre alt, hvad han kunne, for at møve sig ind i den gruppe, som holdt festerne, og som i hans bog havde det sjovest. 

Kasper havde altid arbejdet ret målrettet, når der var noget, som han gerne ville være god til eller opnå. Han havde lært sig selv at tale og forstå spansk, fordi min søsters mand var fra Spanien, og han var også en habil surfer. Når Kasper satte sig noget for, lykkedes det som regel. Alligevel var jeg bekymret for, hvilke konsekvenser det ville få, når han brugte så meget krudt på at komme ind i den store drengegruppe.

Læs også

"Min svigermor æder min kæreste op"

I begyndelsen af 9. klasse havde Kasper haft held med at hægte sig på nogle af de gamle drengevenner, som begyndte at tage ham med til festerne. Metoden havde været simpel: Han havde anskaffet sig et fitnessabonnement, selvom det ikke var noget, der egentlig interesserede ham. Det var nemlig dér, alle de populære drenge hang ud. De trænede sammen i mindre grupper, og man kunne altid finde nogen at tage op at træne med. Kasper følte sig aldrig som en del af inderkredsen, men han blev tolereret i gruppen og begyndte at blive inviteret med til festerne.

Problemet var bare, at han ikke kunne få sin bedste ven, Anton, med ind i varmen. Når han spurgte, var der altid et eller andet galt. Så var der ikke plads, så skulle det helst bare være de nærmeste, eller også skulle der foregå noget, hvor de styrende i drengegruppen mente, at Anton simpelthen ikke var til at stole på.

Ifølge en af de drenge, som Kasper var tættest med i den store drengegruppe, gik der et rygte om, at Anton tilbage i 7. klasse havde sladret til sine forældre om, at en dreng fra parallelklassen var begyndt at ryge. Antons forældre skulle angiveligt være gået direkte til drengens forældre, der så havde valgt at fortælle deres søn, hvor de havde informationen fra. 

Der var flere ting, som man kunne have håndteret anderledes, men det var under alle omstændigheder for sent nu. Kasper nævnte det en aften ved spisebordet, fordi han var i tvivl, om han skulle sige noget til Anton. På den ene side ville det jo være en forklaring på, hvorfor de andre drenge holdt ham udenfor, på den anden side var det jo også bare en dårlig undskyldning for netop at holde ham udenfor. 

Kasper var også bekymret for, om Anton ville blive vred på sine forældre, hvis han fik at vide, hvad de havde gjort dengang. Han endte derfor med ikke at sige noget til Anton. Som Anna sagde, så kunne det hele jo bare være løgn og dermed skabe en masse ballade imellem Anton og hans forældre helt uden grund.

Kasper besluttede sig i stedet for at kæmpe for, at drengegruppen selv fandt ud af, at Anton var god nok. Det viste sig bare at være lettere sagt end gjort, og til sidst meldte Anton ud, at han faktisk slet ikke gad deltage i de fester, uanset om de inviterede ham eller ej. Han havde fået nok. Kasper forstod det jo godt, og han begyndte at føle sig som en elendig ven, fordi han overhovedet gad at være sammen med nogen, der holdt hans bedste ven udenfor.

"Men selvom det ikke er mine bedste venner, så synes jeg jo, det er sjovt at være med," sagde han til mig efter en fest hos en af pigerne fra klassen.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle hjælpe ham. Jeg kunne jo godt sige, at han simpelthen måtte vælge at være sammen med Anton og ikke bruge tid på de fester, men var det den eneste måde at være en god ven på?

Læs også

Mødet med Signes eks' nye kæreste viste sig at blive livsforandrende - for dem begge

Svaret gav sig selv kort tid efter, fordi behandlingen af Anton i klassen pludselig udviklede sig til regulær mobning. Anton var høj og tynd og havde ingen interesse i at gå til fitness. Om han kunne have scoret nogle billige point på at have meldt sig ind i klubben alligevel, er ikke til at sige. Anton var ikke en dreng, som man kunne presse til noget, han ikke havde lyst til, og respekt for det.

Mobningen eskalerede, og i stedet for kun at påtale Antons højde og drøjde begyndte tre-fire af drengene at skubbe til Anton, når de passerede ham på gangen eller udenfor. De kaldte ham også bøsse, som åbenbart var noget af det værste, de kunne forestille sig, man kunne være.

Jeg talte med Antons forældre, som sagde, at de havde prøvet at tale med klasselæreren om mobberiet, men at drengene jo aldrig gjorde noget, når læreren var til stede. Det lod til at være et svært problem at løse.

En dag i skolen, hvor de skulle lave gruppearbejde og sad to grupper i samme rum uden lærere, blev der skruet ekstra op for mobberiet. Anton og Kasper var i gruppe med en pige fra klassen, og i samme lokale sad de fire drenge, der plejede at gå hårdest til Anton. De blev ved med at kalde på ham og spørge om alt muligt. "Er det rigtigt, du er bøsse? Hvorfor tror du, der er så mange, der ikke kan lide dig?" og den slags modbydeligheder.

Kasper bad dem flere gange om at stoppe, men de ignorerede ham. Til sidst bad han dem komme med udenfor klasseværelset, hvor han prøvede at tale dem til fornuft. Det hjalp dog ikke. Drengene lo ham i stedet op i hans åbne ansigt, og Kaspers vrede oversteg angsten for at stå frem.

Han gik direkte til klasselæreren, som han fortalte alt, hvad der var foregået de seneste måneder. Klasselæreren tog det langt om længe alvorligt, og de fire drenge og deres forældre blev indkaldt til samtale på skolen.

Det satte en effektiv stopper for de åbenlyse drillerier, men drømmen om det perfekte sidste skoleår blev aldrig til virkelighed for hverken Anton eller Kasper. Kaspers deltagelse i festerne stoppede brat. Han var ude i kulden igen, men denne gang var han overhovedet ikke interesseret i at komme ind igen.

"Der er jo ingen, der siger de idioter imod, alle er bare glade for, at det ikke er dem, det går ud over," konstaterede Kasper med et skuldertræk en aften, inden han cyklede over til Anton.

Hvordan Kasper fandt styrken til at stå op for Anton, ved jeg ikke, men jeg er fuld af beundring for min søn, fordi han stod fast på sine værdier, selvom det bestemt ikke var let for ham eller uden konsekvenser.

I dag går Kasper på efterskole og er blevet en del af et bredt fællesskab, hvor der er plads til alle. Han har stadig kontakt med Anton, som i den grad trives og har det godt. Selvom det selvfølgelig giver ar på sjælen at blive mobbet, så ved Anton nu, at han har en ven i Kasper, der var villig til at stå op for ham, da det virkelig gjaldt – og det er jo ikke så ringe endda.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.