Pernille blev misbrugt at sine veninder: "Vores relation havde ændret sig - og det var ikke til det gode"
I starten var det skønt at have fundet sammen med mine tre gamle veninder fra gymnasietiden. Det gik dog snart op for mig, at der var noget i vores relation, der havde ændret sig – og det var ikke til det gode. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lasse opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da jeg for snart 40 år siden startede i gymnasiet, blev jeg slyngveninder med Tina, Berit og Anette.
Vi hang sammen både i og efter skoletid og festede sammen i weekenderne.
Vi delte alle vores hemmeligheder, forelskelser og hjertesorger med hinanden, ligesom vi kunne skraldgrine, så tårerne løb ned ad kinderne. Da vi blev studenter, blev vi da også i klassebogen beskrevet som den uadskillelige "firkløver".
Selvom vi efterfølgende holdt kontakten, løb vores venskab med tiden ud i sandet. Da jeg fyldte 50 år, besluttede jeg mig imidlertid for at invitere dem med til min fødselsdagsfest. De kom alle tre, og det var et virkelig rørende gensyn.
Jeg havde bare ikke så meget tid til at tale med dem, som jeg gerne ville. Til gengæld nåede de andre tre at blive enige om, at vi snart skulle samle vores gamle "firkløver" igen. Det var jeg også helt med på.
Efter min fest oprettede vi derfor en fælles sms-tråd, og efter lidt skriven frem og tilbage, blev vi enige om at mødes i en weekend nede i Tinas sommerhus.
Den weekend endte med at overgå vores forventninger. Vi snakkede konstant, og vi grinede, så tårerne trillede, mens vi genopfriskede alle vores gamle minder.
Om aftenen, da vi sad foran pejsen med vores kulørte drinks, skruede vi op for den musik, vi engang havde danset til natten lang, mens nye minder blev ved med at poppe op. Let berusede og glade vaklede vi så i seng langt over midnat.
Da vi søndag formiddag modvilligt tog afsked med hinanden, havde vi allerede aftalt, at denne veninde-weekend skulle være en fast årlig begivenhed, og vi havde da også sat en ny dato for vores næste møde.
Nu, hvor det var femte år i træk, firkløveret skulle samles, glædede jeg mig dog knap så meget. Ét var, at der var blevet længere og længere mellem vores spontane latteranfald, sikkert fordi det var de samme ungdomsminder, vi udvekslede hvert år.
Noget andet var, at vi i mellemtiden heller ikke var kommet et spadestik dybere i de samtaler, vi forsøgte at have med hinanden.
Annonse
Hver gang, vi mødtes, fortalte de andre kun i hovedtræk, hvad der var sket i deres liv siden sidst. Det var der jo ikke noget galt i, men jeg savnede samtaler, hvor vi kom lidt tættere på hinanden. Trods mine ihærdige forsøg var det dog kun mig, der fortalte om mit liv, og jeg endte tit med at komme med ret så sårbare og personlige bekendelser.
Ikke mindst når vi om aftenen sad med vores drinks, og jeg i mit stille sind håbede, at de andre også ville åbne op, når nu jeg selv gjorde det. I takt med at vi blev mere og mere berusede, stillede de imidlertid kun flere og flere nærgående spørgsmål til mig.
Når jeg så forsøgte at spørge til dem, trak de derimod følehornene til sig. Sidste år, da vi havde taget afsked, kørte jeg ikke kun hjem med de sædvanlige tømmermænd, men også i stærk fortrydelse over, at jeg i min beruselse var endt med at vende vrangen ud på mig selv, mens de bare sad og lyttede.
"Du kan jo ikke bestemme, hvad de andre vil fortælle om sig selv," sagde en anden veninde, da firkløveret igen skulle mødes, og jeg havde betroet hende mine overvejelser.
"Måske skal du overveje at gøre noget andet, end du plejer," foreslog hun så og rådede mig til ikke at fortælle mere personligt fra mit liv, end de selv gjorde. For måske ville det få dem til at åbne op?
Det var i hvert fald et forsøg værd, for hvis ikke de andre selv fandt på noget nyt at bidrage med til vores sammenkomster, så var vores årlige møde blevet lige ofte nok for mit vedkommende.
Da firkløveret denne gang mødtes, var de andre i lige så højt humør, som de plejede, mens de også som sædvanligt kun i grove træk fortalte, hvad der var sket i deres liv siden sidst. Om aftenen, da vi slængede os i sofaerne med vores kulørte drinks, løb de dog hurtig tør for flere overfladiske samtaleemner.
De sad derfor snart med forventningsfulde blikke rettet mod mig. Da jeg ikke selv tog ordet, begyndte de mere utålmodige at rykke på sig. I takt med at vi skålede, begyndte de så at udfritte mig med nærgående spørgsmål. De måtte dog nøjes med de samme overfladiske svar, som de selv gav.
Den aften endte vi derfor alle med at gabe kæberne af led, indtil vi gik meget tidligere i seng, end vi plejede.
Til gengæld havde jeg sparet mig for at vende vrangen ud på mig selv for derefter at opleve skuffelsen over, at de aldrig selv bød ind. Inden vi tog afsked næste dag, havde de andre så heller ikke længere så travlt med at få sat et nyt kryds i kalenderen.
I dag, to år efter, har ingen af de andre endnu taget initiativ til at samle os igen. Hvis de går og venter på, at jeg skal være den, der forsøger at sparke liv i vores gamle firkløver, kommer de imidlertid til at vente forgæves.
For jeg er åben for meget her i livet, men hvis jeg er i selskab med mennesker, der ikke ønsker at give noget af sig selv, så har jeg masser af andre ting, som jeg hellere vil bruge min tid på.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
