Sandra følte sig nedbrudt og ensom efter sin skilsmisse – men så fandt hun uventet støtte fra flere sider

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sandra opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Da jeg stod i min nye lejlighed alene for første gang, følte jeg først og fremmest frygt.

Læs også

Renée Toft Simonsen: “Jeg tror aldrig, at vi kommer til at gå fra hinanden nu”

I over 20 år havde jeg boet sammen med min mand og vores to piger. Nu var min mand blevet min eksmand. Vores ægteskab havde udviklet sig til at være energiforladt og fjendtligt i nævnte rækkefølge.

Vores døtre var næsten voksne, og vi havde besluttet, at det ikke gav mening at hænge i længere.

Jeg havde på det tidspunkt allerede i mange år følt mig alene. Mine døtre havde skabt liv i vores hjem, men jeg havde længe ikke haft følelsesmæssig kontakt med min mand, der var fjern og virkede til at ville være alle andre steder end sammen med mig. 

Det havde fået mig til at føle mig fundamental ensom. Jeg troede, at jeg var parat til at starte forfra, men jeg følte mig faktisk mere sårbar og bange. Der var kun nogle måneder til min 50-års fødselsdag, så jeg stod også overfor at runde et andet hjørne i mit liv.

Da skilsmissen var en realitet, håbede jeg på, at det ville give mig ro at flytte fra min mand. Men jeg måtte indrømme, at den nye form for ensomhed, der ramte mig, da jeg stod i min lejlighed for første gang, var overvældende.

Jeg havde valgt en fireværelses lejlighed, selvom min økonomi kun knap strakte til købet, men den havde to soveværelser, og jeg ville gerne have et ekstra værelse til mine døtre, hvis de skulle få brug for at flytte ’hjem’ i en periode. 

De var kun 19 og 21, men indtil videre lod de til at have travlt med deres egne liv, venner og studier.

Jeg bævede derfor ved tanken om, hvordan jeg skulle udfylde min tid nu, hvor pigerne ikke længere havde brug for mig. Jeg frygtede også, hvordan jeg ville klare at stå alene med de mere praktiske sider af livet. 

Især var jeg nervøs for, om jeg ville have råd til mit nye liv. På trods af konflikterne i mit ægteskab, havde vi trods alt været to om at få dagligdagen til at køre. 

Selvom jeg glædede mig til ikke længere at skulle skændes om hver eneste lille petitesse, var jeg ængstelig over min økonomi og bange for den nye ensomhed, der mødte mig i de tomme stuer. 

Den lammede mig, de første gange jeg trådte ind ad døren, og jeg begyndte at frygte, at jeg på sigt ville blive lettere vanvittig, når jeg kun havde mit eget selskab.

De første uger var samtidig travle, for jeg skulle indrette mit nye hjem, melde flytning og have alle de praktiske foranstaltninger på plads. Alt det nye gjorde mig usikker. Mit selvværd havde virkelig lidt et knæk i den sidste del af mit ægteskab, hvor min mand var blevet mere og mere grov overfor mig.

Den dag, jeg hentede mit nye spisebord i Ikea, sendte min gamle veninde, Laila, en sms ”Skal jeg ikke komme over med noget lasagne?” skrev hun. 

Den besked blev jeg glad for. Laila var blevet skilt to år tidligere, og det var hyggeligt at sidde sammen med hende ved det nye bord på to skamler i min sparsomt møblerede lejlighed, der stadig trængte til at blive malet. 

Vi talte om at blive alene midt i livet, og det var rart at vide, at jeg ikke var den eneste i min livssituation. 

Da jeg nævnte, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle nå at få lejligheden malet, kom Laila op med en plan, hvor vi sammen tog et rum ad gangen i løbet af de næste weekender. Jeg var nølende, for jeg havde ikke lyst til at blive en belastning i Lailas liv, så jeg slog det lidt hen.

Læs også

”Føj, hvad er der sket med dig?” spurgte damen 6-årige Elena – svaret gjorde hendes mor stolt

I de følgende uger vendte alle mine bekymringer også tilbage. 

Når jeg kom hjem efter arbejde, ramte stilheden i min lejlighed mig som en mur. Det gik op for mig, hvor voldsom en omvæltning det var, at begge mine piger var flyttet samtidig med skilsmissen. 

Måske for voldsom. Jeg følte hver aften, at jeg var ved at gå i spåner, når mine skridt gav genlyd i de tomme rum. Den opgave, det var at få et eget liv til at fungere alene, overvældede mig.

Det var derfor en overraskelse for mig, da Laila en dag ringede og sagde, at hun havde sat sin weekend af til, at vi kunne få malet. 

Hun dukkede op lørdag formiddag, og vi hyggede os, mens vi arbejdede. Jeg opdagede, hvor godt man taler sammen, når man samtidig laver noget. Det gik op for mig, at Laila havde været igennem præcis det samme som jeg, og hun havde jo klaret det.

Da hele lejligheden var malet og jeg havde fået nogle flere møbler, inviterede jeg på Lailas opfordring nogle af mine gamle veninder til en lille housewarming, hvor alle selv tog en ret med til et fællesbord. 

Jeg havde ikke holdt den slags arrangementer siden min ungdom, og var ikke sikker på, om de andre ville synes, at det var fint nok. Men lidt vidste jeg den aften, at min housewarming ville blive startskuddet til en ny tradition. 

Det endte nemlig som den dejligste aften. Mine døtre kom også, og jeg nød at se dem grine sammen med mine gamle veninder, som jeg i den grad havde forsømt i den sidste, energiforladte del af mit ægteskab.

Næste dag skrev flere, at de havde hygget sig så meget, at de gerne gentog arrangementet. Jeg mærkede et brus af glæde rejse sig i mig og fik faktisk tårer i øjnene. 

Idéen til en månedlig sammenskudsmiddag for dem, der nu kunne, var dermed født.

Jeg oplevede i det hele taget efterhånden, at min lejlighed sjældent var tom i længere tid ad gangen. 

Jeg havde købt en gammel flydersofa på Den Blå Avis, og den blev hurtigt samlingssted for både de veninder, der havde brug for at puste ud ovenpå deres travle familieliv samt de veninder, der var singler, og som havde lyst til at tale om livet over et glas rødvin om aftenen.

Det blev også et helle for mine døtre, der nød at komme hos mig, lægge benene op og få en skål suppe og en hjemmebagt bolle.

Faktisk havde mit forhold til dem aldrig været tættere, siden de var små. Og hvis jeg havde brug for hjælpe til noget af det, jeg selv havde svært ved, var der altid én, der var klar til at sætte en hylde op, køre på genbrugsstationen eller bare tale min livssituation og mine muligheder igennem. 

Forbindelsen til mine gamle og nye veninder gjorde mig stærkere og modigere, for jeg forstod jo, hvor sårbare vi alle følte os, men sammen kunne vi grine ad livets op- og nedture.

En aften sad jeg alene i min nye stue. Jeg havde sat musik på og fundet en god bog frem. Det gik op for mig, at jeg faktisk ikke kunne sige, hvad jeg nød mest: aftenerne, hvor vennerne og mine døtre fyldte mine stuer eller de efterhånden sjældne aftener, hvor jeg var helt alene og kunne fordybe mig i en bog og mit eget selskab.

Kun mine økonomiske bekymringer var ikke blevet mindre. 

Hver gang jeg nåede til den sidste del af måneden, ærgrede det mig, at jeg havde spændt mit budget så stramt og ikke i stedet valgt en mindre lejlighed. 

Begge piger klarede sig jo godt og lod ikke til at have brug for et værelse at falde tilbage på. Jeg var i nagende tvivl om jeg skulle sælge lejligheden, men for det første var jeg nervøs for at tabe penge på at sælge så hurtigt igen, og for det andet var jeg glad for lejligheden og den ramme, den udgjorde, om nye og gamle ven- og fællesskaber.

Læs også

Da Camilla Dalsgaard blev gravid, tog hun stor beslutning om sin mors mand: ”Det føles helt rigtigt”

Uanset hvor meget jeg havde bævet for at flytte ind, kunne jeg nu slet ikke forestille mig at flytte ud.

Et par måneder efter kom Laila forbi til en kop te. Hun fortalte, at hun var tvunget til at opsige den lejelejlighed, hun var flyttet i efter sin skilsmisse på grund af en skrap huslejestigning.

Jeg tænkte mig ikke engang om, før jeg tilbød hende at leje mit ekstra værelse, og jeg så mig heller ikke siden tilbage. For det viste sig at være en glimrende beslutning.

Det er efterhånden en del år siden, Laila flyttede ind. Vi boede sammen i to hyggelige år, inden hun flyttede ud og sammen med sin nye kæreste. Siden fik den ene af mine døtre faktisk brug for at flytte hjem til mig for en stund, og efter hende har jeg delt min lejlighed med andre kvinder i mit netværk, der af den ene eller anden grund har stået boligløse i kortere eller længere tid.

Igennem alle årene er lejligheden også forblevet samlingssted for min efterhånden store venindekreds. 

Vi holder stadig de faste sammenskudsmiddage, hvor nye venskaber og idéer opstår, og hvor vi varmer os ved hinandens selskab. Da jeg selv var allermest sårbar og alene stod denne gruppe og greb mig. Nu hjælper vi hinanden og vores nye bekendtskaber på kryds og tværs.

Det vigtigste, jeg har lært, siden min skilsmisse, er: uanset, hvor ensom, du føler dig, så er der altid mindst ét andet menneske, der har stået samme sted i deres liv. 

Det er i sammenholdet og fællesskabet med andre, at jeg har fundet en meningsfylde i mit liv, jeg aldrig havde troet mulig, dengang jeg stod alene og nedbrudt efter mit dårlige ægteskab. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.