Mødet med Signes eks' nye kæreste viste sig at blive livsforandrende - for dem begge

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Signe opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Den første gang, jeg mødte Annette, var en travl lørdag formiddag i Brugsen, og jeg kan ikke sige, at jeg umiddelbart var glad for mødet. For Annette var i selskab med Johan, som jeg tidligere havde været gift med, og det ægteskab var ikke endt godt.

Læs også

"Min kærestes børn respekterer mig ikke, og han vil ikke tale om det"

Jeg var faldet godt og grundigt for Johan, da jeg mødte ham første gang til en fest i et bofællesskab, hvor vi begge havde venner, der boede. Jeg var 24, han 27, og han slog fuldstændigt benene væk under mig.

Johan var flot og charmerende. Høj og mørkhåret og med levende grønne øjne. Han kendte gud og hver mand, og jeg følte mig som den heldigt udvalgte, da vi blev kærester. Det var et stormfuldt forhold, og jeg var for ung til at forstå, at det at have mange følelser ikke var det samme som at opleve en stor og ægte kærlighed.

Ikke at min egen kærlighed til Johan ikke var stor, for det var den, men Johan var en rullesten. Jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham, og jeg mistænkte ofte, at han så andre kvinder. Efter et af vores store skænderier fandt vi sammen igen, og Johan faldt på knæ og friede til mig med ordene om, at der aldrig ville være andre kvinder i hans liv end mig.

Jeg sagde ja, men i de fem år, vi nåede at være gift, fandt jeg ud af, at hans løfte intet var værd. Igen og igen var han mig utro, og han løj konstant for mig. Nogle gange løj han om ting, der kunne virke ligegyldige, men han løj også om vores økonomi og om sine arbejdsforhold, så jeg aldrig vidste, hvad vi havde at gøre godt med.

Det sled på mig, og utroskaben, som jeg i dag er sikker på var mere omfangsrig, end jeg dengang vidste af, slog gevaldige skår i mit selvbillede. Forholdet til Johan lærte mig, at jeg intet var værd, og at jeg helelr ikke var værd at elske og respektere. Jeg blev usikker, og når jeg ser tilbage på vores ægteskab, vil jeg sige, at jeg var depressiv i de sidste to år af det.

Da jeg en dag opdagede, at Johan havde haft en anden kvinde med hjemme i vores dobbeltseng, mens jeg havde besøgt min alvorligt syge mor på hospitalet, fik jeg nok. Vi blev skilt under dramatiske omstændigheder, for Johan syntes selvfølgelig, at jeg var alt for nærtagende og småborgerlig, som han udtrykte det. Mens jeg skulle bruge flere år på at samle mig selv op, mødte Johan på rekordtid en ny kæreste, og efter et år havde han friet til hende og de var forlovede. Den nye kæreste var Annette.

Det var et hårdt slag for mig, at Johan så hurtigt kom sig over vores skilsmisse og var videre i et nyt forhold. På trods af at han havde såret mig så mange gange, var han stadig i stand til at ramme mig følelsesmæssigt. Jeg fik det derfor nærmest fysisk dårligt, da jeg så ham og Annette stå ved hylderne med pasta i Brugsen den formiddag, men det var for sent for mig at vende mig om og gå den anden vej, for Johan havde allerede set mig. Han hilste på mig, som havde der aldrig været andet end venskabelighed imellem os, og det fik det til at syde i mig. Jeg havde indtil den dag kun hørt om Annette og var klar til at hade hende af et rent hjerte, men det viste sig svært.

For Annette så virkelig sympatisk og sød ud, og hun var imødekommende overfor mig på en måde, der både virkede ægte og nysgerrig. Johan undskyldte sig med at ville finde noget vin i vinafdelingen, og selvom det var lettere akavet, blev Annette og jeg stående ved pastaen og talte lidt sammen. Det var tydeligt, at hun ud fra mit navn godt vidste, at jeg var Johans ekskone, men også at hun intet vidste om, hvorfor vores ægteskab var gået i stykker. Jeg vidste med det samme, at jeg godt kunne lide Annette. Hun var alt det modsatte af Johan: oprigtig, naturlig og åben.

Læs også

"Jeg føler mig udnyttet af min nærige familie"

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke ryste oplevelsen af mig, og jeg blev ved med at kredse om det samme spørgsmål: skulle jeg kontakte Annette og fortælle hende om mine oplevelser med Johan? For jeg troede ikke et øjeblik på, at Johan havde forandret sig. Så skulle jeg advare hende, inden han også sårede hende? Halvdelen af mine veninder svarede ja på det spørgsmål, og den anden halvdel svarede nej, så jeg forblev i tvivl længe. 

Da jeg nogle måneder senere ad omveje hørte, at Annette var blevet gravid, valgte jeg dog at holde tand for tunge. Johan og jeg havde aldrig fået børn, men nu var der et lille barn involveret, og jeg ville ikke være den, der ødelagde en familie, hvis de havde en chance for at få det til at fungere. Heller ikke selvom jeg var fyldt med tvivl og bange anelser på Annettes vegne.

En dag så jeg så Annette på gaden med barnevognen. Hun var så langt fra at ligne den livfulde, søde kvinde, jeg havde mødt i Brugsen to år før, at jeg først var i tvivl, om det nu også var hende. Hun så nemlig så slidt og trist ud. Jeg hilste, og igen mærkede jeg en ægte venskabelighed imellem os. Jeg følte også, at der var noget, hun gerne ville sige eller spørge mig om, så jeg gav hende mit telefonnummer og foreslog, at vi mødtes til en kop kaffe en dag, hvis hun havde lyst.

Jeg vidste godt, at mit forslag var noget ukonventionelt, men allerede to dage senere kom der en sms fra Annette med forslag til en tid og et sted at mødes.

Ugen efter sad Annette og jeg overfor hinanden, mens hendes og Johans lille datter lå og sov i barnevognen. Jeg havde desværre haft ret. Johan havde på ingen måde forandret sig. Han havde videreført sin utroskab og sin løgnagtige adfærd i ægteskabet med Annette. Han var også begyndt at spille på nettet, og hun havde alt for sent opdaget, at han havde formøblet hele deres opsparing. De fleste af pengene på opsparingskontoen var endda nogen, hun selv havde haft med ind i ægteskabet.

På en mærkelig måde virkede det bekræftende på os begge at vide, at vi ikke var alene. For det gjorde det nemmere at slå fast, at det var Johan og ikke en af os, den var gal med. Det var så nemt at vende alle bebrejdelserne indad ellers. Johan var utrolig godt skåret for tungebåndet og havde været dygtig til at manipulere os begge til at tro, at det var os, der var hysteriske og utilgivende, hvis vi blev vrede på ham.

Den egentlige kim til mit og Annettes venskab blev lagt den dag. Annette havde i noget tid godt vidst, at hun var nødt til at lade sig skille fra Johan, men hun havde været helt udkørt af at være nybagt mor og samtidig skulle navigere i Johans mange løgne. Nu blev det på sin egen mærkværdige måde mig, der kom til at støtte Annette i at blive skilt fra Johan.

Læs også

Da Ida for tredje gang dukkede uanmeldt op, ringede hendes mor til kriselinjen

Da han fandt ud af, at Annette og jeg var blevet veninder, gik han amok. Han råbte og skældte ud. I månedsvis modtog jeg hadske beskeder og e-mails fra ham, hvor han beskyldte mig for at have hjernevasket Annette med ’alle mine løgne’, men da skilsmissen først var en realitet lod det til, at Johan fik andre ting at tænke på. Det vil kort sagt sige, at han mødte en ny kvinde.

Under skilsmissen kom jeg tæt på Annette og Johans lille datter. Jeg var ked af ikke selv at have fået børn, men jeg var ikke ked af ikke at have fået børn med Johan. I stedet blev jeg reservetante for lille Marie, selvom Johan var stærkt imod det.

Nu hvor Annette og jeg kunne se hinanden frit, blev vores venskab kun stærkere. Folk er tit overraskede over at høre, hvordan vi blev veninder, men mit venskab med Annette har været livsforandrende for os begge. 

For mit vedkommende, havde jeg i den grad brug for at blive bestyrket i, at Johan var et dårligt bekendtskab for at komme videre i mit liv, og det er jeg i den grad kommet. Jeg har sluppet tvivlen på mig selv, og jeg tør igen have tillid i nye forhold. Jeg har i de sidste par år mødt flere gode mænd, som havde både lune og kærlighed at give af, og det har givet mig troen på et muligt parforhold tilbage.

Selvom Johan på mange måder var en idiot, så gav han Annette og mig vores venskab; et venskab jeg anser for både livsvarigt og livsvigtigt. Vi er hinandens tætteste fortrolige, vi rejser sammen og ses mindst en gang om ugen, hvor vi spiser sammen eller bare drikker en hurtig kop kaffe på en legeplads, mens Marie leger. Jeg regner ikke med selv at få børn, men jeg er til gengæld blevet en stor del af Maries liv, og det har givet min egen tilværelse enorm værdi.

Johan mener selvfølgelig, at både Annette og jeg er skøre, men det må stå for hans egen regning. Selv hopper han fortsat fra det ene ødelagte forhold til det næste, men ham om det. For i dag har Anette og jeg et venskab, der er så stærkt og berigende, så vi har begge forlængst lagt tiden med Johan bag os. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.