Læserne splittede: Er det okay at forelske sig kort efter sin partners død?
”Der er altså ikke nogen, der skal pege fingre ad mig, fordi jeg prøver at leve mit liv videre”. Sådan lyder overskriften i en af denne uges artikler i ALT for damerne (læs artiklen her). Erik Bjørn fandt kærligheden på ny en måned efter sin kones død og valgte at offentliggøre det for familie, venner og omgangskreds. Historien har skabt heftig debat på ALT for damernes Facebook side, hvor I både forsvarer og kritiserer Erik Bjørns valg i over 55 kommentarer. Men er der et facit for, hvornår man har sørget nok? Eller er der behov for en ny forståelse af sorg? Det har vi spurgt en sorgforsker om.
”En ny kæreste vil jo kunne hjælpe ham videre.. Hvis man har en ægtefælle som er syg og som man ved, skal dø, så sørger man jo også under sygdommen. Og alle ved jo, at mænd er dårligere til, at leve alene. Så hvis de to oprigtigt er glade for hinanden, så siger jeg tillykke med kærligheden og livet. Ingen skal dømme andre.” Sådan skriver Anette Vilsgaard Møller på ALT for damernes Facebook side.
En anden læser følger trop og skriver:
”Hvor længe skal man sørge da? Han kan stadigvæk være ked af, at hans kone er død, selvom han har fundet kærligheden igen. Forelskelsen kan hjælpe ham med at komme på fode igen. Jeg ved af egen erfaring, at det er meget hårdt at passe en terminal kræftpatient samtidig med job osv. Fint nok, at man har en anden mening, men man behøver ikke at svine folk til”, ytrer Majbritt Castrup Jørgensen.
"Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvordan man kan forelske sig så hurtigt."
Men der er også dem, der synes, det er gået lige lovlig stærkt for Erik Bjørn at finde en ny:
”Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvordan man kan forelske sig så hurtigt efter man har mistet sin partner. Tænker at der er noget sorg-bearbejdelse han muligvis ignorere, men så igen...hvis han er lykkelig, så er det jo skønt for ham”, skriver Monica Sdogati.
LÆS OGSÅ: Erik fik en ny kæreste en måned efter sin kones død
Og Anne Mette Andersen melder sig under samme fane:
”Det er et rigtigt dumt tidspunkt at finde en ny kæreste så tidligt efter hustruens død. Man er ikke i balance selvom man kan tro det. Alene at de bruger så meget tid på at snakke om konen viser jo at han ikke har lagt det bag sig. Jeg har selv mistet min mand efter sygdom og jeg køber simpelthen ikke hans forklaring med at han har lagt det bag sig. Hvis jeg var ham ville jeg bruge noget tid på at finde sig tilrette med det nye liv alene fremfor at haste ind i et nyt forhold. Det er så nemt at falde for en der står med åbne arme og giver en den opmærksomhed man selv har savnet imens konen var syg.”
Erik Bjørns kone, Maj, døde 3. maj 2013 efter flere års sygdom. Hun havde tyktarmskræft, og op til hendes død havde Erik passet og plejet sin syge kone. Majs sidste ønske var, at Erik skulle finde sig en ny kæreste og dele livet med. Skæbnen ville, at det var nøjagtig, hvad der skete. En måned efter blev Cathrine en del af hans og hans to døtres liv.
Forsker: Sorg kan ikke sættes på formel
Men kan det gå for stærkt med at finde en ny efter et dødsfald – eller kan en ny forelskelse hjælpe en over sorgen? Eller som ALT for damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen, spørger i sin leder denne uge: ”hvem bestemmer egentlig, hvor længe man skal sørge, og hvornår det er okay at begynde at elske et nyt menneske, når ens ledsager gennem 30 år er gået bort?” Hvornår har man sørget længe nok?
Det er der ingen endegyldige svar på. Sorg kan nemlig ikke sættes på formel, der er mange måder at håndtere sorg på, understreger Maja O’Connor, sorgforsker på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Hun forklarer, at tidligere sorgforskning har fokuseret på, at den efterladte skulle erkende sorgen gennem en lang proces med gråd og bearbejdelse af følelser for at komme videre i livet. Men den såkaldte tosporsmodel åbner op for en ny sorgforståelse: At man ikke nødvendigvis behøver komme over sorgen, men at man kan lære at leve med den. Sorg er meget mere nuanceret end som så.
"Der er behov for den her nye sorgforståelse."
- Der er behov for den her nye sorgforståelse, fordi tidligere forståelser nok er blevet anvendt, som om der var en opskrift på, hvad man kan forvente af et menneske i sorgbearbejdelse, og så snart en efterladt ikke handler sådan, som det ellers er forudsagt, så kommer de til at fremstå usunde, siger Maja O’Connor og fortsætter:
- Nogle gange er det at finde sig en ny kæreste eller kone nødvendigt for, at man kan klare livet på sigt. Det betyder ikke, at man ikke har elsket sin kone, eller at man vil erstatte hende. Forelskelse er nærmere en måde at håndtere sorgen på, end det er at flygte fra den. En måde, hvorpå man kan holde den ud.
LÆS OGSÅ: "Jeg er stolt af, vi har været sammen i 18 år"
Læserne er splittede
Den heftige debat vidner om, at det er et ømtåleligt emne, vi har stukket snuden i her på ALT for damerne. En læser pointerer, at hun selv ville blive ked af det, hvis hendes mand fandt en ny kæreste så hurtigt efter hendes død:
”Selvfølgeligt skal han gå videre, og det vigtiste er, at han var for sin kone indtil sidste dag. Men 1 måned er alt for hurtigt. Han offentliggør den nye forhold efter 1 måned, så de har startet dateri og nusseri før. Det er for tidligt. Konens æske er stadigvæk varm, siger man på spansk.... Men måske er det mig der er egoist og possesiv? Jeg ville blive meget skuffet hvis min mand gik så hurtigt videre efter min død. Jeg ville føle, at vores forhold ikke betød så meget, når alligevel var en ny en i min sengeplads inden for 1 måned”, skriver Maria Gonzalez.
Men der er også dem, der selv har stået i samme situation og kender alt til det at have en syg ægtefælle.
”Tager hatten for Erik. Jeg stod selv i det for 4 år siden . Passede min syge mand i 1,5 år . Og må gi Erik ret , man mangler nærvær og det har intet med at kærligheden ikke er stor nok . Hvis kærligheden ikke havde været der havde Erik ikke passet hans kone . Man kan slet ikke sætte sig ind i det før man har prøvet det . Det er bare ikke nemt at stå i og heller ikke bagefter . Man siger farvel hverdag i forløbet og på den måde er bedre til at finde sig selv bagefter . Jeg bakker Erik fuld op ... Sejt du går efter hjertet . Og ikke tager dig af hvad alle tænker og tror .... Det tog mig 1 år og nå der til til .... Dejligt at finde kærligheden igen - de andre vil jo altid være i vores hjerter”, fortæller Marianne Sohn Nygaard.
LÆS OGSÅ: Derfor går vi fra hinanden
Ud fra jeres reaktioner lader der altså ikke til at være et endegyldigt svar på, hvor længe og hvordan man skal sørge. Men Erik Bjørn har håndteret sorgen på sin egen måde. Han besluttede at omfavne livet igen:
- Jeg har elsket og æret Maj. Jeg har gjort alt for hende, og det vidste hun også godt. Og så er der altså ikke nogen, der skal pege fingre ad mig, fordi jeg prøver at leve mit liv videre. Hvis Majs sygdom har lært mig noget, så er det, at man skal leve livet, mens man er her. Der er bare ingen garanti for, at vi alle bliver 90 år!, siger han.
DU KAN LÆSE HELE INTERVIEWET MED ERIK BJØRN I DENNE UGES ALT FOR DAMERNE, DER ER I HANDLEN FREM TIL ONSDAG 5. MARTS.