Lea Korsgaard satte sig for at gennemføre et vildt projekt – og så indså hun især én ting

Hun havde tænkt på det længe. Fire år i hvert fald, og måske også fem.

Lea Korsgaard er ikke typen, der normalt afviser sine ideer i flere år ad gangen. Men den tågede tanke, der havde simret i baghovedet i flere år, bankede nu på igen, og denne gang mere insisterende.

Lige dén dag, årets første, opstod et vindue mellem den hverdag, der var, og den hverdag, der ventede. Og i det vindue manglede der noget. Noget nyt, som hun aldrig havde gjort før – hun ville se alle danske dagssommerfuglearter på en enkelt sæson.

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Selvom Lea på det tidspunkt ikke var i stand til at forklare, hvorfor tanken opstod, var det som et sug, hun ikke kunne undgå. Det blev nærmest siddende, besidderisk, indtil hun fandt en håndfuld tuscher, en lineal og nogle blanke stykker papir frem og begyndte at slå horisontale streger hen over papiret. 

Hun skulle finde ud af, hvor mange sommerfuglearter det egentlig var, hun skulle nå at se i sæsonen fra foråret til efteråret. Det var svært at spore sig ind på et præcist tal, men med lidt faglig vejledning løb det op i 64 forskellige sommerfuglearter, og de horisontale streger på de sammentapede A4-sider blev udfyldt med sommerfuglenes finurlige navne. Så var der et sted at starte.

"Jeg har altid været glad for naturen, men jeg vidste absolut ikke nok om den – og slet ikke om sommerfuglenes verden. Og jeg tror netop, at det var den uvidenhed, der gjorde, at jeg måtte vide noget om den natur, jeg er en del af. Jeg kan bedst beskrive det som en impuls eller en længsel – det var noget, som kaldte på mig."

"Hele projektet gik nok ud på, at jeg skulle finde ud af, hvad det var, der kaldte på mig. Hvorfor var det, at jeg skulle ud i naturen, og hvad var det, at den her stemme ville mig med sommerfuglene? Jeg tror, at spørgsmålet flød sammen med svaret. Jeg skulle se alle sommerfugle for at finde ud af, hvorfor jeg ville se alle sommerfugle."

Lea fandt hurtigt ud af, at hun måtte gå meget systematisk til værks for at nå alle arterne, inden de sidste blade faldt af efterårstræerne. Hun ringede til Michael Stoltze, en af Danmarks mest berømte sommerfugleformidlere, og fik kortlagt hvor og hvornår, hun kunne se de forskellige arter. 

Og det blev et større projekt, end hun først troede, for mange af arterne flyver kun i få uger ad gangen på helt specifikke placeringer rundt i landet. Hun bestilte en bunke research-bøger hjem og gik i krig, indtil sommerfuglesæsonen startede.

Den første sommerfugl

Det blev en af de første dage i marts. Luften var kold og tør, og Lea var ude at gå sin sædvanlige tur omkring Krogerups mange marker med hunden Bobby.

"Det var sådan en forårsdag, hvor jeg var helt baldret i hovedet. Det var i den tid, hvor Putin havde invaderet Ukraine, og alt så virkelig mørkt ud. Jeg gik en lang tur med hunden, og pludselig registrerede jeg, at der var noget i luften, der bevægede sig, mens resten af landskabet stod fuldstændig stille."

"Det var sådan en bevægelse af noget, der flaksede op, flaksede ned, flaksede op, flaksede ned," fortæller hun, mens hånden bevæger sig demonstrerende op og ned i samme takt.

"Bevægelsen blev stillestående, da den satte sig foran mig, og det viste sig at være en nældens takvinge. Det var fuldstændig vidunderligt, og der skød sådan en brus af eufori, sejr og erobring gennem min krop."

"Så var jeg ligesom i gang med mit projekt, og jeg tænkte fedt, de kommer jo til mig helt af sig selv, da jeg stregede arten over på min liste."

Man fristes til at spørge, hvad det egentlig er, der kan skabe en så stor fascination af sommerfugle, at man vil se alle danske arter på en sæson. Og dét spørgsmål har Lea flere svar på.

"Jeg synes ikke, at man kan se en sommerfugl uden at stille sig selv spørgsmålet, hvorfor det er, at den er så smuk? Det er naturens svar på kunstværker, og de ligner flyvende blomster. Der er intet i deres biologi, der gør, at de behøver at være så smukke for at overleve, men alligevel er de det – og det er ret fascinerende."

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

"Sommerfuglene minder mig om, at livet er smukt, og at naturen kommer med en fuldstændig vild gave," fortæller hun og fortsætter:

"Jeg fandt undervejs også ud af, at længslen efter at komme ud og se sommerfuglene, var en længsel efter at få et sprog for og forstå det, vi er en del af, fordi jeg på en måde følte mig fattig før det. Jeg havde et stort behov for at få sat sprog og ord på naturen for at forstå, hvad det egentlig er, vi har fået givet, når vi har fået givet et liv på denne planet."

"Men også hvad det er, vi er ved at miste, når vi udrydder dyre- og plantearter i en så voldsom hast, som vi gør i dag. Sommerfuglene blev for mig en indgang til et større spørgsmål om, hvad livet egentlig vil mig, og hvad det er, vi skal bruge livet på."

Et nyt sprog

Det viste sig hurtigt, at det ikke ville blive lige så nemt at se resten af sommerfuglearterne, som det var med den første nældens takvinge på markerne ved Krogerup. Faktisk var det som at skulle lære et helt nyt sprog på en enkelt sommer – og ikke bare et sprog, som lå tæt på det, Lea allerede talte. Det var mere som at lære mandarin eller sanskrit.

"Jeg fandt ud af, at efter jeg i marts og april havde set nogle af arterne lidt tilfældigt ude i haven, skulle jeg ud i de afkroge af landet, hvor de sjældne var, for at få krydset dem af."

"Så jeg stormede en weekend til Nordjylland med min søn Mads, fordi jeg vidste, at der var nogle af de nordjyske arter, der kun fløj i maj. Og jeg tågede bare rundt og havde en naiv forestilling om, at hvis man tog til Nordjylland, måtte de nordjyske arter nærmest bare dukke op ad sig selv. Og det var virkelig ikke tilfældet, så jeg brugte en hel weekend på at rende rundt, mere og mere desperat, og spørge mig selv, hvordan jeg skulle løse den her gåde."

"Inden året er omme"

Lea Korsgaard er aktuel med bogen om sit sommerfugleprojekt, ”Inden året er omme”, Zetland, 311 sider, 250 kr.

"Det var som om, at jeg manglede kodeordet. Hvad var det, jeg manglede? Det føltes nærmest som om, at landskabet grinede af os."

Kodeordet dukkede ikke op ad sig selv. Efter den frustrerende tur til Nordjylland uden den store sommerfuglefangst indså Lea, at hun måtte ty til hjælp. Så hun ringede til det dengang 23-årige omvandrende sommerfugleleksikon Emil Blicher Bjerregård.

"Emil tog mig med ned på Lolland, hvor vi så sortplettet bredpande og rødlig perlemor, som er de to mest sjældne sommerfuglearter i Danmark. Det var helt fantastisk at se de to arter, men lige så fantastisk var det at møde Emil."

"At møde et så ungt menneske, der havde en viden, passion og et blik på verden omkring ham, som jeg slet ikke var i nærheden af at have, var helt vildt fascinerende. Det var der, jeg opdagede, at han kan et sprog, som jeg ikke kan. Og hvor ville jeg ønske, jeg bare kunne en lille smule af det sprog. Han gjorde et kæmpe indtryk på mig," fortæller hun og fortsætter:

"Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker i det her projekt, som har indviet mig i deres hemmeligheder, for at det kunne lykkedes – med alt fra, hvordan man skal gå og kigge for at finde sommerfuglene, til at udpege på præcis hvilke stier, de befinder sig. De tog mig med ind i den her lukkede verden, som jo ligger lige ved siden af den verden, vi andre kan se – de viste mig virkeligheden bag virkeligheden."

Efter Emil og de andre sommerfugleeksperter havde indviet Lea i det hemmelige kodeord til en god sommerfuglejagt, kørte hun igen til Nordjylland. Denne gang stod hun foran Råbjerg Mose med en helt ny sprogkunst.

Razan blev giftet væk som 13-årig og fik et barn som 14-årig: ”Traumet følger mig stadig”

Da Razan Haugaard var 13 år gammel, blev hun giftet væk til en mand, der var over dobbelt så gammel som hende selv. Ægteskabet har givet hende traumer, der er svære at hele, og hendes historie bliver snart en virkelighed for langt flere piger i Irak, efter regeringen har sænket den seksuelle lavalder til 9 år.

"Da jeg stod ved indgangen til den her mark, lignede det bare et hvilket som helst andet sted i Danmark med en masse græs og høje, grønne træer. Jeg tænkte, what, skulle det her virkelig være noget specielt? Men så begyndte jeg at zoome mit blik ind og opdagede, at der nede i græsset var den mest psykedeliske, farvestrålende verden, fyldt med de vildeste kryb, larver og bevingede væsner."

"Jeg lærte, at du virkelig skal zoome dit blik ind på detaljerne, når du skal se på sommerfugle, og når du gør det, så ser du, hvor vidunderligt det er."

"Oplevelsen af at se virkeligheden bag det, som vi alle går rundt i og ikke lægger mærke til, var helt vildt berusende. Jeg føler virkelig, at mit blik er blevet større, og dermed er min verden også blevet større – og rigere synes jeg. Det har bragt mig i kontakt med den sandhed, som kloge mennesker har skrevet om igennem årtusinder – nemlig at vi er forbundet til det hele."

Det sorte hul

På Leas anden tur til Nordjylland SKULLE hun nå at se arterne hedepletvinge og engblåfugl. For hvis hun ikke nåede det på den tur, ville de ikke flyve længere, og så ville hun ikke nå at se alle arterne på én sæson. 

Hun havde taget et døgn ud af den ellers travle kalender, og selvom hun denne gang havde det rigtige blik og sprog, var vejret ikke med hende. Blæsten og den manglende sol var de værste omstændigheder for en god sommerfuglejagt.

"Jeg baldrede rundt for at finde netop de to arter, og det lykkedes mig ikke. Dér havde jeg virkelig sådan en følelse af, at jeg havde ramt et sort hul. Men den følelse blev også meget interessant for mig, for hvorfor var det, at hullet var så sort? Det var jo en leg, jeg havde sat op for mig selv, så hvorfor føltes det så magtpålæggende at se dem?"

"Jeg kunne have været ligeglad eller indset, at legen bare ikke ville lykkes, men det var jeg ikke. Det var dér, jeg kom i kontakt med en følelse af frygt for, at hvis jeg ikke så dem nu, kunne det være, at jeg aldrig ville se dem."

Undervejs i sommerfuglejagten rundt i landet blev det mere og mere tydeligt for Lea, at arterne, hun tog rundt for at se, kan uddø fra Danmark, inden hun selv dør. Og det startede en helt ny realisering.

"Det gik op for mig, at projektet også var en kamp mod døden. Jeg tror, at der er noget i hele den her rejse, som har med min erkendelse af min egen dødelighed at gøre. Jeg var på den anden side af fyrrerne, da jeg startede projektet, og det var først dér, jeg indså, at mit eget liv ikke fortsætter evigt, sådan som jeg troede, da jeg var i tyverne."

"Dengang var døden bare en abstraktion, og livet var som en endeløs bøgeskov, der bare blev ved og ved. Jeg skulle affinde mig med tanken om, at mit liv slutter på et tidspunkt. Så turen rundt i landets afkroge har også haft noget at gøre med alt det, jeg vil nå, inden jeg selv dør."

"Og så kom der det her dobbelte lag ind med, at arterne uddør rundt om mig, så hvis jeg skal nå at se dem, inden jeg selv dør, skal det være nu – og det er nok derfor, at det blev så magtpålæggende for mig. Der kom en alvor ind i det, som jeg ikke havde regnet med i starten."

Da alvoren begyndte at snige sig ind på Lea, gik det endelig op for hende, hvorfor det egentlig var, at hun startede projektet, og hvad det var, der kaldte på hende.

 "Jeg havde et behov for at forbinde mig selv til det, vi er en del af. At mærke de små silketråde, der er mellem mig, min krop og så den natur, som vi er en del af, og som vi deler grundstoffer, historie og skæbne med."

"Når vi dør, bliver vores krop til grundstoffer igen, som kommer til at blive til planter, dyr og dermed føde. Vi er i virkeligheden en del af en konstant forandring, og den erkendelse gør det til at holde ud at tænke på, at vi skal dø engang."

Sidse Babett Knudsen kan ikke genkende andres syn på at blive ældre: ”Det føler jeg mig faktisk lidt snydt over”

Hvor langt vil man gå for sit barn? Det er et af de store temaer i filmen 'Vogter', hvor Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen. Hun er selv mor og ville ønske, at hun kunne overtage alle problemer for sin søn. Vi har mødt skuespilleren til en snak om at bruge sin alder som en bonus på jobbet, om et smukt samarbejde og om at forberede sig på, at sønnen snart flyver fra reden.

Himlen, der delte sig i to

Nu havde Lea streget 55 sommerfuglearter af på de sammentapede A4-sider. Selvom hun vidste, at de to nordjyske arter ville mangle, hedepletvinge og engblåfugl, lod hun sig ikke slå ud. De måtte blive taget ud af ligningen for nu, og målet var i stedet 62 forskellige arter.

Det var slut juli, og hun manglede kun to længere ekskursioner for at være i mål. Lea ringede til sin mor for at spørge, om hun ville med på den tur, der gik gennem Østdanmark, og det ville hun gerne. De tog afsted på en maratonlang sommerfugledag, først til Amager, forbi Bidstrupskovene på Midtsjælland, så Møn og til sidst Falster.

"Min mor og jeg endte dagen ved Bøtø på Falsters østkyst, og der stod vi sammen og kiggede ud over vandet ved solnedgangstid. Det var som om, at himlen delte sig i to – som en linje, der skilte havets overflade og himlens kuppel i to. Til den ene side var der fyldt med rosa og violette farver, og til den anden side var alt helt jerngråt."

"Dér havde jeg en sjælden oplevelse af, at tiden stod på højkant. At tiden ikke bare kravlede afsted fra minut til minut, men at den stod helt stille. Det er et af de øjeblikke, som er svære at beskrive med ord."

"Det er mere en tilstand eller en oplevelse i kroppen, hvor man mærker en enorm fylde og taknemmelighed for at være til. En oplevelse af, at livet er en række meget håndgribelige mirakler," fortæller hun, mens hun finder et udprintet foto frem af himlen på Falster og viser mig.

"Det var en af de oplevelser, hvor jeg på en måde blev konfronteret med de store, gådefulde spørgsmål i livet, som vi aldrig nogensinde bliver færdige med: Hvorfor er vi her, og hvad skal vi med livet?"

"Der åbnede sig en kanal til noget større og den her frygt for døden, der havde presset sig på i starten af projektet, blev udskiftet med en kolossal taknemmelighed for livet. Det gav mig en erkendelse af, at døden er en del af livet."

Det får Lea til at vende tilbage til en oplevelse, hun havde på sin første sommerfugletur til Nordjylland med sin søn Mads, hvor det havde føltes som om, at landskabet grinede af dem.

"Vi gik og gik og gik rundt om den her mose, og Mads blev mere og mere langsom og ludende, og han orkede faktisk ikke mit projekt mere. Pludselig sagde han til mig, ud af det blå, om jeg helst ville leve for evigt eller aldrig være blevet født. Han var 12 år på det tidspunkt, så jeg blev meget chokeret over spørgsmålet."

"Jeg sagde til ham, at jeg helst ville leve for evigt, for jeg kunne næsten ikke bære tanken om aldrig at være blevet født. Så svarede han meget klogt, at hvis man ikke dør, så er der ikke nogen mening med livet. At det er døden, der gør, at det levende får betydning. Og det havde han jo fuldstændig ret i."

"Det var dén tanke, der dukkede op hos mig flere måneder senere, da jeg stod nede på Falster med min mor. Døden er en nødvendig del af livet, og det er i virkeligheden bare endnu et forandringspunkt. Så jeg er faldet til ro med min egen dødelighed."

Fandt du nogensinde svaret på, hvorfor vi er her, og hvad vi skal med livet?

"Jeg tror ikke, at svaret findes i ord, men at spørgsmålet i sig selv er en form for svar, fordi det kommer med en opgave: At vi skal få noget ud af det her liv, og at vi lever af en grund. Livet er en gave at få forærende. Også når det er hårdt. Også når det er sort. Også når det virker meningsløst." 

"Så at du stiller dig selv spørgsmålet om meningen med livet, gør, at du i næste åndedrag bliver nødt til at finde ud af, hvilke opgaver du skal løse for at få noget ud af det. Så på den måde synes jeg, at jeg kom tættere på et svar alene ved at stille spørgsmålet om og om igen."

Den sidste sommerfugl

Leas allersidste sommerfugletur begyndte på landets øverste top, så nordligt hun kunne komme. På den tur fandt hun den kommabredpande og ensianblåfugl, hun ledte efter, og så fik hun en mere, guldhalen, ved en motorvejsafkørsel i Horsens på vejen hjem.

Nu havde Lea set 61 sommerfuglearter. To ville det ikke lykkedes hende at se dette år, men hun kunne stadig nå den sidste, nummer 62.

Jeg frygter, at min kæreste er ved at forlade mig

En læser frygter, at hans kæreste forlader ham. Hvad kan han gøre? Det svarer Vibeke Dorph på her.

"Solen skinnede ind ad min bilrude, og jeg vidste, at jeg kunne nå at se den sidste, fransk bredpande, på vejen hjem. Men efterhånden som jeg kørte ned ad motorvejen ved Fredericia og krydsede broen ind over Fyn, vidste jeg, at jeg ikke ville se den, for jeg ville ikke gøre forsøget."

"Jeg ville ikke have, at det skulle være slut endnu. Den franske bredpande skulle have lov til at være derude som sådan et uset, mytisk væsen – for jeg havde virkelig ikke lyst til, at legen skulle slutte."

"Projektet har sat noget i gang hos mig, som er sjovt og meningsfuldt, så det ville føles forkert at sætte et punktum og binde en kæmpe sløjfe på det og sige, at det var det – for det var først lige begyndt. Jeg havde lyst til, at det skulle forblive gådefuldt for mig."

Har du set den franske bredpande endnu?

"Nej, det har jeg ikke – og det har jeg faktisk heller ikke planer om. Jeg vil stadig gerne se de to, jeg missede, hedepletvinge og engblåfugl, men jeg tror, at jeg vil holde den sidste uset."

"På et tidspunkt fik projektet lidt karakter af en ironman, fordi jeg blev nødt til at være meget målrettet og militant disciplineret for, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Men den disciplin stod i kontrast til hele ideen med projektet, nemlig det legesyge, det lystfulde og det, hvor man giver sig selv lov til at fortabe sig."

"Det skulle aldrig have været en ironman eller noget, man bare kunne smide ind i et Excel-ark og sætte tjek ved. Så jeg tror også, at stemmen, der sagde, at jeg ikke skulle se den sidste sommerfugl, var en lille, drillende stemme til den side af mig, som havde lyst til at være en god elev og få færdiggjort projektet. Det er ikke en ekstremsport, det her, det er et skatkammer. Og det skatkammer må gerne bevare nogle af sine hemmelige hjørner for mig."

Selvom Lea vil lade den sidste sommerfugl forblive en gåde, er hun slet ikke færdig med den slags projekter. For nu har hun fået en ide om at se alle Danmarks rovfugle.