"Beier på alpehotellet"

Lene Beiers vilde renovering af hotel i Tyrol kan snart ses på tv: Her er premieredatoen

Snart kan du se med, når Lene Beier og hendes mand, Anders, renoverer deres nye alpehotel i Østrig. TV2 har netop afsløret premieredatoen for det nye program.

Det er efterhånden ikke gået nogens næse forbi, at tv-vært Lene Beier har købt et alpehotel i Tyrol med sin mand og parrets to sønner.

Hotel Edelweiss, som familien nu bor på, er 1.700 kvadratmeter og rummer 18 værelser, så der har været rigeligt at se til i renoveringsprocessen, inden de slog dørene op for gæster tilbage i december 2024 – og nu kan deres projekt snart ses i tv.

Programmet får titlen ”Beier på alpehotellet” og i seks afsnit følger vi Lene og Anders’ vilde rejse helt fra start, når de kun har 12 uger til at blive klar, inden de første gæster tjekker ind hen over julen. Og det bliver tre hårde måneder, hvor ambitioner og økonomi ikke altid går hånd i hånd, og hvor mange uforudsete problemer opstår.

Desuden får seerne et indblik i familiens private udfordringer, når de skal finde fodfæste i et fremmed land uden at kunne sproget, og hvor deres to sønner skal finde sig til rette i både en ny skole og nyt arbejde.

Programmet får premiere den 30. januar og kan ses på både TV2 Fri og TV2 Play.

Anders og Lene Beier foran Hotel Edelweiss i 'Beier på alpehotellet'.

Problemer med at købe hotellet

Da Lene Beier gav et stort interview i ALT for damerne uge 2, fortalte hun om familiens lange kamp for at få lov til at åbne deres hotel.

Fra familien Beier havde truffet beslutningen, til de købte deres hotel, gik der nemlig halvandet år. Foruden at de skulle finde det rette hotel, havde de et hus i Dragør, de skulle af med, og desuden var der en masse papirarbejde, der skulle på plads. Flere gange undervejs frygtede Lene, at det ikke ville lykkes.

”Der er masser af fede hoteller, de er bare dyre. Og et problem her i Østrig er, at mange af de gamle familiehoteller som det her bliver opkøbt af store hoteller og brugt til at huse deres personale. En anden ting er, at man ikke bare kan kigge på nettet. De hoteller, der ligger på nettet, er dem, der ikke kan blive solgt, så det skal man udenom, hvilket jo også gør det lidt svært. Vi endte med at lave en flyer på tysk, som vi delte ud i hele Tyrol: Vi hængte dem op i supermarkeder og på markedspladser og puttede dem i postkasser rundt omkring.”

Strategien gav pote, og en aften fik parret en mail fra de tidligere ejere af Hotel Edelweiss, som spurgte, om de ville komme og se det.

”Vi tænkte egentlig ikke, at vi havde råd til det, men vi mødtes med dem alligevel og fik forhandlet os frem til en pris, som vi kunne være med på. Derfra gik der tre måneder, før papirerne var på plads. I al den tid var vi rædselsslagne for, at nogen skulle få nys om hotellet og overbyde os, for vi havde ikke mere at give af. De har fået alt, hvad vi ejer. Desuden har vi fået en silent partner, som gerne ville investere i det.”

Ventetiden var nervepirrende, og Lene fortæller, at det generelt har været en lang og sej proces at komme dertil, hvor de i dag kan kalde sig hotelejere. Særligt bureaukratiet og papirarbejdet ved at købe i udlandet har trukket tænder ud.

”Alt er analogt i Østrig, så vi har sendt papirer frem og tilbage med kurerer for at få stemplet og underskrevet, og Anders har flere gange været nødt til at tage herned for at ordne papirarbejde. Udover at selve handlen skulle falde på plads, skulle vi have fat i en masse tilladelser for at kunne åbne hotellet. Blandt andet skal man godkendes til at drive et hotel, og det kan man først blive, når man har købt et hotel. Så i de første 14 dage, vi ejede hotellet, vidste vi ikke, om vi overhovedet måtte åbne det. Det måtte vi heldigvis gerne.”