Louisa Lorang

Louisa Lorang: Her er min julekalendertradition

Hver dag gemmer julealfen hjemme hos Louisa Lorang sig med dagens pakkekalendergaver til julekalenderen. Det giver masser af spænding for børnene – og en forlænget deadline for moderen.

– Da jeg var barn, havde min mor en hjemmestrikket nisse, der gemte mine pakker. Så skulle jeg lede efter nissen, som sad med pakken. Det, at der er en aktivitet forbundet med, at man får sine julekalenderpakker, synes jeg er virkelig fedt, og derfor har jeg indført næsten den samme tradition for mine børn. Der er i øvrigt også en anden grund til, at vi gør det på den måde, og det er, fordi jeg altid har lidt mere travlt i november, end jeg forventer, så det med at nå at købe og indpakke så mange små gaver inden den 1. december, det har jeg svært ved at nå.

– Til at begynde med havde vi også en lille nisse, der gemte gaverne, men den forsvandt. Det var jo ikke så godt, men jeg sagde til børnene, at nissen simpelthen havde så travlt, at den nu havde fået fat i julealfen, som ville komme og hjælpe. Jeg fik engang den lille, blå julealfe-pige af min mor, den er helt åndssvagt grim, men nu er det den, der gemmer sig med gaverne, og det har børnene helt accepteret. Den er meget lille, så jeg er vildt bange for, at den også bliver væk.

– Typisk ligger der en seddel, når børnene kommer hjem om eftermiddagen, hvor der f.eks. står: "Uh, det er virkelig koldt her, hvor jeg er", og så skal de gætte, at alfen måske sidder i køleskabet eller fryseren med gaverne. Eller der står: "Jeg har sådan en fin udsigt i dag", og så sidder den måske i et vindue. Der stikker altid lidt af alfen frem, så børnene kan finde den. Og hvis vi har holdt jul i udlandet, slæber vi også alfen med, og så køber jeg sjove pakker i det land, hvor vi nu er. Og vi bliver altid vildt overraskede over, at alfen er rejst med helt til Singapore eller Texas. Vores yngste, Maggie, er kun 1 år gammel, og jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt hun også skal have gaver fra i år. Men nu, hvor hun kommer med på billedet i ALT for damerne, ville det næsten være tarveligt, hvis der ikke også ligger en lille æske rosiner eller noget i den stil til hende hver dag...

LÆS OGSÅ: Giv en personlig julegave

LÆS OGSÅ: Kathrine Lilleør: Her er min julekalendertradition

LÆS OGSÅ: 30 julegaveideer til din veninde til under 100 kroner

Louisa Lorang, 40

Madskribent, tv-kok og kogebogsforfatter.

Gift med Benjamin, som hun har Maggie, 1, Isak, 6, og Ester, 10, sammen med.