Louise Kjølsen: Han fandt mine usynlige blå mærker og trykkede på dem
Louise Kjølsen er kendt som Twerk Queen og fjerdebølgefeminist, men under den selvsikre facade gemmer sig en historie om det første parforhold, der lærte hende den lektie om kærlighed, at det er tryggest at være alene.
En ung Louise Kjølsen sidder i sin seng på barndomsværelset på Nørrebro med hovedet begravet i sine hænder. Hun græder, og alting føles lidt som en tåge. Hun kan umiddelbart ikke helt selv forstå, hvorfor hun bliver så ked af det, men hun er efterhånden blevet vant til, at der konstant hænger en mørk sky over hendes hoved.
Selvom det er svært at pege på noget specifikt, ved hun, at hendes generelle tungsind har at gøre med den mand, som sidder ved hendes skrivebord med ryggen til. Som oftest når hun græder, ignorerer han hende helt bevidst, selvom han sagtens kan høre hendes små dæmpede hulk. Dog er i aften en af de undtagelser, hvor han vælger at reagere på hendes gråd.
Han vender sig om i et hurtigt ryk og spørger hende, hvad fanden hun græder for. Hvis nogen har ret til at græde, er det ham, for han har ikke længere nogen familie eller venner. Han har efter eget udsagn ofret alt i sit liv for at være sammen med Louise. Ordene får hende til at krympe sig, og hendes hals snører sig sammen. Hun ved ikke, hvad hun skal svare, for han har jo nok ret. Hun bør være en bedre kæreste for ham, nu hvor han har ofret så meget for at være sammen med hende.
Når Louise tænker tilbage på sin første ungdomskærlighed, bliver hun ikke nostalgisk. Hun forbinder hverken sin første kæreste med vilde sommerfugle i maven eller en glødende lykke. Hun husker ham derimod som den, der er skyld i, at hun senere hen ikke har kunnet mærke sine egne grænser, og som den, der er skyld i, at hun har stolet på de forkerte mænd.
"Det første rigtige parforhold er ofte ret afgørende for, hvordan dine senere forhold bliver, for det er her, du får gennemlevet en masse nye følelser, spejler dig selv i en anden person og lærer nogle vigtige ting om dig selv. Man træder ind i sit første forhold uden at vide særlig meget på forhånd, og derfor er man heller ikke nødvendigvis god til at sætte grænser. At mit første parforhold har været mit eneste nogensinde, er meget sigende for, hvad jeg i sin tid lærte om kærlighed."
Den spirende forelskelse
Louise var kun 17 år gammel, da hun første gang så sin ekskæreste på en strand i udlandet. På ferie med sin gudfamilie så hun ham drible rundt med en bold på strandpromenadens basketballbane, og der gik ikke længe, før hun besluttede sig for at skabe kontakt. Selv fra lang afstand kunne Louise nemlig se, at han var ualmindeligt tiltrækkende med sit mørke hår og glød.
Efter kort betænkningstid tog hun mod til sig og opsøgte ham. Kemien var der med det samme og lige så gnistrende, som hun havde håbet, så da Louise et par uger efter tog hjem til Danmark igen, besluttede de sig for at holde kontakten over MSN.
Da hun næste sommer vendte tilbage til destinationen med gudfamilien, havde de allerede, på trods af distancen, bestemt sig for at blive kærester. Han havde dog behov for, at det skulle være en hemmelighed lidt endnu.
"Da vi sås igen året efter, overtalte han mig til, at jeg skulle lyve om, hvordan jeg kendte ham. Jeg fortalte derfor min gudfamilie, at vi kendte hinanden fra gymnasiet hjemme i Danmark, fordi han havde gået på den internationale linje, men at han nu var flyttet hjem igen.
Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg indvilgede i den præmis. Det bunder nok i, at han var ældre end mig, og derfor var jeg fascineret af ham. Jeg ville jo rigtig gerne have, at han skulle kunne lide mig, og at det skulle lykkes mellem os."
Gudfamilien hoppede i starten på løgnen, men inden længe gennemskuede de, at Louise havde løjet. De havde meget svært ved at forstå hvorfor, men lod ham selvfølgelig være sammen med familien resten af ferien alligevel.
Annonse
"Pludselig begyndte han at snakke om, at hvis vi skulle blive rigtige kærester, så skulle han med til Danmark. Jeg er generelt ikke et praktisk anlagt menneske, og da slet ikke som 18-årig, så jeg tænkte overhovedet ikke på, at det var urealistisk. Jeg fokuserede mere på, at mit hjerte bankede hurtigere, når jeg var sammen med ham. For mig var kærlighed det vigtigste i verden, og så kunne alt det praktiske fikses."
Da Louise kom hjem fra ferie, fortalte hun sine forældre, at hun havde fået en kæreste. Han boede i udlandet, men hun ville gerne have ham til Danmark. Og det gik de med til.
"Min mor har efterfølgende fortalt mig, at de indvilgede i at lade ham flytte herop, fordi de forsøgte at ræsonnere. De tænkte, at hvis vi var her i Danmark, så kunne de holde øje med os. Hvis de sagde nej, var de bange for, at jeg sandsynligvis var taget til hen til ham. Men det sjove er, at det havde jeg slet ikke overvejet. Det gav mening i mit hoved, at han da sagtens kunne flytte til Danmark og falde til, selvom han kom fra et andet kontinent og en helt anden kultur."
Louises forældre satte gang i processen med at skaffe ekskæresten et visum, og de smed sågar 30.000 kroner ind på en konto og skrev under på, at de var ansvarlige for hans færden i Danmark, samt at han på et tidspunkt skulle forlade landet igen. Forældrene havde meget på spil, og inden længe flyttede han ind i familiens 3 1/2-værelses lejlighed på Nørrebro.
"Jeg havde indtil da levet i en lykkelig boble, hvor det aldrig var faldet mig ind, at nogen ville gøre mig ondt med vilje. Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at han ville. Situationen mindede dog meget om, når et barn spørger, om det må få en hund, og det lover, at det nok skal gå tur med hunden hver dag. Men så holder det op med at være sjovt efter kun en uge. Som jeg husker det, var det nemlig fedt at have ham boende i præcis én uge, og så holdt det for alvor op med at være rart."
Annonse
Facaden krakelerer
Langsomt viste han tegn på, at han ikke længere var den samme charmerende mand, som Louise forelskede sig i, og han begyndte at opføre sig kontrollerende, nedgørende og manipulerende. Det gjorde, at hun langsomt begyndte at isolere sig fra sin vennekreds og trække sig fra sociale arrangementer.
Grunden til hans ændrede adfærd og utilregnelige humørsvingninger, hvor han opførte sig køligt, skyldtes Louises opførsel. Det fik han i hvert fald overbevist hende om.
"Jeg følte mig som en frygtelig kæreste, og at det hele var min skyld. Hvis jeg bare gjorde mig mere umage, så ville han elske mig mere, og så ville han blive sit gamle jeg igen."
Dengang lyttede hun meget til sangen ”Cater to You” af Destiny’s Child, som handler om, at man skal tage sig godt af sin mand, og den blev startskuddet til, at hun i en lang periode prioriterede ham højere end sig selv. Det endte med, at hun helt mistede forbindelsen til sig selv.
At hengive sig til ham betød nemlig, at hun måtte gøre nogle ting, som stred imod hendes gode mavefornemmelse. Blandt andet havde hun ofte sex med ham, selvom hun overhovedet ikke havde lyst.
"Jeg gik i gymnasiet dengang, og jeg kan huske, at jeg flere gange i løbet af timerne måtte gå ud på toilettet og græde. Jeg stod foran spejlet og tørrede mine øjne, så ingen i klassen skulle opdage, at jeg havde det forfærdeligt. Sådan blev alle mine dage, men jeg turde ikke involvere nogen i det.
Ikke engang mine forældre, som sad på den anden side af væggen hjemme i vores lejlighed. Han fik mig bildt ind, at hvis de opdagede, at det ikke gik godt, så ville det være et nederlag for mig."
Louise er stadig usikker på, hvornår forældrene opdagede, at noget var helt galt. Selvom hun følte sig ekstremt alene, ville hun hellere holde tankerne for sig selv end at involvere forældrene, nu hvor de havde igangsat så stort et arbejde for at få ham til Danmark.
Annonse
Når hun kigger tilbage, skulle 18-årige Louise have haft hjælp af en voksen, fordi det var en for stor og kompleks situation at stå i alene. Og situationen skulle også vise sig kun at udvikle sig til det værre.
"Jo længere tid han boede hos os, jo større konflikter opstod der internt i vores hjem. Min far fik det ekstremt stramt med ham, og min mor forsøgte hele tiden at være konfliktmægler. Det var som om, at min far og ham havde en magtkamp kørende om, hvem der var manden i huset. På et tidspunkt gik det så vidt, at han med vilje tissede på brættet, når han var på toilet. På helt primitiv facon pissede han simpelthen sit territorie af."
Konflikterne derhjemme endte med at være så ubehagelige, at Louises far lejede et sommerhus, som han selv flyttede op i, og han begyndte at drikke mere end normalt. Moderen blev hjemme i lejligheden på Nørrebro for at have føling med situationen og bevare den gode stemning.
"Hun blev der jo nok for at passe på det gode forhold til mig, så jeg ikke forlod dem. De turde ikke sætte hårdt mod hårdt i frygt for, at jeg ville rejse til Marokko, og de så ville miste kontakten til mig. Når jeg kigger tilbage, havde jeg bare et ekstremt stort behov for, at en voksen tog ansvaret fra mine skuldre og satte spørgsmålstegn ved, hvad der foregik. Jeg var jo alt for dybt inde i hans manipulative spind til selv at komme ud."
Efter tre måneders følelsesmæssig rutsjebanetur udløb ekskærestens opholdstilladelse i Danmark, og derfor rejste han til Brasilien for en stund, indtil han igen kunne vende tilbage til Danmark og Louise.
Det svære farvel
Efter ekskæresten var rejst, tabte Louise sig 10 kilo. På grund af de tre måneders ubearbejdede følelser, der nu væltede ind over hende, var hendes krop helt udmattet, og hun befandt sig rent mentalt i et mørkt hul.
"Jeg var på alle måder helt udsultet, da han tog afsted. Både følelsesmæssigt, fysisk og økonomisk. Jeg havde givet og givet uden at få noget igen. At det kunne komme så vidt, tror jeg bundede i, at jeg helt fundamentalt ikke følte mig god nok dengang.
Hvis jeg havde haft et mere solidt selvværd eller nogle flere erfaringer fra tidligere forhold, så kunne jeg bedre have set, at situationen overhovedet ikke var okay. Men jeg var så nedbrudt, at jeg blev ved med at holde kontakten, fordi jeg håbede på, at det hele ville blive godt igen, fordi jeg stadig troede, at vi var forelskede."
Han boede nu midlertidigt i Brasilien, men han var rejst ud af Danmark uden at være økonomisk uafhængig af Louise. I Danmark havde han været dybt afhængig af Louises opsparing, og derfor fik han hende overtalt til fortsat at overføre penge til ham.
"Fra netcaféer skrev han, at alt var dyrere i Brasilien, end han havde regnet med, og at han ikke havde råd til mad. Han lå bare hjemme i sin seng, syg og sulten. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke sendte penge til ham, så ville han dø. Jeg elskede ham stadig på det tidspunkt, så derfor ville jeg gøre alt for, at han overlevede."
Louise tog ekstra vagter på sit arbejde som piccoline, og med sit skolearbejde oveni følte hun ikke, at der var timer nok i døgnet. Dog var hun sikker på, at hvis hun ikke tjente nok til at forsørge ham, så ville han dø. Det var først, da Louise nogle måneder senere var i Irland på en studietur med sin gymnasieklasse, at hun kunne mærke, at hun snart blev nødt til at sætte en grænse.
Turen gav hende nemlig et pusterum væk fra hans manipulation, og det hjalp hende med at se på tingene i et klarere lys. Hun kunne se, at det havde udviklet sig til at være en usund afhængighed. Studieturen foregik i tiden inden sociale medier, så derfor havde hun ingen kontakt med ham undervejs.
"Det føltes fantastisk at være væk fra ham. I løbet af turen skulle vi ud at se nogle klipper, og på busturen langs kysten kan jeg huske, at jeg endelig sænkede skuldrene. Det var første gang i lang tid, at jeg følte, at jeg kunne trække vejret. På turen var jeg ikke fanget i hans sindssyge manipulationer, og derfor kunne jeg bare grine og have det sjovt, som en almindelig 18-årig pige bør. Der tog jeg beslutningen om at gøre det forbi, når jeg kom hjem."
Da Louise var tilbage igen, fortalte hun ekskæresten, at hun havde brug for en pause. I en periode skulle det ikke længere være dem, og han skulle stoppe med at kontakte hende for en stund. Det blev modtaget pænt, men han blev fortsat ved med at bede om penge. Flere gange forsøgte hun at afvise hans anmodninger på en pæn og ordentlig måde, men han blev ved, og Louise fik nok.
"Til sidst blev jeg nødt til at skrive, at jeg havde brug for en pause, men han blev ved med at presse mig, og jeg blev desperat efter at komme ud af hans spind. Jeg endte faktisk med at sige til ham, at jeg kendte nogle mennesker, jeg kunne betale for at slå ham ihjel, hvis han ikke lod mig være i fred. Det var en fuldstændig forfærdelig ting af mig at sige, men det var så langt, han havde fået mig ud."
Efter en kort periode, hvor parret ingen kontakt havde, hjalp Louise ham finansielt med at komme tilbage til sit hjemland, og senere hjalp hun ham faktisk også med at få opholdstilladelse i Europa. Kontakten mellem dem løb derefter langsomt ud i sandet, men det betød ikke, at Louise ikke længere vidste, hvad der foregik i hans liv.
"På grund af fælles venner ved jeg, at han flyttede til Sverige og ændrede sit navn, og efter sigende har han gjort en svensk kvinde gravid for at kunne blive i landet. Flere kvinder er også kommet hen til mig i byen og spurgt, om jeg var hans ekskæreste, for de havde været sammen med ham på samme tid som mig.
Han havde altså været kontinuerligt utro under vores forhold, og på sociale medier har jeg senere set, at han brugte mine penge i Brasilien på f.eks. at tage til store bådfester. Han var jo overhovedet ikke ved at sulte ihjel."
For et par år siden, længe efter hun sidst havde haft kontakt til ekskæresten, så hun pludselig hans ansigt på sin skærm. Han medvirkede som skuespiller i en telefonreklame. Det beviste overfor hende, at hun højst sandsynligt ikke var den eneste, han havde manipuleret med for at klare sig.
Set i bagklogskabens lys
Selvom Louise gennem hele forholdet havde mærket dybt nede i maven, at noget var galt, så gik det først op for hende efterfølgende, at det, hun var blevet udsat for, var udnyttelse og psykisk vold. Efter bruddet tog Louise til en psykolog, og efter blot to en halv psykologtime følte hun ikke, at hun behøvede at dukke op længere.
Allerede efter første time havde psykologen nemlig fortalt hende, at ekskæresten lød til at have en dysfunktionel personlighedsforstyrrelse og dermed være det, man i daglig tale kalder en psykopat. Følelsen af lettelse indeni Louise var enorm. Det eneste, hun havde behov for at høre, var, at det ikke var hende, den var gal med. Det var ikke hendes fejl, at forholdet ikke holdt, og hun havde ret i sine følelser om, at noget var fuldstændig forkert.
"Jeg husker hele perioden, som var det en anden person, det skete for. Undervejs kunne jeg slet ikke genkende mig selv, og derfor føles det også sørgeligt at tænke på, at personen faktisk var mig. Han overbeviste mig jo om, at jeg ikke havde ret til mine egne følelser, og det fik mig til at miste mig selv."
Efter de sparsomme psykologtimer gik hun hjem og læste en masse om psykisk vold og psykopati på nettet. Hun kunne genkende sig selv i det hele, i forhold til tiden med ekskæresten, og det føltes som en kæmpe forløsning for hende.
"De personer, som har været i forhold med psykopater, ved, at psykopater får spundet en manipuleret verden op omkring deres forhold. De får overbevist dig om, at det er jer to mod resten af verden, og at ingen andre vil jer det godt. Det er jo slet ikke rigtigt. Dengang faldt jeg i fælden, men jeg har sidenhen lært, at hvis noget føles forkert, så er det ikke mig, der bare er fjollet. Jeg er ikke for meget, og jeg er ikke sart.
Mange mennesker tænker ”hvorfor går du ikke bare?”, når de hører om folk i voldelige parforhold, men det er langt mere kompliceret, end man kan forestille sig. Jeg har altid haft et selvbillede af at være en stærk, selvstændig og handlekraftig kvinde, men de effektive manipulationsmekanismer gjorde, at jeg mistede mig selv på rekordtid."
Siden Louise som 18-årig slog op med sin ekskæreste, har hun været single. Selvom hun har set flere mænd siden, er det aldrig blevet til et decideret parforhold. Når mændene kommer lidt for tæt på, er hun nemlig bange for at blive såret, og hun kan mærke, at de dybe usikkerheder fra fortiden dukker op til overfladen igen.
"Hvis nogen aflyser en date med mig, bliver jeg enormt ked af det. Så tænker jeg, at hvis personen virkelig gerne ville se mig, så var han kommet. Jeg vender det indad og siger, at hvis jeg nu bare havde været lidt sjovere, pænere eller lidt nemmere, så ville han bedre kunne lide mig. Hvis jeg var lidt mindre krævende og højtråbende, så havde han elsket mig mere, og så var han kommet."
Ikke nok med at Louises første og eneste rigtige parforhold har gjort hende usikker på både andre mænd og på hende selv, så har det også gjort hende mindre i stand til at mærke, hvor hendes grænser er. Og det har vist sig stadig at have store konsekvenser for hende i dag, så mange år senere.
"Jeg har svært ved at se mig selv i et parforhold, fordi jeg ikke er særligt god til at mærke, hvad der er rigtigt eller forkert. Det bunder helt sikkert i, at mine grænser blev så massivt overskredet, første gang jeg "legede" parforhold. Jeg tror, at mit liv havde set markant anderledes ud, hvis jeg ikke havde mødt ham.
Og nu kommer jeg til at sige noget, som jeg bliver rigtig ked af: Men i en periode tænkte jeg også, at hvis jeg ikke havde været i det forhold i min ungdom, så var jeg måske heller ikke endt i en relation senere hen, hvor jeg endte med at blive voldtaget."
Hun tænker, at hun snart er klar til kærligheden igen, men hun er også klar over, at det ikke nødvendigvis bliver nemt.
"Jeg vil rigtig gerne have en partner, som jeg kan dele tingene med. Jeg savner at have et livsvidne, og jeg er helt klart i en proces, hvor jeg snart tør åbne mig op igen. Jeg er blevet langt bedre til at identificere og arbejde på mine egne blå mærker, og jeg er stadig i en læringsproces, hvor jeg øver mig i at acceptere og forstå, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på nogle ting.
På grund af mit gamle forhold har jeg ikke særligt gode reaktive mønstre, og jeg skal stadig give mig selv lov til ikke at være specielt god til det med kærlighed endnu. Men det bliver jeg forhåbentligt snart."
Hør hele Louise Kjølsens historie i ALT for damernes podcast-serie 'Tungdom', hvor journalist og vært Josefine Stork i hvert afsnit taler med en ny kendt gæst om den svære ungdom.
