Et foto af Ballebo Kro set ude fra. Det er en gul bygning, med stråtag. Der er mange, store og høje vinduer, og to stole nedenfor terrassen.
Ballebro Færgekro.

Luksuriøse kroophold i Danmark: Her får du store spiseoplevelser i smukke rammer

God gammeldags krohygge har fået en opgradering mange steder, og hvis du er til luksusindretning og gourmetmad, når du tager på kro, skal du hoppe med på denne guide til store spiseoplevelser i smukke rammer – hele vejen fra Bornholm til Sønderjylland.

ALT for damerne logo

Bornholm

Christianshøjkroen

Luftbillede af Christianshøj-kroen.

I hjertet af Bornholm ligger Christianshøjkroen omgivet af frodig skov og spejlblank sø. 

Siden 2023 har parret Nikolaj Jeppesen og Sofie Edlev Nielsen kørt kroen, der har til hensigt at tilgodese både bornholmere og turister. 

Nikolaj har en fortid i Michelin-verdenen som restauratør på Ensemble i København, imens Sofie har lokale rødder knyttet til kroen. Derfor har man både en respekt for historien og en lyst til at bevare stedets ånd, men samtidig også en drivkraft til at tænke nyt.

Kroen byder både på skovfrokost, aftenmenu med vildt og grønt eller blot en eftermiddagskage til kaffen, alt sammen drysset med en kærlighed for det traditionelle køkken og en omgang skoveventyr.

Christianshøjkroen, Segenvej 48, 3720 Aakirkeby

Se mere på Christianshojkroen.dk

Sjælland

Søllerød Kro

Søllerød Kro ude fra om aften.

20 kilometer nord for København rammer du Søllerød Kro, der er at finde i den gamle del af byen Søllerød. 

Det nydelige sted med rolige nuancer omgivet af skov, kirke og slot er også blevet brugt som lokation i forskellige danske film og noveller som blandt andet 'Tænk på et tal' (1969) og 'Bruden fra Dagstrup' (1955). I køkkenet er der fokus på at ”udfordre det velkendte og gøre det ukendte bekendt” i en klassisk fransk ånd, som man må sige er lykkedes med kroens stjerne i Michelin-guiden. 

Her kan du forvente både gamle klassikere og lækre nyfortolkninger begge af høj kvalitet.

Søllerød Kro, Søllerødvej 35, 2840 Holte

Se mere på Soelleroed-kro.dk

Jylland

Henne Kirkeby Kro

Foto af restauranten i Henne Kirkeby Kro.

Et stenkast fra Vesterhavet finder du Henne Kirkeby Kro. Siden 1790 har kroen haft besøgende fra nær og fjern til et glas brændevin og en omgang husmandskost. 

Med tiden er husmandskosten blevet erstattet af Michelin-stjerner og moderne indretning, som har fået gæsterne til at strømme til. Er man på de kanter, kan man fra d. 7. marts nyde en frokost eller ophold på kroen, når de igen åbner dørene i den nye sæson. Her kan man opleve deres populære forårsophold med fuld forkælelse og overnatning i Jægerhuset eller arrangementet 'Filsø og frokost', som byder på en guidet tur i Filsø området efterfulgt af kroens gængse frokost.

Henne Kirkeby Kro, Strandvejen 234, 6854 Henne

Se mere på Hennekirkebykro.dk

Fyn

Munkebo Kro

Rosenhaven ved Munkebo Kro.

På Munkebo Kro kan du spise middag eller overnatte med udsigt over vandet i Kerteminde Fjord, tæt på både Odense og Kerteminde, der byder på masser af oplevelser. 

Skal du forbi til et måltid, kan du forvente en gastronomisk oplevelse af høj kvalitet med både dansk og fransk inspiration. Der er plads til uhøjtidelighed og hverdagshygge i de gamle bygninger, når man nyder klassiske danske kroketter, oksefilet i rødvinssauce eller en vegansk braiseret selleri.

Munkebo Kro, Fjordvej 56, 5330 Munkebo

Se mere på Munkebokro.dk

Jylland

Malling Kro

Malling Kro.

Ikke langt fra smilets by finder du Malling Kro, hvor hyggelig og familiær atmosfære skaber rammerne for den moderne kro. Her kan du få mad og vin på højt niveau lavet fra bunden og med masser af lokale råvarer. 

Gennem tiden har en række forskellige kromuttere og ejere stået bag, men i dag har det unge par Mie Lue Abrahamsen og Nikolaj Nielsen overtaget faklen. Kroen byder både på romantiske getaways, selskabslokaler til festlige begivenheder og gastronomi to-stay og to-go. Her er du sikker på at få en oplevelse af nærvær og omhyggelighed.

Malling Kro, Stationspladsen 2, 8340 Malling

Se mere på Mallingkro.dk

Sjælland

Fredensborg Store Kro

Fredensborg Store Kro.

Skal du i retning af Nordsjælland, kan du svinge forbi den historiske perle Fredensborg Store Kro, som er placeret lige ved siden af Fredensborg Slot. 

Tilbage i 1723 blev kroen opført på befaling af Kong Frederik 4. for at husere royale gæster. I tidens løb har Søren Kierkegaard også været en kærkommen gæst på kroen. I ægte royal stil kan du ofte opleve forskellige events som High Tea-eftermiddage, søndagsbrunch eller påskefrokoster. 

Resten af året byder køkkenet også på favoritter fra det nordiske køkken med et strejf fransk elegance.

Fredensborg Store Kro, Slotsgade 6, 3480 Fredensborg

Se mere på Storekro.com

Jylland

Ballebro Færgekro

Ballebro Færgekro.

Ballebro Færgekro emmer af hjemlighed og glade dage med sin solgule facade og stråtag. Her kan du nyde et dejligt måltid i deres pavillon eller ude på terrassen med udsigt ud over Als Fjord. 

Dér, hvor der er kortest afstand mellem Sønderjylland og Nordals, finder du færgekroen på det historisk vigtige område ved Ballebro i Sønderjylland. Tilbage i 1864 prøvede en preussisk hær at angribe området, som dog blev forhindret. TV 2 besøger også Ballebro Færgekro i programmet 'Danmarks dejligste badehoteller' og fortæller, hvordan stedet byder på ro og romantik.

Ballebro Færgekro, Færgevej 5, 6400 Sønderborg

Se mere på Ballebro.dk

Fyn

Sortebro Kro

Sortebro Kro.

På Sortebro Kro kan du spise en frokost med ægte fynsk stemning i den gamle kostald, der i dag fungerer som kroens restaurant. Nostalgien strømmer ud af de skæve vægge og gulve, bindingsværket og den lille mølle. 

Siden 1998 har restauratør John Kofod Pedersen stået i spidsen for maden i den gamle svinestald, der i dag fungerer som et topmoderne køkken. Her serveres der både smørrebrød til den sultne frokostgæst, 5-retters aftenmenu og diverse lækre vine til at skylde måltidet ned med. 

Selvom kroen giver et fint og idyllisk indblik i bondelivets daglige gang, kan du få endnu mere historie lige rundt om hjørnet, hvor Den Fynske Landsby holder til.

Sortebro Kro, Sejerskovvej 20, 5260 Odense S

Se mere på Sortebrokro.dk