Made in Denmark: Soft Gallery

Made in Denmark: Soft Gallery

Jude Laws døtre og Orlando Blooms søn går i tøj fra Soft Gallery. Indehaverne Barbara Hvidt og Tine Holt Møller mener, at succesen hænger sammen med, at dansk børnetøj har hele pakken: kvalitet, innovation og æstetik med omtanke.

En broderet tiger, en kat med klap for øjet, en bjørn med slips eller en stor, lyserød kanin på maven. Børnetøjet fra Soft Gallery er skørt, skævt og ikke til at stå for, og så er de poetiske kollektioner oven i købet bløde og behagelige i materialer som bomuld og jersey.

Barbara Hvidt, 37, og Tine Holt Møller, 40, mødte hinanden i London, hvor de begge studerede hhv. fotografi/styling og mode – baggrunde, der i den grad definerer det firma, de i fællesskab skabte i 2007. Ideen var, og er, at udvælge kunstnere fra hele verden til at lave de print og broderier, der ender på maven, numsen eller lommen af de shorts, vores børn har på.

“Vores fælles passion for mode og kunst var byggestenene i Soft Gallery. Tanken var at kombinere de to verdener i det bærende koncept og ved at samarbejde med kunstnerne give små værker videre på en ny og anderledes måde,” fortæller Barbara Hvidt og Tine Holt Møller og forklarer, at flere af deres ‘artworks’ er lavet i hånden.

“Vi forsøger at lave tøj, der fortæller en historie, og hvor man fornemmer, hvordan der er kræset for detaljerne.”

Netop samarbejdet med kunstnere er definerende for Soft Gallery, der har arbejdet med fx den tyske illustrator Philipp Zurmöhle, den australske billedkunstner Kareena Zerefos og danske kunstnere som Karen Segall, Kitt Stuart Schwenn og designer Stine Goya.

Faktisk udsprang navnet Soft Gallery af forestillingen om et mobilt galleri, hvor kunstnerne kunne overføre deres værker til det ‘bløde lærred’, og over 50 kunstnere har indtil videre sat deres aftryk på T-shirts, sweatshirts, kjoler, bukser, puder, sengetøj og metervarer fra det voksende brand, der også har lanceret en kollektion til kvinder og netop har åbnet egen webshop. Og så er Soft Gallery socialt ansvarlige og støtter et børnehjem for piger i Sydindien.

“Når man køber et stykke tøj fra Soft Gallery, er man med til at sikre pigerne på børnehjemmet en tryg barndom og udsigten til en bedre fremtid,” siger Barbara Hvidt og Tine Holt Møller.

Se også: Made in Denmark: Rudolph Care »

Se også: Made in Denmark: All the way to Paris »