Mads L. Brynnum: "Mænd, der begår overgreb mod kvinder, er helt almindelige mænd"

Mænd, der begår overgreb mod kvinder, er helt almindelige mænd. De er som regel ikke psykopater eller ensomme afvigere. De er alle slags mænd.

Men ved at sige ”not all men” – ved at påpege, at ”sådan ville JEG i hvert fald ikke gøre”, så holder vi dem ud i strakt arm og ser derfor ikke alt det, som kommer før overgrebet: Idéen om, at kvinder skal erobres og måske presses til at et ja. At et måske betyder ”ja” og et nej betyder ”måske”. At kvinder jo godt kan lide opmærksomheden, for hvorfor tog de ellers den crop top/nederdel/dynejakke på? Ting, som måske ikke i sig selv er overgreb, men som grundlæggende handler om, at vi mænd, og hvad vi vil, er vigtigere end kvinder og deres ønsker.

Kvinder og piger oplever, at deres grænser bliver overtrådt af mænd og drenge hele tiden, fra de er helt små. Og det er ikke kun nogle få, som gør det.

Igen: Det er alle slags mænd.

Ud over det skal vi også huske, at for hver Frank Jensen, Naser Khader eller Jes Dorph, så var der mindst én mand, som vidste, hvad der skete – uden at reagere.

Ligesom der var mindst én mand, som internt reagerede på historien med et ”er du sikker på, du ikke har fejlfortolket situationen?” For hvis nu det var hende, som havde gjort noget galt, så var det nok også sådan dengang, at man selv gik til grænsen eller måske endda over den…

Bolden er hos os

Vi mænd skal ikke skamme os over vores køn. Ingen skal skamme sig over sit køn, hvorfor skulle vi det? Men som mænd bør vi skamme os over, at vi ikke gør det bedre. For det gør vi ikke.

#MeToo er i Danmark i helt overvejende grad blevet dækket som noget negativt i pressen, og det har mandlige chefredaktører en stor del af ansvaret for. Samtidig har en alt, alt for stor del af samtalen på sociale medier handlet om bekymringen for fiktive mænd, som potentielt kunne blive falskt anklaget for overgreb. Som kunne få deres liv ødelagt.

For det er åbenbart vigtigere at tale om, at mænd måske kunne få et dårligt ry end at lytte til de tusindvis af kvinder, som beskriver VIRKELIGE overgreb og ÆGTE ødelagte liv.

Og lad os heller ikke glemme, at hver eneste gang vi hører om en kvinde, som er blevet udsat for et overgreb, som er blevet voldtaget eller endda myrdet, så er der et kor af mandestemmer, som synes, at det vigtige at tale om er, hvad hun kunne have gjort anderledes. For hvis nu det var hende, som havde gjort noget galt…

Men bolden er på vores banehalvdel nu.

Måden, vi til om og til kvinder

Vi mænd kan ikke længere dække os ind under uvidenhed. Vi ved, hvad kvinder bliver udsat for, for de har fortalt os det. Og vi ved også, hvem der udsætter dem for det. Ja, mænd. Så ansvaret hviler på os.

Vi skal ændre den måde, vi taler om og til kvinder. Vi skal ændre måden, vi taler om kvinders arbejde på. De jokes, vi laver om kvinder. Måden, vi opdrager vores børn (uanset køn) på.

Og på samfundsplan (hvor mænd jo stadig er ekstremt toneangivende), skal vi fx reagere på den viden, vi har om partnervold, og hvordan den kan udvikle sig. Vi skal lade være med at sylte krav om lige løn for lige arbejde i kommissioner. Vi skal sørge for at sende mistænkte voldtægtsmænd oftere for retten – noget, som kvindelige betjente er markant bedre til end deres mandlige kollegaer.

Og vigtigst af alt: Så skal vi lære at afgive noget af vores plads til kvinder sådan bogstavelig talt.

For dér, hvor der vitterligt er forskel på mænd og kvinder, er i vores levede liv – det har de sidste år tydeligt vist. Og ved at give plads til kvinder i bestyrelsen, i ekspertpanelet, til en kilde i artiklen eller bare til mødet på arbejdspladsen, kan vi bruge den levede erfaring til at gøre tingene bedre. For det er faktisk os, som har gjort noget galt.