Magnus Millang
Foto: Henrik R. Petersen
Magnus Millang voksede op i et hjem med misbrug: ”Jeg har en iboende angst”
Magnus Millangs far var alkoholiker, og det har været med til at forme ham på godt og ondt.
Denne artikel blev bragt første gang hos HER&NU. Dette er en redigeret version.
Skuespiller Magnus Millang er lige nu aktuel i TV 2-serierne "Familier som vores" og "De bedste år". Derudover er han med i podcasten "Ikke
et ord om politik" med Morten Messerschmidt som vært.
Her åbner han op om sin opvækst, der ikke har været så lyserød som mange andre børns.
"Jeg har levet i et hjem med misbrug. Min far var
alkoholiker, hvilket har gjort, at jeg har en iboende angst som følgesvend," fortæller Millang i podcasten.
Ifølge Magnus Millang har opvæksten med en alkoholiseret far haft stor betydning.
"I dag kan jeg se, hvor meget det har formet mig. Når jeg
kommer ind i et rum, tager jeg temperaturen. Jeg kigger på folk og analyserer
dem, deres agendaer og sådan nogle ting. Jeg er ekstra på vagt og har skærpede
sanser i forhold til, hvor folk er henne. Jeg har accepteret, at det er en følgesvend, jeg har med
mig. Og når man når dertil, så synes jeg, at man allerede er nået et stykke
vej."
Ifølge Millang har han formået at vende angsten til en styrke.
"I og med jeg har fået en sans for at aflæse mennesker og
tage temperaturen, har jeg brugt det i mit arbejde til at skabe karakterer og
typer. Jeg er blevet en menneskekender på grund af det. Det har gjort, at jeg
er blevet til den, jeg er, på godt og ondt."
Magnus Millang har ikke længere sin far. Han døde, da Magnus var 32 år, men han har forsøgt at hjælpe ham ud af sit misbrug flere gange.