Maise Njor: "Man skal da ikke ældes med ynde!"

Hvordan ældes man med ynde?

− Man skal da ikke ældes med ynde! Man skal ældes med rabalder, storblomstrede kjoler, gin og tonic og larmende latter! Nu ville jeg ikke kalde Karen Thisted og Suzanne Bjerrehuus gamle, men de er dog ældre end mig, og jeg elsker, når de på tv klikker rundt på deres stiletter og småskændes med deres kragelatter. Og jeg kan godt lide gamle damer, som har brugt så mange år på at være pæne piger, at de slipper alt og siger deres mening – som da jeg var til bryllup med min farmor, og hun alt for højt i kirken sagde om gommens søster: "Er hendes kjole lavet af sofastof?"

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?

− Jeg er så genert, at jeg nogle gange reagerer som en mariehøne – lukker skjoldet ned og suger mig fast til underlaget. Nogle mennesker tror, at hvis man skriver om noget personligt, så er det, fordi man har brug for opmærksomhed. Jeg skriver om personlige ting for at gøre andre trygge – og hader opmærksomhed. Især at stå på en scene. Det har taget mig 46 år at lære at gøre det nogenlunde uden at svede et afrikakort i hver armhule.

Hvornår græd du sidst?

− I bilen i dag, da jeg skændtes med mine børn, og vi endte med alle at græde. Så tørrer man øjnene og går ind og siger "gooodmorgen" til en forælder i stedet for at sige, "hold da kæft en lortemorgen". Jeg hader, når jeg sætter et falsk ansigt på.

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

− Jeg lavede på et tidspunkt en bog med fotograf Tine Harden, hvor vi besøgte fester rundt omkring i Europa. Det var fantastisk, men lige turen til Ibizas techno-fester kunne jeg godt undvære. Vi sad klokken tre om natten på et diskotek og lignede et ældre ægtepar, mens vi ventede på, at skumshowet skulle starte. Folk dansede med sig selv i en ecstasyrus, og engelske piger i hvide pumps var oppe at slås.

Hvad er din største hjertesorg?

− Det er hver anden uge, når jeg skal sige farvel til mine tre døtre og ved, at jeg ikke skal se dem så meget i ugen, der kommer. Og jeg forstår ikke folk, som kan sige, at det er dejligt med en "friuge" uden børn, eller siger, "i næste uge har jeg ikke børn". Man har jo ALTID børn – det er bare ikke altid, at de er sammen med én. Og mine "friuger" er dem, hvor mine børn er tæt på mig.

Hvad ville du aldrig give penge for?

− Kærlighed og mad tilberedt af folk, der er ligeglade. Jeg har dog engang lokket en ung mand til at sove hos mig ved at tilbyde ham en brunch på "Kruts Karport". Fordi jeg ikke magtede at sove alene. Og fordi han lignede Ross fra "Venner".

Hvad kan få dig til at svæve på skyerne og falde ned i et sort hul på en og samme tid?

− Når jeg skriver. Jeg kan gå fra at tænke, at det fandeme er sjovt, det, jeg lige har skrevet, til at synes, det er det mest patetiske crap, og så sætter jeg en kulørtvask over for at føle, at jeg duer til noget.

Har du et ar, der fortæller en historie?

− På mit ene knæ er der et ar efter dengang, jeg gik i skole i England og deltog i Surrey-mesterskaberne i hækkeløb. Jeg faldt og hørte nogen blandt tilskuerne grine, og så rejste jeg mig og løb videre – og fik en tredjeplads. Og sådan har jeg levet mit liv siden – hvis der bliver grinet, så rejser man sig op og gør sit bedste, også selvom man kun får bronze!

LÆS OGSÅ: Parforhold - Tør du stille dig selv disse 5 spørgsmål?

