Det var ikke kærlighed ved første blik, da Maria Montell mødte sin mand: ”Men kærligheden voksede”
Da Maria Montell var i midten af 30’erne, ønskede hun at finde sig selv igen efter flere forliste forhold. I samme periode mødte hun ham, der senere blev hendes mand og faren til hendes børn – også selvom det ikke var kærlighed ved første blik. Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 45.
Maria Montell har ikke altid vidst, hvem hun er.
Men på et tidspunkt besluttede hun sig for at gøre en aktiv indsats for at finde ud af det.
Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 45.
”Jeg havde en periode, da jeg var i midt-30’erne, hvor jeg, efter at have haft den ene kæreste efter den anden, skulle finde mig selv. Eller som Julia Roberts siger i en film: ”Jeg skulle finde ud af, om jeg var til røræg, spejlæg eller Eggs Benedict”. Hvilken slags æg ville jeg gerne have?” fortæller sangerinden med hentydning til filmen ”Runaway Bride” fra 1999.
Her spiller Julia Roberts rollen som den evige brud, Maggie, der efterlader en række brudgomme ved alteret, fordi hun får kolde fødder.
I filmen kommer Maggie frem til, at problemet ikke er de mænd, hun skulle giftes med, men snarere, at hun ikke kender sig selv – og at hun ikke engang er klar over, om hun foretrækker spejlæg, Eggs Benedict eller røræg. Hun har altid bare spist æggene på samme måde, som den mand, hun var kæreste med.
På samme måde ønskede Maria Montell at lære sig selv og sine egne behov bedre at kende. For hende betød det, at hun i en periode ikke indgik i nye kæresteforhold.
“Den periode varede i to år, hvor jeg var single, mens jeg prøvede at finde ud af, hvilken mand, jeg skulle være sammen med.”
”Han var meget insisterende”
Man siger indimellem, at kærligheden finder én, når man mindst venter det.
Det samme var tilfældet for Maria Montell, som dengang var dommer i ”Stjerne for en aften.” På et tidspunkt var hun i Århus for at optage programmet, da hun ad omveje mødte skuespiller og instruktør Thomas Villum Jensen.
”En aften mødte vi holdet fra tv-programmet ”Idols”, hvor Tomas var med. Han inviterede os med på kasino, men det gad jeg ikke spilde mine penge på, så jeg sagde nej. Han var meget insisterende og gav mig nogle penge at spille for, og så faldt vi i snak,” mindes Maria Montell og fortsætter:
”Jeg nægtede dog at give ham mit telefonnummer, men han fandt det ad omveje, og pludselig havde han nogle venner på samme vej, som jeg boede på i Hornbæk, og så kom han lige forbi. Jo, han ville mig helt sikkert noget.”
Men selvom Maria Montell i første omgang ikke overvejede, at relationen til Tomas Villum Jensen skulle blive til mere, viste han sig at have nogle kvaliteter, som hun altid har ledt efter i en mand.
”Jeg kunne slet ikke forestille mig at være sammen med Tomas, men han var meget insisterende, så jeg tænkte, at han jo lige så godt kunne rense mine tagrender og stable noget brænde, når han nu alligevel kom forbi. Det viste sig, at han er vokset op på landet, så han følte sig hjemme i det. Jeg har altid været fascineret af rigtige mænd, der kan tage fat. Måske fordi jeg voksede op med en far, der også var sådan en rigtig mand.”
Fascinationen af Tomas Villum Jensen udviklede sig, og selvom der ikke var tale om kærlighed ved første blik, så blev det netop dét – kærlighed.
”Thomas og jeg talte tit om værdier, og jeg vidste, at jeg ville have børn med en mand, jeg delte værdier med. Jeg faldt ikke for ham med det samme, men kærligheden voksede, og tre måneder efter at vi var blevet kærester, var jeg gravid. Så snart jeg havde født Villum, sagde jeg: ”Det vil jeg gerne gøre igen”. Og året efter kom Smilla,” fortæller Maria Montell, der sammen med Tomas Villum Jensen også senere kunne byde velkommen til verden til deres tredje barn, Lilly.
Læs hele interviewet med Maria Montell i Hendes Verden uge 45, hvor hun også fortæller om sine erfaringer og udfordringer med at bo i udlandet som ung, om det skifte, der sker, når børnene ikke længere er små, og om at blive genkendt på gaden.